I går var jeg til start i mit første draft-stævne 🔥 det var i Schwerin – og det var VARMT! ☀️

Vandet vi svømmede i var 24 grader, så det blev en non-wetsuit svømning. Kommer op af vandet som nummer 11 – og så var det ellers bare ud på cykelruten og lide en voldsom død 🤣

Cykelruten var 670 ud, vendepunkt, 670m hjem, vendepunkt og så ellers forfra 14 gange – og ruten gik bogstaveligt talt kun enten opad eller nedad 😵‍💫

Kommer til at sidde i 2. gruppe, hvor vi lidt over halvvejs får lukket hullet til frontgruppen. Men vi bliver splittet igen, hvor jeg sidder for langt tilbage.

Så bliver fanget i 2. gruppe, som jeg også stiller cyklen sammen med.

Ude på løbet var der bare udsolgt. Smeltede totalt i varmen. Så det endte med at blive et løb i sub-AT tempo, selvom det føltes som all-out anaerob intensitet 🤢

Jeg bliver nummer 20, der langtfra var hvad jeg havde drømt om. Men der var bare ikke mere at komme med på dagen 👍🏻 som hold bliver vi samlet 9’er, så det er sgu ok godkendt 💪🏼

Nu er det tilbage til tegnebrættet og finde ud af, hvordan træningen skal skrues sammen fremadrettet, så min drøm om at kunne vinde sådan nogle stævner her, kan blive en realitet.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at draftstævner bliver kørt på en helt anden måde end non-draft. Og det skal træningen også afspejle.

En af tankerne er at få en træner, der er specialiseret i kortdistance draft-triatlon. Men dem findes der jo ikke så mange af i Danmark 🫣

Uanset hvad, så var det i hvert fald fedt at prøve. Og selvom jeg på målstregen i går, sagde aldrig igen – så glæder jeg mig i dag til næste gang 🤩

Waaaaaaaauv. Bare waaaaaaaaauv. Jeg kunne bare ikke rigtigt tænke mig en bedre måde, at slutte min sæson på, end jeg lige har gjort i Lübeck til 7 Türme Triathlon, der også var en del af Schleswig-Holsteins Landesliga.

Oprindeligt skulle jeg egentligt have kørt finalen i DM-serien. Men fordi den blev aflyst, hørte jeg mit tyske hold TriSport Holstein, om de manglede en mand til deres Landesliga-hold i Lübeck. Og det gjorde de, tilfældigvis.

Så søndag formiddag stod jeg på stregen til min personlige sæsonfinale. Og samtidigt også til mit eneste race i år, der er længere end en sprintdistance. Søndag stod den nemlig på en OL-distance.

På forhånd, var jeg derfor i tvivl om, hvad jeg kunne forvente af mig selv. Jeg har jo ligesom bevist i år, at jeg er ok hurtig på sprintdistancerne. Men en OL-distance er jo lige dobbelt så lang, så det kræver lidt mere udholdenhed, som jeg ikke nødvendigvis har trænet.

Positivt overrasket over min performance

Nu kunne jeg skrive stolpe op og ned om alt fra køreturen derned til køreturen hjem igen. Men det vil jeg spare dig for. Jeg vil i stedet bare fortælle lidt om, hvor positivt overrasket jeg er, over den performance jeg strikkede sammen på dagen.

Som hurtig info var jeg hurtigste herre i Landesliga. Og så var jeg næsthurtigste herre overall. Én eller anden gut, der normalt kører 1. Bundesliga, var til start i den åbne klasse – og han var lige en lille smule bedre end jeg var 😉

Svømningen gik ganske fornuftigt, hvor jeg kom op af vandet i en tid på 20.45, der var næsthurtigste svømmesplit overall på dagen. Starten var en rullende start med 3 mænd/kvinder, der blev sendt afsted hvert femte sekund, og jeg stod i femte række. Så jeg blev sendt afsted 25 sekunder efter de allerførste var startet.

Den rullende start på trods, blev der hurtigt dannet en form for frontgruppe, hvor vi var en 5-7 stykker samlet. Det gjorde, at jeg kom relativt komfortabelt gennem de 1500m svøm, hvis vi ser bort fra de første cirka 500m, hvor jeg svømmede ret hurtigt for at få kontakt med de forreste.

Oppe af vandet, var det hurtigt gennem T1 og ud på cyklerne. Vi endte med at være to, der fik os et lille hul i skiftezonen. Og vi var så sammen i front i de første 15 km på cyklen, hvorefter jeg besluttede mig for, at trykke lidt mere i pedalerne.

Jeg syntes sgu ikke rigtigt, at det gik hurtigt nok 😉

Jeg slog hul til ham og endte med at tage mere end et minut på ham, inden jeg stillede min cykel i T2. Og så var det ellers bare ud på løberuten. En halvbarsk én af slagsen, vil jeg sige.

Selvom der ikke var de vilde stigninger på løberuten, så var der alligevel mange steder, hvor det steg et par procent. Og så var der også mange steder, hvor der var meget ujævn asfalt og fortov. Så det var svært at finde en ordentlig rytme.

Jeg får dog alligevel løbet mig i mål med en løbetid på 36.30 – så det må vel siges at være godkendt.

Alt i alt ender jeg med en sluttid på 1.57.19 – og det synes jeg fandeme også er godkendt!

En diskvalifikation af min holdkammerat, der fratog os holdsejren

Hvis du følger mig på Instagram og/eller Facebook og har læst min opdatering fra umiddelbart efter racet, så husker du måske nok, at jeg skrev noget om en diskvalifikation af min holdkammerat, der kostede os holdsejren. Og nu vil jeg så gerne uddybe, hvordan situationen reelt er.

I racemanual og på stævnets hjemmeside, stod der, at vi på svømning hele tiden skulle have bøjerne på vores højre hånd. Undtagen den absolut sidste, der skulle være på vores venstre hånd. Alle bøjer, der skulle være på vores højre hånd, var gule. Og den sidste ville være rød.

Samtidigt med det, stod der afbilledet på racemanual og på hjemmesiden, at når vi når til den fjerde gule bøje, at så skulle vi dreje til højre.

Ved et tilfælde opdager mig og Lars Martensen (min ene holdkammerat), at der står en official ved svømmestart, med et billede af svømmeruten. Her er der vist, at vi skal svømme forbi fire gule bøjer og dreje til højre ved den femte bøje, der er rød.

Det billede ser min kvindelige holdkammerat Celine ikke. Og det fortænker jeg hende ikke i, for det er vitterligt kun et tilfælde, at mig og Lars ser det.

Og da Celine er tidligere konkurrencesvømmer, er hun også den første ude ved den fjerde bøje. Altså den bøje, som vi ifølge racemanual skulle dreje til højre ved. Og det gør hun så.

Jeg ligger lige på fødderne af hende, da hun gør det. Men jeg har ikke en jordisk chance for at stoppe hende. For inden jeg når at reagere på det der sker, er hun allerede drejet et par meter væk fra mig. Og det ved jeg, at jeg ikke bare sådan lige får lukket.

Så i princippet korter hun svømningen af. Og jeg har også kendskab til en herre, der gør det samme.

Celine bliver diskvalificeret, men det gør han ikke. Hun står i hvert fald som diskvalificeret på resultatlisten, men han står med en officiel sluttid, bare med en stjerne ved siden af.

Det kan man mene om, hvad man vil. Og jeg synes helt klart, at det er en gigantisk fejl fra arrangørernes side – så en diskvalifikation, synes jeg overhovedet ikke er på sin plads. I alt skærer Celine 500 meter af. Så giv hende en tidsstraf på 10-15 minutter på resultatlisten i stedet. Så kunne vi som hold i det mindste stadig få et samlet slutresultat.

Og jeg vil gerne lige sige det igen….. Celine var den allerførste ude ved den bøje, så hun havde ikke selv nogle fødder at følge. Det har alle andre, der er kommet efter os, haft. Og derfor ser man ikke andre – udover ham, der valgte at følge direkte efter hende – der har haft skåret svømmeruten af.

Men nå. Det kan vi ikke gøre så meget ved nu. Men ærgerligt, at det skulle koste os holdsejren, selvom vi da står som holdvindere på resultatlisten. Men hædret som vindere på dagen, blev vi ikke.

Tid til offseason og vintertræning

Med sæsonen afsluttet, så er det nu tid til offseason og vintertræning. De næste 5-6 uger kommer til at stå på nedsat mængde, med ét ugentligt pas med få og korte anaerobe intervaller i hver disciplin, og så ellers nogle helt lette pas udover det.

Fra slut oktober/start november begynder den forberedende træning så småt. Og fra slut december starter den reelle basetræning så.

Fokus henover vinteren bliver at forholde mig skadesfri, så jeg kan opretholde et kontinuerligt løb. Det vil jeg gøre med fokuseret stabilitetstræning. Og så bliver træningen fra november til marts meget præget af funktionel styrkerelateret træning i alle discipliner.

Det vil sige masser af træning med håndplader og elastikbånd i svømning. Masser af træningen i meget tungt gear på cyklen. Og så masser af træning i bakker på løbet.

Svømningen fortsætter jeg naturligvis med at gøre i poolen. Cyklingen kommer nok også primært til at være indenfor (jeg har lige købt en Wahoo Kickr, men mere om det senere). Og så vil langt størstedelen af min løbetræning være udendørs.

Når alt kommer til alt, kunne jeg ikke ønske mig en bedre måde at slutte sæsonen på. For jeg er nu gået på offseason med masser af motivation og gejst for den kommende lange periode uden konkurrencer. Og det ved jeg, er pisse vigtigt!

Det var alt for det her blogindlæg – vi ses 😀

Resultaterne fra søndagens race, finder du i øvrigt her (bemærk at jeg står i Mixed-konkurrencen, men min tid er stadig den hurtigste overall i Landesliga og den næsthurtigste overall inkl. den åbne klasse på distancen).

Er du gal, hvor var det fedt. Jeg havde egentligt høje forventninger i forvejen. Men de blev alligevel overgået med stor og fed skrift! Hvor kan de tyskere bare noget med at arrangere stævner.

Menuen stod på team relay. Så et format ligesom mixed relay, som du nok har set fra OL. Bare kun med et enkelt køn – og så med fem mand på hvert hold i stedet for to.

Distancen var 200m svømning, 6km cykling og 2km løb. Så en distance, hvor det bare gør ondt. Bedre kan man vist ikke beskrive det 😉

Jeg startede som holdets første mand. Og det kan man så spørge sig selv om, om det var den bedste ide. Hvis du spørger mig, skulle jeg nok have været holdets sidste mand – men det er en beslutning, der ikke ligger hos mig. Der skal jeg bare parere ordre.

Jeg lavede den kæmpe fejl, at jeg tog våddragt på. Og det skulle jeg – set i bagklogskabens klare lys – ikke have gjort.

For det første, var det kun 200m svøm. Så gevinsten ved en våddragt ville være minimal. Særligt når man tænker på, at en våddragt også giver en lille smule ekstra tid i skiftezonen. Og det endte den med at gøre..

Men først, så blev jeg fanget i vaskemaskinen. Så allerede her, havde jeg ikke engang mulighed for at udnytte min våddragts opdrift. Det var bare én lang slåskamp hele vejen fra svømmestart til svømmeslut.

Og så kunne jeg fucking ikke få den lortedragt af. Så jeg tabte tid på både svømning, hvor jeg kommer op af vandet omkring en placering som nummer 8-10 stykker, og i skiftezonen.

Så det var ren hjernedød tons på de 6km cykling. Og jeg kommer da relativt hurtigt op til den lille gruppe, som jeg var fanget i på svømningen. Jeg vælger bevidst at flyve forbi, for at lukke så meget tid til de tre førende som muligt. Og med ca. en km tilbage, får jeg kontakt med ham, der ligger nummer tre.

Den førende var ca. et halvt minut foran. Og nummer to, cirka 20 sekunder foran.

Allerede i T2 er jeg hurtig nok til at jeg overtager tredjepladsen. Og ca. halvvejs på løbet, får jeg fanget andenpladsen. Derefter går jeg forbi og kan se den førende omkring 20 sekunder foran mig.

Jagten går ind, men jeg løber uden ur, så jeg har slet ingen føling med, hvor langt jeg har løbet og hvor langt der er igen. Så selvom jeg løber hårdt, holder jeg også lidt igen. Og da vi kommer op til et sving, hvor jeg troede at vi ville være halvvejs, skruer jeg tempoet op og begynder virkeligt at få hentet ind på den førende.

Men det viser sig så, at der kun er en halv km. fra det sving og ind til mål. Så jeg når faktisk aldrig at løbe mig helt ud. Faktisk vil jeg tro, at der havde været yderligere 10 sekunder i benene på mig, hvis jeg havde løbet mig max. ud. Lort.

Men jeg får givet den videre til min holdkammerat Andreas i andenposition, med cirka 10 sekunder op til den førende. Så helt skidt var det da ikke!

Andreas får hurtigt hentet den førende på svømningen. Og så tager han hul på cyklen som første mand. Han kommer også ind i T2 som første mand, men taber så lidt på løbet, hvor han giver den videre til vores tredje mand, Lars, som nummer 3.

Lars får forsvaret tredjepladsen hele vejen igennem, så en podieplads ser ret sikker ud. Men så falder det hele også fra hinanden derfra.

Pga. sygdom, har vi nemlig “lånt” en holdkammerat fra en lavere liga, så vi kunne stille med fuldt hold. Og da han har gennemført hele sin tur, er vi nede som nummer 9(!!!).

Sådan er det, det er ude af vores andres hænder. Det kan vi ikke gøre noget ved…

Kasper starter så som sidste mand, hvor han har til opgave at hente så meget tabt tid, som overhovedet muligt. Det lykkedes ham at hente to mand, men at blive indhentet af én. Og så ender vi som nummer 8 samlet.

Det er ikke den allerfedeste placering, for at være helt ærligt. Men omvendt er det heller ikke en dårlig placering. Så omstændighederne (læs: fjerdeturen) taget i betragtning, så er det da godkendt.

Personligt går jeg derfra med én af dagens absolut hurtigeste individuelle løbetider og individuelle tider. Tror jeg er i top 5 på individuelle tider og top tre på løbetider. Så min egen performance, kan jeg i hvert fald ikke være utilfreds med.

Meeeeeeen, havde jeg ikke haft den skide våddragt på og dermed bøvl for at få den af (jeg tabte cirka 15 sekunder ift. de andre i T1), så havde min individuelle tid også været blandt de 3 hurtigste samlet.

Så lektien er, at til 200m svøm, skal jeg ikke have våddragt på fremover!

Alt i alt var det ellers en pisse fed dag, hvor selve arrangementet/racet virkeligt spillede med tydeligt markeret svømmerute, helt lukket og trafikfri cykelrute og en helt lukket og trafikfri løberute.

Og så var det bare feeeeeeeeed at få hilst på de andre holdkammerater!

Oprindeligt var planen så nu, at jeg ville køre et race igen i den kommende weekend. Men holdet har sat mig til at køre en OL-distance i Lübeck om 2 uger. Så nu tager jeg 7-10 dage med OL-specifik træning uden afbrydelser af konkurrencer. Og så vil jeg give den fuld smadder til min sæsonafslutning i Lübeck den 12. september.

Dét glæder jeg mig til!!!

Foto: Arne Matthiesen

Hmmmm…. som overskriften siger, så man måske skulle løbe nogle flere åbne løb? For hold da kæft en god oplevelse, jeg fik, da jeg løb Rødekro Løbet. Der var masser af deltagere og endnu mere publikum. Og så på en helt afspærret byrute. Og i det fineste vejr!

Der var tre distancer at vælge mellem: 1 mile, 6 km og 10 km. Og jeg løb 6’eren, sådan af hensyn til mine glasben og hvilke distancer, der sådan passer mig bedst.

Jeg endte med at tage en stabil sejr, hvor jeg løb ind på 20.24. Det er jeg egentligt ok tilfreds med, selvom det da kunne være feeeeeed, hvis jeg havde løbet sub-20. Men det ville til gengæld betyder, at jeg skulle løbe 3.20/km – og det var benene bare ikke til 😉

Jeg startede ellers godt ud, med at løbe de første 5-600m i 3.10-pace. Vi startede samtidigt som 1 mile og 10km, så de hurtige 1 mile-løbere, fristede mig lidt for meget til at lægge hårdt ud. Så….. hvornår lærer jeg, at løbe mit eget løb?

Efter cirka den første km, fandt jeg ind i en stabil rytme og pace, som jeg holdte resten af vejen til mål.

Det gav mig så sejren, hvor jeg modtog et gavekort til Aabenraa Butikkerne som præmie. Så mon ikke, at det kommer til at blive brugt til noget, jeg kan bruge 😉

Igen, kan jeg kun sige, at hold kæft, hvor var det en god oplevelse i Rødekro fredag aften!

Nu kigger jeg frem imod på søndag, hvor den står på min debut i Regionalliga Nord i Tyskland. Det er en team relay, som er et format, jeg aldrig har prøvet før. Så det skal nok blive skide fedt!

Say whaaaaaaat! Jeg er lige blevet fucking dansk mester i non-draft sprint, både i min age group 18-39 år og overall for alle aldersklasser. Det er godt nok vildt!!!!

Hvad der næsten er endnu mere vildt, er, at det er på min svømning, at jeg napper DM-titlen. For jeg sætter hurtigste svømmesplit, og det er det, der bliver fundamentet til den hurtigste tid i mål.

Det var også bare fuld pedal fra starten gik. Så selvom jeg startede som niende mand, så var jeg den allerførste, der forlod vandet.

Og det er jeg glad for, for hverken kroppen, benene eller hovedet var på toppen ude på cyklen og på løbet. Så det blev ren overlevelse og en kamp med det, jeg havde i mig på dagen.

Mentalt havde jeg bare ikke det overskud, der skal til, for at presse de sidste og vigtige procenter ud af kroppen. Men heldigvis formår jeg alligevel, at sætte hurtigste tid og vinde DM. Så det viser bare, at selvom man føler sig som en bunke lort, så skal man bare fortsætte med at kæmpe – man ved aldrig hvad det ender ud med!

Så nu kan jeg altså kalde mig for dansk mester!!! Det er godt nok vildt 🤩 

En lille opsang til tri-forbundet

Jeg ved, at man skal passe på med at kritisere for meget, når man ikke selv står i maskinrummet. Men det her er simpelthen så grelt, at jeg er nødt til at komme ud med det!

For når der afvikles et DM, så sørg nu for helvede for, at lave masser af PR omkring det. Jeg har ikke helt styr på det, men der var vel knap nok samlet 100 deltagere til det her DM. Og det er absolut max!!!!

Så kan man skyde skylden på corona og alt muligt. Men det skal ikke være nogen undskyldning i det her tilfælde. For der har vitterligt ikke været meget synlighed over det her DM race.

Og så det næste…. hvis man gerne vil have nogen til at køre DM-stævnerne, så lad være med at lave en aftale med en arrangør, der nærmest betegner DM-stævnet som et andenprioritetsstævne. For det kan godt være, at arrangørerne af Kalvebod Tri er gode til at lave Kalvebod Tri. Men som deltager i DM-stævnet, stod man lynhurtigt med en følelse af, at Kalvebod Tri var det vigtigste, og så var DM noget, man bare lavede, for at få nogle flere penge i klubkassen.

Det er i hvert fald den følelse, jeg stod tilbage med. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.

Og så lige den sidste ting…. Når man afvikler et DM, så ha’ dog for helvede styr på ruterne. Svømmeruten var fin! Men cykelruten havde relativt mange passager af meget ujævn asfalt, med små kantsten, der skulle forceres.

Og så skal der altså være styr på løberuten. Både på selve ruten og på distancen. Hele sommeren har løberuten stået til at skulle være en ud-hjem rute, der gik omkring en knold ved navn Bjerget. Den blev to uger i forvejen, ændret til, at vi skulle løbe op og ned af den knold.

Her snakker vi 100-150m med 10-11 procent i snit og et efterfølgende meget teknisk nedløb! Det synes jeg, altså ikke hører sig til, på en DM rute. Smid den på en trailrute… Men fandeme ikke en DM rute til DM i sprint triathlon!

Derudover nytter det heller ikke noget, at distancen officielt er annonceret til 5 km, når arrangørerne udemærket er klar over, at ruten er 5,4. Og hvad værre er, så har jeg ikke set én eneste Garmin-måling, der måler under 5,6 km. Personligt målte min egen Garmin 5,7 km.

Så alene fra 5 til 5,4 km, er der noget af en forskel – og så er der lige yderligere et par hundrede meter oveni…

For at sige det ærligt, så håber jeg ikke, at min DM-titel skal forsvares til Kalvebod Tri næste år. Hvis jeg skal, så er det sådan det er. Men jeg håber lokationen bliver flyttet til et sted, hvor der er mere styr på ruter, forhold og prioritering af et DM-stævne.

Det var bare lige et lille surt opstød.

Men derudover, så er jeg glad. For jeg er dansk mester!!!

Jeg var til start i Aabenraa Triathlon på sprintdistance i dag. Og jeg har virkeligt svært ved at finde ord for min performance! 😲

Hurtigste svømning (500m på 7.09) 🏊🏻 hurtigste cykling (24 km på 35.54) 🚴🏻 og hurtigste løb (5 km på 17.18) 🏃

Altså, jeg klokker de afsluttende 5 km løb i 17.18 🚀 det synes jeg sgu er ok, taget i betragtning af, at jeg kun har kunnet løbe i 8-9 uger 🤪

Alt i alt løber jeg med sejren foran min holdkammerat Andreas Schönrock fra mit tyske hold TriSport Holstein i tiden 1.01.59 💪🏼

Jeg kunne ikke finde en bedre måde at starte min sæson på! Og da jeg krydser målstregen, går det også op for mig, at jeg for 8-9 uger siden var så skadet, at jeg mentalt havde indstillet mig på, at jeg ikke skulle køre ræs i år.

Og så begyndte tårerne ellers at vælte frem bagved solbrillerne 😭 tårer af stolthed, tårer af tilfredshed og tårer af lykke 🤩 Så det er ikke så meget sejren, der glæder mig… det er min performance. Og så det, at jeg er fucking back!

Dagens performance tegner godt for DM om en uge – så hvis jeg har bare halvt så gode ben der, så skal det nok blive godt 🙏🏻

Fordi det mere eller mindre var på hjemmebane, var der rigtigt mange venner og bekendte, der var ude for at heppe. Det hjalp rigtigt meget! Så tusind tak til alle jer, der tog noget af søndagen ud af jeres kalender, for at tage ud og heppe – det var fuldstændigt fantastisk 🥰

Så blev det sgu off-season!

Eller, det var det egentligt allerede efter Stevns Tri forrige lørdag. Men i dag var der også lige et lille 5 km-race i Starup, ved navn Meins Running Løbet, der skulle løbes. Det blev klaret sammen med mit lille Team Rip, Rap og Rup aka. Team Cille, Morten og Kasper 😉

På programmet var der en grim rute, der egentligt mere eller mindre gik 2,5 km nedad og 2,5 km opad. Så taktikken var ret enkel; fuld gas i starten og så ellers bare overleve til målstregen.

Fuck hvor var det da bare hårdt man… de første 2,5 km blev tilbagelagt i ca 3.18/km og så begyndte det ellers bare at gå opad bakke – i mere end én forstand. Først kom den stejleste bakke, derefter lidt fladt og så kom bakkerne ellers bare i etaper uden nogle egentlige nedløb imellem :O

Jeg formår at være den første over målstregen i tiden 17.20, der egentligt er PR med ca 50 sekunder.

Det står i kontrast til, at jeg på forhånd havde et mål om at løbe sub-17. Men da jeg inden start, bliver klar over, hvordan ruten ser ud, kunne jeg godt se, at det ville blive noget nær en umulig præstation. Så målet blev justeret til en sub 17.30, hvilket jeg jo så heldigvis fik indfriet.

Jeg har sådan set også været godt og grundigt doven, siden off-season egentligt startede for en uge siden. Så 17.20 må alt andet lige være godkendt.

At kunne løbe i dag, har kun været muligt på grund af en flok flinke og arbejdsomme frivillige i Team Meins Running. Så tusind tak til jer, for at stable et løb på benene, der kunne løbe af stablen trods alle de restriktioner, de har været underlagt. Fandeme godt arbejde!

Nu er det benene op og være endnu mere doven for en periode, inden forberedelserne til 2021 starter!

I den kommende tid vil jeg skrive nogle små indlæg om alle de ting, jeg har lært i løbet af denne sæson, samt hele perioden fra 1. januar til nu 🙂

Seeeeeeeeeeees.

Jeg har nu haft et par dage til at reflektere over ræset i lørdags. Og jeg kan stadig ikke holde op med at smile. Alt dét jeg har brugt hele vinteren, foråret og sommeren på at opbygge med blod, sved og tårer, fik jeg endelig for alvor lov til at slippe løs i Stevns.

Jeg tilmeldte mig i sin tid, vel vidende, at Stevns har en ekstremt stærk eliteafdeling, der også nok ville stille til start, når nu det var deres eget stævne, på deres egen hjemmebane. Jeg så det som en rigtigt god mulighed for, at måle mig, i forhold til de drenge, jeg forhåbentligt gerne skal køre draft-ræs mod næste år.

Og som stævnedatoen nærmede sig, kom der da også flere og flere rigtigt hurtige navne på startlisten. Så det skulle nok blive pisse fedt!

Da starten gik i Stevnsbadet kl. 16.00, var det med en forhåbning om at svømme ind på 5.30, der i så fald ville være ny PR på 400m. Men jeg formår at svømme ind på 5.25, der dermed er en endnu større PR med 13 sekunder – på en hård svømning, men uden at svømme all-out.

Med det selskab jeg var i, er 5.25 dog langt fra nok til at være blandt de første til at komme op af vandet. Så jeg forlader vel vandet som cirka nummer 10.

Ude på cyklen går jagten derfor ind, så jeg kan få lukket de værste huller. Men der skal sgu trædes, for jeg er mødt op på min racercykel med små ITU-bøjler og højprofil-hjul på, imens mine konkurrenter kører rundt på TT-cykler med pladehjul og hele skidtet.

Men en rigtig viking lader sig ikke slå ud af, at modstanderens våben er bedre og mere avancerede. Så de første 3-4 km blev kørt i 380-400 watt, indtil jeg ligesom havde fundet mig til ro som 5’er. Og så blev resten af cykelturen tilbagelagt med omkring 320-330 watt.

Jeg stiller cyklen i T2 som 5’er og laver mit livs måske bedste skifte. Hurtigt ude på løberuten. Og så gå jagten ellers bare ind.

Efter ca 3-400 meter får jeg lukket hullet op til Nicolaj Wiuff, der ligger nummer fire. Jeg går hurtigt forbi i et forsøg på at undgå, at han skulle gå med. Og det gjorde han så heller ikke.

Derefter går jagten videre på Lukas Bentsen, der lå nummer tre. Løberuten var en ud-hjem rute, der var en halv kilometer ud og en halv kilometer hjem, som skulle gennemløbes fire gange. Det var derfor nemt at se efter hvert vendepunkt, hvordan løbet udviklede sig. Og jeg kunne nemt se, at jeg stillede og roligt nærmede mig Bentsen, jo længere vi kom hen.

Med ca halvanden kilometer til mål, får jeg ham. Jeg tøver lidt med at gå forbi, af frygt for, at vi ville ende i et spurtopgør senere. Men jeg griber mig selv i koglerne, går forbi, kigger mig tilbage efter en hundrede meters penge, hvor jeg kan se, at jeg er kommet problemfrit forbi.

Derefter forsøger jeg at få lukket hullet op til Pelle Lambertsen, der ligger nummer to efter Emil Holm. Men jeg ligger seriøst lige på grænsen – sjældent har jeg haft det så ringe :O men sådan skal der jo være på de her korte distancer :p

Jeg krydser målstregen i sluttiden 45.22, efter at have løbet de 4 km i tiden 13.41. I fucking dagens næsthurtigste løbesplit, kun overgået af Emil Holm! 😀

Og det er nok dét jeg er allermest stolt af, ved mit ræs i lørdags.

Det har altid været sådan, at løbet har været min svageste disciplin og hvor det altid har handlet om at forsøge at forsvare den placering jeg har i T2. Men i lørdags var jeg pludseligt den næsthurtigste løber, der først kørte mig op gennem feltet på cyklen og efterfølgende fortsatte min tur op af resultatlisten på løbet.

Jeg har virkeligt arbejdet meget med mit løb henover vinteren, foråret og sommeren. Vigtigst af alt, har jeg haft kontinuitet i mit løb – og så har jeg haft nogle rigtigt gode træningspas på banen, der virkeligt har givet noget. Og det er det der gav pote i lørdags.

Jeg slutter som 3’er med 26 sekunder op til Pelle på andenpladsen og 2.08 op til den helt suveræne vinder Emil Holm. Der går nok lidt, før jeg kommer i nærheden af hans løbeniveau…. men det skal da prøves at komme i nærheden af over de næste par år!

Da jeg krydser målstregen, har jeg det seriøst ringe. Og det tror jeg måske nok også, man kan øjne på billedet..

Men bag solbrillerne gemmer sig også store tårer af stolthed, over det jeg lige havde gjort; at køre på podiet i det hidtil suverænt stærkeste felt, jeg nogensinde har været til start i.

Og for at komme tilbage til formålet med at stille til start i Stevns: jeg har fundet ud af, at jeg allerede nu har et rigtigt fornuftigt niveau. Men jeg skal virkeligt arbejde noget mere med min svømning, så jeg ikke skal jagte så hårdt på cyklen og til dels også på løbet. Jeg skal sgu i det mindste gerne med hovedfeltet op af vandet.

Og så skal jeg udvikle mit løb endnu mere, så jeg til næste år, kan løbe endnu hurtigere. Det skal også nok hjælpe på det, når jeg får smidt de sidste kilo.

Det giver masser af motivation til træningen i den lange vinter vi har forude!

Efter lidt off-season, skal der bygges en kæmpe base, så der virkelige kommer til at være noget, at bygge noget fart på, når 2021-sæsonen nærmer sig.

På sidelinjen gennem hele ræset, havde jeg i øvrigt Anita, Mille og Julie. Og de var bare verdens bedste støtte og heppekor. At have dem med undervejs, er bare totalt uvurderligt og uden deres støtte, vil det her sindssyge projekt, slet ikke være muligt <3