I går genoplevede jeg den største oplevelse jeg nogensinde har haft som cykelrytter, da jeg var til start i motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop (også kaldet ADAC Velotour, når det er motionsudgaven). Det var vildt, det var fedt og det var hårdt med både fladbanerace på motorvej, gadeløb mellem Frankfurts skyskrabere og og slutteligt kuperet kørsel i Taunusbjergene.

Grunden til at jeg skriver genoplevede er fordi, at jeg tidligere har kørt det samme løb, bare i U23-udgaven.

Det var tilbage i 2009 og af helt naturlige årsager, er der løbet meget vand gennem åen siden. Jeg er blevet ældre, jeg er blevet tykkere og jeg er blevet langsommere. Tiden går og klokken slår, jo.

Men oplevelsen dengang var mega fascinerende for mig, fordi det netop er en kombination af fladbanerace på motorvej, gadeløb midt i Frankfurt blandt byens skyskrabere og en moderat form for bjergkørsel i Taunusbjergene.

Det var KÆMPE stort for mig dengang, så da Jacob Sonne fra Energidepotet.dk tilbød mig et gratis startnummer til Eschborn-Frankfurt City Loop (ADAC Velotour), så var jeg på med det samme!

Jeg takkede ja til startnummeret, booket hotel og hørt om far om ikke han havde lyst til at komme på en lille hyggelig far/søn-tur.

Det ville han – og nu er resten historie, som man siger!

Eschborn-Frankfurt City Loop skuffede ikke

Og hold. nu. op. en oplevelse, det endnu engang var at køre! Men det var også lærerigt og fedt.

Starten var hård, for da jeg kørte til startstregen 45 minutter før start, der stod der allerede nogle 2-300 andre ryttere klar. Jeg ville ellers gerne ha’ varmet lidt mere op, men det kunne jeg godt se, at det ville være en dum idé.

Så ind i startboksen med mig og stå der som sild i en tønde. Ikke sådan synderligt godt for mig, fordi jeg nemt kommer til at føle mig klemt inde når jeg står så tæt blandt andre mennesker.

Det gik da. Men at stå så langt tilbage betød til gengæld, at da startskuddet lød, da måtte jeg indlede en hårdt jagt op igennem feltet på den tresporede motorvej ind mod Frankfurt. Umiddelbart lyder det til, at så var der meget plads, men det var der vitterligt ikke. 

Der blev kørt hamrende stærkt, for alle ville frem inden vi ramte gadeløbet inde i Frankfurt midtby. 

Et styrt skete lige foran mig, som jeg lige med nød og næppe undgik. Men jeg blev sat tilbage – og så gik jagten på fronten af feltet atter ind. 

Jeg nåede fronten igen akkurat som vi ramte Franfurt midtby – og derfra handlede det “bare” om positionskampen for at holde min position gennem de mange kurver.

Det lykkedes for mig at holde mig fremme, og derefter var det ellers afsted på endnu en motorvej ud af Frankfurt, med retning mod Taunusbjergene og med Feldberg som første store udfordring.

Harmløst styrt med konsekvenser for resten af mit cykelløb

Inden start var dagens første delmål, at jeg skulle sidde med fronten af feltet til vi nåede hen til foden af Feldberg.

Siddende godt placeret i top 50 med 10 km derhen, så delmålet ud til at skulle lykkes… altså lige indtil endnu et styrt skete lige foran mig, og denne gang kunne jeg ikke undgå det. Så jeg måtte en tur ned og ligge. 

Heldigvis (for mig) landede jeg ovenpå en anden, så jeg slog mig ikke! Så jeg kom hurtigt på cyklen igen – og så var det, at jeg lavede dagens helt store fejltagelse:

Jeg gik i panik og indledte en solojagt på feltet, i stedet for at holde lidt igen og samarbejde med en større gruppe af ryttere, der også havde været nede og ligge, og som jagtede lige bag mig. 

Så jeg gik i sort zone. Altså totalt i sort zone. Og jeg kunne mærke det i det øjeblik det skete, helt uden tvivl.

Jeg fik simpelthen kørt mig selv derud, hvor jeg bare kunne mærke, at det her, det restituerer jeg ikke fra igen. Der vidste jeg godt, at jeg nok ikke ville ha’ meget at skyde med resten af dagen.

Feldberg lukkede mig ud af bagdøren

Jagten tilbage til feltet var ellers lykkes, for jeg fik kontakt med feltet igen et par kilometer inden bunden af Feldberg. Men lige så snart det begyndte at gå bare lidt opad, så røg pulsen bare i max med det samme.

Det kostede mig simpelthen alt, alt for meget for mig, at ha’ jagtet så hårdt efter styrtet, så det blev ren overlevelse at køre de knap 12 km. op til toppen, hvor jeg undervejs blev ganske seriøst sat af fra feltet.

Men jeg var heldigvis ikke den eneste, der røg ud af bagdøren! Så en kilometers penge fra toppen kom en mindre gruppe kom op til mig- og så var det bare at æde mig selv, for at komme til toppen med dem. 

Det lykkedes, og så gjaldt det nedkørslen, godt færdig og brugt. 

Og jeg må indrømme, at på det tidspunkt, der følte jeg godt nok at der var langt hjem. Jeg havde ærligt talt svært ved at overskue, hvordan jeg i det hele taget skulle komme hele vejen til mål.

Men en snert af overskud viste sig senere på Mammolshain

Mit manglende overskud var heldigvis kun et begrænset fænomen. I gruppen jeg sad i, var der et rigtigt godt samarbejde, og vi begyndte stille og roligt at hente flere og flere der var blevet sat af fra feltet (hvis man da kunne kalde det det, på dét tidspunkt).

Det gode samarbejde varede henover både stigninger, nedkørsler og i dalene mellem stigningerne, og henimod slutningen, fik jeg det faktisk bedre og bedre.

Så midt på løbets sidste stigning, Mammolshain, begyndte jeg faktisk at sidde med en lille smule overskud. 

På vej hen til foden af den, frygtede jeg ellers, at jeg ville falde helt igennem på den. Men sådan blev det slet ikke, for selvom jeg ikke var den der førte an i gruppen, så sad jeg solidt i den første tredjedel.

Yderst overraskende, taget mit ellers manglende overskud indtil nu i betragtning. Særligt med tanke på at Mammolshain er 2,4 km. lang og stiger 7,4% i snit, hvor de stejleste 100 meter er med 14% stigning.

Men mit nuvundne overskud betød altså, at jeg nåede toppen af Mammolshain blandt de første i min gruppe – og så ventede der ellers bare først en nedkørsel og derefter lidt fladbanerace ind mod mål i Eschborn.

Da vi når målstregen i Eschborn er de sjove placeringer længe kørt, så selvom jeg kører en spurt (mest for træningens skyld) og bliver 3’er i den gruppe jeg kommer ind med, bliver det resultatmæssigt slet ikke til noget at tale om. 

Men jeg fik en fed oplevelse, det hele på trods – og det er det vigtigste!

Vi ses igen næste år, Eschborn-Frankfurt City Loop

Én ting er, at jeg havde en superfed oplevelse da jeg kørte U23-udgaven i 2009. En anden ting er, at jeg – trods styrtet og en dum, dum solojagt – også havde en superfed oplevelse i motionsudgaven i går.

Men en tredje ting er, at jeg synes at ruten er voldsomt fed, og at jeg er sikker på, at den vil ligge godt til en rytterprofil som mig, hvis blot jeg kommer ned på en nogenlunde fornuftigtig vægt på omkring de 68 kg.

Det ved jeg, at jeg kan komme ned på, for som triatlet var jeg nede på 71 kg – og det var med en relativt solidt bygget overkrop, som jeg egentligt bare skal ha’ væk (og tro mig, det er den vist, hvis vi skralder det overflødige fedt af 🤫).

Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg kommer derned uden at sulte mig selv (mere om det i et andet blogindlæg), så næste år vil jeg tilbage og ha’ revanche. Og næste år, der vil jeg slutte i top 10!

Jeg glæder mig til at komme tilbage til Eschborn-Frankfurt City Loop!

… og by the way: Min far er også blevet helt tændt på løbet nu, så næste år tager han med igen – denne gang også som deltager, endda på samme lange distance (han bliver 65 til december!) 🚀

Læs i øvrigt mere om motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop ved at klikke her.