Måned: november 2020

Jeg er sprunget ud af skabet…. som tri-coach!

Triathlon er en stor del af mit liv. Meget af min fritid bliver – udover at træne – brugt til at nørde videnskabelige artikler om træning, restitution og overordnet idrætsperformance.

Den viden jeg har tilegnet mig, har jeg indtil nu, først og fremmest brugt i min egen træning. Samtidigt har jeg også hele tiden stået for planlægning af Anitas træning, så hun hverken træner for meget, for lidt eller for hårdt.

Efter at jeg gennem længere tid, er blevet spurgt til råds om træning og træningsmetoder af flere i min omgangskreds, besluttede jeg for lidt tid siden, at jeg så småt ville gå i gang med coaching og træningsplanlægning for andre triatleter end kun lige mig selv og Anita.

Det har givet mig lidt ekstra at lave i hverdagen. Men det er til gengæld en super sjov, lærerig og spændende proces.

Jeg står nu bl.a. for personlige træningsprogrammer til min gode ven og træningsbuddy Kasper Rhinstrøm.

Jeg er åben for coaching og programlægning til både begyndere og mere erfarne triatleter. Og min røde snor er, at træning skal gøre dig gladere i hverdagen, i bedre form og overordnet set, til et bedre menneske.

I fællesskab vil vi derfor finde frem til, hvordan træningen skal struktureres til lige præcis dig, så du også har godt med tid til alle de andre vigtige ting i dit liv, såsom arbejde, familie, venner og eventuelle yderligere fritidsinteresser. Din træning skal også være fleksibel, så du stadig oplever forbedringer, hvis noget andet kommer i vejen.

Træning behøver nødvendigvis ikke være hamrende tidskrævende, for at du kommer i bedre form. Det er Anita et levende bevis på. Det hele handler om, hvad dine ambitioner er og hvad dit udgangspunkt siger.

Har du brug for vejledning, coaching og træningsplanlægning, så smid mig en besked. Så finder vi sammen ud af, hvordan vi sammen kan gøre dig gladere i hverdagen og hurtigere i svømning, cykling og løb. Så kan du også høre mere om, hvilke metoder jeg anvender.

Og fordi det hele er så nyt, vil jeg endda gøre det til en rigtigt skarp pris!

Fuck hvor skal jeg bare forbedre mig her….

Svømning… for satan, hvor skal det bare forbedres, forbedres og forbedres.

Hvis man vil være med hvor det er sjovt i draft-legal tri, skal man som det mindste, gerne kunne svømme med i main pack. Så det kræver en start-fart, der er hurtig nok til at komme med på de hurtigere svømmere fødder. Og et niveau, der tillader, at holde deres fødder.

Der er jeg ikke helt hundrede procent endnu.

Jeg har fra sidste år til i år, skåret 13 sekunder af min 400m PR, som lige nu lyder på 5.25. Og det skal jeg som minimum gerne have ned på 5.00.

Det er dog værd at bemærke, at lock-down nok også har pillet en del forbedring af, så jeg måske realistisk ville have en PR på 5.20, hvis jeg havde kunne ligge i vand hele foråret.

Forhåbentligt kan jeg ligge i vand hele vinteren og foråret i år/næste år denne her gang, så jeg stabilt kan komme til at ligge på 20+ km om ugen. Hver uge. Gerne 25+ km, men det er sgu svært at skulle nå det kontinuerligt, når jeg også skal huske at cykle, løbe og tjene nogle penge, så jeg kan betale mine regninger 😉

For at nå de 20+ km svømning om ugen, har jeg indkorporeret en dobbelt svømmedag hver uge. Det har jeg om onsdagen, hvor morgenpasset typisk består af teknik, hypoxi, noget funktionel styrke og lidt fart-arbejde, imens aftenspasset typisk består af noget tempo, længere styrke- og fartserier og Vo2max-arbejde. Som vinteren skrider frem, skulle det gerne bringe mig op på 8-9 km bare om onsdagen.

Derudover har jeg mit lange aerobe svømmepas om lørdagen, der henover vinteren bygges op til 6-7 km. Og så er mandag og fredag primært lette svømmepas.

Det var lidt om, hvordan jeg arbejder med min svømning lige nu, og hvordan jeg kommer til at arbejde med den henover vinteren.

At nå ned på 5.00 på 400m fri, allerede til næste sæson, er muligvis ikke realistisk. Men at få den ned på 5.12-5.15 burde absolut være muligt. Så det er dét mål jeg arbejder mig henimod.

Så må vi se hvad jeg finder på at skrive om næste gang 😉 god weekend 😀

Jeg har skruet op for svømningen og løbet, så jeg har samtidigt skruet ned for cyklingen

Min plan om at løbe mere, gør helt automatisk, at jeg er nødt til at skrue lidt ned for en af sportens to andre discipliner. Og så er det ganske klart, at det må være cyklingen der står lidt for skud.

Cyklingen er min klart stærkeste disciplin. Så for mig, handler det nu om at bevare min styrke på cyklen, men at gøre det med så lidt arbejde som muligt.

Derfor er cykelmængden sat ned, mod at der til gengæld er blevet skruet op for niveauet af intervaller i meget tungt gear. Sammen med en mere intens form for udholdenhedstræning (der passer godt til de korte tri-distancer) og noget tærskeltræning, skulle det gerne give mig gode muligheder for at have et stort fokus på løbetræningen, uden at tabe mit cykelniveau.

For at arbejde mere med min svømning, har jeg bl.a. introduceret en dobbelt svømmedag, hver uge. Men hvad min svømmestrategi præcis er for den næstkommende fremtid, vil jeg forklare mere om i et senere indlæg.

Markant mere løb i vente henover vinteren

“Løbet er ofte der en triathlon tabes eller vindes”….

Det synes jeg egentligt jeg har oplevet masser af gange i de foregående år.

Men i år har det været anderledes, fordi jeg rent faktisk er blevet markant bedre løbende end tidligere. I år har det været slut med at forsvare en placering på det afsluttende løb. I stedet har jeg kunne indhente eventuelle foranliggende konkurrenter.

Og det har været en fantastisk følelse!

Det har uden tvivl skyldtes en fornuftig kontinuitet i løbetræningen, sammen med jævne frekventeringer af både løbebanen og tærskelpas.

Mit fokus henover vinteren, er, at få flyttet mit løbeniveau yderligere. Det vil faktisk være mit primære fokus. For godt og vel en måned siden, begyndte jeg derfor at løbe 6 dage om ugen.

Til at starte med var det 6×30 minutter, dvs. 3 timer på en uge. Og det er jeg langsomt ved at bygge op til at blive cirka 5 ugentlige timer i løbeskoene, som jeg når op på omkring juletid, hvis alt går efter planen.

Alt mit løb imens jeg trapper løbetræningen op, er lette og rolige ture. Og først når jeg er nået op på min målsætningen om 5 løbetimer fordelt på 6 ugentlige løbepas, bliver der koblet noget intensitet på. Det bliver til at starte med, nogle bakkeintervaller og lidt tempotræning, for senere hen at vende tilbage til løbebanen for at løbe noget aerob kapacitet og noget farttræning.

For at hjælpe mig med at få stor kontinuitet på løbefronten, har Anita og jeg investeret i et løbebånd. Det bliver flittigt brugt af os begge, så det har indtil videre været en rigtigt god investering. Slut med at løbe i mørke! 😀

Jeg har en drøm om at løbe sub 15.00 på en 5’er en dag. Det sker nok ikke lige næste år, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre indenfor ganske få år!

Svømningen vil stadig være et stort fokus for mig, så jeg også kan forbedre mig yderligere på den front. Men det fortjener et indlæg for sig selv, som kommer på et senere tidspunkt 🙂

Det var alt for nu… ha’ det fedt!

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On LinkedinVisit Us On Youtube