Udstyr

Tubeless… var det ikke meningen, at det skulle være nemmere? Tak Gud, for tubeless lapper!

Tubeless bliver af mange fremlagt som det ultimative, hvis det skal være nemt og hvis du ikke vil punktere. Måske det fungerer i mountainbikesporten, men på landevejen synes jeg godt nok ikke at det lever op til det, det lover. Heldigvis findes der da tubeless lapper, så jeg ikke skal skifte dæk i tide og utide.

Siden mandag d. 24. marts har jeg kørt på tubeless på min landevejsracer. Jeg kan huske dagen, fordi det var min allerførste tur på min Canyon Aeroad! Og mens tubeless bliver fremlagt som det ultimative, hvis man gerne vil ha’ at det er nemt, og hvis man ikke vil bøvle med punkteringer, så er det ikke helt den opfattelse, jeg har af det, efter nu at ha’ kørt tubeless i knap to måneder.

Selvom det naturligvis er svært at vide, hvor mange punkteringer jeg ellers ville ha’ haft, så synes nemlig hverken det er nemmere eller bedre mod punkteringer.

Fire punkteringer på otte uger

Tubeless-væske ud over hele mit cykelstel efter en punktering
Én ting er at tubeless ikke holder hvad det lover ift. at forebygge punkteringer, en anden ting er at det også er noget værre griseri når et tubeless-dæk punkterer – både ude på selve turen og når det efterfølgende skal fixes hjemme på værkstedet. Skulle du være i tvivl om, hvad griseriet er, så er det det hvide væske, der er sprøjtet ud over hele cyklen og som kræver noget knofedt for at få af, når først det har siddet lidt.

Siden jeg satte mig op og kørte min første tur på min Canyon Aeroad d. 24. marts i år, har jeg oplevet fire punkteringer mens jeg har siddet på cyklen:

  • Den første punktering kom i påsken, på en træningstur i regnvejr
    Den anden punktering kom 13 km. efter start i motionsløbet Fyn Rundt
  • Den tredje punktering kom i sidste weekends licensløb i Middelfart, der er et grusløb (… og af den grund er dén punktering vel fair nok…)
  • Den fjerde punktering opdagede jeg dagen efter punktering nummer to, da jeg skulle til at varme op til licensløbet i Fredericia

Så kan du og jeg så spørge os selv, om fire punkteringer på otte uger er meget, når man sidder på cyklen hver dag. Og nej, det er det nok ikke.

Til gengæld skuffer tubeless mig rigtigt meget, fordi tubeless slet ikke gør hvad tubeless-fortalerne lover!

Tubeless skulle eftersigende lappe sig selv

Det sted, hvor tubeless skuffer mig rigtigt meget, er på det punkt, hvor tubelessfortalerne lover at tubeless lapper sig selv. For skulle det være tilfældet, så har jeg godt nok været uheldig…

Ingen af mine fire punkteringer har nemlig formået at lappe sig selv.

Ingen. Zero. None. Nada. Nul.

Ved den første punktering satte jeg en plug i. Den gjorde i det mindste, at jeg kunne træne videre. Til gengæld formåede plug’en ikke at holde dækket tæt efterfølgende, for da jeg kom hjem fra regnvejrsturen og vaskede min cykel, begyndte luften at pisse ud af det hul, som plug’en sad i.

Ved den anden punktering lukkede væsken faktisk hullet, men der var vel 1,5-2 bar tilbage. Så slet ikke nok til at køre videre på. Så jeg pustede luft i med en Co2-patron og rullede tilbage til start/mål, hvor væsken også lukkede det. Men efterfølgende er hullet så sprunget en lillebitte smule op igen, så dækket stille og roligt har tabt luft.

Ved den tredje punktering var der ikke så meget at gøre, for alt luft blev slået ud af mit fordæk da jeg kørte henover en mursten i grusunderlaget. Så igen, netop den her punktering tager jeg ikke med i mine overvejelser, om tubeless holder hvad det lover.

Ved den fjerde punktering lykkes tubeless-væsken ganske vist med at lukke hullet 99,9%. Men der siver stille og roligt lidt luft ud, så når jeg hælder 5,3 bar i inden en træningstur (det er et 28 mm. fordæk), så er den nede på ca. 3 bar dagen efter.

Og med til historien hører også, at selvom væsken egentligt har lukket hullet 99,9%, så sker der det, når jeg pumper luft i, at selve “lappen” som tubeless-væsken har lavet, den går i stykker og så siver der stille og roligt tubeless-væske ud.

Bevares, jeg kunne da godt pumpe luft i hver dag, og så kunne jeg stadig køre på det, som om, at dækket ikke var punkteret. Men så gør tubeless jo ikke, hvad det lover.

Man kan da heldigvis få lapper til tubeless-dæk(!!!)

En æske tubeless lapper fra TipTop
Denne lille æske tubeless lapper til tubeless-dæk har sparet mig for mange penge i GP5000-dæk!

Jeg vidste faktisk slet ikke at det fandtes, for jeg troede, at man kunne få noget specielt lim, der kunne lukke eventuelle huller i et tubelessdæk. Og det var netop da jeg spurgte efter den slags lim hos den lokale cykelhandler, at jeg fandt ud af, at der faktisk findes rigtige lapper til tubeless-dæk!

Altså lapper i stil med dem, som man bruger til slanger. De her er bare til tubeless-dæk i stedet.

Og heldigvis for at de findes, for ellers kunne jeg godt nok ha’ brugt mange penge på tubeless-dæk nu. Det er jo ikke ligefrem fordi de her dæk er helt billige, så tak Gud for tubeless lapper!

Den æske jeg købte er fra TipTop og indeholder tre lapper, en lim, et stykke sandpapir og så en lille tube med ét eller andet, der skulle gøre det nemmere at glide dækket henover fælgkanten.

Og det fungerer bare – og jeg lover, at jeg nok skal komme med et mere dybdeggående blogindlæg om de her tubeless lapper på et senere tidspunkt.

Jeg er i hvert fald fan!

Klik her for at købe tubeless lapper hos Cykelpartner.dk (bemærk: klikker du på dette link og gennemfører en ordre, så støtter du automatisk min indsats for at sætte fokus på mænds mentale helbred, med i alt 5 procent af din ordretotal – helt uden at du betaler ekstra. Klik her for at læse mere om, hvordan du også kan støtte min indsats.).

Plugs og min bare røv

At stå og fifle med tubeless lapper ude på landevejen, når man står der med en punktering, eventuelt med kolde og våde fingre, det gider man ikke lige. Til gengæld skulle plugs være den store redningsmand.

Og ja, den ene gang jeg har brugt dem (ved min første punktering) har det da lukket hullet, så jeg har kunne træne videre. Men som jeg også skrev, så holdte det akkurat kun lige til jeg gik i gang med at vaske cykel.

Hvorfor det kun holdte dertil, det ved jeg ikke. Måske jeg bare har været uheldig.

Men jeg kan i hvert fald sige det sådan, at jeg altid har plugs med i baglommen, når jeg er ude og træne. Men skulle det ske, at jeg får en punktering, så kommer jeg til at putte en plug i, for at komme hurtigt videre med min træning – men den ryger saftsuseme ud igen, når jeg kommer hjem, og så kommer jeg til at sætte en tubeless-lap i.

For jeg stoler simpelthen ikke nok på de plugs der…

Og så er det jo slet ikke så nemt, som det bliver lovet!

Nu har jeg fundet en metode til at sætte tubeless lapper i dækket uden at tage hele dækket af
Efter i forvejen at ha’ lappet et tubeless-dæk to gange har jeg nu fundet en metode til at sætte tubeless lapper i dækket uden at tage hele dækket af. Det sparer da lidt tid (og tubeless-væske)!

Med tanke på at skulle bøvle med de her tubeless lapper, så er det slet ikke så nemt, som tubeless-fortalerne lover.

Jo, det er lynhurtigt lige at sætte en plug i og cykle videre. Meget hurtigere end at skulle skifte slange! Men det efterfølgende arbejde er bare meget mere besværligt og tidskrævende.

Nu har jeg “heldigvis” prøvet det et par gange, så nu har jeg fundet en metode til at sætte tubeless lapper i dækket, uden at tage hele dækket af.

Men det er stadig noget griseri med tubeless-væsken.. og fordi at du ikke kan undgå, at der ryger noget væske ud ved arbejdet, så er du også nødt til at skulle fylde efter med en lille slat væske, når du er færdig med det hele.

Så alt i alt:

Nej, tubeless er ikke nødvendigvis nemmere, smartere eller forebygger punkteringer. I hvert fald ikke på en racercykel.

Jeg bruger i øvrigt Silca tubeless-væske, hvis du skulle spørge dig selv om det. Efter hvad jeg kan forstå, så indeholder den bittesmå carbonstykker der skulle øge lappeevnen og holdbarheden – og så er det også den væske, som jeg hører at de fleste tubeless-fortalere bruger. Så jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle blive bedre med andre mærker.

Saftsuseme svært at vælge den rigtige påklædning for tiden

Solen skinner, himlen er blå og vi er virkeligt velsignet med det lækreste cykelvejr for tiden. Men der er lige ét tidspunkt på dagen, hvor jeg har lidt udfordringer med at vælge den rigtige påklædning; om morgenen, når jeg træner.

For lige så lækkert det er fra ca. middagstid og indtil aftensmadstid (og endda lidt senere end det), lige så køligt er det om morgenen ved 6-tiden, hvor jeg hopper i cykeltøjet og tager ud og passer min træning.

… og ja, det gør jeg da, selvom jeg holder en lille sæsonpause i denne uge! 🤫

Det er faktisk ikke meget varmere end et sted mellem 2 og 5 grader ved den tid, og selvom solen skinner fra en skyfri himmel, så er det altså koldt. Og hvad der så gør det endnu værre er, at skal jeg træne et længere pas 2+ timer, så har jeg én af to muligheder:

  1. Jeg kan starte ud i vintertøj, der giver en passende temperaturudligning det meste af turen, men som betyder, at jeg smelter fuldstændigt til sidst. Eller…
  2. Jeg kan starte ud i for lidt tøj og fryse helt hjernedødt meget til at starte med, men til gengæld ha’ det helt perfekt til allersidst

Dilemmaet er ikke nemmere, hvis jeg også har intervaller på programmet!

Nå, jeg ved faktisk ikke hvad jeg ville med det her skriv, bortset lige fra at beklage mig lidt. Men så ved du i hvert fald, at det ikke er nemt at finde den rigtige påklædning i den her tid 🥶

Ps. Jeg siger det bare lige… jeg har haft morgener på det sidste, hvor jeg har været nødt til at køre i deciderede vinterhandsker og med hue for ikke at fryse!

Der bliver sgu roteret

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

– både i universet og i mine Hoka sko 🪐

Jeg synes lige det gik så godt med at få kontinuitet i mit løb igen, efter jeg sluttede sæsonen med en mindre overbelastning i venstre knæ.

Men fanden tog ved mig, og jeg begyndte at løbe alt for hurtigt, samtidigt med at jeg øgede min mængde.

Det. Ikk. Smart.
(sagde den fejlslagne – men nu vise – mand).

Det betød så en mindre fiberskade i venstre læg 🤦‍♂️

Så en uge med meget nedsat mængde og så en uge helt uden løb. Og så kunne jeg så småt starte forfra.

Jeg mærker det stadig lidt, men det går fremad! 🙋‍♂️

Min satsning er nu på flere kortere ture, i stedet for færre længere ditto.

Og så kører jeg en heftig rotation i alle mine Hoka sko, for at sikre variation til mine fødder og ben fra gang til gang.

Så selv mine Carbon-X2 er i brug, selvom det kun bliver til rolige ture 🤩

Nu tager vi den lige helt roligt med at øge mængden og tempoet. Så jeg må sgu æde en chill pill af og til, for at holde motivationen fra at slå mine ben ihjel 🤣

Og så snakker vi i øvrigt ikke noget om farven på (og mellem) fliserne 🤪 det kunne være man snart skulle i gang med en højtryksrenser 🙈

Hvorfor jeg løber i Hoka Carbon-X i stedet for Rocket-X

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Jamen hvorfor, Morten? 🤷‍♂️

Nu ved jeg godt, at jeg kommer til at lyde som en riiiiigtig blogger 🤣 men der ér rent faktisk et par stykker der har spurgt…. så here goes 🤪

Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg løber i Carbon X, når jeg laver kortdistance-tri, og Hoka også har Rocket X, der bliver markedsført til at være en hurtigere sko til kort/mellemdistanceløb 👟

Og oprindeligt var det egentligt også min tanke, at løbe konkurrencer i Rocket X 🚀 Men da jeg talte med Mikio Karmann fra Fritidsagenten (der er dansk importør og agent for Hoka One One), gav han mig det råd, at løbe i Carbon X, selvom Rocket X – på papiret – ville være hurtigere 💥

Og her er hvorfor (i hvert fald som jeg husker det 😛):

Carbon X er lavet til langdistanceløb. Den er derfor lavet til at yde optimalt på træt krop og ben, hvor løbeteknikken måske ikke lige er den bedste.

Omvendt er Rocket X lavet til at hjælpe, når teknikken er 100% i orden.

I og med at Carbon X er udviklet til at hjælpe, når teknikken ikke er den allerbedste, er den derfor også mere eftergivende overfor løbetekniske fejl. Den vil altså hjælpe mig, hvis det skulle ske, at jeg falder lidt fra hinanden.

Derimod vil Rocket X være meget mere kontant, når teknikken ikke er den bedste. Eller for at sige det lige ud; når teknikken falder fra hinanden, vil jeg risikere, at carbonpladen mister sin effekt.

Og DERFOR løber jeg i Carbon X. For der VED jeg, at skoene hjælper mig, selvom jeg eksempelvis skulle “tabe hoften” 👍🏻

Det er naturligvis en lille cost-benefit analyse, man skal ud i dér 😜 men for mig, giver det mere ro i maven, at vide, at jeg i det mindste stadig er garanteret hjælp fra skoene, selvom jeg skulle falde fra hinanden 🤌🏻

Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal prøve Rocket X af på et tidspunkt. Men i år, kører jeg den sikre stil, og løber i Carbon X.

Og ærligt talt, så synes jeg, at mig og Carbon X har været et godt makkepar indtil videre i år 🥇🤩

Tekniktræning uden tekniktræning

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Lige en lille opdatering i forhold til tekniktræning i svømning. For kender du mig godt, så ved du også, at jeg ikke tror på decideret tekniktræning, i den forstand, som mange svømmetrænere i tri-verdenen prøver at sælge dig. I stedet vil langt de fleste triatleter have gavn af ét værktøj:

Et elastikbånd om anklerne.

Faktisk vil jeg gå så langt, som at sige, at et elastikbånd om anklerne er det suverænt bedste værktøj i din svømmetaske, når du skal arbejde med din svømmeteknik.

Derfor bruger jeg også selv elastikken i alle mine svømmepas. Enten på den ene eller den anden måde.

#1 fordel ved svømning med elastikbånd (uden yderligere udstyr)

Rent teknikmæssigt, har elastikken den egenskab, at den piller dine ben ud af ligningen. Så med anklerne bundet sammen, er det nødvendigt, at du spænder ordentligt op i din core. Ellers kommer din røv og dine ben til at ligge en halv meter under vandoverfladen.

Derudover tvinger elastikken dig også til, at have et hurtigt catch og dermed en høj kadence. Ellers går du simpelthen i stå i vandet. Og det er altså særligt en fordel for os triatleter, der svømmer i åbent vand, fordi det netop i åbent vand, er nødvendigt med en høj frekvens/kadence.

Det er naturligvis forskelligt fra person til person, hvordan en serie med elastikbånd skal se ud. Det kommer helt an på dit niveau.

Så start med eksempelvis 10x25m med elastikbånd om anklerne (uden andet udstyr) med 20-30 sek pause imellem. Og så arbejd dig op til flere 25’ere. Eller, hvis du kan mærke, at det er relativt nemt med 25’erne, så øg til 50’ere. Også med 20-30 sekunders pause imellem.

Jeg træner selv en serie med elastikbånd, uden yderligere udstyr, hver eneste fredag, der starter med 25’ere, går op i 50’ere og slutter i 100’erede.

Og det VIRKER!

#2 fordel ved svømning med elastikbånd (med yderligere udstyr)

Som jeg skrev i fordel #1, så har svømning med elastikbånd om anklerne, den fordel, at den piller dine ben ud af ligningen. Det er altså dermed kun dine arme der kan give dig fremdrift. Og det kan du bruge til din fordel, når du træner armserier med pullbuoy og enten finger paddles eller hand paddles (alt efter dit niveau).

Jeg ser tit andre triatleter i svømmehallerne, jeg svømmer i, der svømmer med pullbuoy og paddles, men uden elastikbånd om anklerne. Og det er en KÆMPE fejl. For pointen ved pullbouy og paddles er, at det er overkroppen der suverænt skal give fremdrift. Det skal benene ikke.

Men når anklerne ikke er bundet sammen, så vil man automatisk have tendens til at bruge dem. Nogle mere end andre. Men benene skal bare ikke bruges, når vi snakker pull-serier.

Så på med elastikbånd, pullbuoy og paddles. Og svøm en serie, eventuelt efter din hovedserie, hvor du bruger de tre typer udstyr i kombination. Det er ren funktionel styrketræning, der er svømningens svar på tung-gears-intervaller på cyklen og bakkeintervaller i løb.

Jeg slutter altid selv af med en kort serie med pullbuoy, elastikbånd og paddles efter min hovedserie i alle mine svømmepas, undtagen den om fredagen, hvor jeg i forvejen har svømmet med elastikken uden yderligere udstyr. Og igen… det VIRKER!

Husk det… Ro på mester!

Hvis du aldrig tidligere har svømmet med elastikbånd om anklerne, så lad være med at hoppe ud i kæmpestore serier til at starte med. Det er hårdt fysisk arbejde for din overkrop, så overbelastningsskader kan nemt ske i starten. Så start forsigtigt ud og øg stille og roligt mængden af træning med elastikbåndet, efterhånden som du bliver mere erfaren.

Happy swimming!

Anmeldelse af Hoka One One Clifton Edge

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Nu kom den endelig… Anmeldelsen som vi alle har ventet på. Jeg teasede den i hvert fald for efterhånden nogle uger siden, men glemte lidt at skrive den færdig 😇 Men nu er den her så; min anmeldelse af Hoka One One Clifton Edge løbeskoene.

Men inden du læser videre, vil jeg lige komme med en lille disclaimer. For først og fremmest, skal du vide, at jeg ikke er ekspert i løbesko. Jeg har heller ikke den store indsigt i, hvordan materialer og deres sammensætning virker. Og slutteligt, så er Hoka One One én af mine samarbejdspartnere. Med det sagt, så tro ikke, at jeg ikke siger min ærlige mening her.

Dem, der kender mig, ved nemlig, at jeg ikke er bange for at kæfte op, hvis der er noget jeg er utilfreds med.

Og med denne lille disclaimer nævnt, så lad os komme til selve anmeldelsen af mine Hoka One One Clifton Edge løbesko 👊

Mit førstehåndsindtryk: En ualmindeligt lang sko, som jeg syntes ser lidt sjov ud

Lad mig starte fra en ende af. Nemlig med førstehåndsindtrykket, som jeg fik, da jeg pakkede skoene ud af kassen. Og det var ikke ligefrem fordi, det var et lovende førstehåndsindtryk. Men så kan skoene jo kun overraske 😜

Ved første øjekast på skoene, synes jeg, at de så lige lovligt lange og sjove ud. Og det er da heller ikke så mærkeligt, at det var det indtryk jeg fik. For måler jeg længden på mine Hoka One One Clifton Edge i forhold til mine Hoka One One Elevon 2, så er der altså en betydelig forskel.

I min beskedne størrelse 42, er der nemlig i omegnen af en hel centimeter til forskel:

  • Længde på Hoka Elevon 2: 30,5 cm
  • Længde på Hoka Clifton Edge: 31,5 cm

Den ekstra længde på Clifton Edge, skiller den helt sikkert ud fra markedets andre løbesko. Også Hokas andre modeller. Og den ekstra længde gør bare, at Clifton Edge – efter min mening – ser lidt sjov ud.

Men som jeg altid har sagt: Det er ikke, hvad der er kønt, men hvad, der er hurtigt, der tæller 🤪

Når jeg stiller Clifton Edge og Elevon 2 op ved siden af hinanden, ser det ud til, at den ekstra længde skal findes ude i snuden på Clifton’en. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke. Det er jeg ikke klog nok på løbesko, til at vide.

Men jeg ved til gengæld, at det faktisk er utroligt behageligt med den ekstra plads til tæerne. Også selvom jeg ikke engang synes, at der er trangt med plads til mine tæer i Elevon. Så den ekstra længde på Clifton Edge, gør det faktisk ekstra fedt 🤩

Længden på Hoka One One Clifton Edge vs. Hoka One One Elevon 2
Længden på Hoka Clifton Edge vs. Hoka Elevon 2. Det kunne godt se ud som om, at den ekstra længde på Clifton Edge kommer for snuden.

Jeg fik et decideret chok, da jeg tog dem op af kassen

Det kan godt være, at jeg syntes, at skoene så lidt lange og sjove ud, da de bare lå i kassen. Men hold da kæft, hvor fik jeg et decideret gigantisk chok, da jeg tog dem op. For selvom Hoka Clifton Edge tydeligvis er en lang løbesko, så må den altså have været på slankekur, inden den forlod fabrikken.

Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at stå med en løbesko, der har dén længde og samtidigt være så let.

Om man synes noget er let eller ej, er naturligvis relativt fra person til person. Men med min indbyggede menneskelige køkkenvægt, vurderede jeg i hvert fald, at Hoka Clifton Edge er en utroligt let sko.

Så jeg hev naturligvis den rigtige og mere præcise køkkenvægt frem. Og den viste, at mine Hoka Clifton Edge i str. 42, lander på en vægt på 239 gram pr. sko.

Om det er let i forhold til Clifton Edge’s direkte konkurrenter, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg synes det er pænt let, af en sko, der ikke er en decideret konkurrencesko. Og det synes jeg også er virkeligt positivt.

Vægt på Hoka One One Clifton Edge i str. 42
Vægt på Hoka One One Clifton Edge i str. 42: 239 g. pr. sko

Virkede lige lovligt smal ved første prøvning, men nu sidder den som den skal

Det næste indtryk, jeg skulle danne mig, var, hvordan skoene sad på min fødder. Og nu ved jeg godt, at jeg allerede har afsløret, at jeg synes virkeligt godt om den ekstra plads, mine tæer har i Clifton Edge. Men det er altså ikke hele historien.

Da jeg tager skoene på, blev jeg nemlig øjeblikkeligt bekymret for, om Clifton Edge var for smal til mine fødder. Eller om mine fødder var for smalle til Clifton Edge 😉

For jeg kunne mærke, at skoene sad godt til omkring hælen. Præcis som de skal. Og jeg kunne også mærke, at mine tæer havde rigeligt med plads. Også præcis som det skal være.

Men til gengæld syntes jeg, at Clifton Edge strammede lige lovligt meget omkring både højre og venstre side af min forfod. Altså nærmere betegnet på siderne af mine fodballer. Og det var ikke just positivt. I hvert fald ikke i øjeblikket, hvor jeg tog skoene på.

Af erfaring ved jeg dog, at nogle løbesko lige skal bruges et par gange, før de sætter sig ordentligt til omkring fødderne. Så jeg tog chancen og løb et par ture i dem. Og jeg tror faktisk ikke, at jeg løb mere end en enkelt eller to ture, før de ikke længere strammede omkring mine fodballer.

Nu sidder de blot godt til. Både omkring hælen og på forfoden. Altså lige udover ved tæerne, der har godt med plads.

Når jeg tager mine Hoka Clifton Edge på nu, kan jeg mærke, hvordan mine fødder bare hviler i skoen. Hælkappen slutter sig helt tæt om min hæl. Og sålen og selve den indvendige opbygning af skoen gør, at Clifton Edge føles super komfortabel. Måske mere som en følelse af, at skoen er en forlænget del af mig selv.

Så endnu engang gav Hoka Clifton Edge mig et førstehåndsindtryk, der ikke var det mest positive, men som hurtigt ændrede sig til noget, der var meget positivt 👌

Hoka One One Clifton Edge sidder dejligt godt til rundt om hele foden
Hoka Clifton Edge er løbesko, der sidder godt til rundt om hele foden. Altså lige bortset fra omkring tæerne, der til gengæld har dejligt god plads til at bevæge sig.

På første løbetur, var der særligt én ting jeg bemærkede

Nu er vi efterhånden så langt i anmeldelsen her, at vi har snakket nok om førstehåndsindtrykkene. Så lad os nu komme til de rigtige sager. Nemlig, hvordan det føles at løbe i Hoka One One Clifton Edge. Og på min første løbetur i dem, var der særligt én ting, jeg bemærkede:

Hoka Clifton Edge er en utroligt lydløs sko!

Altså, jeg er i forvejen ikke kendt for, at være den løber (bevares, triatlet), der trasker allermest når jeg løber. Men Clifton Edge gør mig bare endnu mere lydløs. Det er som om, at det eneste man hører, er sådan en slags wush-lyd, der kommer, hver gang skoene rammer asfalten.

Lyden er svær at beskrive. Men hvis jeg endelig skal prøve at beskrive den, så lyder det nok mest, som når man lukker en lille smule luft ud af en ballon. Altså sådan et lille pfffft-lyd, der bliver afløst af et lille wuuush.

Jaaaaaaaaaa… det er svært at beskrive. Men jeg er ret overbevist om, at lyden kommer direkte fra den bløde ydersål. En ydersål, der er så blød i det alleryderste lag, at du kan trykke den helt ind.

Hoka One One Clifton Edge har en dejligt blød ydersål
Den yderste del af ydersålen på Hoka Clifton Edge er dejligt blød, så den giver god stødabsorbering. Når du lander på underlaget ved hvert skridt, ydersålen med en pffft/wush-lyd.

At ydersålen er så blød, som den er, og at den forsigtige pffft/wuuush-lyd kommer derfra, ser jeg som et gigantisk tegn på, hvor meget Clifton Edge absorberer stødende fra det underlag, jeg løber på.

Og det er saftsuseme godt, når man som jeg, har så stor tendens til skader. For jeg har brug for alt den absorbering, jeg overhovedet kan få, med de glasben, jeg render rundt med 😂

Hoka Clifton Edge giver mig ét (luksus)problem

Nu har jeg efterhånden fået løbet en god slat kilometer i mine Hoka One One Clifton Edge løbesko. Både joggeture, ture i et mere almindeligt udholdenhedspace og et forsøg på at løbe lidt hurtigere. Sidstnævnte skal ses i lyset af, at jeg pt. er på vej tilbage fra en lår/lyske/hoftebøjer-skade, der ikke tillader mig at lave decideret hård løbetræning endnu.

Med tanke på mine joggeture og mere almindelige udholdenhedsture, giver Clifton Edge mig dog lidt af et (luksus)problem. For jeg elsker at løbe i dem. Både når jeg jogger og når jeg løber i et mere steady pace.

Men jeg har fundet ud af, at jeg virkeligt skal koncentrere mig om, at holde farten nede, når jeg forsøger at jogge i Clifton Edge. Det er som om, at de bare vil hjælpe mig hurtigt fremad. Og det er ikke ligefrem hensigtsmæssigt, hvis formålet bare er en langsom joggetur.

Så selvom jeg elsker at løbe i Hoka Clifton Edge, så kan jeg desværre ikke løbe i dem hele tiden. For så vil jeg i nogle tilfælde komme til at løbe alt for hurtigt, i forhold til, hvad formålet med løbeturen er. Lidt af et luksusproblem, ikke? 😝

TIl de lidt hurtigere ture, synes jeg også, at de også passer mig godt. Måske ikke til decideret intervalløb. Men til tempoløb, synes jeg faktisk de udemærket 💪

Hoka One One Clifton Edge er en god allround løbesko
Jeg synes Hoka Clifton Edge passer godt til alle typer løb, pånær jogging og decideret intervalløb

Konklusion: Hoka One One Clifton Edge er min foretrukne everyday løbesko, pånær til joggeturene

Med baggrund i alt det skrevne i denne anmeldelse, synes jeg derfor, det er ved at være tid til en konklusion. Og den er, at Hoka One One Clifton Edge er min foretrukne everyday løbesko. Altså lige bortset fra til joggeturene, hvor jeg simpelthen skal koncentrere mig alt for meget om, at holde farten nede, når jeg løber i dem.

Ved en gennemlæsning, synes jeg egentligt, at jeg har fået nedfældet mine tanker om Clifton Edge ret godt. Men for lige at opsummere, så er nedenstående, de punkter, jeg ser, som de vigtigste take-aways:

Mine vigtigste take-aways på Clifton Edge:

  • Jeg har aldrig haft en sko i hånden, der ser så lang og sjov ud, men som samtidigt er så let. På trods af sin længde, vejer min str. 42 kun 239 gram pr. sko.
  • Utroligt lydløs når jeg lander. Det eneste jeg kan høre, er mere eller mindre pfffft/woosh-lyden, der lyder som om, der kommer fra skummet i sålen. Det må være et sikkert bevis på, hvor godt sålen absorberer stødene fra underlaget
  • Giver utroligt god støtte rundt om hele foden, helt fra hæl til forfod
  • Har dejligt med plads til tæerne, uden at resten af skoen sidder løs
  • Jeg føler virkeligt at jeg skal holde igen, når jeg løber i dem. Særligt når jeg jogger
  • Utroligt behagelige at løbe nedad bakke i. Det må skyldes den forlængede sål på hælen, der ligesom lader mig lande med hælen først, og derefter guider min fod fra hæl til forfod, i et rul

Det var vist dét

Det tror jeg, var dét. Har du spørgsmål eller en kommentar til anmeldelsen her, så smid det som en kommentar herunder. Så skal jeg forsøge at svare så godt jeg kan!

Happy solskinstirsdag ☀️

“Nu har jeg fulgt dit råd, og købt verdens grimmeste klipklappere”

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Hahahahahaha….. Har fået nedenstående billede tilsendt af min gamle ven Søren. Han har “fulgt mit råd og købt verdens grimmeste klipklapper”, som han så fint siger det.

Bevares, jeg medgiver da gerne, at det nok ikke lige er Hoka One One Recovery klipklapperne, der vinder prisen som årtiets flotteste klipklappere. Men hold kæft de er effektive til at give støtte til fusserne, når man bare trasker rundt derhjemme.

De er i hvert fald skide gode til min højre fod, hvor jeg døjer med noget ømhed bag storetåen. Når jeg har de her klipklapper på, så mærker jeg ikke noget til det.

Så kan de altså være nok så grimme. Bare de er effektive! 🙂

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On TwitterVisit Us On Linkedin