Blog om licenscykling

Min blog om licenscykling, cykeltræning og mænds mentale helbred. Her kommer du tæt på mit liv med et skrøbeligt mentalt helbred og hvordan jeg bruger cykling som lige dele medicin og terapi.

Tid til en sæsonpause

En forårssæson på lidt over en måned er slut. Det blev ikke helt til det jeg havde håbet på, og oprindeligt skulle den også ha’ været længere, men både min krop og mit sind har brug for en pause, tror jeg. Se evt. det lille galleri igennem i slutningen af blogindlægget, hvor jeg har udvalgt lidt billeder fra forårssæsonen, med nogle personlige kommentarer til.

Seks licenscykelløb og to motionscykelløb blev det til. Lidt eller meget? Det er vel efter hvilke øjne der ser på det. Personligt ville jeg i hvert fald gerne ha kørt hele maj med, før jeg skulle ha’ en sæsonpause, men jeg tror, det er bedst, hvis både mit hoved og min krop får en pause.

Jeg har været lidt kort for hovedet på det sidste – og det plejer at være et rigtigt godt tegn på, at jeg skal basse lidt ned for at passe på mig selv!

Hvis vi også kigger på, at der sker en masse i mit liv lige nu, at mine tal er nedadgående og at jeg har store drømme for efterårssæsonen, som jeg synes er realistiske, hvis bare tingene gøres ordentligt, så er det nok meget fornuftigt at trække stikket nu.

Resultatmæssigt ok, taget alt i betragtning

Det er ingen hemmelighed, at jeg havde ønsket mig noget mere resultatmæssigt. Tilbage i januar var vægten som den skulle være og mine tal var supergode, men en kæmpe mental nedtur der startede i februar og kulminerede med et dybt, dybt hul i midten af marts, sendte min vægt på himmelflugt og mine tal i stik modsatte retning.

Med det in mente, så har jeg jo nok klaret mig hæderligt alligevel. Særligt når vi også tager i betragtning, at det her er min første sæson som licensrytter siden 2009.

Jeg startede med at køre to point ind i licensløbet i Rødekro, der var mit comeback-licenscykelløb – endda selvom jeg kun få uger forinden, havde været helt nede at vende psykisk. Og så har jeg faktisk kørt point ind i halvdelen af de licensløb jeg har kørt:

  • 2 point for en 13. plads i Rødekro
  • 4 point for en 8. plads i Herning
  • 2 point for en 14. plads i Give

Derudover har jeg i de sidste par cykelløb (Give, Middelfart og Fredericia) vist at jeg har både niveauet og viljen til at være en toneangivende, der kan køre med om sejren.

Det troede jeg faktisk alligevel ikke at jeg ville være, da jeg midt i marts stod midt i min store nedtur!

Så skal svesken på desken, så må jeg nok sige, at selvom drømmene var til meget mere, så har der også været en virkelighed, jeg skulle køre cykelløb i. Og med baggrund i det, så er det sgu nok helt ok resultatmæssigt, det jeg har opnået her i min relativt korte forårssæson.

Vigtigst er nok at jeg er kommet i gang, at jeg har fået mig nogle erfaringer og at jeg her sidst på forårssæsonen har fået tanket en masse af selvtillid, selvom heldet ikke lige har været der!

Hvad skal der så ske nu?

Lige nu er jeg i gang med en hel uge, hvor træningen er minimal. Mange trænere siger, at det er en tid, hvor man skal træne efter lyst, men sådan fungerer det overhovedet ikke for mig.

Enten gør vi noget eller også gør vi slet ikke noget.

Så jeg har planlagt tre ture á én time (tirsdag, torsdag og lørdag), hvor jeg også lige kører nogle korte spurter for at holde min neuromuskulære power oppe, og så er det ellers fri de øvrige dage.

Formen skal ha’ et dyk, og så starter jeg ellers med først fire ugers basetræning og derefter otte ugers mere hård og specifik træning. Derefter siger datoen den 10. august, hvor min efterårssæson starter.

Planen er at få smidt en god mængde på henover sommeren… jeg har aftalt med fruen, at hvis blot jeg sørger for at ha’ tid til min familie om eftermiddagen og aftenen, så kan jeg træne ligeså tosset jeg vil …

… eller, måske ikke det er sådan det præcist er aftalt, men det er sådan det lyder i mine ører 🫡

Udover træningsmængden, så fortsætter jeg med at holde fokus på at skære et par hundrede gram af min kropsvægt om ugen. Det er jeg faktisk lykkedes med henover forårssæsonen her også – og jeg forestiller mig at det nu bliver endnu nemmere at styre, når jeg ikke har nogle cykelløb at carboloade til.

Bekymret for mit sind, nu hvor der ikke kommer cykelløb

Alt det, jeg har skrevet indtil nu, lyder sikkert som noget de fleste cykelryttere kan relatere til. Til gengæld har jeg også en bekymring, som det ikke er alle, der er tvunget til at forholde sig til.

Jeg er nemlig oprigtigt bekymret for mit sind, nu hvor der ikke kommer cykelløb hver weekend!

Umiddelbart har jeg nemlig levet fra weekend til weekend i de sidste seks-syv uger. Altid haft noget at se frem til.

Det har gjort, at jeg måske har haft rimeligt nemt ved at glemme sorte og dystre tanker – og dem er jeg sgu bekymret for, om de nu kommer til at kunne få plads i mit hoved.

Om det reelt bliver et problem, det ved jeg i skrivende stund ikke. Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at det ikke skal blive et issue, men som med så meget andet på øverste etage, hos mig, så er det ikke alting jeg kan styre.

Vi må se hvad der sker og så må vi tage den derfra. Uanset hvad, så skal jeg i hvert fald nok forsøge at holde gang i bloggen 💚

Forårssæsonen i billeder

Slide gennem billederne for at se højdepunkterne fra forårssæsonen med en lille kommentar til.

  • Morten før start på Meldgaardløbet - Rødekro licensløb 2025
  • Morten i feltets spurt i Rødekro licensløb 2025
  • Morten hyggesnakker inden start med den senere vinder i #EDDK Kriterium 2025
  • Morten under EDDK Kriterium 2025 i Herning
  • Morten lige da startskuddet lyder til Aalborg licensløb 2025
  • Morten i forreste del af feltet i Aalborg licensløb 2025
  • Morten i den nye speedsuit fra ED-Elite
  • Morten før start på Give licenscykelløb 2025
  • Morten angriber opad bakke på den sidste omgang i Give licenscykelløb 2025
  • Morten på sidste stigning i Eschborn-Frankfurt City Loop 2025
  • Morten på målstregen i motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop
  • Morten før start på licensløb i Middelfart 2025
  • Morten på gruspavéen i Middelfart licensløb 2025
  • Morten viser sit punkterede forhjul fra Middelfart licensløb 2025
  • Morten med et smil på startstregen til Fredericia licensløb 2025
  • Morten under Fredericia licensløb 2025

2 comments on Tid til en sæsonpause

Jeg vil rigtigt gerne høre hvad du har at sige, så smid endelig en kommentar! 💌

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin