Cyklen var klar. Min krop var klar og mit hoved var klar. De sidste par dage op til dagens licensløb i Middelfart har jeg heller ikke lagt skjul på, hvad målet var: Jeg skulle vinde – og jeg var overbevist om, at det skulle jeg nok. Ud af 61 kilometer skulle 7,5 kilometer af dem køres på grus. Lige min kop the! Men det store mål gik desværre i vasken med en punktering til sidst på anden gruspavé.

Der er sgu noget fedt og storslået ved det… at tage sin landevejscykel og køre den ud på en grusvej, som den i virkeligheden slet ikke er bygget til, og så bare give den gas. At køre om kap med grus og støv flyvende rundt om ørerne, mens dækkene kæmper for at få greb i underlaget.

Lige præcis derfor var dagens licensløb i Middelfart et kæmpe mål for mig. For hvis du spørger mig, så findes der nok ikke et løb på kalenderen, der er større prestige i at vinde, end et vaskeægte grusløb.

I hvert fald, hvis vi ser bort fra et mesterskabsløb og også tager udgangspunkt i, at vi jo hverken er A- eller U19-ryttere.

Og så også særligt fordi der er så få af dem! I skrivende stund er jeg i hvert fald ikke bekendt med andre licensløb på kalenderen, end det her licensløb i Middelfart, hvor vi har gruspavéer (eller hva?).

Desværre blev forventningens glæde afløst af virkelighedens nedtur. En punktering på forhjulet, lige da feltet var splittet i atomer. Det kunne næsten ikke blive værre.

Forberedelserne var ellers gjort

Til alle licenscykelløb i år, har jeg været ude og køre recon i dagene op til. Vi kommer bare ikke udenom, at som cykelløb køres i dag, så er det vigtigt at vide når der kommer udfordringer og ting vi skal være opmærksomme på ude på ruten.

Så i går kørte jeg en tur til Middelfart for at besigtige ruten. Ikke bare i bil, men på cykel, så jeg ville få den bedste følelse med, hvad der ventede.

Tre omgange fik jeg kørt.

Recon blev kørt på 25 mm. dæk for og bag – og det kunne jeg godt mærke, at det var for smalt. Det var umiddelbart svært at få nok greb, og cyklen skøjtede lidt rundt under mig alle tre gange, så der var ingen tvivl om, at jeg skulle op i dækbredde.

Så på turen hjemad gik vejen forbi Børkop Cykler for at købe et GP 5000 S 32 mm. dæk til baghjulet, og så ville jeg montere det 28 mm. GP 5000 S-dæk, jeg allerede havde liggende derhjemme, på forhjulet.

Så det fik jeg det meste af fredag eftermiddag til at gå med at montere!

Til gengæld var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige at gøre… og punkteringer? Nix, ikke med så brede dæk!

Nervøsitet afløst af kæmpe ildebrand

Det var derfor med kæmpe tiltro til at udstyret nok skulle holde, at jeg stillede til start kl. 10.13 ved Strib Aktivitets- og Idrætscenter.

Opvarmningen var gået godt, og jeg kunne mærke allerede der, at i dag…. DER VAR JEG MERE TÆNDT END NORMALT!

Jeg fik kørt til start i god tid, så jeg var sikret en plads i første gelled, for der var ingen tvivl om, at der ville komme udbrudsforsøg fra starten.

Og ganske rigtigt… starten gik, 61 km. ventede og der blev drejet godt på gaspedalen fra starten. Jeg havde godt forudset det, for de fleste ville nok gerne være på forkant inden grusstykket, for at undgå positionskampen.

Jeg forsøgte selv at køre med i et par forsøg, men de blev lukket ned med det samme. Der var dog lige en enkelt rytter der slap afsted, men det var på et tidspunkt, hvor jeg skønnede, at det ville være mest fordelagtigt for mig at blive i feltet…

Ham skulle vi nok få hentet igen.

Helvede brød løs

Som forventet, så blev der kørt stærkt henimod grusstykket, fordi alle gerne ville være blandt de første til at dreje derind – og personligt fik jeg kørt positionskampen rigtigt fornuftigt, så jeg havde frit angrebsterræn forude med 200 meter til svinget ind på pavéen.

Det udnyttede jeg med 100 meter derhen, hvor jeg lavede en mindre acceleration, så jeg var første mand i feltet på grusstykket.

Inden start hørte jeg en tilskuer sige til en af rytterne, at han skulle køre i venstre side af grusstykket. Men på min recon var jeg kommet frem til, at højre side var bedst – så lige så snart jeg var svunget til højre ind på gruset, så var det bare over i højre side og give den fuld pedal.

Jeg gav den alt den kunne trække, uden at se mig tilbage. Bare fuldt fokus på watt i pedalerne og det helt rigtige spor at køre i, og den enlige rytter, der var sluppet afsted inden, han blev hurtigt hentet og faldt vist bare direkte ned igennem feltet.

Grusstykket var sådan indrettet, at der cirka midt på, var en lille bakke. Og det var først da jeg nåede toppen af den, at jeg kiggede mig tilbage…

… og feltet, det var ikke længere et felt… det var sprængt i atomer.

Min forcering på gruset havde splittet hele lortet i stumper og stykker, og der sad kun en håndfuld ryttere tilbage sammen med mig.

Jeg troede faktisk, at nu var vi kørt…

Efter den lille bakke midt på grusstykket, ventede der et stykke, hvor det gik lidt nedad, men hvor der faktisk ikke var særligt meget grus. Det var mere hård jord med lidt grus drysset ud rundt omkring, men der var også større sten – og i selve underlaget var der også mursten.

Ja, du læste rigtigt… mursten…

Men den sværeste del af grusstykket var klaret, så jeg slækkede lidt på gassen og lod én af dem, der stadig var med mig, overtage fronten.

Jeg kiggede mig tilbage igen – og det var et vildt syn!

Hele feltet sad vitterligt i grupper på 3-5 stykker med store mellemrum imellem dem, med hver rytter kæmpende for at få kontakt med dem foran.

Så med de fire andre ryttere jeg havde med mig, der troede jeg faktisk, at vi var kørt. Så da vi kom ud på asfalten råbte jeg til dem alle sammen, at nu kører vi sgu, for der er splittet godt og grundigt bag os.

Alle og én var indstillet på, at den skulle ha’ noget bundgas, og vi kørte så stærkt, at den ene af dem, vi havde med, blev sat fra dæk. Så nu var vi kun fire tilbage.

Og fire styks, det ville helt klart være nok til at komme hjem, hvis bare alting flaskede sig.

Samling igen og posen skulle rystes på ny

Desværre blev forfølgerne samlet bag os, og selvom vi kørte pænt stærkt oppe foran, så fik de hentet os hjem igen ca. en kilometer fra vi nåede målområdet første gang. Pokkers også…

Men til gengæld var vi vel rundt regnet kun cirka 15 mand tilbage, så det var en ret overskuelig gruppe – og jeg var stadig optimistisk og tænkte, at det her skulle nok blive min dag alligevel.

Jeg skulle bare spille mine kort rigtigt, og da farten gik helt ud af gruppen et par kilometer efter vi havde passeret målstregen, da så jeg mit snit til et angreb.

Egentligt havde jeg håbet at få et par stykker med, men ingen reagerede. Min umiddelbare tanke var, at de nok stadig havde pulsen højt oppe og ikke følte sig klar til at køre stærkt igen, så det betød også, at jeg ret hurtigt fik et hul på 10-15 sekunder, vil jeg tro.

Jeg kiggede mig sådan relativt meget tilbage for at holde øje med, om de kom nærmere, eller om nogen måske ville forsøge at angribe og køre op til mig.

Men intet skete – og da vi nærmede os grusvejen anden gang, kunne jeg godt se, at nu var de relativt tæt på mig pga. farten fra positionskampen. Men der tog jeg en beslutning om at holde mit pres i pedalerne, i stedet for at lade mig falde tilbage.

Det ville være meget bedre at undgå positionskampen og så køre mit eget tempo inde på gruspavéen.

Sejren var der, indtil den ikke længere var der

Som tænkt, som gjort… jeg kom alene ind på grusvejen med kun et par sekunders forspring. Og det var vigtigt, for det var lige akkurat nok til, at jeg undgik positionskampen og stadig ha’ mulighed for at lægge seriøst pres på resten af den cirka 15-mand store frontgruppe lige bag mig.

Lige så snart jeg ramte gruset, så skruede jeg igen heeeeeeelt op for tempoet, og ligesom på første omgang, så kiggede jeg mig tilbage på toppen af den lille bakke midt på pavéen for at besigtige skaderne.

Og de var store!

Kun to mand sad tilbage sammen med mig, så vi sad tre mand i front på sidste halvdel af grusvejen – og bagved var det hele endnu engang sprunget fuldstændigt i stumper og stykker.

Selvom det gik stærkt og det var med at holde tungen lige i munden på gruset, så smilede jeg. Et KÆMPE smil. Lige dér, der sad jeg med den totale overbevisning, at vi tre mand, vi skulle nok kunne køre hjem sammen.

Jeg lod de to andre køre forbi – og så hørte jeg det, jeg ikke skulle høre.. den klassiske lyd af en punktering.

Fffffssssshhhhhh.

Fuuuuuuuck tænkte jeg. Men jeg kunne omvendt ikke se noget tubelessvæske sprøjte omkring, så jeg tænkte, at det måske var en af de to andre. Altså lige indtil jeg ramte en af de større sten på grusvejen, så var jeg ikke længere i tvivl.

Det var mit fordæk, der var punkteret. Med ét gik alle sten fra gruset direkte op gennem min fælg, op i rammen og op i mine arme.

Der var bare ikke noget at gøre. Følelsen af, at jeg nok skulle vinde, blev afløst af kæmpe skuffelse. Og vrede.

Tilskuerne for enden af grusvejen fik i hvert fald set sure Morten, som den mest sure, han overhovedet kan blive. Det var ikke kønne gloser, der blev råbt ud der. Men hvad skulle jeg gøre? Alting glippede lige i dét øjeblik.

Sejren var der, indtil den ikke længere var der.

Fedt koncept, men der er brug for flere fejeblade

Som tidligere skrevet, så er det et virkeligt fedt koncept med sådan et grusløb. Særligt på så kort en rute, hvor vi rammer grusstykket mange gange – og fordi distancen samtidigt er så kort, så er det virkeligt fuuuuuuld gas fra start til slut.

Men når man arrangerer sådan et cykelløb, så må man som arrangører også stille med mere end ét fejeblad.

Og hvis man endelig skal nøjes med ét fejeblad, så skal det i hvert fald ikke være en sedan, med en cykelholder, med plads til kun to cykler bagpå…

Så det blev noget af en gåtur, inden en far til en U17-rytter venligt samlede mig op!

Heldigvis var det solskin og i omegnen af 15 grader, så jeg frøs ikke. Men havde det været regnvejr og 10 grader, så havde jeg og alle andre ryttere, der var punkteret, stået der og være blevet iskolde.

Så jeg vil rigtigt gerne tilbage næste år. Jeg vil ha’ revanche, for den her type cykelløb er som skræddersyet til mig. Men jeg håber, at arrangørerne sørger for en bedre fejebladsordning (selvom jeg da ikke håber, at jeg punkterer igen næste år…).

Nå, selvom det her endte med en kæmpe nedtur for mig, så kommer der nye cykelløb i fremtiden. Så må jeg jo se om jeg kan finde trøst i dem.

Tak fordi du læste med – og hvis du vil se resultaterne fra dagen, så finder du dem her.

I går genoplevede jeg den største oplevelse jeg nogensinde har haft som cykelrytter, da jeg var til start i motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop (også kaldet ADAC Velotour, når det er motionsudgaven). Det var vildt, det var fedt og det var hårdt med både fladbanerace på motorvej, gadeløb mellem Frankfurts skyskrabere og og slutteligt kuperet kørsel i Taunusbjergene.

Grunden til at jeg skriver genoplevede er fordi, at jeg tidligere har kørt det samme løb, bare i U23-udgaven.

Det var tilbage i 2009 og af helt naturlige årsager, er der løbet meget vand gennem åen siden. Jeg er blevet ældre, jeg er blevet tykkere og jeg er blevet langsommere. Tiden går og klokken slår, jo.

Men oplevelsen dengang var mega fascinerende for mig, fordi det netop er en kombination af fladbanerace på motorvej, gadeløb midt i Frankfurt blandt byens skyskrabere og en moderat form for bjergkørsel i Taunusbjergene.

Det var KÆMPE stort for mig dengang, så da Jacob Sonne fra Energidepotet.dk tilbød mig et gratis startnummer til Eschborn-Frankfurt City Loop (ADAC Velotour), så var jeg på med det samme!

Jeg takkede ja til startnummeret, booket hotel og hørt om far om ikke han havde lyst til at komme på en lille hyggelig far/søn-tur.

Det ville han – og nu er resten historie, som man siger!

Eschborn-Frankfurt City Loop skuffede ikke

Og hold. nu. op. en oplevelse, det endnu engang var at køre! Men det var også lærerigt og fedt.

Starten var hård, for da jeg kørte til startstregen 45 minutter før start, der stod der allerede nogle 2-300 andre ryttere klar. Jeg ville ellers gerne ha’ varmet lidt mere op, men det kunne jeg godt se, at det ville være en dum idé.

Så ind i startboksen med mig og stå der som sild i en tønde. Ikke sådan synderligt godt for mig, fordi jeg nemt kommer til at føle mig klemt inde når jeg står så tæt blandt andre mennesker.

Det gik da. Men at stå så langt tilbage betød til gengæld, at da startskuddet lød, da måtte jeg indlede en hårdt jagt op igennem feltet på den tresporede motorvej ind mod Frankfurt. Umiddelbart lyder det til, at så var der meget plads, men det var der vitterligt ikke. 

Der blev kørt hamrende stærkt, for alle ville frem inden vi ramte gadeløbet inde i Frankfurt midtby. 

Et styrt skete lige foran mig, som jeg lige med nød og næppe undgik. Men jeg blev sat tilbage – og så gik jagten på fronten af feltet atter ind. 

Jeg nåede fronten igen akkurat som vi ramte Franfurt midtby – og derfra handlede det “bare” om positionskampen for at holde min position gennem de mange kurver.

Det lykkedes for mig at holde mig fremme, og derefter var det ellers afsted på endnu en motorvej ud af Frankfurt, med retning mod Taunusbjergene og med Feldberg som første store udfordring.

Harmløst styrt med konsekvenser for resten af mit cykelløb

Inden start var dagens første delmål, at jeg skulle sidde med fronten af feltet til vi nåede hen til foden af Feldberg.

Siddende godt placeret i top 50 med 10 km derhen, så delmålet ud til at skulle lykkes… altså lige indtil endnu et styrt skete lige foran mig, og denne gang kunne jeg ikke undgå det. Så jeg måtte en tur ned og ligge. 

Heldigvis (for mig) landede jeg ovenpå en anden, så jeg slog mig ikke! Så jeg kom hurtigt på cyklen igen – og så var det, at jeg lavede dagens helt store fejltagelse:

Jeg gik i panik og indledte en solojagt på feltet, i stedet for at holde lidt igen og samarbejde med en større gruppe af ryttere, der også havde været nede og ligge, og som jagtede lige bag mig. 

Så jeg gik i sort zone. Altså totalt i sort zone. Og jeg kunne mærke det i det øjeblik det skete, helt uden tvivl.

Jeg fik simpelthen kørt mig selv derud, hvor jeg bare kunne mærke, at det her, det restituerer jeg ikke fra igen. Der vidste jeg godt, at jeg nok ikke ville ha’ meget at skyde med resten af dagen.

Feldberg lukkede mig ud af bagdøren

Jagten tilbage til feltet var ellers lykkes, for jeg fik kontakt med feltet igen et par kilometer inden bunden af Feldberg. Men lige så snart det begyndte at gå bare lidt opad, så røg pulsen bare i max med det samme.

Det kostede mig simpelthen alt, alt for meget for mig, at ha’ jagtet så hårdt efter styrtet, så det blev ren overlevelse at køre de knap 12 km. op til toppen, hvor jeg undervejs blev ganske seriøst sat af fra feltet.

Men jeg var heldigvis ikke den eneste, der røg ud af bagdøren! Så en kilometers penge fra toppen kom en mindre gruppe kom op til mig- og så var det bare at æde mig selv, for at komme til toppen med dem. 

Det lykkedes, og så gjaldt det nedkørslen, godt færdig og brugt. 

Og jeg må indrømme, at på det tidspunkt, der følte jeg godt nok at der var langt hjem. Jeg havde ærligt talt svært ved at overskue, hvordan jeg i det hele taget skulle komme hele vejen til mål.

Men en snert af overskud viste sig senere på Mammolshain

Mit manglende overskud var heldigvis kun et begrænset fænomen. I gruppen jeg sad i, var der et rigtigt godt samarbejde, og vi begyndte stille og roligt at hente flere og flere der var blevet sat af fra feltet (hvis man da kunne kalde det det, på dét tidspunkt).

Det gode samarbejde varede henover både stigninger, nedkørsler og i dalene mellem stigningerne, og henimod slutningen, fik jeg det faktisk bedre og bedre.

Så midt på løbets sidste stigning, Mammolshain, begyndte jeg faktisk at sidde med en lille smule overskud. 

På vej hen til foden af den, frygtede jeg ellers, at jeg ville falde helt igennem på den. Men sådan blev det slet ikke, for selvom jeg ikke var den der førte an i gruppen, så sad jeg solidt i den første tredjedel.

Yderst overraskende, taget mit ellers manglende overskud indtil nu i betragtning. Særligt med tanke på at Mammolshain er 2,4 km. lang og stiger 7,4% i snit, hvor de stejleste 100 meter er med 14% stigning.

Men mit nuvundne overskud betød altså, at jeg nåede toppen af Mammolshain blandt de første i min gruppe – og så ventede der ellers bare først en nedkørsel og derefter lidt fladbanerace ind mod mål i Eschborn.

Da vi når målstregen i Eschborn er de sjove placeringer længe kørt, så selvom jeg kører en spurt (mest for træningens skyld) og bliver 3’er i den gruppe jeg kommer ind med, bliver det resultatmæssigt slet ikke til noget at tale om. 

Men jeg fik en fed oplevelse, det hele på trods – og det er det vigtigste!

Vi ses igen næste år, Eschborn-Frankfurt City Loop

Én ting er, at jeg havde en superfed oplevelse da jeg kørte U23-udgaven i 2009. En anden ting er, at jeg – trods styrtet og en dum, dum solojagt – også havde en superfed oplevelse i motionsudgaven i går.

Men en tredje ting er, at jeg synes at ruten er voldsomt fed, og at jeg er sikker på, at den vil ligge godt til en rytterprofil som mig, hvis blot jeg kommer ned på en nogenlunde fornuftigtig vægt på omkring de 68 kg.

Det ved jeg, at jeg kan komme ned på, for som triatlet var jeg nede på 71 kg – og det var med en relativt solidt bygget overkrop, som jeg egentligt bare skal ha’ væk (og tro mig, det er den vist, hvis vi skralder det overflødige fedt af 🤫).

Jeg har lagt en plan for, hvordan jeg kommer derned uden at sulte mig selv (mere om det i et andet blogindlæg), så næste år vil jeg tilbage og ha’ revanche. Og næste år, der vil jeg slutte i top 10!

Jeg glæder mig til at komme tilbage til Eschborn-Frankfurt City Loop!

… og by the way: Min far er også blevet helt tændt på løbet nu, så næste år tager han med igen – denne gang også som deltager, endda på samme lange distance (han bliver 65 til december!) 🚀

Læs i øvrigt mere om motionsudgaven af Eschborn-Frankfurt City Loop ved at klikke her.

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

I går var jeg til start i mit første draft-stævne 🔥 det var i Schwerin – og det var VARMT! ☀️

Vandet vi svømmede i var 24 grader, så det blev en non-wetsuit svømning. Kommer op af vandet som nummer 11 – og så var det ellers bare ud på cykelruten og lide en voldsom død 🤣

Cykelruten var 670 ud, vendepunkt, 670m hjem, vendepunkt og så ellers forfra 14 gange – og ruten gik bogstaveligt talt kun enten opad eller nedad 😵‍💫

Kommer til at sidde i 2. gruppe, hvor vi lidt over halvvejs får lukket hullet til frontgruppen. Men vi bliver splittet igen, hvor jeg sidder for langt tilbage.

Så bliver fanget i 2. gruppe, som jeg også stiller cyklen sammen med.

Ude på løbet var der bare udsolgt. Smeltede totalt i varmen. Så det endte med at blive et løb i sub-AT tempo, selvom det føltes som all-out anaerob intensitet 🤢

Jeg bliver nummer 20, der langtfra var hvad jeg havde drømt om. Men der var bare ikke mere at komme med på dagen 👍🏻 som hold bliver vi samlet 9’er, så det er sgu ok godkendt 💪🏼

Nu er det tilbage til tegnebrættet og finde ud af, hvordan træningen skal skrues sammen fremadrettet, så min drøm om at kunne vinde sådan nogle stævner her, kan blive en realitet.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at draftstævner bliver kørt på en helt anden måde end non-draft. Og det skal træningen også afspejle.

En af tankerne er at få en træner, der er specialiseret i kortdistance draft-triatlon. Men dem findes der jo ikke så mange af i Danmark 🫣

Uanset hvad, så var det i hvert fald fedt at prøve. Og selvom jeg på målstregen i går, sagde aldrig igen – så glæder jeg mig i dag til næste gang 🤩

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Waaaaaaaauv. Bare waaaaaaaaauv. Jeg kunne bare ikke rigtigt tænke mig en bedre måde, at slutte min sæson på, end jeg lige har gjort i Lübeck til 7 Türme Triathlon, der også var en del af Schleswig-Holsteins Landesliga.

Oprindeligt skulle jeg egentligt have kørt finalen i DM-serien. Men fordi den blev aflyst, hørte jeg mit tyske hold TriSport Holstein, om de manglede en mand til deres Landesliga-hold i Lübeck. Og det gjorde de, tilfældigvis.

Så søndag formiddag stod jeg på stregen til min personlige sæsonfinale. Og samtidigt også til mit eneste race i år, der er længere end en sprintdistance. Søndag stod den nemlig på en OL-distance.

På forhånd, var jeg derfor i tvivl om, hvad jeg kunne forvente af mig selv. Jeg har jo ligesom bevist i år, at jeg er ok hurtig på sprintdistancerne. Men en OL-distance er jo lige dobbelt så lang, så det kræver lidt mere udholdenhed, som jeg ikke nødvendigvis har trænet.

Positivt overrasket over min performance

Nu kunne jeg skrive stolpe op og ned om alt fra køreturen derned til køreturen hjem igen. Men det vil jeg spare dig for. Jeg vil i stedet bare fortælle lidt om, hvor positivt overrasket jeg er, over den performance jeg strikkede sammen på dagen.

Som hurtig info var jeg hurtigste herre i Landesliga. Og så var jeg næsthurtigste herre overall. Én eller anden gut, der normalt kører 1. Bundesliga, var til start i den åbne klasse – og han var lige en lille smule bedre end jeg var 😉

Svømningen gik ganske fornuftigt, hvor jeg kom op af vandet i en tid på 20.45, der var næsthurtigste svømmesplit overall på dagen. Starten var en rullende start med 3 mænd/kvinder, der blev sendt afsted hvert femte sekund, og jeg stod i femte række. Så jeg blev sendt afsted 25 sekunder efter de allerførste var startet.

Den rullende start på trods, blev der hurtigt dannet en form for frontgruppe, hvor vi var en 5-7 stykker samlet. Det gjorde, at jeg kom relativt komfortabelt gennem de 1500m svøm, hvis vi ser bort fra de første cirka 500m, hvor jeg svømmede ret hurtigt for at få kontakt med de forreste.

Oppe af vandet, var det hurtigt gennem T1 og ud på cyklerne. Vi endte med at være to, der fik os et lille hul i skiftezonen. Og vi var så sammen i front i de første 15 km på cyklen, hvorefter jeg besluttede mig for, at trykke lidt mere i pedalerne.

Jeg syntes sgu ikke rigtigt, at det gik hurtigt nok 😉

Jeg slog hul til ham og endte med at tage mere end et minut på ham, inden jeg stillede min cykel i T2. Og så var det ellers bare ud på løberuten. En halvbarsk én af slagsen, vil jeg sige.

Selvom der ikke var de vilde stigninger på løberuten, så var der alligevel mange steder, hvor det steg et par procent. Og så var der også mange steder, hvor der var meget ujævn asfalt og fortov. Så det var svært at finde en ordentlig rytme.

Jeg får dog alligevel løbet mig i mål med en løbetid på 36.30 – så det må vel siges at være godkendt.

Alt i alt ender jeg med en sluttid på 1.57.19 – og det synes jeg fandeme også er godkendt!

En diskvalifikation af min holdkammerat, der fratog os holdsejren

Hvis du følger mig på Instagram og/eller Facebook og har læst min opdatering fra umiddelbart efter racet, så husker du måske nok, at jeg skrev noget om en diskvalifikation af min holdkammerat, der kostede os holdsejren. Og nu vil jeg så gerne uddybe, hvordan situationen reelt er.

I racemanual og på stævnets hjemmeside, stod der, at vi på svømning hele tiden skulle have bøjerne på vores højre hånd. Undtagen den absolut sidste, der skulle være på vores venstre hånd. Alle bøjer, der skulle være på vores højre hånd, var gule. Og den sidste ville være rød.

Samtidigt med det, stod der afbilledet på racemanual og på hjemmesiden, at når vi når til den fjerde gule bøje, at så skulle vi dreje til højre.

Ved et tilfælde opdager mig og Lars Martensen (min ene holdkammerat), at der står en official ved svømmestart, med et billede af svømmeruten. Her er der vist, at vi skal svømme forbi fire gule bøjer og dreje til højre ved den femte bøje, der er rød.

Det billede ser min kvindelige holdkammerat Celine ikke. Og det fortænker jeg hende ikke i, for det er vitterligt kun et tilfælde, at mig og Lars ser det.

Og da Celine er tidligere konkurrencesvømmer, er hun også den første ude ved den fjerde bøje. Altså den bøje, som vi ifølge racemanual skulle dreje til højre ved. Og det gør hun så.

Jeg ligger lige på fødderne af hende, da hun gør det. Men jeg har ikke en jordisk chance for at stoppe hende. For inden jeg når at reagere på det der sker, er hun allerede drejet et par meter væk fra mig. Og det ved jeg, at jeg ikke bare sådan lige får lukket.

Så i princippet korter hun svømningen af. Og jeg har også kendskab til en herre, der gør det samme.

Celine bliver diskvalificeret, men det gør han ikke. Hun står i hvert fald som diskvalificeret på resultatlisten, men han står med en officiel sluttid, bare med en stjerne ved siden af.

Det kan man mene om, hvad man vil. Og jeg synes helt klart, at det er en gigantisk fejl fra arrangørernes side – så en diskvalifikation, synes jeg overhovedet ikke er på sin plads. I alt skærer Celine 500 meter af. Så giv hende en tidsstraf på 10-15 minutter på resultatlisten i stedet. Så kunne vi som hold i det mindste stadig få et samlet slutresultat.

Og jeg vil gerne lige sige det igen….. Celine var den allerførste ude ved den bøje, så hun havde ikke selv nogle fødder at følge. Det har alle andre, der er kommet efter os, haft. Og derfor ser man ikke andre – udover ham, der valgte at følge direkte efter hende – der har haft skåret svømmeruten af.

Men nå. Det kan vi ikke gøre så meget ved nu. Men ærgerligt, at det skulle koste os holdsejren, selvom vi da står som holdvindere på resultatlisten. Men hædret som vindere på dagen, blev vi ikke.

Tid til offseason og vintertræning

Med sæsonen afsluttet, så er det nu tid til offseason og vintertræning. De næste 5-6 uger kommer til at stå på nedsat mængde, med ét ugentligt pas med få og korte anaerobe intervaller i hver disciplin, og så ellers nogle helt lette pas udover det.

Fra slut oktober/start november begynder den forberedende træning så småt. Og fra slut december starter den reelle basetræning så.

Fokus henover vinteren bliver at forholde mig skadesfri, så jeg kan opretholde et kontinuerligt løb. Det vil jeg gøre med fokuseret stabilitetstræning. Og så bliver træningen fra november til marts meget præget af funktionel styrkerelateret træning i alle discipliner.

Det vil sige masser af træning med håndplader og elastikbånd i svømning. Masser af træningen i meget tungt gear på cyklen. Og så masser af træning i bakker på løbet.

Svømningen fortsætter jeg naturligvis med at gøre i poolen. Cyklingen kommer nok også primært til at være indenfor (jeg har lige købt en Wahoo Kickr, men mere om det senere). Og så vil langt størstedelen af min løbetræning være udendørs.

Når alt kommer til alt, kunne jeg ikke ønske mig en bedre måde at slutte sæsonen på. For jeg er nu gået på offseason med masser af motivation og gejst for den kommende lange periode uden konkurrencer. Og det ved jeg, er pisse vigtigt!

Det var alt for det her blogindlæg – vi ses 😀

Resultaterne fra søndagens race, finder du i øvrigt her (bemærk at jeg står i Mixed-konkurrencen, men min tid er stadig den hurtigste overall i Landesliga og den næsthurtigste overall inkl. den åbne klasse på distancen).

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Er du gal, hvor var det fedt. Jeg havde egentligt høje forventninger i forvejen. Men de blev alligevel overgået med stor og fed skrift! Hvor kan de tyskere bare noget med at arrangere stævner.

Menuen stod på team relay. Så et format ligesom mixed relay, som du nok har set fra OL. Bare kun med et enkelt køn – og så med fem mand på hvert hold i stedet for to.

Distancen var 200m svømning, 6km cykling og 2km løb. Så en distance, hvor det bare gør ondt. Bedre kan man vist ikke beskrive det 😉

Jeg startede som holdets første mand. Og det kan man så spørge sig selv om, om det var den bedste ide. Hvis du spørger mig, skulle jeg nok have været holdets sidste mand – men det er en beslutning, der ikke ligger hos mig. Der skal jeg bare parere ordre.

Jeg lavede den kæmpe fejl, at jeg tog våddragt på. Og det skulle jeg – set i bagklogskabens klare lys – ikke have gjort.

For det første, var det kun 200m svøm. Så gevinsten ved en våddragt ville være minimal. Særligt når man tænker på, at en våddragt også giver en lille smule ekstra tid i skiftezonen. Og det endte den med at gøre..

Men først, så blev jeg fanget i vaskemaskinen. Så allerede her, havde jeg ikke engang mulighed for at udnytte min våddragts opdrift. Det var bare én lang slåskamp hele vejen fra svømmestart til svømmeslut.

Og så kunne jeg fucking ikke få den lortedragt af. Så jeg tabte tid på både svømning, hvor jeg kommer op af vandet omkring en placering som nummer 8-10 stykker, og i skiftezonen.

Så det var ren hjernedød tons på de 6km cykling. Og jeg kommer da relativt hurtigt op til den lille gruppe, som jeg var fanget i på svømningen. Jeg vælger bevidst at flyve forbi, for at lukke så meget tid til de tre førende som muligt. Og med ca. en km tilbage, får jeg kontakt med ham, der ligger nummer tre.

Den førende var ca. et halvt minut foran. Og nummer to, cirka 20 sekunder foran.

Allerede i T2 er jeg hurtig nok til at jeg overtager tredjepladsen. Og ca. halvvejs på løbet, får jeg fanget andenpladsen. Derefter går jeg forbi og kan se den førende omkring 20 sekunder foran mig.

Jagten går ind, men jeg løber uden ur, så jeg har slet ingen føling med, hvor langt jeg har løbet og hvor langt der er igen. Så selvom jeg løber hårdt, holder jeg også lidt igen. Og da vi kommer op til et sving, hvor jeg troede at vi ville være halvvejs, skruer jeg tempoet op og begynder virkeligt at få hentet ind på den førende.

Men det viser sig så, at der kun er en halv km. fra det sving og ind til mål. Så jeg når faktisk aldrig at løbe mig helt ud. Faktisk vil jeg tro, at der havde været yderligere 10 sekunder i benene på mig, hvis jeg havde løbet mig max. ud. Lort.

Men jeg får givet den videre til min holdkammerat Andreas i andenposition, med cirka 10 sekunder op til den førende. Så helt skidt var det da ikke!

Andreas får hurtigt hentet den førende på svømningen. Og så tager han hul på cyklen som første mand. Han kommer også ind i T2 som første mand, men taber så lidt på løbet, hvor han giver den videre til vores tredje mand, Lars, som nummer 3.

Lars får forsvaret tredjepladsen hele vejen igennem, så en podieplads ser ret sikker ud. Men så falder det hele også fra hinanden derfra.

Pga. sygdom, har vi nemlig “lånt” en holdkammerat fra en lavere liga, så vi kunne stille med fuldt hold. Og da han har gennemført hele sin tur, er vi nede som nummer 9(!!!).

Sådan er det, det er ude af vores andres hænder. Det kan vi ikke gøre noget ved…

Kasper starter så som sidste mand, hvor han har til opgave at hente så meget tabt tid, som overhovedet muligt. Det lykkedes ham at hente to mand, men at blive indhentet af én. Og så ender vi som nummer 8 samlet.

Det er ikke den allerfedeste placering, for at være helt ærligt. Men omvendt er det heller ikke en dårlig placering. Så omstændighederne (læs: fjerdeturen) taget i betragtning, så er det da godkendt.

Personligt går jeg derfra med én af dagens absolut hurtigeste individuelle løbetider og individuelle tider. Tror jeg er i top 5 på individuelle tider og top tre på løbetider. Så min egen performance, kan jeg i hvert fald ikke være utilfreds med.

Meeeeeeen, havde jeg ikke haft den skide våddragt på og dermed bøvl for at få den af (jeg tabte cirka 15 sekunder ift. de andre i T1), så havde min individuelle tid også været blandt de 3 hurtigste samlet.

Så lektien er, at til 200m svøm, skal jeg ikke have våddragt på fremover!

Alt i alt var det ellers en pisse fed dag, hvor selve arrangementet/racet virkeligt spillede med tydeligt markeret svømmerute, helt lukket og trafikfri cykelrute og en helt lukket og trafikfri løberute.

Og så var det bare feeeeeeeeed at få hilst på de andre holdkammerater!

Oprindeligt var planen så nu, at jeg ville køre et race igen i den kommende weekend. Men holdet har sat mig til at køre en OL-distance i Lübeck om 2 uger. Så nu tager jeg 7-10 dage med OL-specifik træning uden afbrydelser af konkurrencer. Og så vil jeg give den fuld smadder til min sæsonafslutning i Lübeck den 12. september.

Dét glæder jeg mig til!!!

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Foto: Arne Matthiesen

Hmmmm…. som overskriften siger, så man måske skulle løbe nogle flere åbne løb? For hold da kæft en god oplevelse, jeg fik, da jeg løb Rødekro Løbet. Der var masser af deltagere og endnu mere publikum. Og så på en helt afspærret byrute. Og i det fineste vejr!

Der var tre distancer at vælge mellem: 1 mile, 6 km og 10 km. Og jeg løb 6’eren, sådan af hensyn til mine glasben og hvilke distancer, der sådan passer mig bedst.

Jeg endte med at tage en stabil sejr, hvor jeg løb ind på 20.24. Det er jeg egentligt ok tilfreds med, selvom det da kunne være feeeeeed, hvis jeg havde løbet sub-20. Men det ville til gengæld betyder, at jeg skulle løbe 3.20/km – og det var benene bare ikke til 😉

Jeg startede ellers godt ud, med at løbe de første 5-600m i 3.10-pace. Vi startede samtidigt som 1 mile og 10km, så de hurtige 1 mile-løbere, fristede mig lidt for meget til at lægge hårdt ud. Så….. hvornår lærer jeg, at løbe mit eget løb?

Efter cirka den første km, fandt jeg ind i en stabil rytme og pace, som jeg holdte resten af vejen til mål.

Det gav mig så sejren, hvor jeg modtog et gavekort til Aabenraa Butikkerne som præmie. Så mon ikke, at det kommer til at blive brugt til noget, jeg kan bruge 😉

Igen, kan jeg kun sige, at hold kæft, hvor var det en god oplevelse i Rødekro fredag aften!

Nu kigger jeg frem imod på søndag, hvor den står på min debut i Regionalliga Nord i Tyskland. Det er en team relay, som er et format, jeg aldrig har prøvet før. Så det skal nok blive skide fedt!

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Say whaaaaaaat! Jeg er lige blevet fucking dansk mester i non-draft sprint, både i min age group 18-39 år og overall for alle aldersklasser. Det er godt nok vildt!!!!

Hvad der næsten er endnu mere vildt, er, at det er på min svømning, at jeg napper DM-titlen. For jeg sætter hurtigste svømmesplit, og det er det, der bliver fundamentet til den hurtigste tid i mål.

Det var også bare fuld pedal fra starten gik. Så selvom jeg startede som niende mand, så var jeg den allerførste, der forlod vandet.

Og det er jeg glad for, for hverken kroppen, benene eller hovedet var på toppen ude på cyklen og på løbet. Så det blev ren overlevelse og en kamp med det, jeg havde i mig på dagen.

Mentalt havde jeg bare ikke det overskud, der skal til, for at presse de sidste og vigtige procenter ud af kroppen. Men heldigvis formår jeg alligevel, at sætte hurtigste tid og vinde DM. Så det viser bare, at selvom man føler sig som en bunke lort, så skal man bare fortsætte med at kæmpe – man ved aldrig hvad det ender ud med!

Så nu kan jeg altså kalde mig for dansk mester!!! Det er godt nok vildt 🤩 

En lille opsang til tri-forbundet

Jeg ved, at man skal passe på med at kritisere for meget, når man ikke selv står i maskinrummet. Men det her er simpelthen så grelt, at jeg er nødt til at komme ud med det!

For når der afvikles et DM, så sørg nu for helvede for, at lave masser af PR omkring det. Jeg har ikke helt styr på det, men der var vel knap nok samlet 100 deltagere til det her DM. Og det er absolut max!!!!

Så kan man skyde skylden på corona og alt muligt. Men det skal ikke være nogen undskyldning i det her tilfælde. For der har vitterligt ikke været meget synlighed over det her DM race.

Og så det næste…. hvis man gerne vil have nogen til at køre DM-stævnerne, så lad være med at lave en aftale med en arrangør, der nærmest betegner DM-stævnet som et andenprioritetsstævne. For det kan godt være, at arrangørerne af Kalvebod Tri er gode til at lave Kalvebod Tri. Men som deltager i DM-stævnet, stod man lynhurtigt med en følelse af, at Kalvebod Tri var det vigtigste, og så var DM noget, man bare lavede, for at få nogle flere penge i klubkassen.

Det er i hvert fald den følelse, jeg stod tilbage med. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.

Og så lige den sidste ting…. Når man afvikler et DM, så ha’ dog for helvede styr på ruterne. Svømmeruten var fin! Men cykelruten havde relativt mange passager af meget ujævn asfalt, med små kantsten, der skulle forceres.

Og så skal der altså være styr på løberuten. Både på selve ruten og på distancen. Hele sommeren har løberuten stået til at skulle være en ud-hjem rute, der gik omkring en knold ved navn Bjerget. Den blev to uger i forvejen, ændret til, at vi skulle løbe op og ned af den knold.

Her snakker vi 100-150m med 10-11 procent i snit og et efterfølgende meget teknisk nedløb! Det synes jeg, altså ikke hører sig til, på en DM rute. Smid den på en trailrute… Men fandeme ikke en DM rute til DM i sprint triathlon!

Derudover nytter det heller ikke noget, at distancen officielt er annonceret til 5 km, når arrangørerne udemærket er klar over, at ruten er 5,4. Og hvad værre er, så har jeg ikke set én eneste Garmin-måling, der måler under 5,6 km. Personligt målte min egen Garmin 5,7 km.

Så alene fra 5 til 5,4 km, er der noget af en forskel – og så er der lige yderligere et par hundrede meter oveni…

For at sige det ærligt, så håber jeg ikke, at min DM-titel skal forsvares til Kalvebod Tri næste år. Hvis jeg skal, så er det sådan det er. Men jeg håber lokationen bliver flyttet til et sted, hvor der er mere styr på ruter, forhold og prioritering af et DM-stævne.

Det var bare lige et lille surt opstød.

Men derudover, så er jeg glad. For jeg er dansk mester!!!