Motivation

De store drømme for fremtiden

Kender du det, at du har en drøm, der bare ikke vil forsvinde? En drøm så stor, at du bare er nødt til at jagte den, uanset hvor dårlige odds, du har, for at lykkes med det? Sådan en drøm har jeg – og den drøm indvier jeg dig i i dag, selvom der er rimelig stor risiko for, at det bider mig i røven.

En af mine styrker, som nogle gange desværre også er en svaghed, er min evne til at drømme stort. For når jeg drømmer stort, så er jeg som regel også villig til at gå rigtigt, rigtigt langt for at indfri de her drømme.

Det er noget, der måske ikke umiddelbart lyder som en dårlig egenskab, men som nogle gange ender med at blive en kæmpe fiasko for mig. For det, der sker, når jeg beslutter mig for at gå efter de store drømme, er, at jeg går all-in.

Jeg tilsidesætter alting og sætter alle sejl for at drømmene skal lykkes – og det bider mig engang imellem (læs: stort set altid) i røven, fordi jeg ender med at brænde ud.

Drømmen der bare ikke vil slippe

Jeg har haft mange drømme i mit liv, som jeg har forsøgt at gå efter. Og som du nok har regnet ud, så er de fleste af dem fejlet. Efterhånden som jeg har fejlet i de forskellige drømme, så har jeg også været god til at få dem ud af hovedet igen.

Men der er bare denne her ene drøm, som ikke vil slippe. Og det er uanset, hvor meget jeg ellers prøver at få det ud af hovedet.. uanset hvor mange gange jeg ellers er fejlet i det indtil nu.

Drømmen vil bare ikke slippe. Men hvad er drømmen så?

Jo, det er drømmen om A-klassen. Den danske A-klasse. Det højeste nationale niveau i Danmark.

Mig i mit teamtøj fra da jeg kørte for Team Reelight-Bike Pro i 2009
Det er så mig tilbage i 2009. Jeg kørte i A-klassen og kørte for DCU-holdet Team Reelight-Bike Pro. Jeg gav den alt, hvad jeg havde mentalt dengang, men det var ikke nok. Det er det forhåbentligt denne gang, nu hvor mine børn er blevet store og kan klare alting selv 🤞🏻

Men der har du jo været?

Og ja, jeg har været der… så hvorfor vil jeg derop igen, når jeg nu har været der engang, og det ikke ligefrem var den helt store succeshistorie? Tjaaaa, jeg ved det faktisk ikke rigtigt.

Men det er bare sådan, at når jeg er ude til licensløb, og jeg ser de sorte rygnumre, som A-klassen kører med… når jeg ser alle teambilerne… og når jeg ser de her toptrimmede gutter i deres teamtøj… så er der bare noget ubeskriveligt, der trækker i mig.

Jeg undskylder også den manglende succeshistorie tilbage i 2009 – hvor jeg jo i øvrigt også kørte på DCU-hold og hele svineriet – med, at jeg jo var blevet far for første gang i løbet af vinteren, og at det simpelthen var så hårdt for mig psykisk, at jeg slet ikke havde det mentale overskud til at lægge den indsats i cykelsporten, som det kræver at køre i A-klassen.

Ja, faktisk gjorde forsøget på, at holde mig selv i ilden, at jeg endte med at brænde fuldstændigt ud, og smide alt, der havde noget med sport at gøre, i skraldespanden i flere år.

Så hvad skulle egentligt være anderledes nu?

Håbet om, at jeg sagtens kan klare det

Jeg kan faktisk ikke pege på, hvad der skulle tale for, at jeg kan klare det… altså at blive god nok til at rykke op i A-klassen. God nok til ikke at blive kørt ud af bagdøren, i alle de cykelløb, jeg stiller til start i. Ja, sågar god nok til at komme på et team.

Det behøver nødvendigvis ikke være et continental team, fordi, for mig, der er et DCU-hold stort nok.

Jeg skal jo alligevel også huske, hvor jeg kommer fra.

Men et DCU-hold er i realiteten også nok til at give mig billetten til ét af de cykelløb, på den danske kalender, som jeg drømmer allermest om at få lov til at køre.

Et billede af min sejr i Nyborg i 2008, mit sidste cykelløb i B-klassen, inden jeg rykkede op i A-klassen
Året er 2008 og billedet er fra min sejr i licensløbet i Nyborg, der blev mit sidste cykelløb i B-klassen inden jeg rykkede op i A-klassen. Et år senere droppede jeg cykelkarrieren fordi min psyke ikke var til det med en lille nyfødt derhjemme. Jeg håber, at jeg kan lykkes denne gang 🙏🏻

Drømmen om det store helvede på grus

Hvis du har læst med på bloggen siden jeg begyndte at skrive om mit liv som licenscykelrytter, så vil du nok også ha’ fanget, at det der med at køre cykelløb på grus, det er lige mig. Det er det, jeg drømmer om, og også det, jeg er rigtigt god til.

Derfor blev jeg virkeligt også ramt hårdt mentalt, da jeg punkterede i grusløbet i Middelfart og måtte udgå.

Så hvis vi ser bort fra Postnord Danmark Rundt, så er det cykelløb, jeg drømmer allermest om at køre her i Danmark, nemlig Grand Prix Herning. En Forårsdag på Heden. Helvedet på de midtjyske grusveje.

Cykelløbet i og omkring Herning, der byder på hele 16 gruspaveer. Lige noget for mig.

Faktisk er jeg ikke synderligt meget inde i reglerne for, hvilke krav der er til, at man må stille til start i Grand Prix Herning. Men som det umiddelbart ser ud, så kræver det, at man kører på minimum et dansk DCU hold.

Kigger jeg på startlisten fra 2025-udgaven af Grand Prix Herning, så er der i hvert fald kun reelle teams med – og alle de danske DCU-hold er umiddelbart repræsenteret.

Så skal drømmen om at køre En Forårsdag på Heden lykkes, så er vejen dertil minimum gennem et DCU-hold.

Mig i et A-løb tilbage i 2009, hvor vi også kørte på grus. På billedet er jeg ved at få skiftet hjul efter en punktering
Jeg har altid kunnet li’ at køre cykelløb på grus – og jeg har også altid været god til det. Billedet her er fra et grusløb i Esbjerg i 2009, hvor jeg er punkteret – men et minuts tid inden billedet blev taget, sad jeg faktisk helt fremme i feltet. Jeg vil SÅ gerne prøve at køre grusløb på højeste danske niveau igen…

“Jeg vil bare ikke fortryde det på mit dødsleje”

Hele den her drøm om A-klassen og Grand Prix Herning ved jeg godt, er kæmpe stor. Og sandsynligheden for, at den kun forbliver en drøm, er stor. Nok så stor, at jeg også må anerkende, at det højst sandsynligt ikke bliver en realitet.

Jeg er 37 år. Jeg er mentalt udfordret. Jeg har børn, omend de er stå store, at de ikke kræver så meget af mig. Jeg har også et fuldtidsjob med lidt mere ansvar, end at jeg bare skal møde op om morgenen og tage hjem igen om eftermiddagen.

Jeg har også udfordringer med min vægt. Og nårh ja, så ligger jeg lige nu og roder rundt i D-klassen, hvor jeg ikke engang kan finde ud af at vinde cykelløb.

Så hvorfor er jeg egentligt så dum at tro på, at der er bare en lillebitte sandsynlighed for, at min drøm om A-klassen, DCU-hold og Grand Prix Herning kan lykkes?

Tja, det er jo det sædvanlige med mig… det, med de store drømme, som jeg skrev om i starten af det her blogindlæg. Men som jeg også skrev, så er det her en drøm, der bare ikke vil slippe, uanset hvor meget jeg har fejlet i det indtil nu.

Så jeg er nået til den her erkendelse:

Jeg er nødt til at forsøge at gi’ det et skud. Jeg er nødt til at gøre en helhjertet indsats for at det skal blive en realitet, omend sandsynligheden er lille.

Jeg har et par relativt gode år, rent fysiologisk endnu. Så det er nu… lige nu, at drømmen skal jagtes.

For når jeg bliver gammel og ligger på mit dødsleje, så vil jeg ikke fortryde, at jeg ikke gav det et skud. Så vil jeg tænke tilbage, at jeg gav den alt, jeg havde, uanset om jeg så nåede det eller ej.

Drømmen vil ikke forsvinde. Så vil min indsats, for at nå den, heller ikke.

Og lad så bare efterårssæsonen komme an, så jeg kan få kørt nogle flere point ind. For det allerførste trin mod drømmen, det er, at jeg rykker op.

Først i C. Så i B. Så i A. Og så tager vi den derfra.

Længe leve de store drømme!

Mig inden start på et A-løb i 2009
Forhåbentligt når jeg så langt, at jeg kan stille til start i teamtøj i A-klassen igen, ligesom på billedet her fra 2009. Jeg vil i hvert fald gøre et ihærdig forsøg på at nå min uknækkelige drøm.

Længste løbeuge i år(!!!)

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Knap 34 km er det blevet til i denne uge 🤩 for rigtigt mange triatleter, er det ikke særligt meget – men for mig, lige nu, er det fantastisk 💪🏼

Det er ikke distancen, det handler om. Det er kontinuiteten og hvad man gør med de kilometer man tilbagelægger.

Kontinuitet har jeg efterhånden. Så jeg er så småt begyndt at presse citronen lidt mere, når det kommer til belastningen (læs: interval- og tempotræning) 💥

Dagens program var eksempelvis et cykelpas med 3×20 minutter sweetspot-træning og efterfølgende offbike løb med 2×15 min jævnt.

Dét var dejligt ☀️

Så det skal nok blive godt det hele 🤩

Om 13 dage gælder det en af årets helt store mål, når jeg for første gang skal prøve draft triatlon.

For dem, der ikke er så godt inde triatlonsporten, betyder draft triatlon, at man må ligge på hjul under cyklingen 🚴🏻

Det tilføjer en helt ny dimension af taktik og vigtigheden af en god svømning.

Så det glæder jeg mig ekstremt meget til at prøve 😎

Tid til at nyde(!!!)

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Man skal tage sig tid til at nyde de oplevelser man får, af det hårde arbejde man udfører 💪🏼

Og i aften er en af de aftener, jeg har nydt! 🥰

Med baggrund i min DM-titel i august sidste år, har jeg hertil aften været i Sønderjyllandshallen for at modtage en erkendtlighed fra Aabenraa Kommune og Aabenraa Fritidsråd, sammen med en lang række andre dygtige sportsfolk fra idrætsforeninger i Aabenraa Kommune, der har opnået store resultater i det forgangne år 🏆

Dét at stå på en scene foran mange andre mennesker, vænner jeg mig sgu nok aldrig til 😳

Men jeg er stolt. Fucking stolt. Intet mindre.

Waaaaauv, jeg er totalt overvældet!

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Og her er hvorfor:

Onsdag d. 29/12 bragte det lille lokale sønderjyske medie Sydnyt.dk en historie om mig, der beskriver min rejse fra overvægtig til danmarksmester for amatører, og at jeg fremadrettet kører i eliteklassen. Den historie kan du finde her.

Mandag d. 3/1 bragte TV Syd så to historier:

Og for at det ikke skal være løgn, så har TV2 Nyhederne lånt TV Syds artikel og korte video på nyheder.tv2dk.

Jeg er totalt stolt over at min historie er så god, at den bliver fortalt på de store medier. Og jeg er ekstremt overvældet over alle de beskeder og tilkendegivelser jeg har fået i løbet af de seneste døgns tid.

Det er slet ikke til at fatte, hvor mange søde og anerkendende mennesker, vi har i Danmark. Det giver ikke andet end masser af brændstof til det hårde arbejde forude.

Tak – bare tak!

Sæsonforberedelserne starter fra i morgen

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Puuuuuhaaa’aaa’aaaaaaa
I går var der præcis 20 uger til jeg skal i ilden for første gang i 2022. Det kommer til at ske til elitens supersprint-race i Ringe d. 14. maj 🔥

Jeg tænker også at køre mixed relay-racet samme dag. Men det kræver liiiiige at jeg finder nogen at køre på hold med 💪🏼

Hvorom alting er, så betyder det at den mere seriøse træning starter fra i morgen. Det er med andre ord fra i morgen, at mængden og intensiteten stille og roligt skrues op 🤩

I sidste uge modtog jeg også planen for de ræs jeg skal køre i Tyskland for TriSport Holstein i det kommende år. Og det bliver helt sikkert både hamrende fedt og spændende 🌟

Så mangler Triatlon Danmark bare at få offentliggjort nogle flere elitestævner herhjemme 🤞🏻 og så bør sæsonplanen efterhånden være på plads 👏🏻

Jeg kan godt mærke at motivationen virkeligt er begyndt at brænde – og jeg føler mig ret klar til det hårde arbejde forude ☄️

Det bliver såååååå feeeeeed 🥳

Jeg ELSKER svømning

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Der findes bare næsten ikke noget som den følelse man får, når et hårdt og/eller langt svømmepas er veloverstået 🤩

Trætheden i hele kroppen fra top til tå 🤤 og så er den sorte streg på bunden bare super god til at tage imod negative tanker og inspirere til nye og positive 🤙🏻

Jeg ELSKER at svømme… hvis det var muligt ville jeg ligge i bassinet hver dag 🏊🏻

Det kan desværre ikke rigtigt lade sig gøre, for svømning er også utroligt tidskrævende mht. transport til og fra svømmehallen 🤥

Men jeg ELSKER og nyder de fire gange om ugen, jeg ligger i bassinet 😍

Og nåååårh ja, så findes der ikke nogen træningsform i verden, der kan være så pinefuld, som et hårdt, hårdt Vo2Max-set i bassinet, hvor det bagefter tager kroppen flere timer at komme tilbage til normal kropstemperatur…. Fy far’n (sagt på svensk) 🤣

Men det er effektivt og smitter direkte af på cykel- og løbeformen også 👏🏻

Fra størrelse 60 til 46 i blazere

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Altså dét her vil jeg lige dele med jer…. Det er ikke noget nyt, at jeg har tabt mig meget. Men jeg er sgu bare så stolt, når jeg kan trække i en blazer i str. 46!!!

Min store udfordring er, at mit spejlbillede kan lyve utroligt meget, alt efter hvilken sindstilstand jeg er i. Men tøj…. det lyver altså ikke. Enten strammer det, ellers sidder det tilpas eller også er det for stort.

Da jeg startede mit vægttab i 2017, brugte jeg str. 60 i blazere. I dag skal jeg bruge str. 46!!!! Der er sgu forskel.

Blazeren jeg har på, på billedet, er fra Hugo Boss. Sådan én har jeg sgu ikke råd til. Men man har vel lov til at drømme 🤪

Billedet er fra i dag, fra min og Anitas kærestetur til Designer Outlet Neumünster. Det har sgu været en dejlig tur, efter at jeg har haft et let svømmepas og noget coretræning tidligt i morges 🏊 Fredag er i øvrigt altid ugens letteste træningsdag 🤓

Udover at være i Neumünster, har vi også været en tur forbi Kiel. Og så var vi en tur forbi Kalifornien, der ligger øst for Kiel. Kalifornien har en særlig plads i vores hjerte, fordi det var her, at vi havde vores første weekendophold helt tilbage i 2015, kort tid efter vi havde mødt hinanden.

Åh de minder, de minder 😍

Nu venter der en weekend med godt med både let og hård træning i solskin (og i klorvand) 🤟

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin