Når nogen hellere vil være frontsvin end at vinde cykelløb – Racerapport fra licensløb i Fredericia 2025
Jeg ville så gerne ha’ revanche fra lørdagens skuffelse i Middelfart, så jeg gik all-in med angreb på angreb fra start til slut i gårsdagens licensløb i Fredericia. Men intet lykkedes. Nogle ryttere ville åbenbart hellere være frontsvin end at vinde cykelløb.
Skuffelsen ovenpå min punktering i licensløbet i Middelfart i lørdags var til at føle på. Eller, måske faktisk ikke så meget skuffelsen, men mere indebrændtheden. Jeg var sur. Jeg var rasende. Og jeg skulle saftsuseme ha’ revanche i Fredericia dagen efter – altså i går.
82 kilometer skulle tilbagelægges fordelt på 7 omgange, og for én gangs skyld, så var det også en dejlig sen start. 11.27 skulle vi sendes afsted, så solen var nået at stå ordentligt op på himlen, så temperaturen tillod kort/kort og bar kas’ i speedsuiten.
Ruten var også rimeligt tilforladelig og bygget til at køre rimelig høj fart det meste af vejen. Der var nogle sving, hvor et par stykker var ret skarpe, og så var der to bakker af betydning, hvor den ene startede 1000 meter før mål.
Så alt i alt, så skulle det nok være en rute, hvor jeg kan gøre en forskel, selvom jeg er en lille fed prop, når bare jeg kører på de rigtige tidspunkter.
En lille smule panik inden opvarmning
Så langt, så godt. Jeg troede fuldt og fast på, at jeg skulle sgu nok kunne få hentet et godt resultat hjem her. Så afsted til Fredericia det gik, med fruen i bilen, og så skulle intet komme i vejen for, at jeg kunne give hende en helt særligt morsdagsgave.
Men jeg var ikke engang nået at komme i gang endnu, så opstod der en lille smule panik..
Efter punkteringen i Middelfart har jeg naturligvis måtte stå og reparere mit tubeless-dæk lørdag eftermiddag. Men da jeg får taget mit cykeltøj på, spænder hjelmen og skal til at klikke i mine pedaler, så ser jeg en lille smule tubelessvæske pible ud af mit fordæk.
Altså samme dæk, som jeg punkterede på om lørdagen og som jeg havde stået og repareret med et reparationskit til tubeless-dæk.
Hullet her var dog et andet sted, så hvordan det pludseligt er opstået, det ved jeg faktisk ikke. Måske hullet er kommet da jeg rullede hen til indskrivning… eller også har jeg bare ikke haft opdaget det lørdag eftermiddag.
Men da jeg stod der og så, at der kom tubelessvæske ud gennem et lille hul i fordækket, der tænkte jeg godt nok…
… FANDEME IKKE IGEN!!!
HVAD HAR JEG DOG GJORT?
Der var en halv time til start, så jeg ville ikke kunne nå at skifte dæk, selvom jeg havde alt udstyr med til det. Så jeg trillede afsted ud på opvarmning, i håb om, at væsken nok skulle lappe dækket.
Og det gjorde det da heldigvis også!

Stive ben blev cyklet væk
Jeg fik en fornuftig opvarmning, men kunne godt mærke i benene, at jeg var gået lige fra max-watt i en halv time og direkte til at stå stille i Middelfart.
Lårene var sgu godt spændt op, for jeg havde ikke haft mulighed for at rulle af pga. punkteringen – og da først jeg var færdig med at reparere dækket og gøre cyklen klar om eftermiddagen, så prioriterede jeg tid med yngsteynglet og vovsen, når nu jeg i forvejen er meget væk hjemmefra pga. cykelløb i den her tid.
Så nogen benløser blev det ikke til. Det måtte altså cykles væk.
Det stod da heller ikke mere slemt til, end at jeg fik det kørt ud af benene under opvarmning og var brandvarm, klar til start. Om end jeg også godt kunne mærke i opvarmningsintervallerne, at benene ikke var på helt det samme niveau som om lørdagen.
Afsti’-Afsted, direkte ud af skolegården
Friske ben eller ej, så havde jeg altså et mål med at stille til start i gårsdagens licensløb i Fredericia; jeg ville vinde. Jeg ville ha’ revanche fra lørdag og jeg ville bruge min indebrændthed som energi.
Så da starten gik kl. 11.27, så fløj jeg direkte ud af skolegården. Dét her, det skulle ikke blive noget nemt cykelløb for nogen som helst. Hverken mig selv eller alle andre.
Jeg angreb fra første meter og fik en gut fra Amager med. Et lille hul blev det til, men heller ikke mere end det – så blev det lukket ned igen. Fair and square, sådan var det.
Derefter kom der et par forsøg fra andre, hvor jeg også selv forsøgte at gå med, men ingen forsøg fik hul.
Ingen måtte åbenbart køre, og i stedet for at gå med i angrebene, så var det åbenbart sådan, at det var meget bedre, hvis dem, der gerne ville ha’ været med, men som ikke kom det, trak hele feltet op igen.
Og der har vi så den generelle historie for hele cykelløbet!

Angreb på angreb på angreb
Efter de første 5-6 angreb gik der stilstand i feltet… jeg vil ikke sige at vi rullede, men sådan føltes det i hvert fald. Og jeg var utålmodig og også irriteret over, at der ikke var nogen der ville køre cykelløb.
Så da vi kort ramte en hovedvej med en lille smule sidevind, der angreb jeg igen. Og jeg fik hul.
Ganske vist gik jeg ikke all-in der, så da først jeg havde slået et lille hul, så smed jeg watt’ene ned omkring tærskelintensitet for ikke at slide mig selv for meget op for tidligt. Håbet var jo også, at der ville komme et par stykker mere op.
Men igen, så i stedet for at angribe nede i feltet og køre op til mig, så satte man sig bare i front og trak hele feltet med op til mig.
Nå, indhentet… og så prøver vi igen… indhentet… og så prøver vi igen.
Ærligt, så tror jeg, at jeg nok har forsøgt mig med 6-8 angrebsforsøg alene på første omgang. Men enten så er det bare blevet lukket ned med det samme eller også har jeg fået hul, men så har nogle ryttere siddet og trukket hele feltet tilbage til mig igen, i stedet for selv at angribe, slå hul og køre op til mig.
Så angreb på angreb på angreb, men lige vidt hjalp det.
Stilstand = angrebstid
Jeg nægtede dog at give op. Jeg ville afsted. Så jeg skiftede taktik til, at hver gang farten gik ud af feltet, så ville jeg angribe.
Og som sagt, så gjort.
Det var vitterligt sådan, at hver gang farten gik ud af feltet, så var jeg den der var fløjet. Men som med alle andre gange, så blev hullerne bare lukket af de tonsende frontsvin hver gang.
Altså, jeg forstå det ikke… hvem gider stå op en søndag morgen og tage til cykelløb for at slide sig selv ihjel i fronten af feltet, uden at få en skid ud af det?
Det er sgu da dumt!
20. gang var lykkens gang (troede jeg)
Nå, jeg fortsatte mine angreb i tide og utide i håb om, at på ét eller andet tidspunkt, der skulle det sgu nok lykkes. Så da vi kørte ud på næstsidste omgang ud af syv, der troede jeg stadig på at jeg kunne vinde.
Jeg skulle jo bare afsted!
Cirka midt på næstsidste omgang kommer en enkelt mand afsted, hvor jeg sidder klemt en lille smule inde. Men han fik relativt hurtigt et fornuftigt hul, så jeg tænkte, at ham der… ham skulle jeg op til.
Så jeg fik bakset mig ud af feltet. Angreb. Fik slået hul.
Og så kørte jeg ellers op til ham.
Da jeg kiggede mig tilbage, så jeg et felt, hvor ingen ville lukke os. Det var nu chancen var der!
Kort derefter komme en lille bakke, og på den bakke, er der en enkelt rytter der river sig fri fra feltet og kører op til os – og da han kommer op, finder vi hurtigt ind i et rigtigt godt samarbejde.
Hullet til feltet var stort – og der tænkte jeg:
Så, nu lykkedes det. Nu kører vi hjem og så finder jeg en måde at slå de to andre på!
Men pludseligt, ud af det blå, så var feltet der igen. Og jeg ved ikke hvordan, for vi kørte faktisk ret stærkt oppe foran – men pludseligt på opløbsbakken 1000 meter før mål, der var der kontakt.
OG OM JEG BEGRIBER HVORDAN DER HAR SIDDET NOGLE CYKELRYTTERE I DET FELT, DER HAR TÆNKT, AT JEG KOM IKKE MED DER, SÅ NU ER VI LIGE ET PAR STYKKER DER NOK SKAL GÅ ALL-IN PÅ AT LUKKE DET UDBRUD NED IGEN.

Den endelige kapitulering
Efter vi var blevet hentet der og kørte ud på sidste omgang, der kunne jeg godt mærke, at nu er det slut. Nu har jeg brændt for mange tændstikker, så i allerbedste fald ville det blive til en placering lige akkurat indenfor pointrækken.
Da først vi tre havde slået hullet, der gik jeg all-in på det udbrud, så der var sgu kun lige ben nok tilbage til at skulle komme med rundt.
Jeg angreb derfor ikke flere gange, og fokus var nu bare på, at komme med rundt til opløbsbakken og så ville jeg rulle i mål.
Den endelige kapitulering fra min side.
Jeg havde bare ikke mere at køre med, og med den opløbsbakke der var, der havde jeg ikke nok i benene til at skulle køre med der, hvor det er sjovt. Så jeg sad i feltet hen til opløbsbakken og så rullede jeg til mål derfra.
Sure Morten…
Jeg kommer kun lige over målstregen og så ser jeg min kone i venstre side af vejen. Jeg triller over til hende, fortæller hende hvor utilfreds jeg er og så skulle frontsvinene, der hele dagen havde siddet og kørt mig ind igen, ellers bare ha verbale tæv.
Samtidigt var jeg lige ved at få et angstanfald, så da nogle tilskuere kom lidt for tæt på mig, der var jeg lidt for grov i munden og fik sagt noget i stil med kan i da for helvede da ikke bare gå forbi.
Det er slet ikke ok fra min side, og selvom det ikke er en undskyldning, men en forklaring, så var det en kombination af frustration fra mit cykelløb, og så, at jeg følte mig lukket inde af tilskuerne.
Så hvis du som berørt tilskuer læser det her, så må du meget undskylde!
Boombokse… hvad er nu dét for noget?
Når nu jeg undskylder for min egen opførsel efter cykelløbet, så er der simpelthen en ting jeg lige er nødt til at påtale… for boombokse… hvem i f-i-anden har bildt sig selv ind, at vi andre gider høre på dit lortemusik ude på parkeringspladsen?
Det startede med en gut i en campingvogn, der havde en boomboks til at stå udenfor, og som afspillede noget af det der nymoderne lort af en form for rapmusik (ikke at der er noget i vejen med rap, men det moderne rap er sgu til at blive skør i bolten af at høre på!).
Derefter var der så en ung gut der skulle varme op på ruller, så der kom der også lige en boomboks frem, der blev knaldet godt op med techno.
Så der sad jeg og min kone i bilen, direkte i skudlinjen mellem to boombokse der spillede hver sin slags musik.
Dét skal jeg fandeme ikke be’ om!
Hvorfor er det, at man ikke kan tage nogle høretelefoner på? Hvorfor skal vi andre tvangsindlægges til at høre på dit musik? Hvad blev der af, at man tager hensyn til andre og støjer så lidt som muligt?
Jeg kan i hvert fald sige, at for et menneske som mig, der har brug for ro og som i forvejen er rimeligt presset ude til cykelløb pga. de mange mennesker, så hjælper boomboks-fænomenet i hvert fald ikke på det!
Lige det sidste…
Og når nu jeg er i gang med at brokke mig, så kan jeg lige nå at få det sidste med.. for hvordan kan det være, at der sidder så mange ryttere fra særligt Aalborg og Aarhus i feltet, og så kan de ikke finde ud af at køre cykelløb?
Selv hvis en af deres egne er røget afsted i udbrud, så ligger de og kører dem ind igen.
Dét har jeg meget svært ved at forstå. Men der er åbenbart så meget jeg ikke forstå om at køre cykelløb…
Nå, men hvis du vil se resultaterne fra gårsdagens licensløb i Fredericia, så kan du se dem her.
Ha’ det godt indtil vi læses ved igen! Hej hej.