Særligt nu, hvor jeg er blevet ramt af en grim forkølelse 🤧

Det er naturligvis rigtigt hårdt at være forkølet, når jeg er mand. Mandekroppen er slet ikke bygget til den her slags 😜

Ej. Grunden til at jeg synes det godt kan være lidt hårdt af og til er, at det her med vægten er noget der fylder en del hos mig.

Det tror jeg sådan set det gør hos alle tidligere overvægtige.

Men siden jeg fik corona tilbage i januar, har jeg kæmpet med at holde vægten nede. De stævner jeg har kørt i år, har været med 5-6 kg mere på sidebenene end sidste år.

Og min sommerferie stort set uden træning har sådan set ikke gjort det bedre.

Jeg synes egentligt at jeg havde fundet FORMLEN her i løbet af efteråret. Jeg var kommet ind i en god rytme med maden, hvor jeg fik spist rigtigt fornuftigt.

Jeg havde energi til at træne. Jeg følte mig aldrig rigtigt sulten og jeg havde ikke den der vanvittige sukkertrang, som man nemt kan ha’, når man får for lidt at spise.

Jeg tog heller ikke på. Men tabte mig heller ikke. Men så skete der det, at jeg tog det her billede af mig selv i et spejl.

PISLORT!

Hjernen er gået på overarbejde… jeg er tyk og fed. Så kan jeg ligeså godt også leve sådan.

Latterlig logik! 🤯

Så lige nu craver jeg sukker hele tiden. Og jeg har virkeligt svært ved at styre det.

Hjulpet godt på vej af en forkølelse, der holder mig fra træning og som får mig til at ha’ ondt af mig selv, er det saftsuseme en udfordring.

Jeg ved egentligt ikke rigtigt hvad jeg vil med det her skriv. For du behøver sgu ikke at ha’ ondt af mig.

Måske jeg bare vil sige, at selvom det udadtil kan virke sejt at ha’ tabt en masse kilo, så er der stadig en masse dæmoner at kæmpe med.

En af de dæmoner kæmper jeg så åbenbart med nu 👹

Jeg tror, at udfordringen ved at have været overvægtigt, er, at man altid har problemer med sit eget spejlbillede. Uanset hvor tynd man er, vil man altid se sig selv som tykkere end man er. Og jeg er bestemt ikke nogen undtagelse! Jeg tror faktisk ikke, der findes én eneste person i verden, der kritiserer min krop mere end jeg selv gør…

Sundt? Nej. Slet ikke.

Det betyder, at selvom jeg egentligt godt kan mærke, at mit tøj bliver løsere, så bilder min hjerne mig ind, at det har andre årsager, end at jeg har tabt mig.

Men da der blev taget et billede af mig, her den anden dag, der indså jeg, hvor meget min krop egentligt har rykket sig på det sidste.

Nu er der ikke rigtigt noget, der buler ud i t-shirten. Brystkassen er blevet fladere. Jeg er blevet smallere i siderne. Mine arme er blevet mere ovale end runde. Mine skuldre er blevet smallere. Min dobbelthage er blevet mindre. Mine lægge er blevet mere markeret forfra og bagfra. Og mine blodårer, særligt i benene, er begyndt at springe godt og grundigt frem.

Det er uden tvivl et resultat af, at jeg simpelthen droppede at gå på vægten for et par måneder siden. Den gjorde mig alt for deprimeret til, at jeg kunne holde fokus på det alt det positive. Så jeg gik rundt og trøstespiste hele tiden.

Til at starte med, var det fristende at gå på vægten for et tjekke status. Men hurtigt blev det vendt om til, at det gav mig mere ro, at jeg ikke ved hvad jeg vejer. Og så begyndte både mit normale tøj og mit træningstøj at sidde løsere på mig.

Så presset fra tallet på vægten, har faktisk gjort mig tykkere. Ved ikke at vide hvad jeg vejer, har gjort mig slankere.

Mon ikke det er fordi, jeg ikke føler et pres til at sulte mig selv, så jeg ender med at overspise? Det tror jeg sgu!

Det var bare lige en lille opdatering om vægten. Eller min størrelse, om du vil. Det ser ud til at jeg er i en rigtigt god periode, både med mad og med træning. Så det håber jeg fortsætter!