Long time no see. Billedet her er også ved at være et par måneder gammelt. Men jeg har simpelthen ikke følt for at opdatere noget som helst.

I dag har jeg gennemført min 11. løbeuge i træk. Det er jeg glad for! Det er til gengæld ikke meget jeg har været glad for i efterhånden lang tid.

Hånden på hjertet har jeg gået rundt og været smådeprimeret det meste af året. Men særligt her efter sommerferien har det været helt galt.

Når folk spørger mig hvorfor, har jeg svaret, at det ved jeg ikke. For det er det ærlige svar. Jeg ved det ikke.

Indtil her den anden dag. Der læste jeg et citat:

“You are not happier when you have everything you wanted. You are happier when you are in a process of getting what you want, and things are going well”.

Der slog det mig. Sidste år bragede jeg derud af. Jeg var på podiet i næsten alt jeg stillede op i. Oftest på det øverste trin.

Alt var lagt op til det helt store i år. Min første sæson i eliteklassen – og jeg skulle edderma’me også hvad jeg dur til nede i Tyskland.

Intet er gået som planlagt. Ikke ét eliterace. Personlige lorteresultater i Tyskland. Konstante småskader. En vægt, jeg slet ikke kunne få ned. Kun tre stævner kørt, kun ét vundet – og så var det kun et lille lokalt træningsræs. En sæson der sluttede lang tid før tid.

Dvs. jeg har ikke været i en proces for at nå hvad jeg vil nå, og det er slet ikke gået godt.

Det er først nu, jeg har accepteret tingenes tilstand. Til gengæld føler jeg nu, at der er ved at være mere ro på øverste etage.

Jeg er begyndt at bygge langsomt op mod næste år, med masser af tålmodighed. Jeg glæder mig til at køre stævner igen næste år. Sådan har jeg slet ikke haft det i år.

Det var egentligt bare det, jeg ville sige. At det har været et lorteår. At jeg har haft det af helvedes til indeni.

Men at det ser ud til at lysne stille og roligt.