Kender du det, at du har en drøm, der bare ikke vil forsvinde? En drøm så stor, at du bare er nødt til at jagte den, uanset hvor dårlige odds, du har, for at lykkes med det? Sådan en drøm har jeg – og den drøm indvier jeg dig i i dag, selvom der er rimelig stor risiko for, at det bider mig i røven.

En af mine styrker, som nogle gange desværre også er en svaghed, er min evne til at drømme stort. For når jeg drømmer stort, så er jeg som regel også villig til at gå rigtigt, rigtigt langt for at indfri de her drømme.

Det er noget, der måske ikke umiddelbart lyder som en dårlig egenskab, men som nogle gange ender med at blive en kæmpe fiasko for mig. For det, der sker, når jeg beslutter mig for at gå efter de store drømme, er, at jeg går all-in.

Jeg tilsidesætter alting og sætter alle sejl for at drømmene skal lykkes – og det bider mig engang imellem _{^{(læs: stort set altid)}} i røven, fordi jeg ender med at brænde ud.

Drømmen der bare ikke vil slippe

Jeg har haft mange drømme i mit liv, som jeg har forsøgt at gå efter. Og som du nok har regnet ud, så er de fleste af dem fejlet. Efterhånden som jeg har fejlet i de forskellige drømme, så har jeg også været god til at få dem ud af hovedet igen.

Men der er bare denne her ene drøm, som ikke vil slippe. Og det er uanset, hvor meget jeg ellers prøver at få det ud af hovedet.. uanset hvor mange gange jeg ellers er fejlet i det indtil nu.

Drømmen vil bare ikke slippe. Men hvad er drømmen så?

Jo, det er drømmen om A-klassen. Den danske A-klasse. Det højeste nationale niveau i Danmark.

Men der har du jo været?

Og ja, jeg har været der… så hvorfor vil jeg derop igen, når jeg nu har været der engang, og det ikke ligefrem var den helt store succeshistorie? Tjaaaa, jeg ved det faktisk ikke rigtigt.

Men det er bare sådan, at når jeg er ude til licensløb, og jeg ser de sorte rygnumre, som A-klassen kører med… når jeg ser alle teambilerne… og når jeg ser de her toptrimmede gutter i deres teamtøj… så er der bare noget ubeskriveligt, der trækker i mig.

Jeg undskylder også den manglende succeshistorie tilbage i 2009 – hvor jeg jo i øvrigt også kørte på DCU-hold og hele svineriet – med, at jeg jo var blevet far for første gang i løbet af vinteren, og at det simpelthen var så hårdt for mig psykisk, at jeg slet ikke havde det mentale overskud til at lægge den indsats i cykelsporten, som det kræver at køre i A-klassen.

Ja, faktisk gjorde forsøget på, at holde mig selv i ilden, at jeg endte med at brænde fuldstændigt ud, og smide alt, der havde noget med sport at gøre, i skraldespanden i flere år.

Så hvad skulle egentligt være anderledes nu?

Håbet om, at jeg sagtens kan klare det

Jeg kan faktisk ikke pege på, hvad der skulle tale for, at jeg kan klare det… altså at blive god nok til at rykke op i A-klassen. God nok til ikke at blive kørt ud af bagdøren, i alle de cykelløb, jeg stiller til start i. Ja, sågar god nok til at komme på et team.

Det behøver nødvendigvis ikke være et continental team, fordi, for mig, der er et DCU-hold stort nok.

Jeg skal jo alligevel også huske, hvor jeg kommer fra.

Men et DCU-hold er i realiteten også nok til at give mig billetten til ét af de cykelløb, på den danske kalender, som jeg drømmer allermest om at få lov til at køre.

Drømmen om det store helvede på grus

Hvis du har læst med på bloggen siden jeg begyndte at skrive om mit liv som licenscykelrytter, så vil du nok også ha’ fanget, at det der med at køre cykelløb på grus, det er lige mig. Det er det, jeg drømmer om, og også det, jeg er rigtigt god til.

Derfor blev jeg virkeligt også ramt hårdt mentalt, da jeg punkterede i grusløbet i Middelfart og måtte udgå.

Så hvis vi ser bort fra Postnord Danmark Rundt, så er det cykelløb, jeg drømmer allermest om at køre her i Danmark, nemlig Grand Prix Herning. En Forårsdag på Heden. Helvedet på de midtjyske grusveje.

Cykelløbet i og omkring Herning, der byder på hele 16 gruspaveer. Lige noget for mig.

Faktisk er jeg ikke synderligt meget inde i reglerne for, hvilke krav der er til, at man må stille til start i Grand Prix Herning. Men som det umiddelbart ser ud, så kræver det, at man kører på minimum et dansk DCU hold.

Kigger jeg på startlisten fra 2025-udgaven af Grand Prix Herning, så er der i hvert fald kun reelle teams med – og alle de danske DCU-hold er umiddelbart repræsenteret.

Så skal drømmen om at køre En Forårsdag på Heden lykkes, så er vejen dertil minimum gennem et DCU-hold.

“Jeg vil bare ikke fortryde det på mit dødsleje”

Hele den her drøm om A-klassen og Grand Prix Herning ved jeg godt, er kæmpe stor. Og sandsynligheden for, at den kun forbliver en drøm, er stor. Nok så stor, at jeg også må anerkende, at det højst sandsynligt ikke bliver en realitet.

Jeg er 37 år. Jeg er mentalt udfordret. Jeg har børn, omend de er stå store, at de ikke kræver så meget af mig. Jeg har også et fuldtidsjob med lidt mere ansvar, end at jeg bare skal møde op om morgenen og tage hjem igen om eftermiddagen.

Jeg har også udfordringer med min vægt. Og nårh ja, så ligger jeg lige nu og roder rundt i D-klassen, hvor jeg ikke engang kan finde ud af at vinde cykelløb.

Så hvorfor er jeg egentligt så dum at tro på, at der er bare en lillebitte sandsynlighed for, at min drøm om A-klassen, DCU-hold og Grand Prix Herning kan lykkes?

Tja, det er jo det sædvanlige med mig… det, med de store drømme, som jeg skrev om i starten af det her blogindlæg. Men som jeg også skrev, så er det her en drøm, der bare ikke vil slippe, uanset hvor meget jeg har fejlet i det indtil nu.

Så jeg er nået til den her erkendelse:

Jeg er nødt til at forsøge at gi’ det et skud. Jeg er nødt til at gøre en helhjertet indsats for at det skal blive en realitet, omend sandsynligheden er lille.

Jeg har et par relativt gode år, rent fysiologisk endnu. Så det er nu… lige nu, at drømmen skal jagtes.

For når jeg bliver gammel og ligger på mit dødsleje, så vil jeg ikke fortryde, at jeg ikke gav det et skud. Så vil jeg tænke tilbage, at jeg gav den alt, jeg havde, uanset om jeg så nåede det eller ej.

Drømmen vil ikke forsvinde. Så vil min indsats, for at nå den, heller ikke.

Og lad så bare efterårssæsonen komme an, så jeg kan få kørt nogle flere point ind. For det allerførste trin mod drømmen, det er, at jeg rykker op.

Først i C. Så i B. Så i A. Og så tager vi den derfra.

Længe leve de store drømme!