Vægt er en kæmpe faktor i cykling. Desværre for mig, for jeg har usandsynligt svært ved både at ramme og at holde en nogenlunde ordentlig racevægt. Men jeg har en plan. En stor og forkromet plan, som du får indblik i her.

Har du fulgt mig noget tid, så ved du også, at min vægt er som en yoyo. Så er den oppe, så er den nede. Men jeg har faktisk ikke været nede på en nogenlunde ordentlig racevægt siden jeg blev dansk mester i triatlon tilbage i 2021.

Men det skal der laves om på. For som du kan læse i dette blogindlæg om mine drømme for fremtiden, så har jeg altså nogle drømme der ikke kan nåes, hvis jeg vejer bare lidt for meget.

Derfor har jeg udarbejdet en stor og forkromet plan for, hvordan jeg én gang for alle kommer ned i vægt (læs: den er hverken stor og forkromet, men til gengæld er det en ny tilgang til kost og vægttab – i hvert fald for mig)!

Den optimale racevægt har altid været et issue

Inden jeg sætter dig ind i min store og forkromede plan, så vil jeg lige fortælle dig lidt om, hvordan den optimale racevægt (eller mangel på samme) altid har været et issue for mig.

For ligesom med så meget andet i mit liv, så har jeg levet meget efter princippet enten så gør vi noget, eller også så gør vi ikke noget.

Så mens jeg altid har været god til at tabe vægt, når jeg er gået all-in på det, så har jeg også altid været god til at tage på, når jeg ikke har været all-in på at tabe mig. Med andre ord: Ingen mellemvej.

Det hænger højst sandsynligt unægtelig sammen med, hvordan jeg rent psykisk fungerer…

Nogle vil sige at det er manisk, så det måske kunne være tegn på at jeg er maniodepressiv (eller bipolar, som det kaldes nu om dage). Andre siger, at det her med at gå i gang med noget nyt og spændende, og så tabe interessen for det, når det bliver hverdag, det viser tegn på noget ADHD eller den stille bror, ADD.

Hvad det præcis skyldes må lægerne i psykiatrien finde ud af, når jeg heldigvis skal udredes lige om lidt (læs evt. mit Facebook-opslag om dét her).

Planens hovedingrediens er tålmodighed

Uanset hvad årsagen er til, at jeg altid har haft svært ved at finde og holde en optimal racevægt, så er jeg overbevist om, at den største faktor til at det altid er gået galt er, at jeg altid har været alt, alt for utålmodig. Altid.

Jeg er gået alt for meget all-in, så jeg altid er brændt ud på det.

Så jeg er kommet frem til, at skal jeg lykkes med det, så handler det om tålmodighed.

Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed.

Jeg har accepteret, at jeg ikke kommer til at ramme min optimale racevægt i denne sæson. Det vejer jeg simpelthen for meget til på nuværende tidspunkt. Så selvom jeg skulle tabe mig en del henover sommeren, så kommer jeg ikke til at være, hvor jeg gerne vil være.

Accept er som bekendt det vigtigste, når vi vil skabe forandring, så det har jeg simpelthen bare valgt at acceptere.

Så selvom jeg ved, at jeg har tabt mig når vi kommer frem til efterårssæsonen, så har jeg accepteret, at jeg ikke kommer til at veje det, jeg gerne vil veje. Jeg må kort sagt køre så godt, som jeg nu kan, med den vægt, som jeg har til den tid.

Og med accept, så kan jeg tillade mig at være tålmodig!

Krydset er sat ved sæsonstart næste år

Når nu jeg har accepteret at jeg ikke kommer til at ramme min optimale racevægt på noget som helst tidspunkt i denne sæson, så kan jeg til gengæld se frem til, at jeg gerne skulle ha’ nået den, når næste sæson starter.

Jeg har i hvert fald sat et stort fedt kryds ved sæsonstarten næste år, som jeg tænker kommer til at være i påsken i den første weekend i april 2026. Så mon ikke, at 3 Dage i Nord bliver til stedet, hvor sæson 2026 indledes?

Jeg ved, hvad jeg gerne vil veje, for jeg ved at det er muligt at komme derned. Så jeg har sat målvægten til at være til dén weekend – og så har jeg ellers regnet baglæns.

Og med lidt hurtig hovedregning, så har jeg regnet ud, hvor stort et kalorieunderskud jeg skal være i på daglig basis, for at nå dertil.

Et par hundrede kalorier i underskud om dagen

Når kostvejledere m.v. fortæller om det optimale kalorieunderskud ved vægttab, så snakker de altid om omkring 500 kalorier i underskud om dagen. Det skulle da være rimeligt doable med min træningsmængde.

Men jeg føler mig generelt altid meget sulten. Noget, som både jeg og min læge mistænker, at skulle komme fra det beroligende, som jeg får til at sove på hver aften.

At være 500 kalorier i underskud er derfor ikke bare sådan lige, selvom jeg har en relativt høj træningsmængde. Så derfor er det også godt, at min beregning for at ramme min racevægt til næste sæson viser, at jeg skal være et par hundrede kalorier i underskud om dagen i gennemsnit.

For at være helt præcis, så siger beregningen 260 kalorier i underskud om dagen. I snit. Så det er godt og vel halvdelen af, hvad eksperterne siger er optimalt.

Det skal da nok være til at nå, så….

Så er det også nemmere for mig, at være i!

Når kalorieunderskuddet er så relativt lille, så er det også meget nemmere for mig at være i. Også selvom, at jeg faktisk også skal klemme balderne sammen for at være i 2-300 kalorier underskud.

Min plan er så, at jeg på mine restitutionsdage, hvor jeg kun ruller en time, bare skal gå nogenlunde i nul. Altså på de her dage, der skal jeg ikke gå efter et underskud.

Til gengæld skal jeg gå efter ca. 500 kalorier underskud på mine loadingdage. Altså de dage, hvor jeg træner højere mængde og/eller intensitet.

Det er faktisk gået rigtigt fornuftigt indtil nu, hvor jeg siden slut marts har smidt ca. 2 kilo. Noget, der har været svært at gøre, fordi cykelløbene i april og maj har krævet en masse kalorier i weekenderne, for at jeg har haft energi nok til at køre cykelløb.

Men nu her, hvor den bare står på træning, så kan jeg godt se, hvordan det er nemt for mig at overholde det her beskedne kalorieunderskud!

Vi må se, hvor det ender

Som sagt, så har jeg indtil nu smidt et par kilo på denne måde. Så må vi se, hvor det ender – både til efterårssæsonen og til næste sæson.

Jeg er i hvert fald sindssygt motiveret til det… særligt fordi, at jeg ikke føler den samme fysiske sult, som jeg plejer, når jeg har prøvet på at tabe mig.

Og hvem ved. Måske, når jeg er udredt inden længe, at jeg kommer i en slags medicinsk behandling, der gør, at jeg hverken trøstespiser eller har brug for beroligende til at sove på.

Uanset hvad, så vil jeg være på min optimale racevægt til sæsonstart næste år, så jeg kan nå mine store drømme.

Vi skrives ved!

Kh. Morten

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Særligt nu, hvor jeg er blevet ramt af en grim forkølelse 🤧

Det er naturligvis rigtigt hårdt at være forkølet, når jeg er mand. Mandekroppen er slet ikke bygget til den her slags 😜

Ej. Grunden til at jeg synes det godt kan være lidt hårdt af og til er, at det her med vægten er noget der fylder en del hos mig.

Det tror jeg sådan set det gør hos alle tidligere overvægtige.

Men siden jeg fik corona tilbage i januar, har jeg kæmpet med at holde vægten nede. De stævner jeg har kørt i år, har været med 5-6 kg mere på sidebenene end sidste år.

Og min sommerferie stort set uden træning har sådan set ikke gjort det bedre.

Jeg synes egentligt at jeg havde fundet FORMLEN her i løbet af efteråret. Jeg var kommet ind i en god rytme med maden, hvor jeg fik spist rigtigt fornuftigt.

Jeg havde energi til at træne. Jeg følte mig aldrig rigtigt sulten og jeg havde ikke den der vanvittige sukkertrang, som man nemt kan ha’, når man får for lidt at spise.

Jeg tog heller ikke på. Men tabte mig heller ikke. Men så skete der det, at jeg tog det her billede af mig selv i et spejl.

PISLORT!

Hjernen er gået på overarbejde… jeg er tyk og fed. Så kan jeg ligeså godt også leve sådan.

Latterlig logik! 🤯

Så lige nu craver jeg sukker hele tiden. Og jeg har virkeligt svært ved at styre det.

Hjulpet godt på vej af en forkølelse, der holder mig fra træning og som får mig til at ha’ ondt af mig selv, er det saftsuseme en udfordring.

Jeg ved egentligt ikke rigtigt hvad jeg vil med det her skriv. For du behøver sgu ikke at ha’ ondt af mig.

Måske jeg bare vil sige, at selvom det udadtil kan virke sejt at ha’ tabt en masse kilo, så er der stadig en masse dæmoner at kæmpe med.

En af de dæmoner kæmper jeg så åbenbart med nu 👹

Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Jeg tror, at udfordringen ved at have været overvægtigt, er, at man altid har problemer med sit eget spejlbillede. Uanset hvor tynd man er, vil man altid se sig selv som tykkere end man er. Og jeg er bestemt ikke nogen undtagelse! Jeg tror faktisk ikke, der findes én eneste person i verden, der kritiserer min krop mere end jeg selv gør…

Sundt? Nej. Slet ikke.

Det betyder, at selvom jeg egentligt godt kan mærke, at mit tøj bliver løsere, så bilder min hjerne mig ind, at det har andre årsager, end at jeg har tabt mig.

Men da der blev taget et billede af mig, her den anden dag, der indså jeg, hvor meget min krop egentligt har rykket sig på det sidste.

Nu er der ikke rigtigt noget, der buler ud i t-shirten. Brystkassen er blevet fladere. Jeg er blevet smallere i siderne. Mine arme er blevet mere ovale end runde. Mine skuldre er blevet smallere. Min dobbelthage er blevet mindre. Mine lægge er blevet mere markeret forfra og bagfra. Og mine blodårer, særligt i benene, er begyndt at springe godt og grundigt frem.

Det er uden tvivl et resultat af, at jeg simpelthen droppede at gå på vægten for et par måneder siden. Den gjorde mig alt for deprimeret til, at jeg kunne holde fokus på det alt det positive. Så jeg gik rundt og trøstespiste hele tiden.

Til at starte med, var det fristende at gå på vægten for et tjekke status. Men hurtigt blev det vendt om til, at det gav mig mere ro, at jeg ikke ved hvad jeg vejer. Og så begyndte både mit normale tøj og mit træningstøj at sidde løsere på mig.

Så presset fra tallet på vægten, har faktisk gjort mig tykkere. Ved ikke at vide hvad jeg vejer, har gjort mig slankere.

Mon ikke det er fordi, jeg ikke føler et pres til at sulte mig selv, så jeg ender med at overspise? Det tror jeg sgu!

Det var bare lige en lille opdatering om vægten. Eller min størrelse, om du vil. Det ser ud til at jeg er i en rigtigt god periode, både med mad og med træning. Så det håber jeg fortsætter!