Forestil dig, at du ufrivilligt bliver nægtet samvær med dine elskede… sådan noget oplever jeg lige nu! Jeg savner samvær med ham og dem, og han og de savner samvær med mig…

Måske er det knap så dramatisk, som jeg får det til at lyde 😉 Men altså, både min lille pocket-rocket af en cykel (også kaldet Raketten) og mine løbesko, savner jeg virkeligt noget seriøst samvær med. Og det er så galt, at når jeg lige hurtigt møder dem i bryggerset og garagen, så fortæller de mig, at de også savner samvær med mig.

Og de er sure på mig… det kan jeg mærke.

For selvom det er min behandler, der siger, at jeg hverken må løbe eller cykle, så har jeg alligevel taget hele skylden på mine skuldre. Jeg vil jo ikke have, at hverken Raketten eller mine Hoka One One-løbesko, bliver sure på en person, der egentligt bare prøver at hjælpe mig, så jeg hurtigere kan få samvær med både cykel og løbesko igen.

Så når Raketten og mine Hoka’er kigger mig dybt i øjnene, med et dybt skuffet og ængsteligt blik, så fortæller jeg dem, at jeg for vores alles bedste, har besluttet, at vi ikke kan have samvær lige nu. Og at jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvornår vi kan have rigtigt samvær igen.

Det er sgu bare ulykkelig kærlighed…

Men nå, jeg synes jo egentligt, at jeg kan mærke bedring efter jeg er stoppet med at løbe og at cykle. Og min behandler (og hendes ultralydsscanner) siger også, at inflammationen i min lyske, er på tilbagetog.

Så forhåbentligt går der ikke længe, før jeg kan have samvær med Raketten og Hoka’erne igen. Og de kan have samvær med mig.

Indtil da, så tror jeg også at mine ko-badebukser og mine blå lyn af et par svømmebriller, er ganske tilfredse, med at være i brug igen 😉