Der er ofte gode grunde til at flytte. Nogle bedre end andre. Og mens min familie glæder sig til at flytte af deres helt egne respektive årsager, så har jeg også mine helt egne årsager til at jeg glæder mig – og det er ikke af praktiske årsager, som man ellers skulle tro. Til gengæld har det naturligvis med træning at gøre.
Som jeg afslørede her på bloggen forrige tirsdag, så står jeg og min lille familie overfor en flytning i den kommende sommerferie. Helt præcist den 15. juli, overtager vi huset og flytter fra Agerskov til Hjordkær.
Og selvom det der med at flytte ofte fører til, at man bruger en masse tid og penge, så er der også noget jeg glæder mig rigtigt meget til ved det hele.
Og det er ikke det, som de fleste glæder sig til ved at flytte. Du ved …
… billigere leveomkostninger … tættere på job … tættere på øvrig familie … bedre område … og så videre og så videre og så videre
Nej, jeg glæder mig allermest af helt andre årsager!
Jeg får et meget bedre udgangspunkt
Det, jeg glæder mig allermest til er, at jeg får et meget bedre udgangspunkt på mine træningsture! Vi flytter nemlig fra ca. midt i Sønderjylland til at komme til at bo næsten helt ude ved østkysten – og det giver vores nye adresse nogle ganske markanter plusser, når det kommer til min træning.
Mere mulighed for medvind på hjemturen
Først og fremmest, så blæser det jo næsten altid fra en vestlig retning her i Danmark. Samtidigt vil man også gerne planlægge en rute sådan, at man har medvind hjem, når nu det er på hjemturen at man plejer at være allermest træt.
Her, hvor vi bor nu, er der ca. 30 km. ud til vestkysten + ca. 15 km. ekstra, hvis jeg tøffer over Rømø-dæmningen (men det er ikke altid man lige orker en modvindstur over dén…).
Når vi flytter til Hjordkær, så kan jeg lige lægge 15 km. ekstra oveni distancen ud til vestkysten. Med en ud/hjem-tur, så bliver det altså lige ca. en time ekstra tid på cyklen, jeg kan cykle, uden at skulle finde mystiske omveje.
Det kan altså noget!
Jeg får længere derover, men det giver mig bare bedre mulighed for de lange ture vestpå uden at skulle finde alle mulige omveje… naturen på Rømø er enestående – og jeg kommer helt sikkert til stadig at komme derover på cykel engang imellem.
Smukke kyststrækninger tættere på
Ligesom mange andre cyklister, så synes jeg det er fuldstændigt fantastisk at cykle langs de danske kyster (ja, sådan set de udenlandske også!). Og mens jeg har ca. en times cykling ud til en kyst lige nu, hvor vi bor i Agerskov, så bliver det lige barberet ned til 10-15 minutter når vi er flyttet til Hjordkær.
Jeg kommer derfor til at få meget kortere vej til at cykle ture langs Aabenraa Fjord, der slanger sig ud forbi Varnæs og endnu længere ud mod Sønderborg.
Og den smukke kyststrækning ud til Flensborg Fjord, mellem Rinkenæs og Kruså, den kommer også til at passe ind i en tur på kun 1,5-2 timer.
Det bliver fuldstændigt fantastisk!
De lækre veje mod øst kommer også tættere på
Udover kystvejene ved Aabenraa og Flensborg Fjord, så ligger der utroligt mange lækre veje i området mellem Aabenraa og Sønderborg. Veje, som jeg har cyklet rigtigt meget på, da jeg som A-rytter trænede massevis af timer med udgangspunkt i Gråsten.
Disse fantastiske veje, samt vejene ude på Als, på den anden side af Sønderborg, kommer også til at være i en afstand, hvor jeg tit kommer til at cykle på dem!
Jeg glæder mig…
Jeg kommer til at få meget bedre mulighed for at opleve denne her smukke udsigt fra Rønshoved ved Flensborg Fjord. Ét af de absolut smukkeste steder i Sønderjylland, når solen skinner!
Og så er der jo også de praktiske fordele
Ud over de træningsmæssige fordele, så giver det naturligvis også en masse praktiske fordele, som jeg glæder mig til. Særligt omkring tiden og fleksibiliteten.
Vi kommer til at bo i kort busafstand til Milles uddannelsessted (og det samme for Julie, når hun skal begynde på uddannelse)
Vi kommer til at bo i gåafstand til Julies skolebus, der bringer hende direkte til hendes friskole og hjem igen
Både Mille og Julie kan selv tage bussen i skole og til alverdens fritidshygge uden at skulle køres nogen steder hen, så det giver ekstra træningstid til mig (YES!!!!)
Jeg kommer meget tættere på mine forskellige arbejdslokationer, der også betyder ekstra træningstid til mig (endnu mere YES!!!!!)
Vi flytter fra 310 kvm. og 6000 kvm. grund til 130 kvm. og 1500 kvm. grund, så meget mindre rengøring og meget mindre græs der skal slås
Men der er et lille minus…
Til gengæld er der en enkelt ting, som Magda og jeg er kede af… vi kommer i endnu længere afstand til de store indhegnede hundeskove, som vi ellers plejer at bruge meget tid i:
Så Magda og jeg må lige stikke hovederne sammen og finde ud af, hvad vi så gør med vores gåture fremadrettet, for det er ingen hemmelighed, at Magda ikke rigtigt gider gå tur, når hun er i snor.
Samtidigt kan jeg godt li’ at hun går frit, fordi både hende og jeg får en meget bedre og mere afslappende tur ud af det. Så enten skal vi gå endnu flere omgange i de mindre lokale hundeskove eller også må vi køre de længere ture ud til de store hundeskove.
Det må vi se til den tid.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg selv kan se mange flere fordele ved at flytte end ved at blive boende hvor vi bor nu!
Magda og jeg er flittige brugere af de store indhegnede hundeskove ved Lindet og Stensbæk. Dem kommer vi til at ha’ meget længere hen til, når vi er flyttet, så vi må se om vi kan finde alternativer der er ligeså gode længere sydpå.
Kender du det, at du har en drøm, der bare ikke vil forsvinde? En drøm så stor, at du bare er nødt til at jagte den, uanset hvor dårlige odds, du har, for at lykkes med det? Sådan en drøm har jeg – og den drøm indvier jeg dig i i dag, selvom der er rimelig stor risiko for, at det bider mig i røven.
En af mine styrker, som nogle gange desværre også er en svaghed, er min evne til at drømme stort. For når jeg drømmer stort, så er jeg som regel også villig til at gå rigtigt, rigtigt langt for at indfri de her drømme.
Det er noget, der måske ikke umiddelbart lyder som en dårlig egenskab, men som nogle gange ender med at blive en kæmpe fiasko for mig. For det, der sker, når jeg beslutter mig for at gå efter de store drømme, er, at jeg går all-in.
Jeg tilsidesætter alting og sætter alle sejl for at drømmene skal lykkes – og det bider mig engang imellem (læs: stort set altid) i røven, fordi jeg ender med at brænde ud.
Drømmen der bare ikke vil slippe
Jeg har haft mange drømme i mit liv, som jeg har forsøgt at gå efter. Og som du nok har regnet ud, så er de fleste af dem fejlet. Efterhånden som jeg har fejlet i de forskellige drømme, så har jeg også været god til at få dem ud af hovedet igen.
Men der er bare denne her ene drøm, som ikke vil slippe. Og det er uanset, hvor meget jeg ellers prøver at få det ud af hovedet.. uanset hvor mange gange jeg ellers er fejlet i det indtil nu.
Drømmen vil bare ikke slippe. Men hvad er drømmen så?
Jo, det er drømmen om A-klassen. Den danske A-klasse. Det højeste nationale niveau i Danmark.
Det er så mig tilbage i 2009. Jeg kørte i A-klassen og kørte for DCU-holdet Team Reelight-Bike Pro. Jeg gav den alt, hvad jeg havde mentalt dengang, men det var ikke nok. Det er det forhåbentligt denne gang, nu hvor mine børn er blevet store og kan klare alting selv 🤞🏻
Men der har du jo været?
Og ja, jeg har været der… så hvorfor vil jeg derop igen, når jeg nu har været der engang, og det ikke ligefrem var den helt store succeshistorie? Tjaaaa, jeg ved det faktisk ikke rigtigt.
Men det er bare sådan, at når jeg er ude til licensløb, og jeg ser de sorte rygnumre, som A-klassen kører med… når jeg ser alle teambilerne… og når jeg ser de her toptrimmede gutter i deres teamtøj… så er der bare noget ubeskriveligt, der trækker i mig.
Jeg undskylder også den manglende succeshistorie tilbage i 2009 – hvor jeg jo i øvrigt også kørte på DCU-hold og hele svineriet – med, at jeg jo var blevet far for første gang i løbet af vinteren, og at det simpelthen var så hårdt for mig psykisk, at jeg slet ikke havde det mentale overskud til at lægge den indsats i cykelsporten, som det kræver at køre i A-klassen.
Ja, faktisk gjorde forsøget på, at holde mig selv i ilden, at jeg endte med at brænde fuldstændigt ud, og smide alt, der havde noget med sport at gøre, i skraldespanden i flere år.
Så hvad skulle egentligt være anderledes nu?
Håbet om, at jeg sagtens kan klare det
Jeg kan faktisk ikke pege på, hvad der skulle tale for, at jeg kan klare det… altså at blive god nok til at rykke op i A-klassen. God nok til ikke at blive kørt ud af bagdøren, i alle de cykelløb, jeg stiller til start i. Ja, sågar god nok til at komme på et team.
Det behøver nødvendigvis ikke være et continental team, fordi, for mig, der er et DCU-hold stort nok.
Jeg skal jo alligevel også huske, hvor jeg kommer fra.
Men et DCU-hold er i realiteten også nok til at give mig billetten til ét af de cykelløb, på den danske kalender, som jeg drømmer allermest om at få lov til at køre.
Året er 2008 og billedet er fra min sejr i licensløbet i Nyborg, der blev mit sidste cykelløb i B-klassen inden jeg rykkede op i A-klassen. Et år senere droppede jeg cykelkarrieren fordi min psyke ikke var til det med en lille nyfødt derhjemme. Jeg håber, at jeg kan lykkes denne gang 🙏🏻
Drømmen om det store helvede på grus
Hvis du har læst med på bloggen siden jeg begyndte at skrive om mit liv som licenscykelrytter, så vil du nok også ha’ fanget, at det der med at køre cykelløb på grus, det er lige mig. Det er det, jeg drømmer om, og også det, jeg er rigtigt god til.
Så hvis vi ser bort fra Postnord Danmark Rundt, så er det cykelløb, jeg drømmer allermest om at køre her i Danmark, nemlig Grand Prix Herning. En Forårsdag på Heden. Helvedet på de midtjyske grusveje.
Cykelløbet i og omkring Herning, der byder på hele 16 gruspaveer. Lige noget for mig.
Faktisk er jeg ikke synderligt meget inde i reglerne for, hvilke krav der er til, at man må stille til start i Grand Prix Herning. Men som det umiddelbart ser ud, så kræver det, at man kører på minimum et dansk DCU hold.
Så skal drømmen om at køre En Forårsdag på Heden lykkes, så er vejen dertil minimum gennem et DCU-hold.
Jeg har altid kunnet li’ at køre cykelløb på grus – og jeg har også altid været god til det. Billedet her er fra et grusløb i Esbjerg i 2009, hvor jeg er punkteret – men et minuts tid inden billedet blev taget, sad jeg faktisk helt fremme i feltet. Jeg vil SÅ gerne prøve at køre grusløb på højeste danske niveau igen…
“Jeg vil bare ikke fortryde det på mit dødsleje”
Hele den her drøm om A-klassen og Grand Prix Herning ved jeg godt, er kæmpe stor. Og sandsynligheden for, at den kun forbliver en drøm, er stor. Nok så stor, at jeg også må anerkende, at det højst sandsynligt ikke bliver en realitet.
Jeg er 37 år. Jeg er mentalt udfordret. Jeg har børn, omend de er stå store, at de ikke kræver så meget af mig. Jeg har også et fuldtidsjob med lidt mere ansvar, end at jeg bare skal møde op om morgenen og tage hjem igen om eftermiddagen.
Jeg har også udfordringer med min vægt. Og nårh ja, så ligger jeg lige nu og roder rundt i D-klassen, hvor jeg ikke engang kan finde ud af at vinde cykelløb.
Så hvorfor er jeg egentligt så dum at tro på, at der er bare en lillebitte sandsynlighed for, at min drøm om A-klassen, DCU-hold og Grand Prix Herning kan lykkes?
Tja, det er jo det sædvanlige med mig… det, med de store drømme, som jeg skrev om i starten af det her blogindlæg. Men som jeg også skrev, så er det her en drøm, der bare ikke vil slippe, uanset hvor meget jeg har fejlet i det indtil nu.
Så jeg er nået til den her erkendelse:
Jeg er nødt til at forsøge at gi’ det et skud. Jeg er nødt til at gøre en helhjertet indsats for at det skal blive en realitet, omend sandsynligheden er lille.
Jeg har et par relativt gode år, rent fysiologisk endnu. Så det er nu… lige nu, at drømmen skal jagtes.
For når jeg bliver gammel og ligger på mit dødsleje, så vil jeg ikke fortryde, at jeg ikke gav det et skud. Så vil jeg tænke tilbage, at jeg gav den alt, jeg havde, uanset om jeg så nåede det eller ej.
Drømmen vil ikke forsvinde. Så vil min indsats, for at nå den, heller ikke.
Og lad så bare efterårssæsonen komme an, så jeg kan få kørt nogle flere point ind. For det allerførste trin mod drømmen, det er, at jeg rykker op.
Først i C. Så i B. Så i A. Og så tager vi den derfra.
Længe leve de store drømme!
Forhåbentligt når jeg så langt, at jeg kan stille til start i teamtøj i A-klassen igen, ligesom på billedet her fra 2009. Jeg vil i hvert fald gøre et ihærdig forsøg på at nå min uknækkelige drøm.
Forårssæsonen er sluttet for mit vedkommende, men det betyder ikke at jeg kommer til at ligge rastløs. En helt masse kommer nemlig til at ske i den kommende fremtid, så at kede mig, det kommer jeg ikke til.
Det kan godt være at jeg har lukket og slukket for min forårssæson, men ting at tage mig til, det er der masser af alligevel. Foran mig venter nemlig en masse at tage fat på, både hvad angår min sport, mit job og min familie.
Henover de næste par måneder her, står jeg nemlig overfor både træning til efterårssæsonen, indkøring i ny jobfunktion med alt, hvad det indebærer, en datter der skal til at gå ud af niende klasse, en sommerferie sydpå og …. tadaaaaaaa …. en flytning.
Så en masse ting sker!
Træning til efterårssæsonen
Det kan godt være at min forårssæson mere eller mindre lige er sluttet, men forberedelserne til efterårssæsonen er faktisk allerede gået i gang. Det gjorde den i mandags.
I sidste uge holdte jeg en mindre pauser, hvor jeg kun havde tre træningspas á en time, for at jeg ikke skulle syne helt hen. Nok mest af alt for at jeg ikke blev for tyk, og for, at jeg stadig fik udløst bare en lille smule endorfiner til min overaktiverede hjerne.
Men nu er træningen faktisk allerede i fuld gang igen!
Planen er nu, at jeg har fire uger med god basetræning og derefter 7-8 uger med mere hård og specifik træning inden min efterårssæson starter den 10. august i Vejle.
Målet er, at jeg henover sommeren får akkumuleret en rigtigt god mængde, så jeg møder frem i Vejle som den absolut bedste version af mig selv.
Det betyder mere træning end normalt i hverdagene og cirka det samme som jeg plejer i weekenderne – og det skal jo lige gå op, for som du kan læse i næste afsnit, så er der også lige noget ved min jobfunktion, der har ændret sig!
Jeg kommer til at cykle en hel masse henover sommeren, så jeg kommer til at stå topklar når min efterårssæson starter i Vejle den 10. august. Desværre bliver det ikke særligt meget blandt rapsmarker, for de er jo allerede på vej til at falme godt og grundigt, men forhåbentligt bliver det til gengæld i kort/kort det meste af tiden!
Indkøring i ny jobfunktion
Helt nyt er det ikke, men for godt og vel to uger siden fik jeg udvidet min jobfunktion “en lille smule”. Fra at være koordinator på kun Rødekro Svømmehal i de seneste par år, så er jeg blevet opgraderet til nu at være reel svømmehalskoordinator for alle vores tre svømmehaller i Bov, Rødekro og Tinglev.
Selve arbejdsopgaverne er mere eller mindre de samme, der er bare kommet ekstra af dem. Men det er sjældent at to svømmehaller er ens, så der er lige tre forskellige svømmehalskulturer der skal smeltes sammen til én nu – og det kommer til at være lidt af en opgave at få samlet nu.
Derudover er der noget ekstra i forhold til at jeg nu har mere personale der skal jungleres med, nogle flere vagter der skal besættes og også flere opgaver og aktiviteter der skal koordineres og administreres.
Så jobmæssigt er det lidt af en hektisk tid, jeg er i gang med lige nu.
Tidligere havde jeg ansvaret for kun Rødekro Svømmehal, men nu kommer jeg til at stå med ansvaret for Bov og Tinglev Svømmehal også. Det bliver udfordrende, men jeg er overbevist om, at jeg sagtens kan klare opgaven og sætte en rigtig god retning!
Datter godt i gang med afgangsprøver i niende klasse
Oveni alt det her, så er min ældste datter, Mille, lige nu i fuld gang med sine afgangsprøver i niende klasse. Faktisk har hun allerede været gennem de mundtlige, så nu venter der bare alle de skriftlige.
For os herhjemme betyder det, at hun skal ha ekstra-ekstra opbakning og opmærksomhed i den her tid – og så betyder det også, at der kommer et par skolearrangementer, som vi naturligvis også lige skal med til.
Når først hun er færdig med sine sidste prøver, så tager vi også lige ud og fejrer det hele med en tur ud at spise efter frøkenens eget valg.
Det bliver nu godt for hende når det hele er overstået og hun kan gå på sommerferie, inden uddannelsesstart venter til august.
Det er frøkenen her, Mille, der lige nu er i gang med sine 9. klasses afgangsprøver på Agerskov Kristne Friskole. Når hun er færdig venter der hende en dejlig lang sommerferie og så skal hun i gang med at læse til pædagog ad Sosu-vejen.
Sommerferie sydpå og andre oplevelser
En lille ting som vi glæder os rigtigt meget til herhjemme, er når vi skal på sommerferie sydpå i uge 30. Vi plejer egentligt at være i Sydfrankrig, men i år prøver vi noget andet og tager en tur til Gardasøen.
Det er kun mig der har været der før, men det er vel nok 20 år siden. Så mon ikke at der er lidt nyt at se på dernede?
Vi ser i hvert fald frem til at lægge ved poolen på campingpladsen og både at bade og at gå tur ved Gardasøen!
Vi skal bo helt nede sydpå, på en kæmpestor campingplads der hedder Camping Bella Italia. Den ser rigtig, rigtig stor ud på kort og i beskrivelser, så jeg håber, at jeg også får mulighed for at finde ro dernede…
Vi har talt om, at købe en flerdages billet til Gardaland til pigerne, så de kan rende og hygge sig derinde mens jeg selv er ude og træne, for så kan de ha’ det sjovt, Anita kan slappe af og jeg selv kan gøre det, jeg elsker allermest at gøre, nemlig at sidde på min cykel.
Derudover tager vi faktisk også i Hansa-Park på grundlovsdag, så der er også lige en heldagstur der venter der!
Sidste år var vi i Heidepark på grundlovsdag og i år er det Hansa-Park. Så må vi se hvad vi finder på næste år…
Sidste år var vi i Heidepark på Grundlovsdag og i år tager vi i Hansapark. Så må vi se, hvad vi finder på næste år… Europapark måske? Selvom det er laaaaaaangt nede i Tyskland!
Og den helt store nyhed…. en flytning!
Hvad den helt store nyhed er, og hvad meget få mennesker endnu ved, så står vi også overfor en flytning henover sommeren.
Vi har nu boet lidt udenfor Agerskov i 6,5 år, og vi har egentligt også et godt netværk her, med nogle rigtigt søde mennesker i vores omgangskreds, men af praktiske årsager rykker vi teltpælene op i Agerskov og slår dem i igen i Hjordkær ca. 24 km. sydpå.
Årsagen er ikke at vi er trætte af at bo i Agerskov, men på grund af pigernes kommende studier, så vil vi gerne tættere på studiestederne.
Mille skal begynde på Sosu-skolen i Aabenraa efter sommerferien, med henblik på at blive pædagog, og når Julie er færdig med niende klasse næste sommer, så vil hun læse til elektriker.
Den uddannelse ligger bl.a. i Tønder, og da der kører en buslinje fra Aabenraa til Tønder og retur, der går lige gennem Hjordkær, så kunne det faktisk ikke blive meget mere praktisk.
Vi overtager huset i Hjordkær den 15. juli, så udover en sommerferie i Italien, så kommer vi til at skulle bruge en stor del af vores sommerferie på at flytte og gøre i stand. Hårdt, det bliver det helt bestemt, men det bliver også godt når det hele endelig er på plads.
Ooooog for at mane alle spekulationer til vægs… Anita og jeg er stadig sammen, er stadig gift og kommer fortsat til at bo sammen. Vi flytter alle sammen, alle fem (Julie, Mille, Magda, Anita og jeg!).
Man skal jo dårligt gå ned på faciliteter, så jeg har naturligvis beslaglagt hele to kælderrum i vores kommende hus. Det ene til værksted og det andet som træningsrum. Til gengæld lover jeg, at jeg nok skal fylde så lidt som muligt alle de andre steder i huset 🤫
Måske meget godt at ha’ en masse at fokusere på
Udover alle disse spændende kommende begivenheder, så ser det langt om længe også ud til, at jeg står overfor en udredning for ADHD og/eller ADD. Noget, som jeg har ventet på i 2,5 år hos en privatpraktiserende psykiater på, men som nu bliver rykket hen i psykiatrien.
Hvorfor, at jeg bliver flyttet til psykiatrien er naturligvis ikke en fed historie, og jeg ville virkeligt gerne være det foruden, men når nu mit sind er som det er, så er det da meget godt, at jeg nu bliver taget alvorligt i det system, som burde kunne håndtere os alle… nemlig psykiatrien.
Alt det her gør i hvert fald at jeg har masser af ting at tænke på, så jeg ikke har alt for meget tid til at tænke alverdens dystre tanker. Så det er sgu nok godt nok!
Nå, jeg vil se om jeg kan nå det hele.
Vi skrives ved!
I 2024 var vi i Sydfrankrig ved Mt. Ventoux, hvor vi bl.a. tog afsted på en endagstur til Nice for at se afslutningen af Tour de France. Billedet her er efter etapeafslutningen, hvor vi havde lejet to elcykler til at cykle os tilbage til lufthavnen, hvor bilen stod parkeret. Sikke dejlige minder – og vi håber, at vi får ligeså gode minder med hjem når vi rejser til Italien.
Tubeless bliver af mange fremlagt som det ultimative, hvis det skal være nemt og hvis du ikke vil punktere. Måske det fungerer i mountainbikesporten, men på landevejen synes jeg godt nok ikke at det lever op til det, det lover. Heldigvis findes der da tubeless lapper, så jeg ikke skal skifte dæk i tide og utide.
Siden mandag d. 24. marts har jeg kørt på tubeless på min landevejsracer. Jeg kan huske dagen, fordi det var min allerførste tur på min Canyon Aeroad! Og mens tubeless bliver fremlagt som det ultimative, hvis man gerne vil ha’ at det er nemt, og hvis man ikke vil bøvle med punkteringer, så er det ikke helt den opfattelse, jeg har af det, efter nu at ha’ kørt tubeless i knap to måneder.
Selvom det naturligvis er svært at vide, hvor mange punkteringer jeg ellers ville ha’ haft, så synes nemlig hverken det er nemmere eller bedre mod punkteringer.
Fire punkteringer på otte uger
Én ting er at tubeless ikke holder hvad det lover ift. at forebygge punkteringer, en anden ting er at det også er noget værre griseri når et tubeless-dæk punkterer – både ude på selve turen og når det efterfølgende skal fixes hjemme på værkstedet. Skulle du være i tvivl om, hvad griseriet er, så er det det hvide væske, der er sprøjtet ud over hele cyklen og som kræver noget knofedt for at få af, når først det har siddet lidt.
Siden jeg satte mig op og kørte min første tur på min Canyon Aeroad d. 24. marts i år, har jeg oplevet fire punkteringer mens jeg har siddet på cyklen:
Den første punktering kom i påsken, på en træningstur i regnvejr Den anden punktering kom 13 km. efter start i motionsløbet Fyn Rundt
Så kan du og jeg så spørge os selv, om fire punkteringer på otte uger er meget, når man sidder på cyklen hver dag. Og nej, det er det nok ikke.
Til gengæld skuffer tubeless mig rigtigt meget, fordi tubeless slet ikke gør hvad tubeless-fortalerne lover!
Tubeless skulle eftersigende lappe sig selv
Det sted, hvor tubeless skuffer mig rigtigt meget, er på det punkt, hvor tubelessfortalerne lover at tubeless lapper sig selv. For skulle det være tilfældet, så har jeg godt nok været uheldig…
Ingen af mine fire punkteringer har nemlig formået at lappe sig selv.
Ingen. Zero. None. Nada. Nul.
Ved den første punktering satte jeg en plug i. Den gjorde i det mindste, at jeg kunne træne videre. Til gengæld formåede plug’en ikke at holde dækket tæt efterfølgende, for da jeg kom hjem fra regnvejrsturen og vaskede min cykel, begyndte luften at pisse ud af det hul, som plug’en sad i.
Ved den anden punktering lukkede væsken faktisk hullet, men der var vel 1,5-2 bar tilbage. Så slet ikke nok til at køre videre på. Så jeg pustede luft i med en Co2-patron og rullede tilbage til start/mål, hvor væsken også lukkede det. Men efterfølgende er hullet så sprunget en lillebitte smule op igen, så dækket stille og roligt har tabt luft.
Ved den tredje punktering var der ikke så meget at gøre, for alt luft blev slået ud af mit fordæk da jeg kørte henover en mursten i grusunderlaget. Så igen, netop den her punktering tager jeg ikke med i mine overvejelser, om tubeless holder hvad det lover.
Ved den fjerde punktering lykkes tubeless-væsken ganske vist med at lukke hullet 99,9%. Men der siver stille og roligt lidt luft ud, så når jeg hælder 5,3 bar i inden en træningstur (det er et 28 mm. fordæk), så er den nede på ca. 3 bar dagen efter.
Og med til historien hører også, at selvom væsken egentligt har lukket hullet 99,9%, så sker der det, når jeg pumper luft i, at selve “lappen” som tubeless-væsken har lavet, den går i stykker og så siver der stille og roligt tubeless-væske ud.
Bevares, jeg kunne da godt pumpe luft i hver dag, og så kunne jeg stadig køre på det, som om, at dækket ikke var punkteret. Men så gør tubeless jo ikke, hvad det lover.
Man kan da heldigvis få lapper til tubeless-dæk(!!!)
Denne lille æske tubeless lapper til tubeless-dæk har sparet mig for mange penge i GP5000-dæk!
Jeg vidste faktisk slet ikke at det fandtes, for jeg troede, at man kunne få noget specielt lim, der kunne lukke eventuelle huller i et tubelessdæk. Og det var netop da jeg spurgte efter den slags lim hos den lokale cykelhandler, at jeg fandt ud af, at der faktisk findes rigtige lapper til tubeless-dæk!
Altså lapper i stil med dem, som man bruger til slanger. De her er bare til tubeless-dæk i stedet.
Og heldigvis for at de findes, for ellers kunne jeg godt nok ha’ brugt mange penge på tubeless-dæk nu. Det er jo ikke ligefrem fordi de her dæk er helt billige, så tak Gud for tubeless lapper!
Den æske jeg købte er fra TipTop og indeholder tre lapper, en lim, et stykke sandpapir og så en lille tube med ét eller andet, der skulle gøre det nemmere at glide dækket henover fælgkanten.
Og det fungerer bare – og jeg lover, at jeg nok skal komme med et mere dybdeggående blogindlæg om de her tubeless lapper på et senere tidspunkt.
Jeg er i hvert fald fan!
Klik her for at købe tubeless lapper hos Cykelpartner.dk(bemærk: klikker du på dette link og gennemfører en ordre, så støtter du automatisk min indsats for at sætte fokus på mænds mentale helbred, med i alt 5 procent af din ordretotal – helt uden at du betaler ekstra. Klik her for at læse mere om, hvordan du også kan støtte min indsats.).
Plugs og min bare røv
At stå og fifle med tubeless lapper ude på landevejen, når man står der med en punktering, eventuelt med kolde og våde fingre, det gider man ikke lige. Til gengæld skulle plugs være den store redningsmand.
Og ja, den ene gang jeg har brugt dem (ved min første punktering) har det da lukket hullet, så jeg har kunne træne videre. Men som jeg også skrev, så holdte det akkurat kun lige til jeg gik i gang med at vaske cykel.
Hvorfor det kun holdte dertil, det ved jeg ikke. Måske jeg bare har været uheldig.
Men jeg kan i hvert fald sige det sådan, at jeg altid har plugs med i baglommen, når jeg er ude og træne. Men skulle det ske, at jeg får en punktering, så kommer jeg til at putte en plug i, for at komme hurtigt videre med min træning – men den ryger saftsuseme ud igen, når jeg kommer hjem, og så kommer jeg til at sætte en tubeless-lap i.
For jeg stoler simpelthen ikke nok på de plugs der…
Og så er det jo slet ikke så nemt, som det bliver lovet!
Efter i forvejen at ha’ lappet et tubeless-dæk to gange har jeg nu fundet en metode til at sætte tubeless lapper i dækket uden at tage hele dækket af. Det sparer da lidt tid (og tubeless-væske)!
Med tanke på at skulle bøvle med de her tubeless lapper, så er det slet ikke så nemt, som tubeless-fortalerne lover.
Jo, det er lynhurtigt lige at sætte en plug i og cykle videre. Meget hurtigere end at skulle skifte slange! Men det efterfølgende arbejde er bare meget mere besværligt og tidskrævende.
Nu har jeg “heldigvis” prøvet det et par gange, så nu har jeg fundet en metode til at sætte tubeless lapper i dækket, uden at tage hele dækket af.
Men det er stadig noget griseri med tubeless-væsken.. og fordi at du ikke kan undgå, at der ryger noget væske ud ved arbejdet, så er du også nødt til at skulle fylde efter med en lille slat væske, når du er færdig med det hele.
Så alt i alt:
Nej, tubeless er ikke nødvendigvis nemmere, smartere eller forebygger punkteringer. I hvert fald ikke på en racercykel.
Jeg bruger i øvrigt Silca tubeless-væske, hvis du skulle spørge dig selv om det. Efter hvad jeg kan forstå, så indeholder den bittesmå carbonstykker der skulle øge lappeevnen og holdbarheden – og så er det også den væske, som jeg hører at de fleste tubeless-fortalere bruger. Så jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle blive bedre med andre mærker.
Solen skinner, himlen er blå og vi er virkeligt velsignet med det lækreste cykelvejr for tiden. Men der er lige ét tidspunkt på dagen, hvor jeg har lidt udfordringer med at vælge den rigtige påklædning; om morgenen, når jeg træner.
For lige så lækkert det er fra ca. middagstid og indtil aftensmadstid (og endda lidt senere end det), lige så køligt er det om morgenen ved 6-tiden, hvor jeg hopper i cykeltøjet og tager ud og passer min træning.
… og ja, det gør jeg da, selvom jeg holder en lille sæsonpause i denne uge! 🤫
Det er faktisk ikke meget varmere end et sted mellem 2 og 5 grader ved den tid, og selvom solen skinner fra en skyfri himmel, så er det altså koldt. Og hvad der så gør det endnu værre er, at skal jeg træne et længere pas 2+ timer, så har jeg én af to muligheder:
Jeg kan starte ud i vintertøj, der giver en passende temperaturudligning det meste af turen, men som betyder, at jeg smelter fuldstændigt til sidst. Eller…
Jeg kan starte ud i for lidt tøj og fryse helt hjernedødt meget til at starte med, men til gengæld ha’ det helt perfekt til allersidst
Dilemmaet er ikke nemmere, hvis jeg også har intervaller på programmet!
Nå, jeg ved faktisk ikke hvad jeg ville med det her skriv, bortset lige fra at beklage mig lidt. Men så ved du i hvert fald, at det ikke er nemt at finde den rigtige påklædning i den her tid 🥶
Ps. Jeg siger det bare lige… jeg har haft morgener på det sidste, hvor jeg har været nødt til at køre i deciderede vinterhandsker og med hue for ikke at fryse!
Løgne på løgne, klamme beskeder efter klamme beskeder og chikanerende telefonopkald efter chikanerende telefonopkald. Det er ikke småting, som Ronni Eriksen, der efterhånden er et kendt navn i dansk e-cykling, er villig til, når han bliver konfronteret med sin snyd. Her i blogindlægget dokumenterer jeg alt den chikane, som Ronni Eriksen fra Lille Hjøllund ved Hampen har udført.
Er du en del af det danske Zwift-miljø der kører Zwiftløb, så er du måske stødt på navnet Ronni Eriksen. Hvis ikke, så er det nok bare et spørgsmål om tid – eller også stifter du i hvert fald bekendtskab med ham nu.
For denne Ronni Eriksen fra Lille Hjøllund, lidt udenfor Hampen i Midtjylland, der rigtigt godt kan lide at køre e-cykling, ham har jeg nemlig haft mig en lille tur med i går eftermiddags/aftes og hertil morgen.
Ronni Eriksen portrætteret som en actionfigur, skabt med AI. Sådan kan man også lave noget sjov ud af den mest crazy og med længder største snyder i dansk cykling.
En hurtig disclaimer, inden du læser videre
Rigtigt meget er sket og skrevet siden jeg publicerede det her blogindlæg d. 15. maj 2025. Både hvad angår den chikane, som Ronni har udført (og udfører) og hvad angår, hvad jeg har skrevet og opdateret med herinde.
Inden du læser videre, synes jeg derfor du skal vide, at alting her på bloggen er dokumentation for den chikane som Ronni laver mod mig og min familie. Det gælder alting – og jeg har forsøgt så meget som overhovedet muligt, at få alting med.
Nogle gange er enkelte beskeder eller kommentarer nået at blive slettet inden jeg fik taget et screenshot af det, hvis de eksempelvis har været på Facebook. Men langt, langt det meste af Ronnis chikane er dokumenteret her.
Det er også vigtigt for mig at sige, at selvom jeg selv startede med at stikke snuden frem, så har jeg ikke selv spillet med. Jeg har udelukkende svaret på enkelte af Ronnis beskeder, og ellers har jeg blot nøjes med at dokumentere det her på bloggen.
Hvorfor dokumentere det, spørger du sikkert?
Nogle i min omgangskreds har spurgt mig, hvorfor jeg gider blive ved med at bruge tid på at dokumentere Ronnis chikane. Og her er svaret meget enkelt; fordi Ronni Eriksen trænger til at få sig en gevaldig lærestreg.
Det her er første gang, at nogen har taget kampen op mod Ronni. Og jeg forstå godt alle de andre, som Ronni er lykkedes med at chikanere til tavshed, for han er fuldstændig vanvittig i, hvad han kan finde på at gøre.
Det vil du også lynhurtigt få dig et billede af, når du læser med.
Derfor er det vigtigt for mig, at den her gang, der får Ronni Eriksen en lærestreg af olympiske dimensioner, så han (forhåbentligt) tænker sig om en anden gang, inden han giver sig i kast med at chikanere andre mennesker.
Hvad skal der til for at jeg sletter det her blogindlæg?
Det er et rigtigt godt spørgsmål, som jeg også har fået af et par stykker i min omgangskreds. For ja, det virker som en voldsom ting, at historien om Ronnis chikane kommer til at ligge til offentlig skue til evig tid.
Men du må forstå, at det her er blevet personligt for mig!
For som du kan se efterhånden som du læser med, så er det ikke kun mig, som Ronni Eriksen går efter. Ronni går også efter min familie. Efter min coachingvirksomhed. Efter min arbejdsplads. Efter min kone. Ja, sågar også min ene datter.
Og i særdeleshed dét med min kone og min datter, der er dråben for mig. Her blev det virkeligt personligt.
Fra at kalde min kone grim og tyk, til at han skriver direkte til hende, at han vil kneppe hende og alverdens klamme ting. Eller at han begynder at kalde min ene datter for prostitueret…
Nogle mænd ville opsøge Ronni og gennemsmadre ham for sådan en opførsel. Der er jeg ikke, om end han nok ville ha’ gavn af at få et par på hovedet. Til gengæld er jeg rigtig dygtig til digital marketing og at skrive – og dét våben, det er det, jeg bruger mod Ronni.
Derfor kommer den her historie til at ligge online på min blog, og synlig i søgeresultaterne på alverdens søgemaskiner, til evig tid.
Ronni spurgte til smartbikes, men blev konfronteret med sit snyderi
Det var sådan det startede… Ronni Eriksen spurgte ind til smartbikes og jeg kommenterede kækt at han vist har et generelt problem med sine w/kg
Det startede meget stille, roligt og tilforladeligt. Ronni Eriksen havde lavet et opslag på en Facebookgruppe om Zwift, hvor han spørger til smartbikes. Og her er det så, at jeg måske nok bare skulle ha’ holdt min kæft – men den liggede altså bare lige til højrebenet.
For det er et fact i e-cykling-kredse i Danmark, at Ronni Eriksen snyder. Enten med en fejlkalibreret wattmåler, ved at skrive en alt for lav vægt i Zwift eller på én eller anden, anden måde.
For inde i Zwift kører Ronni Eriksen elite w/kg (watt pr. kilo). Og vi snakker watt/kg på et niveau, hvor han er blandt de ryttere i Danmark, der kan producere de allerhøjeste tal.
Det er sådan et fair nok at han kan det, hvis han da kunne det i virkeligheden også. Men hans tal i Zwift bakkes bare umiddelbart ikke op af hans tal på landevejen – ikke engang tilnærmelsesvist.
Og lige præcis af den årsag, så ved vi alle, at han snyder på den ene eller den anden måde. Og lige præcis af den årsag, så er han også udelukket fra de største danske Zwift-ligaer.
Og sjovt nok, så stiller han ikke til start i de cykelløb, hvor han skal både dualrecorde og lave indvejning.
Wonder why…
Fra kæk kommentar til fullblown amok
Så kommer der fart på… Ronni Eriksen har søgt efter mig på Google og fundet gamle billeder og artikler – og det tror han så, at han kan bruge imod mig. Og alle mine nye billeder er jo AI-genereret, det ved vi alle…
Fra min kække kommentar og til at Ronni gik fuldstændigt amok, der gik ikke lang tid. Faktisk så tog det kun én ekstra kommentar, og så var bomben ellers blevet antændt. Ronni var blevet sur!
Og derfra udviklede det sig så med alverdens grimme kommentarer og beskeder fra Ronnis side, både om mig selv og om min kone, som han i øvrigt senere fandt ud af, at hun vist ikke er så grim som han gik og troede.
Og lige når man tror, at han ikke kan køre den længere ud, så lykkes det ham alligevel at trække den endnu længere ud over grænsen.
Ja, Ronni Eriksen fra Hampen, en kendt og berygtet mand i dansk e-cykling, han holder sig ikke tilbage, når tingene går ham imod!
Ronni Eriksen fra Hampen laver chikane
Så blev det tid til chikaneopkaldsrunde nummer to. Denne gang blev det til seks opkald. Efterfølgende har Ronni Eriksen ringet sporadisk henover aftenen og tidligt næste morgen.
Jeg er helt med på at jeg selv har stukket snuden frem, så du skal ikke ha’ ondt af mig. Jeg valgte bevidst at konfrontere Ronni med hans – i danske Zwift-kredse – åbenlyse snyd, velvidende, at det ville han nok ikke blive glad for.
Men det jo er virkeligt også stukket fuldstændigt af for ham, med chikane på et niveau, hvor man skulle tro at han var et vuggestuebarn fanget i en voksen mands krop (se selv screenshots af hans beskeder i bunden af blogindlægget).
Har du travlt, så omfatter chikanen:
Grænseoverskridende og personangribende kommentarer på Facebook, hvor han bl.a. påtaler og kører på min (tidligere) overvægt
Grænseoverskridende og personangribende kommentarer på Facebook, hvor han bl.a. påtaler og kører på min kones (tidligere) overvægt
Seksuelle kommentarer om min kone på sms
Seksuelle kommentarer til min kone på Facebook
Bølger ad flere omgange, af en række af opkald med skjult nummer
Skriver provokerende og løgnagtige beskeder og kommentarer på sms, Facebook og e-mail
… der er sgu sikkert noget jeg har glemt (men igen, så screenshots af det hele i bunden af blogindlægget)
Jeg valgte at dele min oplevelse med ham inde på den lokale Facebook-gruppe for Zwiftere i Danmark, Zwift Denmark Community Cycling-Run, og der kunne jeg forstå, at det vist er mere normen, end det er usædvanligt, med en omgang Ronni Eriksen Chikane, når han bliver konfronteret med hans snyd.
Virkeligt spændende type vi har her, med stjernen i dansk e-cykling, Ronni Eriksen fra Hampen!
Er i tvivl om, hvad jeg skal gøre ved det
Ronni Eriksen skriver seksuelt grænseoverskridende kommentarer direkte til min kone på Facebook. Det er jo en fuldstændigt hjernedød opførsel…
Jeg har delt min oplevelse med Ronni sådan lidt rundt omkring, og rigtigt mange siger, at jeg bør politianmelde det. Og i den perfekte verden, burde det også være, hvad jeg gjorde. Men det er åbenbart ikke en perfekt verden vi lever i…
For jeg er sgu godt nok i tvivl om, om jeg skal bruge tid på en politianmeldelse!
Ét, så har jeg selv budt op til dans ved at gå lidt til ham, om end jeg holder øjnene på bolden..
Og to, så hører man jo så meget om, at politiet ikke tager sig en skid af online chikanesager. Så det ender højest sandsynligt alligevel bare med at være spild af tid.
Omvendt så har han brug for at få en lærestreg. Som jeg skrev tidligere i det her blogindlæg, så er det standard med en omgang Ronni Eriksen Chikane når tingene ikke går hans vej – så på ét eller andet tidspunkt, så er han sgu nødt til at lære, at sådan opfører man sig ikke.
Én ting er at snyde i et virtuelt computerspil. Man kan sige, at han alligevel er blokeret fra at kunne cykle med i de fleste danske ligaer. Men en anden ting er den chikane han udøver, når man konfronterer ham med det – for det er jo ikke kun mig han er gået efter her, men også min kone.
Nå, jeg må finde ud af hvad jeg gør, og så giver jeg en opdatering på, hvad det ender med senere.
Og Ronni Eriksen fra Hampen.. hvis du læser med her, så skam dig og lær at opføre dig ordentligt. Du skulle forestille at være et voksent menneske, for f*ck sake!
Screenshots af chikane, udført af Ronni Eriksen fra Hampen
Det var sådan det startede… Ronni Eriksen spurgte ind til smartbikes og jeg kommenterede kækt at han vist har et generelt problem med sine w/kg
Naturligvis spiller Ronni Eriksen dum og kender intet til hans systematiske snyd i cykelløbene på Zwift. Men det er jo en kendsgerning, at alle seriøse Zwiftryttere i Danmark ved hvem han er for hans snyd.
Så kommer der fart på… Ronni Eriksen har søgt efter mig på Google og fundet gamle billeder og artikler – og det tror han så, at han kan bruge imod mig. Og alle mine nye billeder er jo AI-genereret, det ved vi alle…
Ronni Eriksen synes også at min kone skulle tage at tabe sig lidt, så jeg skulle lige huske at tage hende med på cykeltur…
Mit svar til Ronni Eriksen efter at han begyndte at trække gamle billeder af mig ind i sagen. Han er helt væk, jo!
Nu blev det for meget for ham på Facebook, så der blokerede han mig og begyndte i stedet på at ringe mig ned bag skjult nummer
Nu hvor Ronni Eriksen har kørt den over på telefonen og ringer med skjult nummer, så skrev jeg en sms til ham, bare for at fortælle ham, at jeg godt ved hvad hans telefonnummer er
Nå, Ronni Eriksen kom med endnu en løgnhistorie og skrev at han havde ringet til min kones arbejde. Det viser sig, at det har han ikke, for min kone har siddet ved telefonen hele dagen – og han har altså *ikke* ringet. Så ENDNU en løgn fra ærlige Ronni.
Der findes ikke en mand i verden, der er SÅ ærlig som Ronni Eriksen – det ærligste menneske i dansk cykling! Han har hverken ringet, jeg har ikke hans adresse og jeg har ikke hans telefonnummer (selvom jeg sidder og skriver med det…). KÆFT det er dumt!
Det blev så anden gang, at Ronni Eriksen trak min kone ind i det. Denne gang ville han pludseligt gerne ha’ seksuel omgang med hende. Klamt skrevet…
Så blev det tid til chikaneopkaldsrunde nummer to. Denne gang blev det til seks opkald. Efterfølgende har Ronni Eriksen ringet sporadisk henover aftenen og tidligt næste morgen.
Jeg har sort på hvidt hvor meget Ronni Eriksen lyver, og fortæller ham også , at jeg nu stopper med at skrive til ham. Derefter laver han Trump- og Putin-teknikken med at beskylde andre for dét de selv gør.
Når nu Ronni Eriksen har blokeret mig på Facebook og jeg hverken svarer på telefon eller sms, så sender han også lige en e-mail til min e-mail adresse for min coachingvirksomhed.
På et gammelt opslag fra TvSyd om mig, vælger Ronni Eriksen at skrive en kommentar til min kone. Så her trækker han altså hende fysisk ind i det også. Det er her filmen virkeligt knækker for mig!
Jeg var i tvivl om jeg skulle vise min kone de ting som Ronni Eriksen havde skrevet, men da han selv valgte at trække hende ind i det, da blev beslutningen truffet. Det blev ikke taget godt imod!
Ooooog den bliver kørt endnu længere ud i klamhed. Ronni Eriksen formår om nogen at lave mudderkastning på vuggestueniveau! 🍼
… der er åbenbart mange gifte kvinder der står i kø for at blive dusket af Ronni Eriksen fra Hampen 😂
Ronni Eriksen kommer nu også selv til den erkendelse, at han er en idiot. Det ser desværre bare ud til, at han har lidt svært ved at vurdere størrelsesordenen på hans idioti…
Opdateret d. 20/5-25: En ny bølge chikane rammer
Det oprindelige indlæg omkring Ronni Eriksen her, har jeg skrevet og publiceret d. 15. maj 2025 med alt den chikane, han er lykkedes med at udføre på kun ét døgn (det hele starter d. 14. maj om eftermiddagen).
Og efter et par stille og rolige dage i weekenden, hvor der er drysset lidt sporadiske opkald fra skjult nummer ind, så skal jeg ellers lige love for at det tog fart igen fra mandag d. 19. maj.
Hvordan det forløber, det skal jeg prøve at give dig et lille indblik i her.
Ronni Eriksen starter en charmeoffensiv
Som du kunne læse tidligere i blogindlægget, så var Ronni Eriksen ret hurtig til at blokere mig på Facebook. Så da Ronni søndag eftermiddag (d. 18. maj) indleder en charmeoffensiv i Zwift-gruppen på Facebook, hvor det hele startede, så var jeg slet ikke klar over det, før et andet gruppemedlem skrev og spurgte mig, hvordan mit syn på Ronnis snyd ser ud efter hans opslag.
Sådan ser Ronnis charmeoffensiv ud
Der er overhovedet ingen tvivl om, at Ronni Eriksen ved at han er blevet usandsynligt upopulær. Og som den psykopat han er, så er han nødt til at prøve at vende situationen om, så det er ham, der er offeret. Men han gør det bare på den mest løgnagtige måde…
For alting ved det opslag lugter af, at det er ChatGPT eller en anden AI-chatbot der har skrevet det.
Formuleringerne, tegnsætningen og opbygningen er præcis, som hvis jeg be’r en chatbot om at skrive en tekst for mig. Og ikke nok med at opslaget stinker langt væk af AI, så er der også en anden meget tydelig indikation af, at det ikke er Ronni der har skrevet det:
Stavning og tegnsætning er perfekt – og det er saftsuseme ikke, hvad man kan sige om Ronnis stavning og tegnsætning i alle andre former for tekst, han har skrevet!
Derudover så står der jo bare det ene bullshit efter det andet…
Ronni vil gerne ha’ det til at lyde som om, at han træner meget større mængde og meget mere effektivt end os andre. Men ærligt, så er det jo den klassiske sang fra alle snydere.
Bjarne Riis brugte en lignende forklaring. Lance Armstrong brugte en lignende forklaring. Man brugte en lignende forklaring på Team CSC. Og man brugte også en lignende forklaring på Team Sky.
Alle snydere har en god forklaring på, hvorfor de er bedre end alle andre. Som om at vi andre hverken træner meget, hårdt eller effektivt 😂
Går til angreb på mit eget Facebook-opslag
Ronnis charmeoffensiv går selvsagt ikke særligt godt. Han har lukket for kommentarer allerede efter den første kommentar, der lød noget i retning af “ud fra hvad vi ellers har set, så er det vist ikke snyd der er dit største problem”.
En slet skjult henvisning til, at alle andre har set hvordan han opfører sig.
Nå, men fordi Ronnis charmeoffensiv ikke går særligt godt, så hopper han over og fortsætter sin sædvanlige barnagtige opførsel ovre på det opslag, som jeg skrev inde på gruppen om, hvordan han opfører sig.
Og han er tilmed tilbage i sin normale stavning og tegnsætning. Så endnu et bevis på, at selv hans egen charmeoffensiv er én stor løgn!
Og her må man bare tage hatten af for Ronni Eriksen… for netop som man troede, at han ikke kunne ha’ fantasi til mere, end det lårt, han allerede har fyret af, alverdens forskellige steder, så tager han det bare til next level.
Desværre nåede jeg kun at tage screenshot af hans første kommentar, inden hele opslaget blev slettet (hvilket man godt forstår at administratorerne gør, selvom andre zwiftere har godt af at se, hvad Ronni Eriksen fra Hampen er for en hyggelig fætter).
Ronni Eriksen afblokerede mig på Facebook for at skrive den her kommentar, sædvanligvis fyldt med løgn. Alle screenshot viser tydeligt hvem der har startet konflikten, at jeg aldrig har truet ham med nogen “kendt rockergruppe” og at det var ham, der trak min kone ind i det. Gad vide om han selv tror på alle hans løgne?
Som du kan se, så er kommentaren fyldt med pis, løgn og papir.
Og lad mig lige slå fast her:
Det er ikke mig der generer andre mennesker. Det viser alt korrespondance også tydeligt.
Jeg undlader ikke at vise, hvad der har startet konflikten. Det står sort på hvidt i rækken af screenshots her i blogindlægget.
Ja, med tanke på alt det, Ronni har sagt og gjort, så ønsker jeg ham det værste. Særligt efter noget af det, som jeg nævner her i opdateringen. Det lægger jeg heller ikke skjul på.
Med Ronnis beskyldning om at jeg skulle ha’ truet med en kendt rockergruppe og at han skulle ha’ smadret sit ansigt, lægger han endnu en løgn i rækken over uendelige løgne. Screenshots’ene her i opslaget viser ingen huller i korrespondancen og Ronni kan heller ikke fremvise dokumentation for det, alene af den grund, at det aldrig er noget, jeg har sagt eller skrevet. Det ved Ronni også godt.
Nej, min kone har ikke kontaktet Ronni nogen som helst steder. Som screenshots viser, så har Ronni svaret min kone, med et rigtigt klamt og grænseoverskridende svar, på en kommentar, som hun har skrevet på et opslag om mig fra TV Syd på Facebook.
Forskellen på mig og Ronni er, at jeg ikke opfører mig som et pattebarn. Jeg snyder ikke i Zwift og jeg hverken lyver eller opdigter falske historier for at iscenesætte mig selv som det store offer. Længere er den ikke.
Som sagt, så nåede jeg ikke at få screenshots af de andre kommentarer, han kom med, inden opslaget blev slettet. Men lad mig bare sige det direkte: Det er det sædvanlige løgnagtige pislort, han skriver.
Chikaneopkald tager til
Som jeg startede med at skrive her i opdateringen, så har det egentligt været en stille og rolig weekend, bortset fra et par enkelte chikaneopkald. Til gengæld dummede Ronni sig bemærkelsesværdigt meget, da han lørdag aften glemte at slå privat nummer til, da han ringede til mig klokken 20.11.
Ud over hans fejl med at ringe fra sit eget nummer lørdag aften, så har han også ringet nogle gange ud over det; et par gange søndag, hvor han havde husket at slå privat nummer til, og så tiltagende igen fra i går, med flere opkald i går og i dag (19. og 20. maj).
Og Ronni, jeg ved, at du læser med her… screenshots’ene lyver ikke. Det står sort på hvidt.
Nu er Ronni begyndt på SMS igen
Efter at Ronni Eriksen ellers ikke har sendt SMS’er i et par dage, så begyndte han igen i går eftermiddags, efter at mit opslag på Facebook var blevet fjernet af en gruppeadministrator – og Ronni tror åbenbart, at jeg selv har slettet det.
Men igen, Ronni, for jeg ved at du læser med. Nej, jeg har ikke selv slettet det. Administrator har slettet det. Jeg kommer aldrig til at slette noget som helst, der viser, hvor dårligt et menneske, du er. Bare så du ikke er i tvivl.
Men det er i hvert fald hvad Ronni tror – og han tilføjer lige en masse ekstra løgnhistorier til hans lange samling af ditto:
Som du kan se, så har han sendt to helt enslydende beskeder. Først til mit arbejdsnummer kl. 16.10. Derefter til mit private nummer kl. 19.35, højst sandsynligt fordi jeg ikke reagerede på den første.
Umiddelbart har Ronni ret så svært ved, at han ikke kan kontrollere situationen.
Og bare lige som en info:
Nej, Ronni har ikke meldt “min chikane” til politiet. Ej heller det her blogindlæg. Ronni siger rigtigt mange ting, men af alle de løgne, han fyrer af, kan man være sikker på én ting: At tingene er direkte modsat af, hvad han siger.
Og bonusinfo:
Jeg har i snit 2000 besøgende på min hjemmeside om måneden. Besøgstallene er tilmed eksploderet de sidste par dage pga. den her sag med Ronni – og det her blogindlæg alene har allerede haft mere end 500 visninger.
Og hver gang nogen søger efter nøgleord som Ronni Eriksen Hampen eller Ronni Eriksen cykling på Google, så kommer det her blogindlæg frem blandt de første resultater. Og det kommer det til, til evig tid.
Så jo, rigtigt mange læser med på min blog.
Ronni Eriksen har fundet en ny platform at spille fandango på
Nå, men som du måske allerede har regnet ud, gennem de seneste screenshots, så er han udmærket bekendt med det her blogindlæg – og nu har Ronni fundet ud af, at han kan kommentere direkte her på blogindlægget.
Så Ronni giver den lige en skalle, som du kan se på nedenstående billeder 😂 (jeg har valgt at tage screenshots af kommentarerne, som dokumentation, i fald han skulle finde på at slette dem igen).
Hvis ikke han har slettet kommentarerne, kan du også selv hoppe ned og se det hele ved selvsyn under kommentarer her på blogindlægget..
Når Ronni Eriksen skriver under pseudonym og tror at han ikke bliver afsløret
Som du kan se i de mange screenshots fra kommentarerne her på blogindlægget, så popper der pludseligt en mand ved navn Olav op. Og Olav synes at det er en meget mærkelig opførsel fra to voksne mennesker.
Der er bare ét problem!
For ja, det er satme underlig opførsel, i hvert fald fra ét voksent menneske (Ronni!). Hvad han ikke kan finde på af lort, at fyre af… Nå, men denne Olav viser sig meget hurtigt, at være Ronni selv.
Og hvordan ved jeg så det?
Jo, Olav har 1:1 de samme formuleringer, stavefejl og tegnsætninger som Ronni Eriksen. Så allerede her er Ronni afsløret.
Og det understreges af, at kommentarerne er skrevet fra nøjagtigt den samme IP-adresse. Hver og én af ovenstående kommentarer er altså sendt fra den samme IP-adresse. Hver og én.
Og det sygeste er, at selvom jeg allerede har afsløret ham, så vælger han også lige at svare Olav. Altså sig selv.
Jeg har slet ikke ord for, hvor dumt det her! 😂
Som du kan se, så er Olavs kommentar og Ronni Eriksens kommentarer skrevet fra nøjagtigt den samme IP-adresse. Udover at det er dumt, så er det nok mest af alt et tegn på at realiteterne er ved at gå op for Ronni.. at alt det her, det ligger offentligt tilgængeligt, helt uden at han kan kontrollere det – og det er ikke godt for en psykopat som ham. Så han prøver at finde en vej ud, uden at skulle indrømme sine egne fejltagelser. Men Ronni… jeg er f**king ligeglad, du ligger som du har redt. Jeg har i øvrigt maskeret halvdelen af IP-adressen, fordi en IP-adresse af EU betegnes som en personfølsom oplysning.
Nu chikanerer Ronni også med falske profiler på sexsider
Ronni har indset at han har mistet kontrollen med fuldstændigt – og han tror tilsyneladende, at det rører mig, når han laver en masse dumme ting. Så nu har han oprettet falske profiler i mit navn, på forskellige sexsider.
Ronni Eriksen har simpelthen været så dum at sende mig et bevis, sort på hvidt, på at han har oprettet en falsk profil i mit navn på en sexside. Som om han endnu ikke har fattet, at alt, han gør, bliver brugt direkte imod ham 🤭
Derudover har han også sendt mig en sms med et billede, der skulle vise, at han har oprettet en profil på Scor.dk i min kones navn. Men det bliver vist i hans drømme, for det har han ikke – og screenshottet han har sendt, er blot et screenshot fra selve tilmeldingsformularen med hendes billede.
Det sjove er nemlig, at det kræver MitID-validering for at oprette en profil på Scor.dk.
Ronni Eriksen er simpelthen dum som en dør. For det første tror han, at jeg hopper på at han har oprettet en profil på Scor.dk i min kones navn. Og for det andet, så tror han at det rager mig helt vildt meget. Men jeg gi’r ikke en flyvende f**k, for det beviser bare endnu mere hvor latterlig en klovn Ronni er.
Men det dumme i alt det her er, at han endnu ikke har lagt 2 og 2 sammen, og fundet frem til det facit, at alt, han skriver og gør, det deler jeg her på blogindlægget. Så han har været så dum at sende mig en sms med screenshots af det, han har gjort.
Og det er der flere ting i:
Jeg har nyt content hertil blogindlægget, der understreger hvilket menneske Ronni er
Jeg har beviser – på skrift – som jeg kan fremvise her på blogindlægget
Jeg har beviser – på skrift – som jeg kan give til politiet, såfremt han enten selv skulle gå til politiet med “min chikane” eller hvis jeg går til politiet fordi han simpelthen har trukket den for langt ud(og ja, han har trukket den langt ud, men indtil videre, der udstiller han bare sig selv og jeg synes det er sjovt at lave content på det)
Så bliv endelig ved, Ronni.
Jeg ved faktisk ikke, hvad han havde forventet, at det skulle skade mig, at han laver sådanne profiler. Hvis og såfremt at nogen skulle finde på at sende “mig” en besked på de her sexsider, så får jeg ikke engang beskeden alligevel…
Og så tvivler jeg på, at nogen i det hele taget ville tage kontakt til en profil, som det lort, han har opfundet, når han skriver så dårligt.
Opdateret d. 22/5-25: Politianmeldelse og endnu mere chikane
Som jeg sluttede opdateringen fra den 20/5-25 af med, så fortsatte Ronnis chikane ganske vist. Han tog sig endda den frækhed at politianmelde det her blogindlæg efter lige at ha’ udført et par chikaneøvelser inden og igen efter.
Men mere om det i de følgende punkter, her i den seneste opdatering.
Ronni inddrager min arbejdsplads
Det måtte jo komme på et tidspunkt, at Ronni Eriksen skulle få den fixe idé at inddrage min arbejdsplads. At det først sker nu, det overrasker mig faktisk. Men nå, jeg arbejder jo i en organisation der hedder Aktiv Aabenraa, hvor jeg laver en helt masse forskelligt.
Bl.a. er jeg svømmehalskoordinator med ansvar for vores tre svømmehaller, og så arbejder jeg med alt vores kommunikation og marketing.
Derfor ligger der også en del videoer på min arbejdsplads’ Facebook, hvor jeg optræder. Og på én af de videoer, der skulle Ronni Eriksen da lige ind og smide et screenshot af “min profil” på én eller anden hjemmeside for homoseksuelle.
Jeps jeps, Ronni Eriksen er simpelthen bare så opfindsom.. med den ene hånd siger han, at han ikke har oprettet falske profiler og med den anden hånd deler han rundhåndet beviser ud på, at det har han. Det er simpelthen så dumt 😂
Det gjorde han lige tirsdag aften, tilmeld endda fra en helt ny og falsk profil. Flot, Ronni. Du er simpelthen bare så dygtig og opfindsom!
Nå, men altså selvom Ronni lige har siddet og lavet mere chikane, så vil han altså nu ha’ forsoning. Så først sender han mig en mail til min coachingvirksomheds e-mail, udført på den sædvanlige grimme måde at skrive på.
Ronni vil virkeligt gerne ha’ forsoning, men han vil virkeligt også gerne fralægge sig ethvert ansvar. Og så tror han i øvrigt at det rører mig, alt det lort han har lagt op rundt omkring. Men nej, Ronni, jeg giver ikke en flyvende f**k 🖕
Som du selv kan læse i mailen, så vil han både ha’ forsoning og så vil han i øvrigt lige fralægge sig enhver skyld og ansvar for, at tingene er kørt helt herud… yeah right, Ronni, det er jo slet ikke dig selv der har kørt det helt ud af proportioner, vel 🤭
Men altså, da jeg ikke svarer Ronni på hans mail, så følger han lige op med først en kommentar her på bloggen, hvor han be’r om forsoning, og en sms med samme budskab, tydeligvis skrevet af en AI chatbot af en art.
Forsonende og ansvarsfralæggende kommentar på bloggen
Ronni Eriksen giver udtryk for, at nu vil han gerne at det her skal stoppe. Så han skriver en masse løgnhistorier (igen) og placerer skylden hos mig, samtidigt med at han igen tror, at det her gør ondt på mig. Men Ronni.. nej, jeg er pisse ligeglad med dig. For mig er det her blevet en leg.
Den forsonende sms, tydeligvis skrevet af en AI chatbot
Da jeg ikke har reageret på de to andre forsøg på forsoning, forsøger han nu med en sms. Bemærk lige formuleringer, stavning og tegnsætning. Det skriger bare af en AI chatbot… han mener ikke ét eneste ord i den sms – det er kun fordi at sandheden er gået op for ham, altså at han er kommet helt derud hvor han ikke kan bunde, at han har sendt det her.
Ronni Eriksen ombestemmer sig hurtigere end en yderfløjspolitiker der står overfor en ministertaburet
Jeg synes da at det er synd for Ronni, at han skal henvende sig tre forskellige steder uden at få svar. Så jeg beslutter mig for at give Ronni et kærligt svar tilbage, nu hvor han har gjort sig så store anstrengelser for at opnå forsoning.
Og fordi at jeg rigtigt godt kan lide gennemsigtighed, så vælger jeg at svare ham her på bloggen, under den kommentar han skrev, hvor han både lyver, fralægger sig ethvert ansvar og også vil ha’ forsoning.
Men det svar bliver Ronni virkeligt ikke glad for, så Ronni skynder sig at gå amok igen. Så han ønskede vist ikke forsoning alligevel – han ville bare forsøge at sørge for, at det her blogindlæg bliver nedlagt, så alle mennesker, der søger Ronni Eriksen fremadrettet, ikke kommer ind og læser om hans chikane og dårlige opførsel.
Ronni Eriksen havde tydeligvis en forventning om, at han med hans falske forsoningsbeskeder kunne få mig til at pille blogindlægget ned. Men da det går op for ham, at det kommer jeg ikke til at gøre, så går han amok igen 😂
Og det sjove er, at præcis fire minutter før han har sendt mig ovenstående sms, så har han skrevet denne kommentar til mit svar her på bloggen:
Jo jo, Ronni Eriksen er det mest uskyldige menneske i verden. Ronni gør aldrig noget forkert, det er nemlig alle os andre. Det er også derfor, at denne kommentar er skrevet præcis fire minutter før at Ronni sender mig endnu en chikanerende sms 🙄 Altså igen.. tror Ronni selv på alt det lort han fyrer af?
Den uventede (og desperate) politianmeldelse
Ronni er tydeligvis kommet helt derud, hvor han overhovedet ikke kan bunde. Han er kommet så langt ud, at han end ikke længere kan se land i horisonten. Han er desperat. Meget desperat.
Og selvom Ronni Eriksen ikke vil indrømme det, så går det her blogindlæg ham rigtigt, rigtigt meget på, for han ved godt, at det ikke er særligt fedt at ha’ et offentligt tilgængeligt blogindlæg til at ligge online, hvor hans dårlige og chikanerende opførsel bliver dokumenteret.
Og da jeg naturligvis ikke hopper på Ronnis falske forsøg på forsoning, og han heller ikke kan få mig til at pille blogindlægget ned med chikane, så tyer han til det sidste, som jeg havde troet, at han ville gøre.
Han har simpelthen forsøgt at anmelde mig til politiet 😂😂😂
Der må jeg alligevel tage hatten af, for det havde jeg ikke regnet med at Ronni turde gøre. Og slet ikke med baggrund i alt den chikane han udfører… men han er jo ekstremt desperat, så han er nok efterhånden villig til at gøre hvad som helst, for at få nedlagt det her blogindlæg.
En rolig og behagelig samtale med politiet
Så da klokken er lidt i middag, der ringer en flink og venlig betjent fra Midt- og Vestjyllands Politi til mig. Og han spørger, om vi ikke godt kan stoppe det her.
Jeg forklarer ham stille og roligt, at jeg jo egentligt slet ikke foretager mig andet end at dokumentere Ronnis chikane. Så når Ronni stopper sin chikane, så stopper opdateringen af det her blogindlæg også.
Det kan betjenten udmærket se, så han informerer mig om, at det vil han sige videre til Ronni, og så vil han i øvrigt også lige gøre mig opmærksom på, at der ikke er noget strafferetsligt i det her blogindlæg. Så hvis Ronni vil noget med det her, så skal han lave et civilt søgsmål – og det kommer til at koste ham penge ud af egen lomme.
Det civile søgsmål ville i så fald skulle køres på injurier, men som jeg sagde til betjenten, at jeg jo ikke injurier noget. Jeg dokumenterer blot, samtidigt med at jeg maskerer telefonoplysninger mv. i mine screenshots.
Betjenten ønskede mig derefter en god dag og sagde, at han lige ville vende tilbage til Ronni og fortælle ham, hvad betjenten og jeg havde talt om.
… Midt- og Vestjyllands Politi vil anklage mig!
Jeg ved ikke hvor Ronni Eriksen får sin vilde fantasi fra, men straks efter at han selv har talt med politiet, så skynder han sig herind på blogindlægget og skriver endnu en kommentar. For jeg skal bare vide, at hvis ikke jeg har pillet det her blogindlæg ned indenfor en uge, så vil Midt- og Vestjyllands Politi anklage mig.
Ja, det skrev Ronni virkeligt 🤦♂️
Ronni Eriksen har som sædvanligt en livlig fantasi, så jeg skal bare lige vide, at hvis ikke det her blogindlæg er pillet ned indenfor en uge, så bliver jeg anklaget af Midt- og Vestjyllands Politi – stik imod, hvad den venlige betjent lige havde fortalt mig.
Så Ronni vil lige gøre opmærksom på, at jeg kan forvente at blive anklaget af politiet, hvis jeg ikke piller det her blogindlæg ned, og så skal jeg også lige vide, at han selv stopper al korrespondance her – efter at han naturligvis også lige skal kalde mig dum…
Og så ved jeg i øvrigt ikke, hvad det er for et flip han har med min kone? Ja, hun er saftsuseme en dejlig og smuk kvinde, så jeg forstår da godt, hvis han er betaget af hende, men… come on, tror han selv på, at han har en chance eller hva? 🥱
Ronni trækker nu en afdød kvinde ind i sin chikane
Nu skrev Ronni jo godt nok i sin seneste kommentar, at han ville stoppe al korrespondance nu. Men som du nok også har regnet ud, så kan han jo ikke styre sig selv. Så da nogle mennesker fra Ronni Eriksens lokalområde i Lille Hjøllund og Hampen begynder at ticke ind med kommentarer her på blogindlægget, så kører Ronni videre med sin chikanerende opførsel.
Han giver i hvert fald “svar på tiltale” til Mona J – og så skal hun da også lige ha’ at vide, at hun bor i et horehus.
For god ordens skyld har jeg maskeret Monas efternavn og den adresse, som Ronni Eriksen har skrevet skulle tilhøre Mona.
Og nu kommer det syge så.. den Mona, som Ronni Eriksen nu har hevet ind i sin chikane, hun døde tilbage i marts. Det viser denne dødsannonce:
Det her er sgu næsten det klammeste… i sin blodrus har Ronni Eriksen simpelthen trukket en afdød ind i din chikane. Bare fordi man hedder Mona og bor i området, behøver det ikke betyde, at det er den samme Mona. Flere kan hedde Mona, men når man som Ronni kun tænker med den han kropsdel han skider med, så er det jo nemt nok at søge efter en Mona på Krak og så ellers gå ud fra at det er den rigtige. Men pro-tip til Ronni: Langt fra alle er på Krak!
Her er sådan, jeg forestiller mig det er foregået:
Mona J. skriver en kommentar og fortæller at Ronni ikke bor i Hampen, men i Lille Hjøllund
Ronni ser det og går fuldstændigt amok over, at der er én fra lokalområdet der allerede har fundet blogindlægget (for ifølge Ronni er der jo slet ingen, der læser med her – som om han ikke har fattet hvor stor en magt der er i at ligge højt på Google, selv på simple søgeord som umiddelbart ikke giver den store mening…)
I sin iver efter at slå hårdt ned på Mona J’s kommentar, så går han på Krak og søger efter alle der hedder Mona i Hampen og omegn
Ronni finder en Mona med et efternavn, der starter med J (jeg deler ikke efternavnet her, af respekt for de efterladte – og derfor har jeg også redigeret i hans kommentar og i screenshottet her i blogindlægget, så man ikke kan se hendes efternavn)
Nu skal Mona bare ha’ tur, for nu kender Ronni jo Monas identitet og adresse, så han farer ind på Monas kommentar her på blogindlægget, for at fortælle hende, hvad hendes adresse er og at hun bor i et horehus, for så har Ronni jo rigtigt nok fået sat hende på plads
Og så er det nu, at det viser sig, at den Mona J, som Ronni helt tilfældigt har fundet på Krak, netop er gået bort. Og seriøst… det er simpelthen for hjernedødt, at den mand ikke har hjernekapacitet til at regne ud, at ikke alle borgere i Kongeriget Danmark er på Krak.
F*ck hvor er det klamt!
Upti-vupti, nu går Ronni i forsvar (igen) ved at skyde skylden på alle andre
Jeg lever tilsyneladende rent free i Ronni Eriksens hoved, og jeg forestiller mig, at han er inde og læse med på det her blogindlæg flere gange dagligt. Og mon ikke, at han bruger alle døgnets 24 timer på at forsøge at udtænke, hvordan han får skovlen under mig?
Det vidner hans opførsel i hvert fald rigtigt meget om…
Nå, men Ronni Eriksen har i hvert fald læst den seneste opdaterede udgave af blogindlægget. Altså den her seneste udgave, hvor jeg har delt hans angreb på Mona (der nu viser sig at være gået bort for to måneder siden).
Og nu går han i forsvar. Faktisk så meget i forsvar, at han vender det hele om. For det er tydeligvis mig der har udtænkt hele den her plan, for at lokke ham i en fælde 😂 (eller hva’ f*ck han nu og engang forestiller sig…).
I en lang kommentar beskylder han mig både for at være narcisist, han lyver om tydeligvis om, hvad den venlige politibetjent fra Vest- og Midtjyllands Politi har fortalt ham, og så prøver han også lige at forklare sig ud af, at det er mig der har skrevet Monas adresse.
What. Tha. Fack.
Ronni, Ronni, Ronni… jeg tror, at han denne gang har fundet ud af, hvor meget han har klokket i det. At trække en uskyldig afdød kvinde ind i hans chikane. Og sædvanligvis, så fralægger han sig ethvert ansvar og skyder skylden på alt det lort, han har lavet, over på mig. Ja, ja, Ronni. Desværre taler alle screenshots jo bare af sig selv (og det gør IP-adresserne også).
Nu er jeg jo ikke psykiater, men jeg har da læst lidt om narcisisme, og af hvad jeg kan forstå, så er ét af hovedtrækkende, at narcisister har det med at hænge andre ud for præcis det, som narcisisten selv gør. Og hvad er det lige at Ronni gør rigtigt meget?
Det lader jeg lige hans kommentar svare for sig selv på…
Nu vil Ronni (igen) stoppe
Nå, men der gik ikke særligt lang tid efter han skrev sin kommentar, hvor han beskyldte mig for at gøre alt det, han selv har gjort, før han (igen) siger, at nu trækker han sig. For nu har han simpelthen blokeret min hjemmeside.
Ronni Eriksen har nu blokeret min hjemmeside, simpelthen. Altså set fra hans mentale helbreds synspunkt er det nok meget godt – men jeg tvivler nu på, at han kan holde sig fra at læse med. Måske vi endda er så heldige at blive beriget med endnu mere content, fordi han simpelthen ikke kan holde sin kæft.
Tja, det tvivler jeg nu på at han har. For det første, hvordan blokerer man en hjemmeside? For det andet, hvad skal Ronni så få sin tid til at gå med? Og for det tredje, hvordan skal han så få det sidste ord?
Ronni har i hvert fald rigtigt travlt med at overbevise sig selv om, at der ikke er nogen der læser med på den her hjemmeside – og i særdeleshed ikke det her blogindlæg.
Han spiller også rigtigt klog på, hvad der egentligt virker – og han påtaler, at det her blogindlæg jo efterhånden er umenneskeligt langt. Men der kan man jo bare sige, at jeg blot har dokumenteret Ronnis chikane, så længden på blogindlægget… tja, det er hans egen skyld.
Men jeg vil da se frem til, at der ikke kommer mere fra ham. Om end jeg har ualmindeligt svært ved at forestille mig, at det skulle blive tilfældet.
Ronni Eriksen tror ikke på, at nogen læser med her på bloggen… men jo, Ronni, se bare her!
Noget af det, der går allermest igen, når Ronni forsøger at overbevise sig selv om, at der ikke er nogen skade ved, at historien om hans chikane ligger online er, at der jo ikke er nogen der læser med på bloggen alligevel.
Og lad mig lige sige det lige ud! For jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at når Ronni Eriksen bliver ved med at skrive, at det ikke gør noget, så betyder det, at det forholder sig lige modsat. For Ronni er skrækslagen ved tanken om, at alle og enhver, i al fremtid, får fri adgang til den her historie, bare ved at søge efter simple termer på Google.
Eksempelvis på søgefraser som Ronni Eriksen cykling, Ronni Eriksen Zwift og Ronni Eriksen Hampen.
Og jeg kan da allerede afsløre nu, at denne historie om Ronnis chikane er at finde i top fem på Google ved alle tre søgefraser, der står ovenfor. Og blogindlægget er altså kun én uge gammelt…
Mit drømmemål er, at en søgning efter den simple søgefrase Ronni Eriksen, får det her blogindlæg til at poppe op i top tre.
… og måske jeg også skal arbejde på, at det samme bliver tilfældet hvis der bliver søgt efter Lille Hjøllund og Hampen.
Det burde faktisk ikke kræve en særlig stor SEO-indsats! 😎
Beviset for, at det her blogindlæg bliver læst
Men er der beviser for, at det her blogindlæg bliver læst? Ja! For jeg har naturligvis data til at bakke op om det, jeg siger.
Så selvom Ronni er overbevist om, at der ikke er nogen der læser med, så har dette blogindlæg alene – i skrivende stund – haft 432 unikke visninger. Så 432 individer har indtil nu læst med på det her blogindlæg alene (og dertil kommer resten af mit indhold).
Og det er på kun én uge… se bare her:
Ronni Eriksen tror ikke på, at der er nogen der læser med her på min blog. Dette screenshot af statistikken for det her blogindlæg alene, viser til gengæld, at der alene på det her blogindlæg har været 432 unikke visninger. Så i alt 432 unikke personer har indtil nu læst historien om Ronni Eriksens chikane – og det er på kun 7,5 dag! Ronni skal bare vente og se, når blogindlægget for alvor har fået luft under vingerne på Google.
I statistikken kan man også se, at onsdag d. 21. maj 2025 er dagen, hvor blogindlægget har haft flest læsninger. Her har i alt 109 individer læst med.
Så Ronni, selvom du nu har skrevet, at du er holdt op med at læse med, så ved jeg, at du ikke kan holde dig væk. Og her kan du selv se, med egne øjne, at folk faktisk læser med her.
Mon ikke at der følger en fortsættelse
Det var så den chikane Ronni har udført indtil nu – og fordi han tilsyneladende er så fatsvag, at han ikke forstår, at alt, han gør, bliver brugt imod ham, så kommer der sikkert masser af content i den kommende fremtid.
Jeg lover, at jeg i hvert fald nok skal opdatere når der er nyt.
En forårssæson på lidt over en måned er slut. Det blev ikke helt til det jeg havde håbet på, og oprindeligt skulle den også ha’ været længere, men både min krop og mit sind har brug for en pause, tror jeg. Se evt. det lille galleri igennem i slutningen af blogindlægget, hvor jeg har udvalgt lidt billeder fra forårssæsonen, med nogle personlige kommentarer til.
Seks licenscykelløb og to motionscykelløb blev det til. Lidt eller meget? Det er vel efter hvilke øjne der ser på det. Personligt ville jeg i hvert fald gerne ha kørt hele maj med, før jeg skulle ha’ en sæsonpause, men jeg tror, det er bedst, hvis både mit hoved og min krop får en pause.
Jeg har været lidt kort for hovedet på det sidste – og det plejer at være et rigtigt godt tegn på, at jeg skal basse lidt ned for at passe på mig selv!
Hvis vi også kigger på, at der sker en masse i mit liv lige nu, at mine tal er nedadgående og at jeg har store drømme for efterårssæsonen, som jeg synes er realistiske, hvis bare tingene gøres ordentligt, så er det nok meget fornuftigt at trække stikket nu.
Resultatmæssigt ok, taget alt i betragtning
Det er ingen hemmelighed, at jeg havde ønsket mig noget mere resultatmæssigt. Tilbage i januar var vægten som den skulle være og mine tal var supergode, men en kæmpe mental nedtur der startede i februar og kulminerede med et dybt, dybt hul i midten af marts, sendte min vægt på himmelflugt og mine tal i stik modsatte retning.
Med det in mente, så har jeg jo nok klaret mig hæderligt alligevel. Særligt når vi også tager i betragtning, at det her er min første sæson som licensrytter siden 2009.
Jeg startede med at køre to point ind i licensløbet i Rødekro, der var mit comeback-licenscykelløb – endda selvom jeg kun få uger forinden, havde været helt nede at vende psykisk. Og så har jeg faktisk kørt point ind i halvdelen af de licensløb jeg har kørt:
2 point for en 13. plads i Rødekro
4 point for en 8. plads i Herning
2 point for en 14. plads i Give
Derudover har jeg i de sidste par cykelløb (Give, Middelfart og Fredericia) vist at jeg har både niveauet og viljen til at være en toneangivende, der kan køre med om sejren.
Det troede jeg faktisk alligevel ikke at jeg ville være, da jeg midt i marts stod midt i min store nedtur!
Så skal svesken på desken, så må jeg nok sige, at selvom drømmene var til meget mere, så har der også været en virkelighed, jeg skulle køre cykelløb i. Og med baggrund i det, så er det sgu nok helt ok resultatmæssigt, det jeg har opnået her i min relativt korte forårssæson.
Vigtigst er nok at jeg er kommet i gang, at jeg har fået mig nogle erfaringer og at jeg her sidst på forårssæsonen har fået tanket en masse af selvtillid, selvom heldet ikke lige har været der!
Hvad skal der så ske nu?
Lige nu er jeg i gang med en hel uge, hvor træningen er minimal. Mange trænere siger, at det er en tid, hvor man skal træne efter lyst, men sådan fungerer det overhovedet ikke for mig.
Enten gør vi noget eller også gør vi slet ikke noget.
Så jeg har planlagt tre ture á én time (tirsdag, torsdag og lørdag), hvor jeg også lige kører nogle korte spurter for at holde min neuromuskulære power oppe, og så er det ellers fri de øvrige dage.
Formen skal ha’ et dyk, og så starter jeg ellers med først fire ugers basetræning og derefter otte ugers mere hård og specifik træning. Derefter siger datoen den 10. august, hvor min efterårssæson starter.
Planen er at få smidt en god mængde på henover sommeren… jeg har aftalt med fruen, at hvis blot jeg sørger for at ha’ tid til min familie om eftermiddagen og aftenen, så kan jeg træne ligeså tosset jeg vil …
… eller, måske ikke det er sådan det præcist er aftalt, men det er sådan det lyder i mine ører 🫡
Udover træningsmængden, så fortsætter jeg med at holde fokus på at skære et par hundrede gram af min kropsvægt om ugen. Det er jeg faktisk lykkedes med henover forårssæsonen her også – og jeg forestiller mig at det nu bliver endnu nemmere at styre, når jeg ikke har nogle cykelløb at carboloade til.
Bekymret for mit sind, nu hvor der ikke kommer cykelløb
Alt det, jeg har skrevet indtil nu, lyder sikkert som noget de fleste cykelryttere kan relatere til. Til gengæld har jeg også en bekymring, som det ikke er alle, der er tvunget til at forholde sig til.
Jeg er nemlig oprigtigt bekymret for mit sind, nu hvor der ikke kommer cykelløb hver weekend!
Umiddelbart har jeg nemlig levet fra weekend til weekend i de sidste seks-syv uger. Altid haft noget at se frem til.
Det har gjort, at jeg måske har haft rimeligt nemt ved at glemme sorte og dystre tanker – og dem er jeg sgu bekymret for, om de nu kommer til at kunne få plads i mit hoved.
Om det reelt bliver et problem, det ved jeg i skrivende stund ikke. Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at det ikke skal blive et issue, men som med så meget andet på øverste etage, hos mig, så er det ikke alting jeg kan styre.
Vi må se hvad der sker og så må vi tage den derfra. Uanset hvad, så skal jeg i hvert fald nok forsøge at holde gang i bloggen 💚
Forårssæsonen i billeder
Slide gennem billederne for at se højdepunkterne fra forårssæsonen med en lille kommentar til.
Rødekro licensløb d. 6/4: Umiddelbart før start til mit første licensløb siden 2009. En masse var gået galt i timerne op til start, så jeg var topstresset og nåede kun 5 min. opvarmning.
Rødekro licensløb d. 6/4: Kom med feltet rundt selvom jeg ellers havde det nok så hårdt på Hundeklemmen. Jeg kom med hjem til spurten, hvor jeg trods min latterligt ringe spurt fik spurtet mig til en 13. plads og 2 point.
EDDK Kriterium i Herning d. 13/4: Jeg fik mig en lille hyggesnak med den senere vinder før start. Ift. at det kun var mit andet cykelløb, så var jeg overraskende afslappet.
#EDDK Kriterium i Herning d. 13/4: To mand rev sig hurtigt løs og førte an, mens jeg selv var med til gøre feltet mindre og mindre, omgang for omgang. Jeg endte som 8’er og hentede 4 point i mit kun 2. licensløb i år – og det blev også forårssæsonens bedste placering.
Aalborg licensløb d. 21/4: Havde ikke de bedste ben under opvarmning, så det var ikke ligefrem med den fulde optimisme at jeg trillede til startstregen.
Aalborg licensløb d. 21/4: Ikke topmotiveret og benene var heller ikke de bedste. Fra start handlede det bare om at komme med rundt – og den målsætning lykkedes jeg med, endda med en placering lige udenfor præmierækken.
Ca. midt på forårssæsonen ankom vores længe ventede speedsuit fra Alé. Den skulle ellers være ankommet inden sæsonstart, men sådan er det jo med italienere… Til gengæld var den værd at vente på!
Give licensløb d. 17/4: Hyggesnak med klubkammerat Søren Calmar gav et smil på læben før start.
Give licensløb d. 27/4: Det første cykelløb i år, hvor jeg stiller til start med den specifikke målsætning at jeg ville vinde. Det betød masser af angreb fra min side, bl.a. her på en bakke midt på sidste omgang. Missionen lykkedes desværre ikke.
Eschborn-Frankfurt City Loop d. 1/5: I gang med at forcere den sidste stigning, den berygtede Mammolshain. Av, en led stigning!
Eschborn-Frankfurt City Loop d. 1/5: Kører over målstregen efter et cykelløb, hvor jeg undervejs får kørt mig helt i bund, men alligevel finder noget overskud til sidst. Næste år vender jeg tilbage.. og målsætningen, den er top 10!
Middelfart licensløb d. 10. maj: Før start på forårets helt store mål, godt nervøs for cykelløbet der ventede med i alt 5 gruspavéer.
Middelfart licensløb d. 10/5: På grusvejen, hvor jeg er i gang med at splitte feltet ad. Desværre punkterer jeg et par hundrede meter senere og må udgå. Det var en KÆMPE skuffelse.
Middelfart licensløb d. 10. maj: Punkteret i slutningen af gruspavéen på anden omgang efter ellers at ha splittet feltet ad i stumper og stykker. Som du kan se… tubelessvæske hele vejen rundt.
Fredericia licensløb d. 11. maj: Smil og overskud inden start. Min power fra Middelfart dagen inden gav mig en tro på, at jeg sagtens kunne vinde, hvis bare jeg gjorde løbet hårdt nok.
Fredericia licensløb d. 11/5: Jeg havde en tro på at jeg kunne vinde, så jeg lavede angreb på angreb, men lige lidt lykkedes det. Frustrerende, men sådan er cykelløb nogle gange.
Jeg ville så gerne ha’ revanche fra lørdagens skuffelse i Middelfart, så jeg gik all-in med angreb på angreb fra start til slut i gårsdagens licensløb i Fredericia. Men intet lykkedes. Nogle ryttere ville åbenbart hellere være frontsvin end at vinde cykelløb.
Skuffelsen ovenpå min punktering i licensløbet i Middelfart i lørdags var til at føle på. Eller, måske faktisk ikke så meget skuffelsen, men mere indebrændtheden. Jeg var sur. Jeg var rasende. Og jeg skulle saftsuseme ha’ revanche i Fredericia dagen efter – altså i går.
82 kilometer skulle tilbagelægges fordelt på 7 omgange, og for én gangs skyld, så var det også en dejlig sen start. 11.27 skulle vi sendes afsted, så solen var nået at stå ordentligt op på himlen, så temperaturen tillod kort/kort og bar kas’ i speedsuiten.
Ruten var også rimeligt tilforladelig og bygget til at køre rimelig høj fart det meste af vejen. Der var nogle sving, hvor et par stykker var ret skarpe, og så var der to bakker af betydning, hvor den ene startede 1000 meter før mål.
Så alt i alt, så skulle det nok være en rute, hvor jeg kan gøre en forskel, selvom jeg er en lille fed prop, når bare jeg kører på de rigtige tidspunkter.
En lille smule panik inden opvarmning
Så langt, så godt. Jeg troede fuldt og fast på, at jeg skulle sgu nok kunne få hentet et godt resultat hjem her. Så afsted til Fredericia det gik, med fruen i bilen, og så skulle intet komme i vejen for, at jeg kunne give hende en helt særligt morsdagsgave.
Men jeg var ikke engang nået at komme i gang endnu, så opstod der en lille smule panik..
Efter punkteringen i Middelfart har jeg naturligvis måtte stå og reparere mit tubeless-dæk lørdag eftermiddag. Men da jeg får taget mit cykeltøj på, spænder hjelmen og skal til at klikke i mine pedaler, så ser jeg en lille smule tubelessvæske pible ud af mit fordæk.
Altså samme dæk, som jeg punkterede på om lørdagen og som jeg havde stået og repareret med et reparationskit til tubeless-dæk.
Hullet her var dog et andet sted, så hvordan det pludseligt er opstået, det ved jeg faktisk ikke. Måske hullet er kommet da jeg rullede hen til indskrivning… eller også har jeg bare ikke haft opdaget det lørdag eftermiddag.
Men da jeg stod der og så, at der kom tubelessvæske ud gennem et lille hul i fordækket, der tænkte jeg godt nok…
… FANDEME IKKE IGEN!!!
HVAD HAR JEG DOG GJORT?
Der var en halv time til start, så jeg ville ikke kunne nå at skifte dæk, selvom jeg havde alt udstyr med til det. Så jeg trillede afsted ud på opvarmning, i håb om, at væsken nok skulle lappe dækket.
Og det gjorde det da heldigvis også!
Som du kan se… et lille hul i fordækket, hvor der kommer lidt tubelessvæske ud. Heldigvis lukkede væsken hullet, så jeg ikke skulle udgå med en punktering for tredje cykelløb i træk (Fyn Rundt motionsløb, Middelfart licensløb og Fredericia licensløb)
Stive ben blev cyklet væk
Jeg fik en fornuftig opvarmning, men kunne godt mærke i benene, at jeg var gået lige fra max-watt i en halv time og direkte til at stå stille i Middelfart.
Lårene var sgu godt spændt op, for jeg havde ikke haft mulighed for at rulle af pga. punkteringen – og da først jeg var færdig med at reparere dækket og gøre cyklen klar om eftermiddagen, så prioriterede jeg tid med yngsteynglet og vovsen, når nu jeg i forvejen er meget væk hjemmefra pga. cykelløb i den her tid.
Så nogen benløser blev det ikke til. Det måtte altså cykles væk.
Det stod da heller ikke mere slemt til, end at jeg fik det kørt ud af benene under opvarmning og var brandvarm, klar til start. Om end jeg også godt kunne mærke i opvarmningsintervallerne, at benene ikke var på helt det samme niveau som om lørdagen.
Afsti’-Afsted, direkte ud af skolegården
Friske ben eller ej, så havde jeg altså et mål med at stille til start i gårsdagens licensløb i Fredericia; jeg ville vinde. Jeg ville ha’ revanche fra lørdag og jeg ville bruge min indebrændthed som energi.
Så da starten gik kl. 11.27, så fløj jeg direkte ud af skolegården. Dét her, det skulle ikke blive noget nemt cykelløb for nogen som helst. Hverken mig selv eller alle andre.
Jeg angreb fra første meter og fik en gut fra Amager med. Et lille hul blev det til, men heller ikke mere end det – så blev det lukket ned igen. Fair and square, sådan var det.
Derefter kom der et par forsøg fra andre, hvor jeg også selv forsøgte at gå med, men ingen forsøg fik hul.
Ingen måtte åbenbart køre, og i stedet for at gå med i angrebene, så var det åbenbart sådan, at det var meget bedre, hvis dem, der gerne ville ha’ været med, men som ikke kom det, trak hele feltet op igen.
Og der har vi så den generelle historie for hele cykelløbet!
Til start med et smil på læben i modsætning til i Middelfart dagen før. Jeg var meget mere afslappet før starten her i Fredericia, nok mest fordi jeg vidste, at jeg bare skulle ud og angribe uden at tænke på positionskamp til et grusvejsstykke
Angreb på angreb på angreb
Efter de første 5-6 angreb gik der stilstand i feltet… jeg vil ikke sige at vi rullede, men sådan føltes det i hvert fald. Og jeg var utålmodig og også irriteret over, at der ikke var nogen der ville køre cykelløb.
Så da vi kort ramte en hovedvej med en lille smule sidevind, der angreb jeg igen. Og jeg fik hul.
Ganske vist gik jeg ikke all-in der, så da først jeg havde slået et lille hul, så smed jeg watt’ene ned omkring tærskelintensitet for ikke at slide mig selv for meget op for tidligt. Håbet var jo også, at der ville komme et par stykker mere op.
Men igen, så i stedet for at angribe nede i feltet og køre op til mig, så satte man sig bare i front og trak hele feltet med op til mig.
Nå, indhentet… og så prøver vi igen… indhentet… og så prøver vi igen.
Ærligt, så tror jeg, at jeg nok har forsøgt mig med 6-8 angrebsforsøg alene på første omgang. Men enten så er det bare blevet lukket ned med det samme eller også har jeg fået hul, men så har nogle ryttere siddet og trukket hele feltet tilbage til mig igen, i stedet for selv at angribe, slå hul og køre op til mig.
Så angreb på angreb på angreb, men lige vidt hjalp det.
Stilstand = angrebstid
Jeg nægtede dog at give op. Jeg ville afsted. Så jeg skiftede taktik til, at hver gang farten gik ud af feltet, så ville jeg angribe.
Og som sagt, så gjort.
Det var vitterligt sådan, at hver gang farten gik ud af feltet, så var jeg den der var fløjet. Men som med alle andre gange, så blev hullerne bare lukket af de tonsende frontsvin hver gang.
Altså, jeg forstå det ikke… hvem gider stå op en søndag morgen og tage til cykelløb for at slide sig selv ihjel i fronten af feltet, uden at få en skid ud af det?
Det er sgu da dumt!
20. gang var lykkens gang (troede jeg)
Nå, jeg fortsatte mine angreb i tide og utide i håb om, at på ét eller andet tidspunkt, der skulle det sgu nok lykkes. Så da vi kørte ud på næstsidste omgang ud af syv, der troede jeg stadig på at jeg kunne vinde.
Jeg skulle jo bare afsted!
Cirka midt på næstsidste omgang kommer en enkelt mand afsted, hvor jeg sidder klemt en lille smule inde. Men han fik relativt hurtigt et fornuftigt hul, så jeg tænkte, at ham der… ham skulle jeg op til.
Så jeg fik bakset mig ud af feltet. Angreb. Fik slået hul.
Og så kørte jeg ellers op til ham.
Da jeg kiggede mig tilbage, så jeg et felt, hvor ingen ville lukke os. Det var nu chancen var der!
Kort derefter komme en lille bakke, og på den bakke, er der en enkelt rytter der river sig fri fra feltet og kører op til os – og da han kommer op, finder vi hurtigt ind i et rigtigt godt samarbejde.
Hullet til feltet var stort – og der tænkte jeg:
Så, nu lykkedes det. Nu kører vi hjem og så finder jeg en måde at slå de to andre på!
Men pludseligt, ud af det blå, så var feltet der igen. Og jeg ved ikke hvordan, for vi kørte faktisk ret stærkt oppe foran – men pludseligt på opløbsbakken 1000 meter før mål, der var der kontakt.
OG OM JEG BEGRIBER HVORDAN DER HAR SIDDET NOGLE CYKELRYTTERE I DET FELT, DER HAR TÆNKT, AT JEG KOM IKKE MED DER, SÅ NU ER VI LIGE ET PAR STYKKER DER NOK SKAL GÅ ALL-IN PÅ AT LUKKE DET UDBRUD NED IGEN.
Jeg har det som jeg ser ud… godt kogt. Billedet er fra opløbsstrækningen efter en bakke på knap én km. op mod mål. Bakken er lige på grænsen til hvad jeg kan være med til, når nu jeg vejer hvad jeg gør.
Den endelige kapitulering
Efter vi var blevet hentet der og kørte ud på sidste omgang, der kunne jeg godt mærke, at nu er det slut. Nu har jeg brændt for mange tændstikker, så i allerbedste fald ville det blive til en placering lige akkurat indenfor pointrækken.
Da først vi tre havde slået hullet, der gik jeg all-in på det udbrud, så der var sgu kun lige ben nok tilbage til at skulle komme med rundt.
Jeg angreb derfor ikke flere gange, og fokus var nu bare på, at komme med rundt til opløbsbakken og så ville jeg rulle i mål.
Den endelige kapitulering fra min side.
Jeg havde bare ikke mere at køre med, og med den opløbsbakke der var, der havde jeg ikke nok i benene til at skulle køre med der, hvor det er sjovt. Så jeg sad i feltet hen til opløbsbakken og så rullede jeg til mål derfra.
Sure Morten…
Jeg kommer kun lige over målstregen og så ser jeg min kone i venstre side af vejen. Jeg triller over til hende, fortæller hende hvor utilfreds jeg er og så skulle frontsvinene, der hele dagen havde siddet og kørt mig ind igen, ellers bare ha verbale tæv.
Samtidigt var jeg lige ved at få et angstanfald, så da nogle tilskuere kom lidt for tæt på mig, der var jeg lidt for grov i munden og fik sagt noget i stil med kan i da for helvede da ikke bare gå forbi.
Det er slet ikke ok fra min side, og selvom det ikke er en undskyldning, men en forklaring, så var det en kombination af frustration fra mit cykelløb, og så, at jeg følte mig lukket inde af tilskuerne.
Så hvis du som berørt tilskuer læser det her, så må du meget undskylde!
Boombokse… hvad er nu dét for noget?
Når nu jeg undskylder for min egen opførsel efter cykelløbet, så er der simpelthen en ting jeg lige er nødt til at påtale… for boombokse… hvem i f-i-anden har bildt sig selv ind, at vi andre gider høre på dit lortemusik ude på parkeringspladsen?
Det startede med en gut i en campingvogn, der havde en boomboks til at stå udenfor, og som afspillede noget af det der nymoderne lort af en form for rapmusik (ikke at der er noget i vejen med rap, men det moderne rap er sgu til at blive skør i bolten af at høre på!).
Derefter var der så en ung gut der skulle varme op på ruller, så der kom der også lige en boomboks frem, der blev knaldet godt op med techno.
Så der sad jeg og min kone i bilen, direkte i skudlinjen mellem to boombokse der spillede hver sin slags musik.
Dét skal jeg fandeme ikke be’ om!
Hvorfor er det, at man ikke kan tage nogle høretelefoner på? Hvorfor skal vi andre tvangsindlægges til at høre på dit musik? Hvad blev der af, at man tager hensyn til andre og støjer så lidt som muligt?
Jeg kan i hvert fald sige, at for et menneske som mig, der har brug for ro og som i forvejen er rimeligt presset ude til cykelløb pga. de mange mennesker, så hjælper boomboks-fænomenet i hvert fald ikke på det!
Lige det sidste…
Og når nu jeg er i gang med at brokke mig, så kan jeg lige nå at få det sidste med.. for hvordan kan det være, at der sidder så mange ryttere fra særligt Aalborg og Aarhus i feltet, og så kan de ikke finde ud af at køre cykelløb?
Selv hvis en af deres egne er røget afsted i udbrud, så ligger de og kører dem ind igen.
Dét har jeg meget svært ved at forstå. Men der er åbenbart så meget jeg ikke forstå om at køre cykelløb…
Nå, men hvis du vil se resultaterne fra gårsdagens licensløb i Fredericia, så kan du se dem her.
Cyklen var klar. Min krop var klar og mit hoved var klar. De sidste par dage op til dagens licensløb i Middelfart har jeg heller ikke lagt skjul på, hvad målet var: Jeg skulle vinde – og jeg var overbevist om, at det skulle jeg nok. Ud af 61 kilometer skulle 7,5 kilometer af dem køres på grus. Lige min kop the! Men det store mål gik desværre i vasken med en punktering til sidst på anden gruspavé.
Der er sgu noget fedt og storslået ved det… at tage sin landevejscykel og køre den ud på en grusvej, som den i virkeligheden slet ikke er bygget til, og så bare give den gas. At køre om kap med grus og støv flyvende rundt om ørerne, mens dækkene kæmper for at få greb i underlaget.
Lige præcis derfor var dagens licensløb i Middelfart et kæmpe mål for mig. For hvis du spørger mig, så findes der nok ikke et løb på kalenderen, der er større prestige i at vinde, end et vaskeægte grusløb.
I hvert fald, hvis vi ser bort fra et mesterskabsløb og også tager udgangspunkt i, at vi jo hverken er A- eller U19-ryttere.
Og så også særligt fordi der er så få af dem! I skrivende stund er jeg i hvert fald ikke bekendt med andre licensløb på kalenderen, end det her licensløb i Middelfart, hvor vi har gruspavéer (eller hva?).
Desværre blev forventningens glæde afløst af virkelighedens nedtur. En punktering på forhjulet, lige da feltet var splittet i atomer. Det kunne næsten ikke blive værre.
Forberedelserne var ellers gjort
Til alle licenscykelløb i år, har jeg været ude og køre recon i dagene op til. Vi kommer bare ikke udenom, at som cykelløb køres i dag, så er det vigtigt at vide når der kommer udfordringer og ting vi skal være opmærksomme på ude på ruten.
Så i går kørte jeg en tur til Middelfart for at besigtige ruten. Ikke bare i bil, men på cykel, så jeg ville få den bedste følelse med, hvad der ventede.
Tre omgange fik jeg kørt.
Recon blev kørt på 25 mm. dæk for og bag – og det kunne jeg godt mærke, at det var for smalt. Det var umiddelbart svært at få nok greb, og cyklen skøjtede lidt rundt under mig alle tre gange, så der var ingen tvivl om, at jeg skulle op i dækbredde.
Så på turen hjemad gik vejen forbi Børkop Cykler for at købe et GP 5000 S 32 mm. dæk til baghjulet, og så ville jeg montere det 28 mm. GP 5000 S-dæk, jeg allerede havde liggende derhjemme, på forhjulet.
Så det fik jeg det meste af fredag eftermiddag til at gå med at montere!
Til gengæld var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige at gøre… og punkteringer? Nix, ikke med så brede dæk!
Jeg fik monteret en ordentligt ballon på mit bagdæk… 32 mm. bredt dæk – det maksimale, som Canyon siger at rammen kan ta’! Dækbredden fungerede.. jeg stod fast og det var heller ikke det, der punkterede.
Nervøsitet afløst af kæmpe ildebrand
Det var derfor med kæmpe tiltro til at udstyret nok skulle holde, at jeg stillede til start kl. 10.13 ved Strib Aktivitets- og Idrætscenter.
Opvarmningen var gået godt, og jeg kunne mærke allerede der, at i dag…. DER VAR JEG MERE TÆNDT END NORMALT!
Jeg fik kørt til start i god tid, så jeg var sikret en plads i første gelled, for der var ingen tvivl om, at der ville komme udbrudsforsøg fra starten.
Og ganske rigtigt… starten gik, 61 km. ventede og der blev drejet godt på gaspedalen fra starten. Jeg havde godt forudset det, for de fleste ville nok gerne være på forkant inden grusstykket, for at undgå positionskampen.
Jeg forsøgte selv at køre med i et par forsøg, men de blev lukket ned med det samme. Der var dog lige en enkelt rytter der slap afsted, men det var på et tidspunkt, hvor jeg skønnede, at det ville være mest fordelagtigt for mig at blive i feltet…
Ham skulle vi nok få hentet igen.
Godt nervøs, men også MEGA tændt! Stående oppe foran, kiggede jeg mig på et tidspunkt tilbage og tænkte “jeg slår dem alle sammen i dag”. Sådan skulle det desværre ikke blive, men det fortæller måske noget om, hvilken selvsikkerhed jeg stillede til start med og hvor tændt jeg var.
Helvede brød løs
Som forventet, så blev der kørt stærkt henimod grusstykket, fordi alle gerne ville være blandt de første til at dreje derind – og personligt fik jeg kørt positionskampen rigtigt fornuftigt, så jeg havde frit angrebsterræn forude med 200 meter til svinget ind på pavéen.
Det udnyttede jeg med 100 meter derhen, hvor jeg lavede en mindre acceleration, så jeg var første mand i feltet på grusstykket.
Inden start hørte jeg en tilskuer sige til en af rytterne, at han skulle køre i venstre side af grusstykket. Men på min recon var jeg kommet frem til, at højre side var bedst – så lige så snart jeg var svunget til højre ind på gruset, så var det bare over i højre side og give den fuld pedal.
Jeg gav den alt den kunne trække, uden at se mig tilbage. Bare fuldt fokus på watt i pedalerne og det helt rigtige spor at køre i, og den enlige rytter, der var sluppet afsted inden, han blev hurtigt hentet og faldt vist bare direkte ned igennem feltet.
Grusstykket var sådan indrettet, at der cirka midt på, var en lille bakke. Og det var først da jeg nåede toppen af den, at jeg kiggede mig tilbage…
… og feltet, det var ikke længere et felt… det var sprængt i atomer.
Min forcering på gruset havde splittet hele lortet i stumper og stykker, og der sad kun en håndfuld ryttere tilbage sammen med mig.
Jeg troede faktisk, at nu var vi kørt…
Efter den lille bakke midt på grusstykket, ventede der et stykke, hvor det gik lidt nedad, men hvor der faktisk ikke var særligt meget grus. Det var mere hård jord med lidt grus drysset ud rundt omkring, men der var også større sten – og i selve underlaget var der også mursten.
Ja, du læste rigtigt… mursten…
Men den sværeste del af grusstykket var klaret, så jeg slækkede lidt på gassen og lod én af dem, der stadig var med mig, overtage fronten.
Jeg kiggede mig tilbage igen – og det var et vildt syn!
Hele feltet sad vitterligt i grupper på 3-5 stykker med store mellemrum imellem dem, med hver rytter kæmpende for at få kontakt med dem foran.
Så med de fire andre ryttere jeg havde med mig, der troede jeg faktisk, at vi var kørt. Så da vi kom ud på asfalten råbte jeg til dem alle sammen, at nu kører vi sgu, for der er splittet godt og grundigt bag os.
Alle og én var indstillet på, at den skulle ha’ noget bundgas, og vi kørte så stærkt, at den ene af dem, vi havde med, blev sat fra dæk. Så nu var vi kun fire tilbage.
Og fire styks, det ville helt klart være nok til at komme hjem, hvis bare alting flaskede sig.
Samling igen og posen skulle rystes på ny
Desværre blev forfølgerne samlet bag os, og selvom vi kørte pænt stærkt oppe foran, så fik de hentet os hjem igen ca. en kilometer fra vi nåede målområdet første gang. Pokkers også…
Men til gengæld var vi vel rundt regnet kun cirka 15 mand tilbage, så det var en ret overskuelig gruppe – og jeg var stadig optimistisk og tænkte, at det her skulle nok blive min dag alligevel.
Jeg skulle bare spille mine kort rigtigt, og da farten gik helt ud af gruppen et par kilometer efter vi havde passeret målstregen, da så jeg mit snit til et angreb.
Egentligt havde jeg håbet at få et par stykker med, men ingen reagerede. Min umiddelbare tanke var, at de nok stadig havde pulsen højt oppe og ikke følte sig klar til at køre stærkt igen, så det betød også, at jeg ret hurtigt fik et hul på 10-15 sekunder, vil jeg tro.
Jeg kiggede mig sådan relativt meget tilbage for at holde øje med, om de kom nærmere, eller om nogen måske ville forsøge at angribe og køre op til mig.
Men intet skete – og da vi nærmede os grusvejen anden gang, kunne jeg godt se, at nu var de relativt tæt på mig pga. farten fra positionskampen. Men der tog jeg en beslutning om at holde mit pres i pedalerne, i stedet for at lade mig falde tilbage.
Det ville være meget bedre at undgå positionskampen og så køre mit eget tempo inde på gruspavéen.
Sejren var der, indtil den ikke længere var der
Som tænkt, som gjort… jeg kom alene ind på grusvejen med kun et par sekunders forspring. Og det var vigtigt, for det var lige akkurat nok til, at jeg undgik positionskampen og stadig ha’ mulighed for at lægge seriøst pres på resten af den cirka 15-mand store frontgruppe lige bag mig.
Lige så snart jeg ramte gruset, så skruede jeg igen heeeeeeelt op for tempoet, og ligesom på første omgang, så kiggede jeg mig tilbage på toppen af den lille bakke midt på pavéen for at besigtige skaderne.
Og de var store!
Kun to mand sad tilbage sammen med mig, så vi sad tre mand i front på sidste halvdel af grusvejen – og bagved var det hele endnu engang sprunget fuldstændigt i stumper og stykker.
Selvom det gik stærkt og det var med at holde tungen lige i munden på gruset, så smilede jeg. Et KÆMPE smil. Lige dér, der sad jeg med den totale overbevisning, at vi tre mand, vi skulle nok kunne køre hjem sammen.
Jeg lod de to andre køre forbi – og så hørte jeg det, jeg ikke skulle høre.. den klassiske lyd af en punktering.
Fffffssssshhhhhh.
Fuuuuuuuck tænkte jeg. Men jeg kunne omvendt ikke se noget tubelessvæske sprøjte omkring, så jeg tænkte, at det måske var en af de to andre. Altså lige indtil jeg ramte en af de større sten på grusvejen, så var jeg ikke længere i tvivl.
Det var mit fordæk, der var punkteret. Med ét gik alle sten fra gruset direkte op gennem min fælg, op i rammen og op i mine arme.
Der var bare ikke noget at gøre. Følelsen af, at jeg nok skulle vinde, blev afløst af kæmpe skuffelse. Og vrede.
Tilskuerne for enden af grusvejen fik i hvert fald set sure Morten, som den mest sure, han overhovedet kan blive. Det var ikke kønne gloser, der blev råbt ud der. Men hvad skulle jeg gøre? Alting glippede lige i dét øjeblik.
Sejren var der, indtil den ikke længere var der.
Tubelessvæske hele vejen rundt… der var ikke noget at gøre – luften er bare blevet smadret ud af dækket. Måske du kan se skuffelsen, irritationen og ikke mindst tristheden i mit ansigt?
Fedt koncept, men der er brug for flere fejeblade
Som tidligere skrevet, så er det et virkeligt fedt koncept med sådan et grusløb. Særligt på så kort en rute, hvor vi rammer grusstykket mange gange – og fordi distancen samtidigt er så kort, så er det virkeligt fuuuuuuld gas fra start til slut.
Men når man arrangerer sådan et cykelløb, så må man som arrangører også stille med mere end ét fejeblad.
Og hvis man endelig skal nøjes med ét fejeblad, så skal det i hvert fald ikke være en sedan, med en cykelholder, med plads til kun to cykler bagpå…
Så det blev noget af en gåtur, inden en far til en U17-rytter venligt samlede mig op!
Heldigvis var det solskin og i omegnen af 15 grader, så jeg frøs ikke. Men havde det været regnvejr og 10 grader, så havde jeg og alle andre ryttere, der var punkteret, stået der og være blevet iskolde.
Så jeg vil rigtigt gerne tilbage næste år. Jeg vil ha’ revanche, for den her type cykelløb er som skræddersyet til mig. Men jeg håber, at arrangørerne sørger for en bedre fejebladsordning (selvom jeg da ikke håber, at jeg punkterer igen næste år…).
Nå, selvom det her endte med en kæmpe nedtur for mig, så kommer der nye cykelløb i fremtiden. Så må jeg jo se om jeg kan finde trøst i dem.
Tak fordi du læste med – og hvis du vil se resultaterne fra dagen, så finder du dem her.
Sådan så forhjulet ud hele vejen rundt i begge sider. Der var bare ikke noget at gøre…
I går genoplevede jeg den største oplevelse jeg nogensinde har haft som cykelrytter, da jeg var til start i motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop (også kaldet ADAC Velotour, når det er motionsudgaven). Det var vildt, det var fedt og det var hårdt med både fladbanerace på motorvej, gadeløb mellem Frankfurts skyskrabere og og slutteligt kuperet kørsel i Taunusbjergene.
Grunden til at jeg skriver genoplevede er fordi, at jeg tidligere har kørt det samme løb, bare i U23-udgaven.
Det var tilbage i 2009 og af helt naturlige årsager, er der løbet meget vand gennem åen siden. Jeg er blevet ældre, jeg er blevet tykkere og jeg er blevet langsommere. Tiden går og klokken slår, jo.
Men oplevelsen dengang var mega fascinerende for mig, fordi det netop er en kombination af fladbanerace på motorvej, gadeløb midt i Frankfurt blandt byens skyskrabere og en moderat form for bjergkørsel i Taunusbjergene.
Det var KÆMPE stort for mig dengang, så da Jacob Sonne fra Energidepotet.dk tilbød mig et gratis startnummer til Eschborn-Frankfurt City Loop (ADAC Velotour), så var jeg på med det samme!
Jeg takkede ja til startnummeret, booket hotel og hørt om far om ikke han havde lyst til at komme på en lille hyggelig far/søn-tur.
Det ville han – og nu er resten historie, som man siger!
Jeg ruller stille og roligt henimod startstregen inden start, lykkeligt uvidende om at 2-300 andre ryttere allerede havde taget plads i startboksen.
Eschborn-Frankfurt City Loop skuffede ikke
Og hold. nu. op. en oplevelse, det endnu engang var at køre! Men det var også lærerigt og fedt.
Starten var hård, for da jeg kørte til startstregen 45 minutter før start, der stod der allerede nogle 2-300 andre ryttere klar. Jeg ville ellers gerne ha’ varmet lidt mere op, men det kunne jeg godt se, at det ville være en dum idé.
Så ind i startboksen med mig og stå der som sild i en tønde. Ikke sådan synderligt godt for mig, fordi jeg nemt kommer til at føle mig klemt inde når jeg står så tæt blandt andre mennesker.
Det gik da. Men at stå så langt tilbage betød til gengæld, at da startskuddet lød, da måtte jeg indlede en hårdt jagt op igennem feltet på den tresporede motorvej ind mod Frankfurt. Umiddelbart lyder det til, at så var der meget plads, men det var der vitterligt ikke.
Der blev kørt hamrende stærkt, for alle ville frem inden vi ramte gadeløbet inde i Frankfurt midtby.
Et styrt skete lige foran mig, som jeg lige med nød og næppe undgik. Men jeg blev sat tilbage – og så gik jagten på fronten af feltet atter ind.
Jeg nåede fronten igen akkurat som vi ramte Franfurt midtby – og derfra handlede det “bare” om positionskampen for at holde min position gennem de mange kurver.
Det lykkedes for mig at holde mig fremme, og derefter var det ellers afsted på endnu en motorvej ud af Frankfurt, med retning mod Taunusbjergene og med Feldberg som første store udfordring.
Det var hvad jeg trillede hen til 45 minutter før start… 2-300 andre ryttere, der allerede havde taget plads. Det overraskede mig alligevel meget – og det er en erfaring, jeg nu har gjort mig, at jeg er nødt til at møde tidligt til start, hvis jeg skal undgå at skulle jagte fronten næste gang! Der var i øvrigt i alt 10.000 motionister til start, fordelt over de tre distancer, hvor den jeg kørte på 103 km. var den længste.
Harmløst styrt med konsekvenser for resten af mit cykelløb
Inden start var dagens første delmål, at jeg skulle sidde med fronten af feltet til vi nåede hen til foden af Feldberg.
Siddende godt placeret i top 50 med 10 km derhen, så delmålet ud til at skulle lykkes… altså lige indtil endnu et styrt skete lige foran mig, og denne gang kunne jeg ikke undgå det. Så jeg måtte en tur ned og ligge.
Heldigvis (for mig) landede jeg ovenpå en anden, så jeg slog mig ikke! Så jeg kom hurtigt på cyklen igen – og så var det, at jeg lavede dagens helt store fejltagelse:
Jeg gik i panik og indledte en solojagt på feltet, i stedet for at holde lidt igen og samarbejde med en større gruppe af ryttere, der også havde været nede og ligge, og som jagtede lige bag mig.
Så jeg gik i sort zone. Altså totalt i sort zone. Og jeg kunne mærke det i det øjeblik det skete, helt uden tvivl.
Jeg fik simpelthen kørt mig selv derud, hvor jeg bare kunne mærke, at det her, det restituerer jeg ikke fra igen. Der vidste jeg godt, at jeg nok ikke ville ha’ meget at skyde med resten af dagen.
Feldberg lukkede mig ud af bagdøren
Jagten tilbage til feltet var ellers lykkes, for jeg fik kontakt med feltet igen et par kilometer inden bunden af Feldberg. Men lige så snart det begyndte at gå bare lidt opad, så røg pulsen bare i max med det samme.
Det kostede mig simpelthen alt, alt for meget for mig, at ha’ jagtet så hårdt efter styrtet, så det blev ren overlevelse at køre de knap 12 km. op til toppen, hvor jeg undervejs blev ganske seriøst sat af fra feltet.
Men jeg var heldigvis ikke den eneste, der røg ud af bagdøren! Så en kilometers penge fra toppen kom en mindre gruppe kom op til mig- og så var det bare at æde mig selv, for at komme til toppen med dem.
Som du måske kan se på billedet, så er det en godt slidt Morten der kører opad Mammolshain – rutens sidste (og stejleste) stigning i Eschborn-Frankfurt City Loop! Hvad du til gengæld ikke kan se er, at jeg faktisk har genvundet en lille smule overskud på dette tidspunkt…
Det lykkedes, og så gjaldt det nedkørslen, godt færdig og brugt.
Og jeg må indrømme, at på det tidspunkt, der følte jeg godt nok at der var langt hjem. Jeg havde ærligt talt svært ved at overskue, hvordan jeg i det hele taget skulle komme hele vejen til mål.
Men en snert af overskud viste sig senere på Mammolshain
Mit manglende overskud var heldigvis kun et begrænset fænomen. I gruppen jeg sad i, var der et rigtigt godt samarbejde, og vi begyndte stille og roligt at hente flere og flere der var blevet sat af fra feltet (hvis man da kunne kalde det det, på dét tidspunkt).
Det gode samarbejde varede henover både stigninger, nedkørsler og i dalene mellem stigningerne, og henimod slutningen, fik jeg det faktisk bedre og bedre.
Så midt på løbets sidste stigning, Mammolshain, begyndte jeg faktisk at sidde med en lille smule overskud.
På vej hen til foden af den, frygtede jeg ellers, at jeg ville falde helt igennem på den. Men sådan blev det slet ikke, for selvom jeg ikke var den der førte an i gruppen, så sad jeg solidt i den første tredjedel.
Yderst overraskende, taget mit ellers manglende overskud indtil nu i betragtning. Særligt med tanke på at Mammolshain er 2,4 km. lang og stiger 7,4% i snit, hvor de stejleste 100 meter er med 14% stigning.
Men mit nuvundne overskud betød altså, at jeg nåede toppen af Mammolshain blandt de første i min gruppe – og så ventede der ellers bare først en nedkørsel og derefter lidt fladbanerace ind mod mål i Eschborn.
Da vi når målstregen i Eschborn er de sjove placeringer længe kørt, så selvom jeg kører en spurt (mest for træningens skyld) og bliver 3’er i den gruppe jeg kommer ind med, bliver det resultatmæssigt slet ikke til noget at tale om.
Men jeg fik en fed oplevelse, det hele på trods – og det er det vigtigste!
Ikke en målstreg uden en slutspurt… de bemærkelsesværdige placeringer var længe kørt, men derfor kan man jo godt spurte for hyggens skyld 😉
Vi ses igen næste år, Eschborn-Frankfurt City Loop
Én ting er, at jeg havde en superfed oplevelse da jeg kørte U23-udgaven i 2009. En anden ting er, at jeg – trods styrtet og en dum, dum solojagt – også havde en superfed oplevelse i motionsudgaven i går.
Men en tredje ting er, at jeg synes at ruten er voldsomt fed, og at jeg er sikker på, at den vil ligge godt til en rytterprofil som mig, hvis blot jeg kommer ned på en nogenlunde fornuftigtig vægt på omkring de 68 kg.
Det ved jeg, at jeg kan komme ned på, for som triatlet var jeg nede på 71 kg – og det var med en relativt solidt bygget overkrop, som jeg egentligt bare skal ha’ væk (og tro mig, det er den vist, hvis vi skralder det overflødige fedt af 🤫).
Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg kommer derned uden at sulte mig selv (mere om det i et andet blogindlæg), så næste år vil jeg tilbage og ha’ revanche. Og næste år, der vil jeg slutte i top 10!
Jeg glæder mig til at komme tilbage til Eschborn-Frankfurt City Loop!
… og by the way: Min far er også blevet helt tændt på løbet nu, så næste år tager han med igen – denne gang også som deltager, endda på samme lange distance (han bliver 65 til december!) 🚀
Læs i øvrigt mere om motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop ved at klikke her.
Med min hårdttilkæmpede finishermedalje. Selvom jeg ikke smiler på billedet, så gjorde jeg det indeni – jeg havde bare lidt svært ved det da billedet blev taget, fordi jeg lige havde været tæt omringet af hundredevis af andre ryttere. Selve finishermedaljen er i øvrigt den flotteste, mest solide og tungeste finishermedalje jeg nogensinde har fået, så der får man sgu noget for pengene ved Eschborn-Frankfurt City Loop!
