Jeg har lukket min Strava!

Altså ikke sådan helt lukket. Men jeg har gjort sådan, at det kun er mig selv der kan se mine activities.

Det er ikke første gang jeg har gjort det. Jeg gjorde det også i foråret sidste år, hvor jeg var skadet. Så åbnede jeg den igen henimod slutningen på sæsonen.

Da jeg havde den lukket sidste forår, gav det mig ro til at pleje min træning (og genoptræning) i ro og mag.

Ikke noget stress over mængde eller pace. Der er altså lige noget med egoet, når træningen er langsom. Også selvom det i princippet er skide ligegyldigt.

Det var faktisk rigtigt dejligt at træne, uden at tænke på, hvordan træningen kom til at se ud på Strava og Garmin.

At genåbne min Strava skulle jeg aldrig ha’ gjort. For hvad skal det overhovedet til for, at dele sin træning og jagte kudos og likes?

Og hvad får andre ud af, at følge andres træning?

Så nu har jeg altså gjort sådan, at det kun er mig selv, der kun se mine activities.

Ro til at træne. Ro til at nyde.

Meeeeen jeg kan da ikke afvise, at i andre ikke lige får et kudos på jeres træning, engang imellem 😛