Forventningerne var på forhånd store til min egen præstation forud for Michael Mørkøvs Criterium i Rødovre i går. Drømmemålet var at vinde, men en podieplads ville jeg helt sikkert også være tilfreds med – og det var netop podiets nederste trin, som jeg endte med at stå på, efter et hårdt, hårdt, HÅRDT kriterium på vejene midt inde i Rødovre.

Jeg har trænet som en gal henover sommeren med to helt simple formål:

1. Terapi for mit mentale helbred
2. At køre mig selv fra D og op i B henover efterårssæsonens 12 licensløb

Punkt 1 er jeg lykkedes meget godt med, for mit mentale helbred er lige nu er fornuftig bedring. Og punkt 2 tog jeg et stort skridt henimod med gårsdagens kriterium i Rødover, Michael Mørkøvs Criterium.

Med min tredjeplads hentede jeg nemlig 16 point, der nu har bragt mig op på samlet 24 point – og det tillader mig dermed oprykning til C-klassen (oprykning er muligt ved 20 point)!

Så det har jeg naturligvis valgt at gøre.

Fuld hane fra start gjorde det svært at slippe afsted

Når jeg indleder blogindlægget her med at skrive at det var et hårdt, hårdt, HÅRDT kriterium på vejene midt inde i Rødovre, så er det fordi, at jeg mener det. For hold nu op, hvor blev der kørt med fuld hane fra start af de 15 omgange, der til sidst skulle ende ud med 42 kilometer!

Vi havde i D-klassen samkørsel med C, så det var med at holde overblikket over hvilke ryttere der kørte i hvilken klasse og så ellers forsøge at udnytte samkørslen taktisk.

Og gutterne i C-klassen, de ville altså køre cykelløb. Så få sekunder efter at masterbilen var accelereret væk og løbet var givet frit, så kom de første hårde angreb allerede, hvor det efter et par forsøg var lykkedes en enkelt C-rytter at komme afsted.

Men tempoet i feltet gjorde, at han ikke holdte længe, for tempoet var højt, og lige så snart at tempoet gik bare en lille smule ned, så blev der angrebet igen.

Jeg selv holdte mig heller ikke tilbage, for jeg forsøgte både et par angreb selv og prøvede også at gå med i nogle stykker. Men alt for mange havde stadig for friske ben i den første halvdel, så det var umuligt at gøre en forskel.

Så jeg endte med at sætte mig til rette i forreste halvdel af feltet, for at spare lidt på kræfterne (selvom det i sagens natur er svært, når der bliver accelereret som en sindssyg ud af alle sving!).

Helhjertet forsøg lidt over midtvejs

Cirka midtvejs begyndte jeg at se tegn på, at mange var ved at være mærket af det hårde cykelløb der blev kørt. Nogle angreb blev lavet, hvor det var som om at feltet tøvede lidt med at gå efter og at lukke angrebene ned igen.

Så på selve opløbsstrækningen, lige da farten var ved at gå ud af feltet, der prøvede jeg med et helhjertet forsøg på at komme afsted.

Og jeg fik ret hurtigt et ganske fornuftigt hul!

Jeg lagde mig ned i aerodynamisk position og pressede godt til i pedalerne ovre på den ene langside, hvor der var en frygtelig mod/sidevind. Hullet var der, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke ville kunne køre alene hjem herfra, så jeg håbede at en lille gruppe ville komme op.

Da jeg drejer til højre og om i medvind kigger jeg mig tilbage og kan se, at en lille gruppe af revet sig løs til feltet og har et lille, men betydningsfuldt hul.

Perfekt, tænkte jeg. Nu skal de bare op og så kan vi finde ind i et samarbejde – og så ser feltet os ikke igen!

Den lille gruppe kom op, og da jeg lod de andre ryttere komme forbi, kunne jeg konstatere, at jeg var eneste D-rytter i gruppen.

Men af uransagelige årsager gik farten ud af gruppen med det samme, og med det lille hul, der var, så tog det ikke mange sekunder for det jagtende felt at få lukket os ned igen.

Og så skulle der ellers blandes kort igen, med én af mine store tændstikker brændt af…

Ren overlevelse

Lige da feltet lukker os ned, lader jeg mig glide nogle placeringer ned i feltet. Min puls var skyhøj og jeg havde syre helt op til ørerne, så mit håb var, at der ville ske en smule stilstand i angrebsforsøgene.

Desværre, så skete det ikke. I stedet blev der angrebet i højre og venstre, hvor intet – som i absolut intet – fik lov til at slippe afsted. Så tempoet, det var bare højt og der blev accelereret voldsomt ud af alle sving, samtidigt med at der blev kørt godt til på langsiderne.

Så bare dét at skulle holde hjul, det var svært nok i sig selv! Så de første par omgange efter at jeg og den lille gruppe blev hentet, det gik med at holde fast med det yderste af fingerspidserne.

Pludseligt ringede klokken for sidste omgang

Heldigvis kom jeg stille og roligt til mig selv igen, og jeg begyndte at tænke på, hvordan jeg skulle foretage mig mit sidste og altafgørende angreb.

Det blev aldrig rigtigt noget konkret, for jeg synes ikke at jeg kunne finde det rette tidspunkt.

Og pludseligt, da vi passerede målstregen, da ringede de med klokken for sidste omgang – og så havde jeg ellers travlt med at få positioneret mig selv.

Jeg var helt overbevist om, at de havde ringet med klokken en omgang for tidligt, men set her bagefter, kan jeg godt se, at det var helt rigtigt. Min puls var bare så høj, at jeg slet ikke kunne tænke klart.

Nå, men den sidste passage af målstregen var nær, så hvis jeg skulle ha’ noget ud af det her cykelløb, så var det med at komme ordentligt frem, for opløbet var sådan indrettet, at der kun var et par hundrede meter fra sidste sving og hen til målstregen, så hvis jeg kunne komme frem til sidste sving, sååååå….

En lille slåskamp

Jeg lykkedes faktisk med at få kørt mig frem i en ret god position, ved ganske enkelt bare at tonse omme på modsatte langside af den, hvor målstregen var. Derefter tog jeg et par placeringer på strækningen henimod opløbssvinget – og så sad jeg egentligt ret godt.

Jeg forsøgte dog at komme lidt længere frem i en lille slåskamp, som jeg endte med at tabe, så jeg kommer ikke helt ordentligt ind i det sidste sving – og da først jeg var ude af dét, så var det ellers bare at træde til hele vejen til målstregen.

Og nu er jeg jo ikke ligefrem en sprintertype, men jeg synes faktisk at jeg lykkedes med at køre en hæderlig spurt, set ud fra min egen standard!

Jeg ender med at krydse målstregen som en 7-8 stykker samlet set og som nummer 3 i D-klassen.

Dét havde jeg ikke regnet med, når nu vi endte med at komme et samlet felt hjem til målstregen. Men det er måske også et meget godt tegn på, at cykelløbet bare har været kørt så hårdt, at det har været ren stærkmandskonkurrence til sidst.

Tårer af glæde

Jeg er godt nok færdig da jeg krydser målstregen, så jeg får rullet ret langt henad vejen efter mål før jeg vender om. Bare i frihjul.

Jeg er færdig!

Men jeg får vendt rundt og rullet tilbage til mål, hvor min kone, mor og far kommer gående imod mig og fortæller mig, at jeg blev 2’er i D-klassen.

Dét havde jeg svært ved at forestille mig, for jeg synes at der var tre foran mig med orange numre. Men de viste mig den foreløbige resultatliste, og der kunne jeg med egne (trætte) øjne se, at det var rigtigt.

Og lige dér… der knækkede det for mig…

Alle de timer jeg har brugt på landevejen henover sommeren, nogle gange med tårerne rendende ned af mine kinder, fordi jeg bare har følt at livet er noget lort.

Så tæt på at tage mit eget liv har jeg også været, fordi jeg har været så langt nede i kulkælderen.

Men jeg har kæmpet. Ædt smerten, både i livet og på cyklen. Og nu… nu er der endelig noget af min kamp der giver pote. Nu har jeg endelig følelsen af succes.

Så jeg knækker bare sammen henover mit styr. Jeg græder og tårerne styrter ud bagved mine solbriller. Denne gang ikke af ulykke, men af lykke. Så fantastisk, at jeg faktisk ikke kan beskrive det.

På målfoto finder man så efterfølgende ud af, at der lige var en enkelt D-rytter der havde sneget sig ind foran mig, så jeg ryger fra andenpladsen og ned på tredjepladsen på resultatlisten. Men det ændrer ikke på min glæde.

Endelig. Endelig. Endelig.

Endelig.

Kunne godt tænke mig noget bedre sikkerhed

Som du kan læse, så var jeg selvsagt lykkelig efter at ha’ krydset målstrege og skaffet mig selv en podieplads og en oprykning. Men det hele er ikke bare lutter lagkage, for jeg følte mig faktisk ikke særligt sikker – hverken før eller under cykelløbet.

Opvarmningsforholdene var ikke særligt gode. Arrangørerne havde udpeget en vej på 4-500 meter, der gik op mod starten, som den vej vi kunne varme op på. Og selv ikke på dén korte strækning kunne vi cykelryttere føle os i sikkerhed.

Jeg selv startede med at varme op på andre veje, men endte ovre på den officielle opvarmningsstrækning da jeg skulle køre mine opvarmningsintervaller, fordi de andre veje heller ikke var særligt sikre.

Men jeg fik vel godt og vel 10 minutter på den officielle opvarmningsstrækning, hvor jeg på denne korte tid oplevede to hændelser:

1. En kvinde kørte et sidespejl af en parkeret bil, fordi hun ganske enkelt virkede totalt uden evne til at køre bil, og…
2. En af mine konkurrenter blev påkørt af en anden bil, så han ikke kunne stille til start, fordi hans cykel var smadret fra sammenstødet

Derudover var selve rundstrækningen heller ikke den sikreste at køre på…

Der var store huller i vejen i to af fire sving, og på den ene langstrækning var der parkerede biler, helleanlæg, der gav smalle passager, og vejbump, der føltes som flyvehop, når vi kom kørende med 50 km/t.

Selve arrangementet var skide godt arrangeret – og jeg er også superglad for det cykelløb, jeg kørte! Men pga. sikkerheden har jeg ikke lyst til at komme tilbage næste år, desværre.

Nu venter C-klassen!

Nå, med alt det sagt, så venter der nu en efterårssæson i C-klassen med 11 tilbageværende cykelløb. Mange med dobbeltweekender, med cykelløb både lørdag og søndag – og de fleste af de cykelløb, de kommer til at blive kørt på Sjælland.

Målet er helt klart: Jeg skal rykke op i B-klassen!

Det kræver minimum 40 point, og med 11 tilbageværende cykelløb, så skal jeg i gennemsnit køre 3,64 point ind pr. cykelløb.

En ottendeplads giver 4 point, så i princippet skal jeg bare blive nummer 8 eller bedre i hvert cykelløb, så har jeg sikret mig oprykning til B-klassen inden sæsonen slutter!

Og nu blev jeg jo samlet en 7-8 stykker i går, så mit niveau er der helt sikkert. Jeg skal bare sørge for at leve op til det i hvert cykelløb.

… og nårh ja, så drømmer jeg jo stadig om at stå øverst på podiet, så det håber jeg da at jeg også kan få lov til at prøve inden sæsonen slutter i Sønderborg d. 28. september.

Jeg krydser fingre for mig selv – og jeg håber, at du også vil krydse fingre for mig!

Vi skrives ved.

Se i øvrigt resultaterne fra Rødovre her.