Særligt nu, hvor jeg er blevet ramt af en grim forkølelse 🤧

Det er naturligvis rigtigt hårdt at være forkølet, når jeg er mand. Mandekroppen er slet ikke bygget til den her slags 😜

Ej. Grunden til at jeg synes det godt kan være lidt hårdt af og til er, at det her med vægten er noget der fylder en del hos mig.

Det tror jeg sådan set det gør hos alle tidligere overvægtige.

Men siden jeg fik corona tilbage i januar, har jeg kæmpet med at holde vægten nede. De stævner jeg har kørt i år, har været med 5-6 kg mere på sidebenene end sidste år.

Og min sommerferie stort set uden træning har sådan set ikke gjort det bedre.

Jeg synes egentligt at jeg havde fundet FORMLEN her i løbet af efteråret. Jeg var kommet ind i en god rytme med maden, hvor jeg fik spist rigtigt fornuftigt.

Jeg havde energi til at træne. Jeg følte mig aldrig rigtigt sulten og jeg havde ikke den der vanvittige sukkertrang, som man nemt kan ha’, når man får for lidt at spise.

Jeg tog heller ikke på. Men tabte mig heller ikke. Men så skete der det, at jeg tog det her billede af mig selv i et spejl.

PISLORT!

Hjernen er gået på overarbejde… jeg er tyk og fed. Så kan jeg ligeså godt også leve sådan.

Latterlig logik! 🤯

Så lige nu craver jeg sukker hele tiden. Og jeg har virkeligt svært ved at styre det.

Hjulpet godt på vej af en forkølelse, der holder mig fra træning og som får mig til at ha’ ondt af mig selv, er det saftsuseme en udfordring.

Jeg ved egentligt ikke rigtigt hvad jeg vil med det her skriv. For du behøver sgu ikke at ha’ ondt af mig.

Måske jeg bare vil sige, at selvom det udadtil kan virke sejt at ha’ tabt en masse kilo, så er der stadig en masse dæmoner at kæmpe med.

En af de dæmoner kæmper jeg så åbenbart med nu 👹