Vægttab

Lidt aftentanker om self-shaming

– hvis der da overhovedet er noget der hedder det? 🤷‍♂️

Men min kone og jeg fejrede nytår hos et rigtigt godt vennepar nytårsaften. Vi sidder så og snakker lidt om hvordan det var at have TV Syd på besøg dagen forinden 🎥

Og pludseligt udbryder min kammerat så noget i stil med:

“Det insta-opslag du lavede bagefter optagelserne, der sagde du, at du blev filmet tæt på med ‘vinterspæk i tætsiddende sportstøj’. Og det skal du simpelthen lade være med at sige, for sådan ser vi andre dig ikke!”

Okay, tænkte jeg. Det var satans. Han har sgu faktisk ret.

For når jeg efterfølgende tænker over det, så har jeg skrevet det sådan, fordi jeg tror, at jeg kommer til at se monster tyk ud på optagelserne.

Og her er nøgleordet ‘tror’.

For det er kun ifølge mit eget selvbillede, at jeg er tyk. Og så er sådan en sætning, jeg fik fyret af i opslaget, bare for at være på forkant med alle de negative kommentarer, som jeg var sikker på, jeg ville få.

Altså, bodyshamer jeg mig selv, for – gennem ironi – at lade jer vide, at jeg udemærket er klar over, at jeg er for tyk.

Men det er jeg fucking bare ikke. Det er noget der bunder i min egen usikkerhed omkring mig selv.

Så både jeg – og alle andre – skal simpelthen holde op med at ‘bodyshame’ os selv, bare fordi vi føler os usikre på, hvordan vi ser ud.

Når alt kommer til alt, så vil vi som mennesker, altid være vores egne største kritikere.

For de “fejl” vi ser på os selv, vil altid være minimum dobbelt så slemme, som vores omgangskreds ser dem.

Så fredagens lektie er:
Hold op med at bodyshame dig selv, fordi du føler dig usikker på, hvad andre tænker om dig!

Ha’ en rigtigt god weekend alle sammen 🍀 og husk at sætte pris på dig selv ❤️

Waaaaauv, jeg er totalt overvældet!

Og her er hvorfor:

Onsdag d. 29/12 bragte det lille lokale sønderjyske medie Sydnyt.dk en historie om mig, der beskriver min rejse fra overvægtig til danmarksmester for amatører, og at jeg fremadrettet kører i eliteklassen. Den historie kan du finde her.

Mandag d. 3/1 bragte TV Syd så to historier:

Og for at det ikke skal være løgn, så har TV2 Nyhederne lånt TV Syds artikel og korte video på nyheder.tv2dk.

Jeg er totalt stolt over at min historie er så god, at den bliver fortalt på de store medier. Og jeg er ekstremt overvældet over alle de beskeder og tilkendegivelser jeg har fået i løbet af de seneste døgns tid.

Det er slet ikke til at fatte, hvor mange søde og anerkendende mennesker, vi har i Danmark. Det giver ikke andet end masser af brændstof til det hårde arbejde forude.

Tak – bare tak!

Der er altså ét eller andet, der er begyndt at rykke

Jeg tror, at udfordringen ved at have været overvægtigt, er, at man altid har problemer med sit eget spejlbillede. Uanset hvor tynd man er, vil man altid se sig selv som tykkere end man er. Og jeg er bestemt ikke nogen undtagelse! Jeg tror faktisk ikke, der findes én eneste person i verden, der kritiserer min krop mere end jeg selv gør…

Sundt? Nej. Slet ikke.

Det betyder, at selvom jeg egentligt godt kan mærke, at mit tøj bliver løsere, så bilder min hjerne mig ind, at det har andre årsager, end at jeg har tabt mig.

Men da der blev taget et billede af mig, her den anden dag, der indså jeg, hvor meget min krop egentligt har rykket sig på det sidste.

Nu er der ikke rigtigt noget, der buler ud i t-shirten. Brystkassen er blevet fladere. Jeg er blevet smallere i siderne. Mine arme er blevet mere ovale end runde. Mine skuldre er blevet smallere. Min dobbelthage er blevet mindre. Mine lægge er blevet mere markeret forfra og bagfra. Og mine blodårer, særligt i benene, er begyndt at springe godt og grundigt frem.

Det er uden tvivl et resultat af, at jeg simpelthen droppede at gå på vægten for et par måneder siden. Den gjorde mig alt for deprimeret til, at jeg kunne holde fokus på det alt det positive. Så jeg gik rundt og trøstespiste hele tiden.

Til at starte med, var det fristende at gå på vægten for et tjekke status. Men hurtigt blev det vendt om til, at det gav mig mere ro, at jeg ikke ved hvad jeg vejer. Og så begyndte både mit normale tøj og mit træningstøj at sidde løsere på mig.

Så presset fra tallet på vægten, har faktisk gjort mig tykkere. Ved ikke at vide hvad jeg vejer, har gjort mig slankere.

Mon ikke det er fordi, jeg ikke føler et pres til at sulte mig selv, så jeg ender med at overspise? Det tror jeg sgu!

Det var bare lige en lille opdatering om vægten. Eller min størrelse, om du vil. Det ser ud til at jeg er i en rigtigt god periode, både med mad og med træning. Så det håber jeg fortsætter!

Fra størrelse 60 til 46 i blazere

Altså dét her vil jeg lige dele med jer…. Det er ikke noget nyt, at jeg har tabt mig meget. Men jeg er sgu bare så stolt, når jeg kan trække i en blazer i str. 46!!!

Min store udfordring er, at mit spejlbillede kan lyve utroligt meget, alt efter hvilken sindstilstand jeg er i. Men tøj…. det lyver altså ikke. Enten strammer det, ellers sidder det tilpas eller også er det for stort.

Da jeg startede mit vægttab i 2017, brugte jeg str. 60 i blazere. I dag skal jeg bruge str. 46!!!! Der er sgu forskel.

Blazeren jeg har på, på billedet, er fra Hugo Boss. Sådan én har jeg sgu ikke råd til. Men man har vel lov til at drømme 🤪

Billedet er fra i dag, fra min og Anitas kærestetur til Designer Outlet Neumünster. Det har sgu været en dejlig tur, efter at jeg har haft et let svømmepas og noget coretræning tidligt i morges 🏊 Fredag er i øvrigt altid ugens letteste træningsdag 🤓

Udover at være i Neumünster, har vi også været en tur forbi Kiel. Og så var vi en tur forbi Kalifornien, der ligger øst for Kiel. Kalifornien har en særlig plads i vores hjerte, fordi det var her, at vi havde vores første weekendophold helt tilbage i 2015, kort tid efter vi havde mødt hinanden.

Åh de minder, de minder 😍

Nu venter der en weekend med godt med både let og hård træning i solskin (og i klorvand) 🤟

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On LinkedinVisit Us On Youtube