Blog om licenscykling

Min blog om licenscykling, cykeltræning og mænds mentale helbred. Her kommer du tæt på mit liv med et skrøbeligt mentalt helbred og hvordan jeg bruger cykling som lige dele medicin og terapi.

Hvad jeg glæder mig allermest til, når vi er flyttet, spørger du?

Der er ofte gode grunde til at flytte. Nogle bedre end andre. Og mens min familie glæder sig til at flytte af deres helt egne respektive årsager, så har jeg også mine helt egne årsager til at jeg glæder mig – og det er ikke af praktiske årsager, som man ellers skulle tro. Til gengæld har det naturligvis med træning at gøre.

Som jeg afslørede her på bloggen forrige tirsdag, så står jeg og min lille familie overfor en flytning i den kommende sommerferie. Helt præcist den 15. juli, overtager vi huset og flytter fra Agerskov til Hjordkær.

Og selvom det der med at flytte ofte fører til, at man bruger en masse tid og penge, så er der også noget jeg glæder mig rigtigt meget til ved det hele.

Og det er ikke det, som de fleste glæder sig til ved at flytte. Du ved …

… billigere leveomkostninger
… tættere på job
… tættere på øvrig familie
… bedre område
… og så videre og så videre og så videre

Nej, jeg glæder mig allermest af helt andre årsager!

Jeg får et meget bedre udgangspunkt

Det, jeg glæder mig allermest til er, at jeg får et meget bedre udgangspunkt på mine træningsture! Vi flytter nemlig fra ca. midt i Sønderjylland til at komme til at bo næsten helt ude ved østkysten – og det giver vores nye adresse nogle ganske markanter plusser, når det kommer til min træning.

Mere mulighed for medvind på hjemturen

Først og fremmest, så blæser det jo næsten altid fra en vestlig retning her i Danmark. Samtidigt vil man også gerne planlægge en rute sådan, at man har medvind hjem, når nu det er på hjemturen at man plejer at være allermest træt.

Her, hvor vi bor nu, er der ca. 30 km. ud til vestkysten + ca. 15 km. ekstra, hvis jeg tøffer over Rømø-dæmningen (men det er ikke altid man lige orker en modvindstur over dén…).

Når vi flytter til Hjordkær, så kan jeg lige lægge 15 km. ekstra oveni distancen ud til vestkysten. Med en ud/hjem-tur, så bliver det altså lige ca. en time ekstra tid på cyklen, jeg kan cykle, uden at skulle finde mystiske omveje.

Det kan altså noget!

Den barske natur på Rømø
Jeg får længere derover, men det giver mig bare bedre mulighed for de lange ture vestpå uden at skulle finde alle mulige omveje… naturen på Rømø er enestående – og jeg kommer helt sikkert til stadig at komme derover på cykel engang imellem.

Smukke kyststrækninger tættere på

Ligesom mange andre cyklister, så synes jeg det er fuldstændigt fantastisk at cykle langs de danske kyster (ja, sådan set de udenlandske også!). Og mens jeg har ca. en times cykling ud til en kyst lige nu, hvor vi bor i Agerskov, så bliver det lige barberet ned til 10-15 minutter når vi er flyttet til Hjordkær.

Jeg kommer derfor til at få meget kortere vej til at cykle ture langs Aabenraa Fjord, der slanger sig ud forbi Varnæs og endnu længere ud mod Sønderborg.

Og den smukke kyststrækning ud til Flensborg Fjord, mellem Rinkenæs og Kruså, den kommer også til at passe ind i en tur på kun 1,5-2 timer.

Det bliver fuldstændigt fantastisk!

De lækre veje mod øst kommer også tættere på

Udover kystvejene ved Aabenraa og Flensborg Fjord, så ligger der utroligt mange lækre veje i området mellem Aabenraa og Sønderborg. Veje, som jeg har cyklet rigtigt meget på, da jeg som A-rytter trænede massevis af timer med udgangspunkt i Gråsten.

Disse fantastiske veje, samt vejene ude på Als, på den anden side af Sønderborg, kommer også til at være i en afstand, hvor jeg tit kommer til at cykle på dem!

Jeg glæder mig…

Smuk udsigt fra Rønshoved
Jeg kommer til at få meget bedre mulighed for at opleve denne her smukke udsigt fra Rønshoved ved Flensborg Fjord. Ét af de absolut smukkeste steder i Sønderjylland, når solen skinner!

Og så er der jo også de praktiske fordele

Ud over de træningsmæssige fordele, så giver det naturligvis også en masse praktiske fordele, som jeg glæder mig til. Særligt omkring tiden og fleksibiliteten.

  • Vi kommer til at bo i kort busafstand til Milles uddannelsessted (og det samme for Julie, når hun skal begynde på uddannelse)
  • Vi kommer til at bo i gåafstand til Julies skolebus, der bringer hende direkte til hendes friskole og hjem igen
  • Både Mille og Julie kan selv tage bussen i skole og til alverdens fritidshygge uden at skulle køres nogen steder hen, så det giver ekstra træningstid til mig (YES!!!!)
  • Jeg kommer meget tættere på mine forskellige arbejdslokationer, der også betyder ekstra træningstid til mig (endnu mere YES!!!!!)
  • Vi flytter fra 310 kvm. og 6000 kvm. grund til 130 kvm. og 1500 kvm. grund, så meget mindre rengøring og meget mindre græs der skal slås

Men der er et lille minus…

Til gengæld er der en enkelt ting, som Magda og jeg er kede af… vi kommer i endnu længere afstand til de store indhegnede hundeskove, som vi ellers plejer at bruge meget tid i:

Så Magda og jeg må lige stikke hovederne sammen og finde ud af, hvad vi så gør med vores gåture fremadrettet, for det er ingen hemmelighed, at Magda ikke rigtigt gider gå tur, når hun er i snor.

Samtidigt kan jeg godt li’ at hun går frit, fordi både hende og jeg får en meget bedre og mere afslappende tur ud af det. Så enten skal vi gå endnu flere omgange i de mindre lokale hundeskove eller også må vi køre de længere ture ud til de store hundeskove.

Det må vi se til den tid.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg selv kan se mange flere fordele ved at flytte end ved at blive boende hvor vi bor nu!

Mig og Magda i en hundeskov
Magda og jeg er flittige brugere af de store indhegnede hundeskove ved Lindet og Stensbæk. Dem kommer vi til at ha’ meget længere hen til, når vi er flyttet, så vi må se om vi kan finde alternativer der er ligeså gode længere sydpå.

Jeg vil rigtigt gerne høre hvad du har at sige, så smid endelig en kommentar! 💌

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin