Så blev det sgu off-season!

Eller, det var det egentligt allerede efter Stevns Tri forrige lørdag. Men i dag var der også lige et lille 5 km-race i Starup, ved navn Meins Running Løbet, der skulle løbes. Det blev klaret sammen med mit lille Team Rip, Rap og Rup aka. Team Cille, Morten og Kasper 😉

På programmet var der en grim rute, der egentligt mere eller mindre gik 2,5 km nedad og 2,5 km opad. Så taktikken var ret enkel; fuld gas i starten og så ellers bare overleve til målstregen.

Fuck hvor var det da bare hårdt man… de første 2,5 km blev tilbagelagt i ca 3.18/km og så begyndte det ellers bare at gå opad bakke – i mere end én forstand. Først kom den stejleste bakke, derefter lidt fladt og så kom bakkerne ellers bare i etaper uden nogle egentlige nedløb imellem :O

Jeg formår at være den første over målstregen i tiden 17.20, der egentligt er PR med ca 50 sekunder.

Det står i kontrast til, at jeg på forhånd havde et mål om at løbe sub-17. Men da jeg inden start, bliver klar over, hvordan ruten ser ud, kunne jeg godt se, at det ville blive noget nær en umulig præstation. Så målet blev justeret til en sub 17.30, hvilket jeg jo så heldigvis fik indfriet.

Jeg har sådan set også været godt og grundigt doven, siden off-season egentligt startede for en uge siden. Så 17.20 må alt andet lige være godkendt.

At kunne løbe i dag, har kun været muligt på grund af en flok flinke og arbejdsomme frivillige i Team Meins Running. Så tusind tak til jer, for at stable et løb på benene, der kunne løbe af stablen trods alle de restriktioner, de har været underlagt. Fandeme godt arbejde!

Nu er det benene op og være endnu mere doven for en periode, inden forberedelserne til 2021 starter!

I den kommende tid vil jeg skrive nogle små indlæg om alle de ting, jeg har lært i løbet af denne sæson, samt hele perioden fra 1. januar til nu 🙂

Seeeeeeeeeeees.

Jeg har nu haft et par dage til at reflektere over ræset i lørdags. Og jeg kan stadig ikke holde op med at smile. Alt dét jeg har brugt hele vinteren, foråret og sommeren på at opbygge med blod, sved og tårer, fik jeg endelig for alvor lov til at slippe løs i Stevns.

Jeg tilmeldte mig i sin tid, vel vidende, at Stevns har en ekstremt stærk eliteafdeling, der også nok ville stille til start, når nu det var deres eget stævne, på deres egen hjemmebane. Jeg så det som en rigtigt god mulighed for, at måle mig, i forhold til de drenge, jeg forhåbentligt gerne skal køre draft-ræs mod næste år.

Og som stævnedatoen nærmede sig, kom der da også flere og flere rigtigt hurtige navne på startlisten. Så det skulle nok blive pisse fedt!

Da starten gik i Stevnsbadet kl. 16.00, var det med en forhåbning om at svømme ind på 5.30, der i så fald ville være ny PR på 400m. Men jeg formår at svømme ind på 5.25, der dermed er en endnu større PR med 13 sekunder – på en hård svømning, men uden at svømme all-out.

Med det selskab jeg var i, er 5.25 dog langt fra nok til at være blandt de første til at komme op af vandet. Så jeg forlader vel vandet som cirka nummer 10.

Ude på cyklen går jagten derfor ind, så jeg kan få lukket de værste huller. Men der skal sgu trædes, for jeg er mødt op på min racercykel med små ITU-bøjler og højprofil-hjul på, imens mine konkurrenter kører rundt på TT-cykler med pladehjul og hele skidtet.

Men en rigtig viking lader sig ikke slå ud af, at modstanderens våben er bedre og mere avancerede. Så de første 3-4 km blev kørt i 380-400 watt, indtil jeg ligesom havde fundet mig til ro som 5’er. Og så blev resten af cykelturen tilbagelagt med omkring 320-330 watt.

Jeg stiller cyklen i T2 som 5’er og laver mit livs måske bedste skifte. Hurtigt ude på løberuten. Og så gå jagten ellers bare ind.

Efter ca 3-400 meter får jeg lukket hullet op til Nicolaj Wiuff, der ligger nummer fire. Jeg går hurtigt forbi i et forsøg på at undgå, at han skulle gå med. Og det gjorde han så heller ikke.

Derefter går jagten videre på Lukas Bentsen, der lå nummer tre. Løberuten var en ud-hjem rute, der var en halv kilometer ud og en halv kilometer hjem, som skulle gennemløbes fire gange. Det var derfor nemt at se efter hvert vendepunkt, hvordan løbet udviklede sig. Og jeg kunne nemt se, at jeg stillede og roligt nærmede mig Bentsen, jo længere vi kom hen.

Med ca halvanden kilometer til mål, får jeg ham. Jeg tøver lidt med at gå forbi, af frygt for, at vi ville ende i et spurtopgør senere. Men jeg griber mig selv i koglerne, går forbi, kigger mig tilbage efter en hundrede meters penge, hvor jeg kan se, at jeg er kommet problemfrit forbi.

Derefter forsøger jeg at få lukket hullet op til Pelle Lambertsen, der ligger nummer to efter Emil Holm. Men jeg ligger seriøst lige på grænsen – sjældent har jeg haft det så ringe :O men sådan skal der jo være på de her korte distancer :p

Jeg krydser målstregen i sluttiden 45.22, efter at have løbet de 4 km i tiden 13.41. I fucking dagens næsthurtigste løbesplit, kun overgået af Emil Holm! 😀

Og det er nok dét jeg er allermest stolt af, ved mit ræs i lørdags.

Det har altid været sådan, at løbet har været min svageste disciplin og hvor det altid har handlet om at forsøge at forsvare den placering jeg har i T2. Men i lørdags var jeg pludseligt den næsthurtigste løber, der først kørte mig op gennem feltet på cyklen og efterfølgende fortsatte min tur op af resultatlisten på løbet.

Jeg har virkeligt arbejdet meget med mit løb henover vinteren, foråret og sommeren. Vigtigst af alt, har jeg haft kontinuitet i mit løb – og så har jeg haft nogle rigtigt gode træningspas på banen, der virkeligt har givet noget. Og det er det der gav pote i lørdags.

Jeg slutter som 3’er med 26 sekunder op til Pelle på andenpladsen og 2.08 op til den helt suveræne vinder Emil Holm. Der går nok lidt, før jeg kommer i nærheden af hans løbeniveau…. men det skal da prøves at komme i nærheden af over de næste par år!

Da jeg krydser målstregen, har jeg det seriøst ringe. Og det tror jeg måske nok også, man kan øjne på billedet..

Men bag solbrillerne gemmer sig også store tårer af stolthed, over det jeg lige havde gjort; at køre på podiet i det hidtil suverænt stærkeste felt, jeg nogensinde har været til start i.

Og for at komme tilbage til formålet med at stille til start i Stevns: jeg har fundet ud af, at jeg allerede nu har et rigtigt fornuftigt niveau. Men jeg skal virkeligt arbejde noget mere med min svømning, så jeg ikke skal jagte så hårdt på cyklen og til dels også på løbet. Jeg skal sgu i det mindste gerne med hovedfeltet op af vandet.

Og så skal jeg udvikle mit løb endnu mere, så jeg til næste år, kan løbe endnu hurtigere. Det skal også nok hjælpe på det, når jeg får smidt de sidste kilo.

Det giver masser af motivation til træningen i den lange vinter vi har forude!

Efter lidt off-season, skal der bygges en kæmpe base, så der virkelige kommer til at være noget, at bygge noget fart på, når 2021-sæsonen nærmer sig.

På sidelinjen gennem hele ræset, havde jeg i øvrigt Anita, Mille og Julie. Og de var bare verdens bedste støtte og heppekor. At have dem med undervejs, er bare totalt uvurderligt og uden deres støtte, vil det her sindssyge projekt, slet ikke være muligt <3