Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.
Foto: Arne Matthiesen
Hmmmm…. som overskriften siger, så man måske skulle løbe nogle flere åbne løb? For hold da kæft en god oplevelse, jeg fik, da jeg løb Rødekro Løbet. Der var masser af deltagere og endnu mere publikum. Og så på en helt afspærret byrute. Og i det fineste vejr!
Der var tre distancer at vælge mellem: 1 mile, 6 km og 10 km. Og jeg løb 6’eren, sådan af hensyn til mine glasben og hvilke distancer, der sådan passer mig bedst.
Jeg endte med at tage en stabil sejr, hvor jeg løb ind på 20.24. Det er jeg egentligt ok tilfreds med, selvom det da kunne være feeeeeed, hvis jeg havde løbet sub-20. Men det ville til gengæld betyder, at jeg skulle løbe 3.20/km – og det var benene bare ikke til 😉
Jeg startede ellers godt ud, med at løbe de første 5-600m i 3.10-pace. Vi startede samtidigt som 1 mile og 10km, så de hurtige 1 mile-løbere, fristede mig lidt for meget til at lægge hårdt ud. Så….. hvornår lærer jeg, at løbe mit eget løb?
Efter cirka den første km, fandt jeg ind i en stabil rytme og pace, som jeg holdte resten af vejen til mål.
Det gav mig så sejren, hvor jeg modtog et gavekort til Aabenraa Butikkerne som præmie. Så mon ikke, at det kommer til at blive brugt til noget, jeg kan bruge 😉
Igen, kan jeg kun sige, at hold kæft, hvor var det en god oplevelse i Rødekro fredag aften!
Nu kigger jeg frem imod på søndag, hvor den står på min debut i Regionalliga Nord i Tyskland. Det er en team relay, som er et format, jeg aldrig har prøvet før. Så det skal nok blive skide fedt!
Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.
Say whaaaaaaat! Jeg er lige blevet fucking dansk mester i non-draft sprint, både i min age group 18-39 år og overall for alle aldersklasser. Det er godt nok vildt!!!!
Hvad der næsten er endnu mere vildt, er, at det er på min svømning, at jeg napper DM-titlen. For jeg sætter hurtigste svømmesplit, og det er det, der bliver fundamentet til den hurtigste tid i mål.
Det var også bare fuld pedal fra starten gik. Så selvom jeg startede som niende mand, så var jeg den allerførste, der forlod vandet.
Og det er jeg glad for, for hverken kroppen, benene eller hovedet var på toppen ude på cyklen og på løbet. Så det blev ren overlevelse og en kamp med det, jeg havde i mig på dagen.
Mentalt havde jeg bare ikke det overskud, der skal til, for at presse de sidste og vigtige procenter ud af kroppen. Men heldigvis formår jeg alligevel, at sætte hurtigste tid og vinde DM. Så det viser bare, at selvom man føler sig som en bunke lort, så skal man bare fortsætte med at kæmpe – man ved aldrig hvad det ender ud med!
Så nu kan jeg altså kalde mig for dansk mester!!! Det er godt nok vildt 🤩
En lille opsang til tri-forbundet
Jeg ved, at man skal passe på med at kritisere for meget, når man ikke selv står i maskinrummet. Men det her er simpelthen så grelt, at jeg er nødt til at komme ud med det!
For når der afvikles et DM, så sørg nu for helvede for, at lave masser af PR omkring det. Jeg har ikke helt styr på det, men der var vel knap nok samlet 100 deltagere til det her DM. Og det er absolut max!!!!
Så kan man skyde skylden på corona og alt muligt. Men det skal ikke være nogen undskyldning i det her tilfælde. For der har vitterligt ikke været meget synlighed over det her DM race.
Og så det næste…. hvis man gerne vil have nogen til at køre DM-stævnerne, så lad være med at lave en aftale med en arrangør, der nærmest betegner DM-stævnet som et andenprioritetsstævne. For det kan godt være, at arrangørerne af Kalvebod Tri er gode til at lave Kalvebod Tri. Men som deltager i DM-stævnet, stod man lynhurtigt med en følelse af, at Kalvebod Tri var det vigtigste, og så var DM noget, man bare lavede, for at få nogle flere penge i klubkassen.
Det er i hvert fald den følelse, jeg stod tilbage med. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
Og så lige den sidste ting…. Når man afvikler et DM, så ha’ dog for helvede styr på ruterne. Svømmeruten var fin! Men cykelruten havde relativt mange passager af meget ujævn asfalt, med små kantsten, der skulle forceres.
Og så skal der altså være styr på løberuten. Både på selve ruten og på distancen. Hele sommeren har løberuten stået til at skulle være en ud-hjem rute, der gik omkring en knold ved navn Bjerget. Den blev to uger i forvejen, ændret til, at vi skulle løbe op og ned af den knold.
Her snakker vi 100-150m med 10-11 procent i snit og et efterfølgende meget teknisk nedløb! Det synes jeg, altså ikke hører sig til, på en DM rute. Smid den på en trailrute… Men fandeme ikke en DM rute til DM i sprint triathlon!
Derudover nytter det heller ikke noget, at distancen officielt er annonceret til 5 km, når arrangørerne udemærket er klar over, at ruten er 5,4. Og hvad værre er, så har jeg ikke set én eneste Garmin-måling, der måler under 5,6 km. Personligt målte min egen Garmin 5,7 km.
Så alene fra 5 til 5,4 km, er der noget af en forskel – og så er der lige yderligere et par hundrede meter oveni…
For at sige det ærligt, så håber jeg ikke, at min DM-titel skal forsvares til Kalvebod Tri næste år. Hvis jeg skal, så er det sådan det er. Men jeg håber lokationen bliver flyttet til et sted, hvor der er mere styr på ruter, forhold og prioritering af et DM-stævne.
Det var bare lige et lille surt opstød.
Men derudover, så er jeg glad. For jeg er dansk mester!!!
Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.
Jeg var til start i Aabenraa Triathlon på sprintdistance i dag. Og jeg har virkeligt svært ved at finde ord for min performance! 😲
Hurtigste svømning (500m på 7.09) 🏊🏻 hurtigste cykling (24 km på 35.54) 🚴🏻 og hurtigste løb (5 km på 17.18) 🏃
Altså, jeg klokker de afsluttende 5 km løb i 17.18 🚀 det synes jeg sgu er ok, taget i betragtning af, at jeg kun har kunnet løbe i 8-9 uger 🤪
Alt i alt løber jeg med sejren foran min holdkammerat Andreas Schönrock fra mit tyske hold TriSport Holstein i tiden 1.01.59 💪🏼
Jeg kunne ikke finde en bedre måde at starte min sæson på! Og da jeg krydser målstregen, går det også op for mig, at jeg for 8-9 uger siden var så skadet, at jeg mentalt havde indstillet mig på, at jeg ikke skulle køre ræs i år.
Og så begyndte tårerne ellers at vælte frem bagved solbrillerne 😭 tårer af stolthed, tårer af tilfredshed og tårer af lykke 🤩 Så det er ikke så meget sejren, der glæder mig… det er min performance. Og så det, at jeg er fucking back!
Dagens performance tegner godt for DM om en uge – så hvis jeg har bare halvt så gode ben der, så skal det nok blive godt 🙏🏻
Fordi det mere eller mindre var på hjemmebane, var der rigtigt mange venner og bekendte, der var ude for at heppe. Det hjalp rigtigt meget! Så tusind tak til alle jer, der tog noget af søndagen ud af jeres kalender, for at tage ud og heppe – det var fuldstændigt fantastisk 🥰
Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.
Så blev det sgu off-season!
Eller, det var det egentligt allerede efter Stevns Tri forrige lørdag. Men i dag var der også lige et lille 5 km-race i Starup, ved navn Meins Running Løbet, der skulle løbes. Det blev klaret sammen med mit lille Team Rip, Rap og Rup aka. Team Cille, Morten og Kasper 😉
På programmet var der en grim rute, der egentligt mere eller mindre gik 2,5 km nedad og 2,5 km opad. Så taktikken var ret enkel; fuld gas i starten og så ellers bare overleve til målstregen.
Fuck hvor var det da bare hårdt man… de første 2,5 km blev tilbagelagt i ca 3.18/km og så begyndte det ellers bare at gå opad bakke – i mere end én forstand. Først kom den stejleste bakke, derefter lidt fladt og så kom bakkerne ellers bare i etaper uden nogle egentlige nedløb imellem :O
Jeg formår at være den første over målstregen i tiden 17.20, der egentligt er PR med ca 50 sekunder.
Det står i kontrast til, at jeg på forhånd havde et mål om at løbe sub-17. Men da jeg inden start, bliver klar over, hvordan ruten ser ud, kunne jeg godt se, at det ville blive noget nær en umulig præstation. Så målet blev justeret til en sub 17.30, hvilket jeg jo så heldigvis fik indfriet.
Ja…. SÅ hårdt var det at løbe den 5’er :O
Jeg har sådan set også været godt og grundigt doven, siden off-season egentligt startede for en uge siden. Så 17.20 må alt andet lige være godkendt.
At kunne løbe i dag, har kun været muligt på grund af en flok flinke og arbejdsomme frivillige i Team Meins Running. Så tusind tak til jer, for at stable et løb på benene, der kunne løbe af stablen trods alle de restriktioner, de har været underlagt. Fandeme godt arbejde!
Nu er det benene op og være endnu mere doven for en periode, inden forberedelserne til 2021 starter!
I den kommende tid vil jeg skrive nogle små indlæg om alle de ting, jeg har lært i løbet af denne sæson, samt hele perioden fra 1. januar til nu 🙂
Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.
Jeg har nu haft et par dage til at reflektere over ræset i lørdags. Og jeg kan stadig ikke holde op med at smile. Alt dét jeg har brugt hele vinteren, foråret og sommeren på at opbygge med blod, sved og tårer, fik jeg endelig for alvor lov til at slippe løs i Stevns.
Jeg tilmeldte mig i sin tid, vel vidende, at Stevns har en ekstremt stærk eliteafdeling, der også nok ville stille til start, når nu det var deres eget stævne, på deres egen hjemmebane. Jeg så det som en rigtigt god mulighed for, at måle mig, i forhold til de drenge, jeg forhåbentligt gerne skal køre draft-ræs mod næste år.
Og som stævnedatoen nærmede sig, kom der da også flere og flere rigtigt hurtige navne på startlisten. Så det skulle nok blive pisse fedt!
Da starten gik i Stevnsbadet kl. 16.00, var det med en forhåbning om at svømme ind på 5.30, der i så fald ville være ny PR på 400m. Men jeg formår at svømme ind på 5.25, der dermed er en endnu større PR med 13 sekunder – på en hård svømning, men uden at svømme all-out.
Med det selskab jeg var i, er 5.25 dog langt fra nok til at være blandt de første til at komme op af vandet. Så jeg forlader vel vandet som cirka nummer 10.
Ude på cyklen går jagten derfor ind, så jeg kan få lukket de værste huller. Men der skal sgu trædes, for jeg er mødt op på min racercykel med små ITU-bøjler og højprofil-hjul på, imens mine konkurrenter kører rundt på TT-cykler med pladehjul og hele skidtet.
Men en rigtig viking lader sig ikke slå ud af, at modstanderens våben er bedre og mere avancerede. Så de første 3-4 km blev kørt i 380-400 watt, indtil jeg ligesom havde fundet mig til ro som 5’er. Og så blev resten af cykelturen tilbagelagt med omkring 320-330 watt.
Jeg stiller cyklen i T2 som 5’er og laver mit livs måske bedste skifte. Hurtigt ude på løberuten. Og så gå jagten ellers bare ind.
Efter ca 3-400 meter får jeg lukket hullet op til Nicolaj Wiuff, der ligger nummer fire. Jeg går hurtigt forbi i et forsøg på at undgå, at han skulle gå med. Og det gjorde han så heller ikke.
Derefter går jagten videre på Lukas Bentsen, der lå nummer tre. Løberuten var en ud-hjem rute, der var en halv kilometer ud og en halv kilometer hjem, som skulle gennemløbes fire gange. Det var derfor nemt at se efter hvert vendepunkt, hvordan løbet udviklede sig. Og jeg kunne nemt se, at jeg stillede og roligt nærmede mig Bentsen, jo længere vi kom hen.
Med ca halvanden kilometer til mål, får jeg ham. Jeg tøver lidt med at gå forbi, af frygt for, at vi ville ende i et spurtopgør senere. Men jeg griber mig selv i koglerne, går forbi, kigger mig tilbage efter en hundrede meters penge, hvor jeg kan se, at jeg er kommet problemfrit forbi.
Derefter forsøger jeg at få lukket hullet op til Pelle Lambertsen, der ligger nummer to efter Emil Holm. Men jeg ligger seriøst lige på grænsen – sjældent har jeg haft det så ringe :O men sådan skal der jo være på de her korte distancer :p
Jeg krydser målstregen i sluttiden 45.22, efter at have løbet de 4 km i tiden 13.41. I fucking dagens næsthurtigste løbesplit, kun overgået af Emil Holm! 😀
Og det er nok dét jeg er allermest stolt af, ved mit ræs i lørdags.
Det har altid været sådan, at løbet har været min svageste disciplin og hvor det altid har handlet om at forsøge at forsvare den placering jeg har i T2. Men i lørdags var jeg pludseligt den næsthurtigste løber, der først kørte mig op gennem feltet på cyklen og efterfølgende fortsatte min tur op af resultatlisten på løbet.
Jeg har virkeligt arbejdet meget med mit løb henover vinteren, foråret og sommeren. Vigtigst af alt, har jeg haft kontinuitet i mit løb – og så har jeg haft nogle rigtigt gode træningspas på banen, der virkeligt har givet noget. Og det er det der gav pote i lørdags.
Jeg slutter som 3’er med 26 sekunder op til Pelle på andenpladsen og 2.08 op til den helt suveræne vinder Emil Holm. Der går nok lidt, før jeg kommer i nærheden af hans løbeniveau…. men det skal da prøves at komme i nærheden af over de næste par år!
Da jeg krydser målstregen, har jeg det seriøst ringe. Og det tror jeg måske nok også, man kan øjne på billedet..
Men bag solbrillerne gemmer sig også store tårer af stolthed, over det jeg lige havde gjort; at køre på podiet i det hidtil suverænt stærkeste felt, jeg nogensinde har været til start i.
Og for at komme tilbage til formålet med at stille til start i Stevns: jeg har fundet ud af, at jeg allerede nu har et rigtigt fornuftigt niveau. Men jeg skal virkeligt arbejde noget mere med min svømning, så jeg ikke skal jagte så hårdt på cyklen og til dels også på løbet. Jeg skal sgu i det mindste gerne med hovedfeltet op af vandet.
Og så skal jeg udvikle mit løb endnu mere, så jeg til næste år, kan løbe endnu hurtigere. Det skal også nok hjælpe på det, når jeg får smidt de sidste kilo.
Det giver masser af motivation til træningen i den lange vinter vi har forude!
Efter lidt off-season, skal der bygges en kæmpe base, så der virkelige kommer til at være noget, at bygge noget fart på, når 2021-sæsonen nærmer sig.
På sidelinjen gennem hele ræset, havde jeg i øvrigt Anita, Mille og Julie. Og de var bare verdens bedste støtte og heppekor. At have dem med undervejs, er bare totalt uvurderligt og uden deres støtte, vil det her sindssyge projekt, slet ikke være muligt <3
