Cyklen var klar. Min krop var klar og mit hoved var klar. De sidste par dage op til dagens licensløb i Middelfart har jeg heller ikke lagt skjul på, hvad målet var: Jeg skulle vinde – og jeg var overbevist om, at det skulle jeg nok. Ud af 61 kilometer skulle 7,5 kilometer af dem køres på grus. Lige min kop the! Men det store mål gik desværre i vasken med en punktering til sidst på anden gruspavé.

Der er sgu noget fedt og storslået ved det… at tage sin landevejscykel og køre den ud på en grusvej, som den i virkeligheden slet ikke er bygget til, og så bare give den gas. At køre om kap med grus og støv flyvende rundt om ørerne, mens dækkene kæmper for at få greb i underlaget.

Lige præcis derfor var dagens licensløb i Middelfart et kæmpe mål for mig. For hvis du spørger mig, så findes der nok ikke et løb på kalenderen, der er større prestige i at vinde, end et vaskeægte grusløb.

I hvert fald, hvis vi ser bort fra et mesterskabsløb og også tager udgangspunkt i, at vi jo hverken er A- eller U19-ryttere.

Og så også særligt fordi der er så få af dem! I skrivende stund er jeg i hvert fald ikke bekendt med andre licensløb på kalenderen, end det her licensløb i Middelfart, hvor vi har gruspavéer (eller hva?).

Desværre blev forventningens glæde afløst af virkelighedens nedtur. En punktering på forhjulet, lige da feltet var splittet i atomer. Det kunne næsten ikke blive værre.

Forberedelserne var ellers gjort

Til alle licenscykelløb i år, har jeg været ude og køre recon i dagene op til. Vi kommer bare ikke udenom, at som cykelløb køres i dag, så er det vigtigt at vide når der kommer udfordringer og ting vi skal være opmærksomme på ude på ruten.

Så i går kørte jeg en tur til Middelfart for at besigtige ruten. Ikke bare i bil, men på cykel, så jeg ville få den bedste følelse med, hvad der ventede.

Tre omgange fik jeg kørt.

Recon blev kørt på 25 mm. dæk for og bag – og det kunne jeg godt mærke, at det var for smalt. Det var umiddelbart svært at få nok greb, og cyklen skøjtede lidt rundt under mig alle tre gange, så der var ingen tvivl om, at jeg skulle op i dækbredde.

Så på turen hjemad gik vejen forbi Børkop Cykler for at købe et GP 5000 S 32 mm. dæk til baghjulet, og så ville jeg montere det 28 mm. GP 5000 S-dæk, jeg allerede havde liggende derhjemme, på forhjulet.

Så det fik jeg det meste af fredag eftermiddag til at gå med at montere!

Til gengæld var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige at gøre… og punkteringer? Nix, ikke med så brede dæk!

Nervøsitet afløst af kæmpe ildebrand

Det var derfor med kæmpe tiltro til at udstyret nok skulle holde, at jeg stillede til start kl. 10.13 ved Strib Aktivitets- og Idrætscenter.

Opvarmningen var gået godt, og jeg kunne mærke allerede der, at i dag…. DER VAR JEG MERE TÆNDT END NORMALT!

Jeg fik kørt til start i god tid, så jeg var sikret en plads i første gelled, for der var ingen tvivl om, at der ville komme udbrudsforsøg fra starten.

Og ganske rigtigt… starten gik, 61 km. ventede og der blev drejet godt på gaspedalen fra starten. Jeg havde godt forudset det, for de fleste ville nok gerne være på forkant inden grusstykket, for at undgå positionskampen.

Jeg forsøgte selv at køre med i et par forsøg, men de blev lukket ned med det samme. Der var dog lige en enkelt rytter der slap afsted, men det var på et tidspunkt, hvor jeg skønnede, at det ville være mest fordelagtigt for mig at blive i feltet…

Ham skulle vi nok få hentet igen.

Helvede brød løs

Som forventet, så blev der kørt stærkt henimod grusstykket, fordi alle gerne ville være blandt de første til at dreje derind – og personligt fik jeg kørt positionskampen rigtigt fornuftigt, så jeg havde frit angrebsterræn forude med 200 meter til svinget ind på pavéen.

Det udnyttede jeg med 100 meter derhen, hvor jeg lavede en mindre acceleration, så jeg var første mand i feltet på grusstykket.

Inden start hørte jeg en tilskuer sige til en af rytterne, at han skulle køre i venstre side af grusstykket. Men på min recon var jeg kommet frem til, at højre side var bedst – så lige så snart jeg var svunget til højre ind på gruset, så var det bare over i højre side og give den fuld pedal.

Jeg gav den alt den kunne trække, uden at se mig tilbage. Bare fuldt fokus på watt i pedalerne og det helt rigtige spor at køre i, og den enlige rytter, der var sluppet afsted inden, han blev hurtigt hentet og faldt vist bare direkte ned igennem feltet.

Grusstykket var sådan indrettet, at der cirka midt på, var en lille bakke. Og det var først da jeg nåede toppen af den, at jeg kiggede mig tilbage…

… og feltet, det var ikke længere et felt… det var sprængt i atomer.

Min forcering på gruset havde splittet hele lortet i stumper og stykker, og der sad kun en håndfuld ryttere tilbage sammen med mig.

Jeg troede faktisk, at nu var vi kørt…

Efter den lille bakke midt på grusstykket, ventede der et stykke, hvor det gik lidt nedad, men hvor der faktisk ikke var særligt meget grus. Det var mere hård jord med lidt grus drysset ud rundt omkring, men der var også større sten – og i selve underlaget var der også mursten.

Ja, du læste rigtigt… mursten…

Men den sværeste del af grusstykket var klaret, så jeg slækkede lidt på gassen og lod én af dem, der stadig var med mig, overtage fronten.

Jeg kiggede mig tilbage igen – og det var et vildt syn!

Hele feltet sad vitterligt i grupper på 3-5 stykker med store mellemrum imellem dem, med hver rytter kæmpende for at få kontakt med dem foran.

Så med de fire andre ryttere jeg havde med mig, der troede jeg faktisk, at vi var kørt. Så da vi kom ud på asfalten råbte jeg til dem alle sammen, at nu kører vi sgu, for der er splittet godt og grundigt bag os.

Alle og én var indstillet på, at den skulle ha’ noget bundgas, og vi kørte så stærkt, at den ene af dem, vi havde med, blev sat fra dæk. Så nu var vi kun fire tilbage.

Og fire styks, det ville helt klart være nok til at komme hjem, hvis bare alting flaskede sig.

Samling igen og posen skulle rystes på ny

Desværre blev forfølgerne samlet bag os, og selvom vi kørte pænt stærkt oppe foran, så fik de hentet os hjem igen ca. en kilometer fra vi nåede målområdet første gang. Pokkers også…

Men til gengæld var vi vel rundt regnet kun cirka 15 mand tilbage, så det var en ret overskuelig gruppe – og jeg var stadig optimistisk og tænkte, at det her skulle nok blive min dag alligevel.

Jeg skulle bare spille mine kort rigtigt, og da farten gik helt ud af gruppen et par kilometer efter vi havde passeret målstregen, da så jeg mit snit til et angreb.

Egentligt havde jeg håbet at få et par stykker med, men ingen reagerede. Min umiddelbare tanke var, at de nok stadig havde pulsen højt oppe og ikke følte sig klar til at køre stærkt igen, så det betød også, at jeg ret hurtigt fik et hul på 10-15 sekunder, vil jeg tro.

Jeg kiggede mig sådan relativt meget tilbage for at holde øje med, om de kom nærmere, eller om nogen måske ville forsøge at angribe og køre op til mig.

Men intet skete – og da vi nærmede os grusvejen anden gang, kunne jeg godt se, at nu var de relativt tæt på mig pga. farten fra positionskampen. Men der tog jeg en beslutning om at holde mit pres i pedalerne, i stedet for at lade mig falde tilbage.

Det ville være meget bedre at undgå positionskampen og så køre mit eget tempo inde på gruspavéen.

Sejren var der, indtil den ikke længere var der

Som tænkt, som gjort… jeg kom alene ind på grusvejen med kun et par sekunders forspring. Og det var vigtigt, for det var lige akkurat nok til, at jeg undgik positionskampen og stadig ha’ mulighed for at lægge seriøst pres på resten af den cirka 15-mand store frontgruppe lige bag mig.

Lige så snart jeg ramte gruset, så skruede jeg igen heeeeeeelt op for tempoet, og ligesom på første omgang, så kiggede jeg mig tilbage på toppen af den lille bakke midt på pavéen for at besigtige skaderne.

Og de var store!

Kun to mand sad tilbage sammen med mig, så vi sad tre mand i front på sidste halvdel af grusvejen – og bagved var det hele endnu engang sprunget fuldstændigt i stumper og stykker.

Selvom det gik stærkt og det var med at holde tungen lige i munden på gruset, så smilede jeg. Et KÆMPE smil. Lige dér, der sad jeg med den totale overbevisning, at vi tre mand, vi skulle nok kunne køre hjem sammen.

Jeg lod de to andre køre forbi – og så hørte jeg det, jeg ikke skulle høre.. den klassiske lyd af en punktering.

Fffffssssshhhhhh.

Fuuuuuuuck tænkte jeg. Men jeg kunne omvendt ikke se noget tubelessvæske sprøjte omkring, så jeg tænkte, at det måske var en af de to andre. Altså lige indtil jeg ramte en af de større sten på grusvejen, så var jeg ikke længere i tvivl.

Det var mit fordæk, der var punkteret. Med ét gik alle sten fra gruset direkte op gennem min fælg, op i rammen og op i mine arme.

Der var bare ikke noget at gøre. Følelsen af, at jeg nok skulle vinde, blev afløst af kæmpe skuffelse. Og vrede.

Tilskuerne for enden af grusvejen fik i hvert fald set sure Morten, som den mest sure, han overhovedet kan blive. Det var ikke kønne gloser, der blev råbt ud der. Men hvad skulle jeg gøre? Alting glippede lige i dét øjeblik.

Sejren var der, indtil den ikke længere var der.

Fedt koncept, men der er brug for flere fejeblade

Som tidligere skrevet, så er det et virkeligt fedt koncept med sådan et grusløb. Særligt på så kort en rute, hvor vi rammer grusstykket mange gange – og fordi distancen samtidigt er så kort, så er det virkeligt fuuuuuuld gas fra start til slut.

Men når man arrangerer sådan et cykelløb, så må man som arrangører også stille med mere end ét fejeblad.

Og hvis man endelig skal nøjes med ét fejeblad, så skal det i hvert fald ikke være en sedan, med en cykelholder, med plads til kun to cykler bagpå…

Så det blev noget af en gåtur, inden en far til en U17-rytter venligt samlede mig op!

Heldigvis var det solskin og i omegnen af 15 grader, så jeg frøs ikke. Men havde det været regnvejr og 10 grader, så havde jeg og alle andre ryttere, der var punkteret, stået der og være blevet iskolde.

Så jeg vil rigtigt gerne tilbage næste år. Jeg vil ha’ revanche, for den her type cykelløb er som skræddersyet til mig. Men jeg håber, at arrangørerne sørger for en bedre fejebladsordning (selvom jeg da ikke håber, at jeg punkterer igen næste år…).

Nå, selvom det her endte med en kæmpe nedtur for mig, så kommer der nye cykelløb i fremtiden. Så må jeg jo se om jeg kan finde trøst i dem.

Tak fordi du læste med – og hvis du vil se resultaterne fra dagen, så finder du dem her.