Triathlon blog

MIN TRIATHLON BLOG OM ALT DET, JEG HAR PÅ HJERTET

2020 går på hæld – et tilbageblik på årets højdepunkter

2020 synger på allersidste vers. Et år, som mange bare gerne vil lade gå i glemmebogen. Men for mig er 2020 et år, der på trods af corona og de restriktioner der følger med, har været et af de allerbedste år af mit liv 🥰

Jeg startede året med at tage fire uger på træningslejr til spanske Torrevieja, der gav masser af træning i den sydspanske sol ☀️ Faktisk havde jeg ikke én eneste træningsdag dernede, hvor det var regnvejr 😎

Kort efter hjemkomsten, stod himmel og hav dog i ét, men coronas indtog i Danmark. Svømmehallerne og foreningsidræt blev lukket ned. Så alt det hårde arbejde i poolen under ledelse af daværende cheftræner i Haderslev Svømmeklub, gled mere og mere ud i sandet.

Det gav ekstra tid til cykling og løb. Og særligt løbet, har virkeligt rykket sig i år. Fra at være løbeskadet med Venstre knæ i årets første to måneder, fik jeg siden bugt med skaden, og fik opbygget den største kontinuerlige løbetræning, jeg nogensinde har haft.

Og det gav virkeligt også pote senere på året, da vi endelig fik lov til at køre lidt stævner!

Da svømmehallerne åbnede op igen, tog det lige en lille måneds tid at få vandfølingen tilbage. Og så gik det ellers stærkt med svømmeformen derfra. Nok også hjulpet meget på vej af, at jeg gennem hele forårets lockdown har trænet utroligt meget med elastikker, for at beholde så meget af svømmemuskulaturen, som overhovedet muligt.

Forårets lockdown gav også gode cykelmuligheder, hvor særligt cykelturen fra Haderslev til Vejle og retur, for at cykle 25 gange opad Kiddesvej, står højt på listen over gode minder fra 2020.

Ligesom med så meget andet af de gode oplevelser jeg har haft sportsligt i år, foregik Kiddesvej-projektet sammen med min allerbedste ven og træningskammerat Kasper.

Kasper har haft en kæmpe betydning for min sportslige udvikling i år. Han presser mig til at blive bedre og bedre, han giver mig sportslig selvtillid, og han giver uvurderlig støtte på både de gode og de dårlige dage. Så tak for det – og dig – Kasper!

I sommers lykkedes det også lige at få klemt et bryllup ind mellem alt træning. Så den 8/8 blev jeg foreviget med Anita, efter at vi har været i et forhold i lige knap 5 år – på tide, ville nogen mene 😉

Det var et dejligt, festligt og løssluppen bryllup. Lige i vores ånd. Og ude foran kirken, blev vi mødt af espalier af et par stykker fra tri-klubben og svømmedrengene fra HSKs eliteafdeling. Det var en glædelig overraskelse.

Når det kommer til Anita, så er hun ikke bare min kone. Hun er min allerstørste støtte, som jeg af og til nyder en rulletur eller to med. Anita har slet ikke de samme sportslige mål som mig, men sporten giver os alligevel noget, som vi er sammen om. Og det er fuldstændigt fantastisk.

Weekenden for vores bryllup, var samtidigt weekenden, hvor de første danske stævner blev kørt. Jeg kunne af gode grunde ikke være med. Men så kom der da endelig gang i dén del!

Det blev for mit vedkommende, ikke til særligt mange konkurrencer i år. Men dem, det blev til, føler jeg, at jeg fik fuld valuta for pengene ved. Her kan jeg nævne:

  • Nr. 1 i RKCCs åbne klubmesterskab (cykelløb)
  • Nr. 1 i Gudskov Triathlon (olympisk distance)
  • Nr. 3 i Stevns Triathlon (4-18-4 distance)
  • Nr. 1 i Meins Running Løbet (5 km løb)

Det er særligt præstationen i Stevns, jeg er stolt af. Startlisten var godt pyntet til med hurtige navne, fra den hjemlige kortdistance-elite. Og det lykkedes mig alligevel at gå på podiet med en tredjeplads, kun overgået af Emil Holm og Pelle Lambertsen.

Jeg blev 3’er med en sluttid på 45.20, med splits på 5.25 (svømning), 24.46 (cykling) og 13.41 (løb).

Svømningen viste derfor at det gik fremad. Og det gjorde det virkeligt også på løbet, hvor jeg med et pace på 3.25/km, løb næsthurtigste tid og løb mig fra femtepladsen til tredjepladsen.

Det har altid været sådan, at løbet har været min svageste disciplin. Men det synes jeg efterhånden, at jeg er ved at få vendt om til at være et ondt våben, når mit løb parres med min cykling!

Det store ryk i mit løb, skyldes helt sikkert kontinuiteten henover hele året. Og mindst ligeså meget det dejlige løbefællesskab jeg har med Kasper og Kaspers kæreste, Cille. Aldrig har jeg da oplevet så meget smerte i kroppen, som når vi alle 3 slipper fanden løs på løbebanen.

Efter Stevns ventede der lige et enkelt 5 km-løb. Og så stod den på tre uger med totalt løs træning, inden forberedelserne til næste sæson startede. Og nu står vi så her, den 31. December, med 900 træningstimer i banken for 2020. Og med en FTP på cyklen, der på nuværende tidspunkt, kun er 5 watt under sommerens FTP (og det er på ren basetræning!).

Indtil det nylige lockdown, svømmede jeg også de markant hurtigste tider nogensinde. Så jeg synes sådan set ikke det kan gå hurtigt nok med at komme tilbage i vandet, så jeg kan bygge videre på den svømmeform!

Slutteligt, vil jeg gerne takke alle dem, der har været omkring mig i år. I er mit team, der giver de bedste forudsætninger for, at jeg kan udvikle mig sportsligt.

Jeg vil derfor særligt gerne takke min kone Anita, mine børn Mille og Julie, Kasper og Cille, samt mine forældre. Jeg vil også gerne sende en stor tak til HSKs tidligere cheftræner Rune, samt de dejlige elitesvømmere i HSK, for at have hjulpet – og hjælper – mig med at blive en bedre og bedre svømmer!

Og også tak til alle jer, jeg gennem året har haft fornøjelsen af at træne med. I godt selskab, går træningen meget nemmere!

Rigtigt godt nytår – vi ses i det nye år!

Skriv en kommentar

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On LinkedinVisit Us On Youtube