Triathlon blog

MIN TRIATHLON BLOG OM ALT DET, JEG HAR PÅ HJERTET

Keep practicing and be patient, results will come

Det tager tid at blive god til noget. Rigtigt lang tid. Så bliv ved med at træne og vær tålmodig. Vær ligeglad med hvad andre tænker. Så skal resultaterne nok komme! 💪🏼

Jeg savner samvær med ham her og dem her, og de savner samvær med mig

Forestil dig, at du ufrivilligt bliver nægtet samvær med dine elskede… sådan noget oplever jeg lige nu! Jeg savner samvær med ham og dem, og han og de savner samvær med mig…

Måske er det knap så dramatisk, som jeg får det til at lyde 😉 Men altså, både min lille pocket-rocket af en cykel (også kaldet Raketten) og mine løbesko, savner jeg virkeligt noget seriøst samvær med. Og det er så galt, at når jeg lige hurtigt møder dem i bryggerset og garagen, så fortæller de mig, at de også savner samvær med mig.

Og de er sure på mig… det kan jeg mærke.

Mine Hoka’er, er dem, som jeg har måtte undvære i længst tid. Vi troede, at det var min løbetræning, der skabte inflammationen i min lyske – men det er der faktisk usikkerhed om nu :O

For selvom det er min behandler, der siger, at jeg hverken må løbe eller cykle, så har jeg alligevel taget hele skylden på mine skuldre. Jeg vil jo ikke have, at hverken Raketten eller mine Hoka One One-løbesko, bliver sure på en person, der egentligt bare prøver at hjælpe mig, så jeg hurtigere kan få samvær med både cykel og løbesko igen.

Så når Raketten og mine Hoka’er kigger mig dybt i øjnene, med et dybt skuffet og ængsteligt blik, så fortæller jeg dem, at jeg for vores alles bedste, har besluttet, at vi ikke kan have samvær lige nu. Og at jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvornår vi kan have rigtigt samvær igen.

Det er sgu bare ulykkelig kærlighed…

Min lille pocket rocket-børnecykel i str. 49, også kaldet Raketten. Den troede jeg, at jeg kunne have samvær med hele tiden. Men samværet forværrede inflammationen i min lyske. Så nu må jeg heller ikke have samvær med ham længere :'(

Men nå, jeg synes jo egentligt, at jeg kan mærke bedring efter jeg er stoppet med at løbe og at cykle. Og min behandler (og hendes ultralydsscanner) siger også, at inflammationen i min lyske, er på tilbagetog.

Så forhåbentligt går der ikke længe, før jeg kan have samvær med Raketten og Hoka’erne igen. Og de kan have samvær med mig.

Indtil da, så tror jeg også at mine ko-badebukser og mine blå lyn af et par svømmebriller, er ganske tilfredse, med at være i brug igen 😉

Mine ko-badebukser og blå lyn af et par svømmebriller, er nok meget glade for den ekstra tid, jeg kan tilbringe med dem, nu hvor vi har været adskilt siden december 😀

Tilbage i vandet – det var læææææx!

Så kom jeg sgu tilbage i vandet igen. Og daaaaaaaaamn det var lækkert. Følte mig hjemme allerede fra første armtag, selvom jeg ikke har svømmet i 140 dage. Aldrig, aldrig, ALDRIG nogensinde, er der nogen, der skal holde mig ud af vandet igen!

Det er de færreste svømmehaller, der har kunne nå at reagere på genåbningen, med kun halvandet døgns varsel. Så der var ingen svømmehaller i min umiddelbare nærhed, der kunne nå, at slå dørene op, til genåbningen i går morges.

Så jeg stod op, spiste morgenmad og tøffede afsted mod Kolding. Først til test, derefter til Slotssøbadet.

Jeg valgte bevidst, at jeg ville hoppe i ved 9-tiden. Min store frygt var, at svømmehallerne ville blive bestormet af alle dem, der har savnet at svømme. Og så tænkte jeg, at hvis jeg holder mig fra den deciderede morgensvømning og svømning sidst på eftermiddagen og om aftenen, så ville jeg nok undgå det værste.

Og det gjorde jeg sgu også… I hele Slotssøbadet store bassin, var vi nok aldrig mere end 4-5 personer i bassinet af gangen. Og jeg havde en hel bane for mig selv, i samtlige 80 minutter jeg var i vandet.

Jeg fik svømmet noget opvarmning, en fart-fartserie, en længere (let) aerob serie og noget afsvøm. I alt gav det mig 3800m, så ud af de 80 minutter i bassinet, var det vel godt og vel en times effektiv svømning.

Det var raaaaaaaart!

Altså bortset lige fra de gange, jeg smadrede hånden ind i banetorvet. Vendte for tidligt og satte af ud i ingenting. Og vendte for sent, så jeg smadrede min hæl ind i bassinkanten.

Totalt urutineret. Men nu er jeg da tilbage i vandet, og så skal rutinen nok komme hurtigt tilbage igen. Og det samme skal farten nok også gøre.

Nu skal jeg bare lige ha’ mine ømme arme til at blive normale igen, og alle andre svømmehaller til at åbne på mandag, så jeg kan komme tilbage i vandet igen, igen, igen og igen! 😀

En lyske der virker som om, at den aldrig har lyst til at hele op… Men nu åbner svømmehallerne da igen!

Fuuuuuck man. Normalt forsøger jeg altid at være positiv og kigge efter det positive, når jeg oplever modgang. Men jeg synes godt nok det er svært, med den her lyskeskade. Det er som om at den bare ikke vil slippe sit tag. Faktisk er det som om, at den tager mere og mere til.

Det startede som en løbeskade. Men det ser nu ud til, at det enten er en cykelskade eller en kombiskade af både cykling og løb. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at cykling gør det værre. Særligt cykling med noget der bare minder om en lille smule intensitet, viser sig at være decideret gift for inflammationsniveauet.

Jeg har nu ikke løbet i et par uger. Og efter min seneste ultralydsscanning i torsdags, fik jeg besked på, at jeg også skulle holde mig fra at cykle. I hvert fald som minimum i én uge, indtil jeg havde været til behandling igen en uge senere.

Dén behandling er på fredag….

Men uden løb og svømning, kommer det ikke til at ske, at jeg også holder pause med cykling. Så jeg pillede intensiteten og noget af mængden ud af min cykling.

Men det føles alligevel som om, at det er blevet værre. Eller måske det bare er min hjerne, der får mig til at tro det. Who knows? Det finder vi ud af på fredag, når jeg skal scannes og have behandling igen…

For at være helt ærlig, så virker det lige nu virkeligt fjernt, at jeg kommer til at køre ræs i år. Men jeg krydser da fingre for, at der snart bliver rykket på noget.

Nu kom der så til gengæld den glædelige nyhed, at svømmehallerne åbner igen. Og det er da det positive!

Så fra og med torsdag, så kan du finde mig i klorvand. Så skal min svømmeform eddermugme tilbage igen!

Jeg har heldigvis været så smart, at jeg har trænet med elastikker, flere gange ugentligt, under hele lockdown. Så mine svømmemuskler er blevet vedligeholdt. Og det gør, at jeg kommer til at kunne klare en markant større mængde allerede fra starten, end dem, der ikke har lavet dryland træning.

Så med svømning tilbage på programmet, kan jeg nu endelig lade mine ben få totalt ro for en periode. Det er ikke optimalt. Men det er nødvendigt. Og så krydser jeg fingre for, at den ro, som benene nu får, tillader min lyske, at den kan hele hurtigt op igen.

Fingers crossed!

HOKA ONE ONE er en ny samarbejdspartner, jeg er hamrende stolt af at have med ombord!

Det er ikke meget jeg får løbet for tiden…. Min hofte/lår/lyske holder mig stort set fra al form for løb. Men jeg kan til gengæld glæde mig rigtigt meget til, at jeg kommer ordentligt tilbage i løbeskoene.

Jeg har nemlig indgået en samarbejdsaftale med HOKA ONE ONE og den danske importør af Hoka, Fritidsagenten A/S, der fremover sørger for, at det i hvert fald ikke er skoenes skyld, hvis jeg skulle rende ind i skader fremover.

Et samarbejde med et brand som HOKA ONE ONE er selvsagt et samarbejde, som jeg er rigtigt stolt af, og som jeg længe har drømt om! HOKA ONE ONE er uden tvivl absolut førende på markedet, når det kommer til løbesko, der kombinerer stødabsorbering, støtte og fart.

Og det er lige præcis den kombination jeg har brug for, med de mål jeg har og min ærgerlige tendens til skader!

Når det kommer til samarbejdspartnere og sponsorater, har jeg har det lidt sådan, at man ikke bare skal indgå et samarbejde for samarbejdets skyld. Man skal indgå et samarbejde med dem, man tror på, og som man ville købe produkter fra alligevel. Og sådan har jeg det med Hoka!

Derfor er jeg også rigtigt glad og beæret over, at Mikio Karmann fra Fritidsagenten og Hoka One One har lyst til at være en del af min rejse.

Nu glæder jeg mig bare som et lille barn, til mine hofte/lår/lyske problemer er overstået, så jeg kan få tonset en masse både hurtige og komfortable kilometer. Indtil da nyder jeg at jogge rundt i dem, når understellet lige tillader det – og det er dælme også en lækker følelse!

Jeg kommer i øvrigt til at træne i Bondi, Clifton Edge og Elevon II (det er dem jeg har på, på billedet). Og så kommer jeg naturligvis til at løbe mine ræs i Carbon X2.

Men meget mere om mine valg af sko og årsagerne bag, i et senere blogindlæg 🙂

Store oplevelser venter forude i den tyske Regionalliga Nord

Så er vi vist ved at være så langt, at jeg godt kan gøre det officielt… Nu kommer nemlig en nyhed, som jeg har glædet mig utroligt meget til at dele med jer!

Vi to flotte fyre på billedet, skal nemlig konkurrere i den tyske kortdistance-liga Regionalliga Nord. Det skal vi for det Neumünster-baserede TriSport Holstein, der i 2019 sikrede sig oprykning fra Landesliga til til Regionalligaen. Fordi der ikke blev kørt Regionalliga sidste år (pga. corona), er det derfor holdets første sæson i den nye liga.

Regionalliga Nord er en serie af kortdistance triathlonstævner, hvor alle ligaens hold konkurrerer om at vinde den samlede stilling med deres respektive atleters point fra hver afdeling. Afdelingerne bliver primært kørt som holdkonkurrencer, med en enkelt Team Relay, en et enkelt draft-legal sprintrace og et enkelt non-draft OL-race indblandet.

Jeg er personligt både stolt og beæret over muligheden for at køre Regionalliga Nord. Og jeg lover, at jeg vil gøre mit absolut bedste for, at trække Tri Sport Holstein i den rigtige retning på pointtavlen.

Det bliver stensikkert super spændende. Og vi får helt sikkert nogle pisse fede oplevelser ud af det!

Nu håber vi så bare at Hr. Corona tillader os at køre race #fingerscrossed

2020 går på hæld – et tilbageblik på årets højdepunkter

2020 synger på allersidste vers. Et år, som mange bare gerne vil lade gå i glemmebogen. Men for mig er 2020 et år, der på trods af corona og de restriktioner der følger med, har været et af de allerbedste år af mit liv 🥰

Jeg startede året med at tage fire uger på træningslejr til spanske Torrevieja, der gav masser af træning i den sydspanske sol ☀️ Faktisk havde jeg ikke én eneste træningsdag dernede, hvor det var regnvejr 😎

Kort efter hjemkomsten, stod himmel og hav dog i ét, men coronas indtog i Danmark. Svømmehallerne og foreningsidræt blev lukket ned. Så alt det hårde arbejde i poolen under ledelse af daværende cheftræner i Haderslev Svømmeklub, gled mere og mere ud i sandet.

Det gav ekstra tid til cykling og løb. Og særligt løbet, har virkeligt rykket sig i år. Fra at være løbeskadet med Venstre knæ i årets første to måneder, fik jeg siden bugt med skaden, og fik opbygget den største kontinuerlige løbetræning, jeg nogensinde har haft.

Og det gav virkeligt også pote senere på året, da vi endelig fik lov til at køre lidt stævner!

Da svømmehallerne åbnede op igen, tog det lige en lille måneds tid at få vandfølingen tilbage. Og så gik det ellers stærkt med svømmeformen derfra. Nok også hjulpet meget på vej af, at jeg gennem hele forårets lockdown har trænet utroligt meget med elastikker, for at beholde så meget af svømmemuskulaturen, som overhovedet muligt.

Forårets lockdown gav også gode cykelmuligheder, hvor særligt cykelturen fra Haderslev til Vejle og retur, for at cykle 25 gange opad Kiddesvej, står højt på listen over gode minder fra 2020.

Ligesom med så meget andet af de gode oplevelser jeg har haft sportsligt i år, foregik Kiddesvej-projektet sammen med min allerbedste ven og træningskammerat Kasper.

Kasper har haft en kæmpe betydning for min sportslige udvikling i år. Han presser mig til at blive bedre og bedre, han giver mig sportslig selvtillid, og han giver uvurderlig støtte på både de gode og de dårlige dage. Så tak for det – og dig – Kasper!

I sommers lykkedes det også lige at få klemt et bryllup ind mellem alt træning. Så den 8/8 blev jeg foreviget med Anita, efter at vi har været i et forhold i lige knap 5 år – på tide, ville nogen mene 😉

Det var et dejligt, festligt og løssluppen bryllup. Lige i vores ånd. Og ude foran kirken, blev vi mødt af espalier af et par stykker fra tri-klubben og svømmedrengene fra HSKs eliteafdeling. Det var en glædelig overraskelse.

Når det kommer til Anita, så er hun ikke bare min kone. Hun er min allerstørste støtte, som jeg af og til nyder en rulletur eller to med. Anita har slet ikke de samme sportslige mål som mig, men sporten giver os alligevel noget, som vi er sammen om. Og det er fuldstændigt fantastisk.

Weekenden for vores bryllup, var samtidigt weekenden, hvor de første danske stævner blev kørt. Jeg kunne af gode grunde ikke være med. Men så kom der da endelig gang i dén del!

Det blev for mit vedkommende, ikke til særligt mange konkurrencer i år. Men dem, det blev til, føler jeg, at jeg fik fuld valuta for pengene ved. Her kan jeg nævne:

  • Nr. 1 i RKCCs åbne klubmesterskab (cykelløb)
  • Nr. 1 i Gudskov Triathlon (olympisk distance)
  • Nr. 3 i Stevns Triathlon (4-18-4 distance)
  • Nr. 1 i Meins Running Løbet (5 km løb)

Det er særligt præstationen i Stevns, jeg er stolt af. Startlisten var godt pyntet til med hurtige navne, fra den hjemlige kortdistance-elite. Og det lykkedes mig alligevel at gå på podiet med en tredjeplads, kun overgået af Emil Holm og Pelle Lambertsen.

Jeg blev 3’er med en sluttid på 45.20, med splits på 5.25 (svømning), 24.46 (cykling) og 13.41 (løb).

Svømningen viste derfor at det gik fremad. Og det gjorde det virkeligt også på løbet, hvor jeg med et pace på 3.25/km, løb næsthurtigste tid og løb mig fra femtepladsen til tredjepladsen.

Det har altid været sådan, at løbet har været min svageste disciplin. Men det synes jeg efterhånden, at jeg er ved at få vendt om til at være et ondt våben, når mit løb parres med min cykling!

Det store ryk i mit løb, skyldes helt sikkert kontinuiteten henover hele året. Og mindst ligeså meget det dejlige løbefællesskab jeg har med Kasper og Kaspers kæreste, Cille. Aldrig har jeg da oplevet så meget smerte i kroppen, som når vi alle 3 slipper fanden løs på løbebanen.

Efter Stevns ventede der lige et enkelt 5 km-løb. Og så stod den på tre uger med totalt løs træning, inden forberedelserne til næste sæson startede. Og nu står vi så her, den 31. December, med 900 træningstimer i banken for 2020. Og med en FTP på cyklen, der på nuværende tidspunkt, kun er 5 watt under sommerens FTP (og det er på ren basetræning!).

Indtil det nylige lockdown, svømmede jeg også de markant hurtigste tider nogensinde. Så jeg synes sådan set ikke det kan gå hurtigt nok med at komme tilbage i vandet, så jeg kan bygge videre på den svømmeform!

Slutteligt, vil jeg gerne takke alle dem, der har været omkring mig i år. I er mit team, der giver de bedste forudsætninger for, at jeg kan udvikle mig sportsligt.

Jeg vil derfor særligt gerne takke min kone Anita, mine børn Mille og Julie, Kasper og Cille, samt mine forældre. Jeg vil også gerne sende en stor tak til HSKs tidligere cheftræner Rune, samt de dejlige elitesvømmere i HSK, for at have hjulpet – og hjælper – mig med at blive en bedre og bedre svømmer!

Og også tak til alle jer, jeg gennem året har haft fornøjelsen af at træne med. I godt selskab, går træningen meget nemmere!

Rigtigt godt nytår – vi ses i det nye år!

PRL Full på Zwift – det rene selvtortur

Hold da kæft en sjov formiddag, middag og start på eftermiddagen. Kasper synes det kunne være skide skægt at køre PRL Full på Zwift i dag – dvs. 173 km med 2300 højdemeter. På HOMETRAINER!!!!

Som den gode ven, jeg nu og engang er, så valgte jeg selvfølgelig at bakke ham op i sit masochistiske projekt :S

Havde nogen sagt til mig for tre måneder siden, at jeg skulle sidde 5 timer på en hometrainer, havde jeg råbt og skreget, flippet lodret ud og nok endt med at være gerningsmanden i en drabssag. For fem timer på hometrainer, virker virkeligt som LANG tid :O

Men vi kom igennem. Og selvom de 5 timer og 15 minutter da var lang tid, så var det ikke så slemt som frygtet. Faktisk vil jeg nok godt kunne overtales til flere omgange á 5 timer på Zwift fremadrettet.

Undervejs kom vi godt omkring vores respektive watt-zoner, med alt fra rolig cykling, til tempo, tærskel, Vo2Max og sprint. Boys will be boys, så vi vil jo altid gerne måle lidt pikkemænd når lejligheden byder sig ;’D

Når alt kommer til alt, havde vi det skide skægt. Og så gør det ikke noget at gulvet i træningsrummet er dækket til med noget der svarer til 30 års forbrug af salt fra alt vores sved, at vi har ømme stænger og at vi godt kunne bruge en bette morfar inden aftensmad…

Så har vi også lige ved samme lejlighed, sat gang i forbrændingen af al den julemad vi har spist de seneste dage 😉

Og her er så lige et billede, som bevis på, at vi rent faktisk gjorde det:

Den svedige hule – mit yndlingssted i hele huset (næstefter min seng)

Det her rum…. “den svedige hule”… det er mit yndlingssted i huset, næstefter min seng. Jeg tror vist, at det er en moderne udgave af det, man engang kaldte et hobbyrum ;p

De færre træningstimer, som off-season har budt på, er bl.a. blevet brugt til at opgradere det her rum, til at se sådan her ud. Det er i bund og grund fuldt funktionelt, med aircondition, blæsere m.v.

Der mangler lige opgradering med Wahoo smart-trainere og også gerne en Wahoo Climb til os hver, så vi kan få vores indendørstræning til at være så realistiske som muligt. Men vi er sgu ikke ligefrem millionærer, så det ser ud til at have lange udsigter med sådanne opgraderinger.

Når det ikke er muligt at tage på træningslejr i sydens sol og varme henover vinteren, så må man jo skabe sig et setup herhjemme i huset, der er motiverende at træne i. Og det synes jeg efterhånden er lykkedes ret godt.

Men hvis du synes du har en masse penge og du gerne vil sponsorere en Wahoo Kickr Core, så tager jeg da gerne glædeligt imod sådan en 😉

Jeg vil på et senere tidspunkt lave et indlæg, der er mere beskrivende omkring den svedige hule. Men tiden er lidt knap, så det bliver ikke lige med det samme…

Jeg ønsker jer allesammen en rigtigt glædelig jul! 🙂

Scroll to top