Triathlon blog

MIN TRIATHLON BLOG OM ALT DET, JEG HAR PÅ HJERTET

En lyske der virker som om, at den aldrig har lyst til at hele op… Men nu åbner svømmehallerne da igen!

Fuuuuuck man. Normalt forsøger jeg altid at være positiv og kigge efter det positive, når jeg oplever modgang. Men jeg synes godt nok det er svært, med den her lyskeskade. Det er som om at den bare ikke vil slippe sit tag. Faktisk er det som om, at den tager mere og mere til.

Det startede som en løbeskade. Men det ser nu ud til, at det enten er en cykelskade eller en kombiskade af både cykling og løb. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at cykling gør det værre. Særligt cykling med noget der bare minder om en lille smule intensitet, viser sig at være decideret gift for inflammationsniveauet.

Jeg har nu ikke løbet i et par uger. Og efter min seneste ultralydsscanning i torsdags, fik jeg besked på, at jeg også skulle holde mig fra at cykle. I hvert fald som minimum i én uge, indtil jeg havde været til behandling igen en uge senere.

Dén behandling er på fredag….

Men uden løb og svømning, kommer det ikke til at ske, at jeg også holder pause med cykling. Så jeg pillede intensiteten og noget af mængden ud af min cykling.

Men det føles alligevel som om, at det er blevet værre. Eller måske det bare er min hjerne, der får mig til at tro det. Who knows? Det finder vi ud af på fredag, når jeg skal scannes og have behandling igen…

For at være helt ærlig, så virker det lige nu virkeligt fjernt, at jeg kommer til at køre ræs i år. Men jeg krydser da fingre for, at der snart bliver rykket på noget.

Nu kom der så til gengæld den glædelige nyhed, at svømmehallerne åbner igen. Og det er da det positive!

Så fra og med torsdag, så kan du finde mig i klorvand. Så skal min svømmeform eddermugme tilbage igen!

Jeg har heldigvis været så smart, at jeg har trænet med elastikker, flere gange ugentligt, under hele lockdown. Så mine svømmemuskler er blevet vedligeholdt. Og det gør, at jeg kommer til at kunne klare en markant større mængde allerede fra starten, end dem, der ikke har lavet dryland træning.

Så med svømning tilbage på programmet, kan jeg nu endelig lade mine ben få totalt ro for en periode. Det er ikke optimalt. Men det er nødvendigt. Og så krydser jeg fingre for, at den ro, som benene nu får, tillader min lyske, at den kan hele hurtigt op igen.

Fingers crossed!

HOKA ONE ONE er en ny samarbejdspartner, jeg er hamrende stolt af at have med ombord!

Det er ikke meget jeg får løbet for tiden…. Min hofte/lår/lyske holder mig stort set fra al form for løb. Men jeg kan til gengæld glæde mig rigtigt meget til, at jeg kommer ordentligt tilbage i løbeskoene.

Jeg har nemlig indgået en samarbejdsaftale med HOKA ONE ONE og den danske importør af Hoka, Fritidsagenten A/S, der fremover sørger for, at det i hvert fald ikke er skoenes skyld, hvis jeg skulle rende ind i skader fremover.

Et samarbejde med et brand som HOKA ONE ONE er selvsagt et samarbejde, som jeg er rigtigt stolt af, og som jeg længe har drømt om! HOKA ONE ONE er uden tvivl absolut førende på markedet, når det kommer til løbesko, der kombinerer stødabsorbering, støtte og fart.

Og det er lige præcis den kombination jeg har brug for, med de mål jeg har og min ærgerlige tendens til skader!

Når det kommer til samarbejdspartnere og sponsorater, har jeg har det lidt sådan, at man ikke bare skal indgå et samarbejde for samarbejdets skyld. Man skal indgå et samarbejde med dem, man tror på, og som man ville købe produkter fra alligevel. Og sådan har jeg det med Hoka!

Derfor er jeg også rigtigt glad og beæret over, at Mikio Karmann fra Fritidsagenten og Hoka One One har lyst til at være en del af min rejse.

Nu glæder jeg mig bare som et lille barn, til mine hofte/lår/lyske problemer er overstået, så jeg kan få tonset en masse både hurtige og komfortable kilometer. Indtil da nyder jeg at jogge rundt i dem, når understellet lige tillader det – og det er dælme også en lækker følelse!

Jeg kommer i øvrigt til at træne i Bondi, Clifton Edge og Elevon II (det er dem jeg har på, på billedet). Og så kommer jeg naturligvis til at løbe mine ræs i Carbon X2.

Men meget mere om mine valg af sko og årsagerne bag, i et senere blogindlæg 🙂

Store oplevelser venter forude i den tyske Regionalliga Nord

Så er vi vist ved at være så langt, at jeg godt kan gøre det officielt… Nu kommer nemlig en nyhed, som jeg har glædet mig utroligt meget til at dele med jer!

Vi to flotte fyre på billedet, skal nemlig konkurrere i den tyske kortdistance-liga Regionalliga Nord. Det skal vi for det Neumünster-baserede TriSport Holstein, der i 2019 sikrede sig oprykning fra Landesliga til til Regionalligaen. Fordi der ikke blev kørt Regionalliga sidste år (pga. corona), er det derfor holdets første sæson i den nye liga.

Regionalliga Nord er en serie af kortdistance triathlonstævner, hvor alle ligaens hold konkurrerer om at vinde den samlede stilling med deres respektive atleters point fra hver afdeling. Afdelingerne bliver primært kørt som holdkonkurrencer, med en enkelt Team Relay, en et enkelt draft-legal sprintrace og et enkelt non-draft OL-race indblandet.

Jeg er personligt både stolt og beæret over muligheden for at køre Regionalliga Nord. Og jeg lover, at jeg vil gøre mit absolut bedste for, at trække Tri Sport Holstein i den rigtige retning på pointtavlen.

Det bliver stensikkert super spændende. Og vi får helt sikkert nogle pisse fede oplevelser ud af det!

Nu håber vi så bare at Hr. Corona tillader os at køre race #fingerscrossed

2020 går på hæld – et tilbageblik på årets højdepunkter

2020 synger på allersidste vers. Et år, som mange bare gerne vil lade gå i glemmebogen. Men for mig er 2020 et år, der på trods af corona og de restriktioner der følger med, har været et af de allerbedste år af mit liv 🥰

Jeg startede året med at tage fire uger på træningslejr til spanske Torrevieja, der gav masser af træning i den sydspanske sol ☀️ Faktisk havde jeg ikke én eneste træningsdag dernede, hvor det var regnvejr 😎

Kort efter hjemkomsten, stod himmel og hav dog i ét, men coronas indtog i Danmark. Svømmehallerne og foreningsidræt blev lukket ned. Så alt det hårde arbejde i poolen under ledelse af daværende cheftræner i Haderslev Svømmeklub, gled mere og mere ud i sandet.

Det gav ekstra tid til cykling og løb. Og særligt løbet, har virkeligt rykket sig i år. Fra at være løbeskadet med Venstre knæ i årets første to måneder, fik jeg siden bugt med skaden, og fik opbygget den største kontinuerlige løbetræning, jeg nogensinde har haft.

Og det gav virkeligt også pote senere på året, da vi endelig fik lov til at køre lidt stævner!

Da svømmehallerne åbnede op igen, tog det lige en lille måneds tid at få vandfølingen tilbage. Og så gik det ellers stærkt med svømmeformen derfra. Nok også hjulpet meget på vej af, at jeg gennem hele forårets lockdown har trænet utroligt meget med elastikker, for at beholde så meget af svømmemuskulaturen, som overhovedet muligt.

Forårets lockdown gav også gode cykelmuligheder, hvor særligt cykelturen fra Haderslev til Vejle og retur, for at cykle 25 gange opad Kiddesvej, står højt på listen over gode minder fra 2020.

Ligesom med så meget andet af de gode oplevelser jeg har haft sportsligt i år, foregik Kiddesvej-projektet sammen med min allerbedste ven og træningskammerat Kasper.

Kasper har haft en kæmpe betydning for min sportslige udvikling i år. Han presser mig til at blive bedre og bedre, han giver mig sportslig selvtillid, og han giver uvurderlig støtte på både de gode og de dårlige dage. Så tak for det – og dig – Kasper!

I sommers lykkedes det også lige at få klemt et bryllup ind mellem alt træning. Så den 8/8 blev jeg foreviget med Anita, efter at vi har været i et forhold i lige knap 5 år – på tide, ville nogen mene 😉

Det var et dejligt, festligt og løssluppen bryllup. Lige i vores ånd. Og ude foran kirken, blev vi mødt af espalier af et par stykker fra tri-klubben og svømmedrengene fra HSKs eliteafdeling. Det var en glædelig overraskelse.

Når det kommer til Anita, så er hun ikke bare min kone. Hun er min allerstørste støtte, som jeg af og til nyder en rulletur eller to med. Anita har slet ikke de samme sportslige mål som mig, men sporten giver os alligevel noget, som vi er sammen om. Og det er fuldstændigt fantastisk.

Weekenden for vores bryllup, var samtidigt weekenden, hvor de første danske stævner blev kørt. Jeg kunne af gode grunde ikke være med. Men så kom der da endelig gang i dén del!

Det blev for mit vedkommende, ikke til særligt mange konkurrencer i år. Men dem, det blev til, føler jeg, at jeg fik fuld valuta for pengene ved. Her kan jeg nævne:

  • Nr. 1 i RKCCs åbne klubmesterskab (cykelløb)
  • Nr. 1 i Gudskov Triathlon (olympisk distance)
  • Nr. 3 i Stevns Triathlon (4-18-4 distance)
  • Nr. 1 i Meins Running Løbet (5 km løb)

Det er særligt præstationen i Stevns, jeg er stolt af. Startlisten var godt pyntet til med hurtige navne, fra den hjemlige kortdistance-elite. Og det lykkedes mig alligevel at gå på podiet med en tredjeplads, kun overgået af Emil Holm og Pelle Lambertsen.

Jeg blev 3’er med en sluttid på 45.20, med splits på 5.25 (svømning), 24.46 (cykling) og 13.41 (løb).

Svømningen viste derfor at det gik fremad. Og det gjorde det virkeligt også på løbet, hvor jeg med et pace på 3.25/km, løb næsthurtigste tid og løb mig fra femtepladsen til tredjepladsen.

Det har altid været sådan, at løbet har været min svageste disciplin. Men det synes jeg efterhånden, at jeg er ved at få vendt om til at være et ondt våben, når mit løb parres med min cykling!

Det store ryk i mit løb, skyldes helt sikkert kontinuiteten henover hele året. Og mindst ligeså meget det dejlige løbefællesskab jeg har med Kasper og Kaspers kæreste, Cille. Aldrig har jeg da oplevet så meget smerte i kroppen, som når vi alle 3 slipper fanden løs på løbebanen.

Efter Stevns ventede der lige et enkelt 5 km-løb. Og så stod den på tre uger med totalt løs træning, inden forberedelserne til næste sæson startede. Og nu står vi så her, den 31. December, med 900 træningstimer i banken for 2020. Og med en FTP på cyklen, der på nuværende tidspunkt, kun er 5 watt under sommerens FTP (og det er på ren basetræning!).

Indtil det nylige lockdown, svømmede jeg også de markant hurtigste tider nogensinde. Så jeg synes sådan set ikke det kan gå hurtigt nok med at komme tilbage i vandet, så jeg kan bygge videre på den svømmeform!

Slutteligt, vil jeg gerne takke alle dem, der har været omkring mig i år. I er mit team, der giver de bedste forudsætninger for, at jeg kan udvikle mig sportsligt.

Jeg vil derfor særligt gerne takke min kone Anita, mine børn Mille og Julie, Kasper og Cille, samt mine forældre. Jeg vil også gerne sende en stor tak til HSKs tidligere cheftræner Rune, samt de dejlige elitesvømmere i HSK, for at have hjulpet – og hjælper – mig med at blive en bedre og bedre svømmer!

Og også tak til alle jer, jeg gennem året har haft fornøjelsen af at træne med. I godt selskab, går træningen meget nemmere!

Rigtigt godt nytår – vi ses i det nye år!

PRL Full på Zwift – det rene selvtortur

Hold da kæft en sjov formiddag, middag og start på eftermiddagen. Kasper synes det kunne være skide skægt at køre PRL Full på Zwift i dag – dvs. 173 km med 2300 højdemeter. På HOMETRAINER!!!!

Som den gode ven, jeg nu og engang er, så valgte jeg selvfølgelig at bakke ham op i sit masochistiske projekt :S

Havde nogen sagt til mig for tre måneder siden, at jeg skulle sidde 5 timer på en hometrainer, havde jeg råbt og skreget, flippet lodret ud og nok endt med at være gerningsmanden i en drabssag. For fem timer på hometrainer, virker virkeligt som LANG tid :O

Men vi kom igennem. Og selvom de 5 timer og 15 minutter da var lang tid, så var det ikke så slemt som frygtet. Faktisk vil jeg nok godt kunne overtales til flere omgange á 5 timer på Zwift fremadrettet.

Undervejs kom vi godt omkring vores respektive watt-zoner, med alt fra rolig cykling, til tempo, tærskel, Vo2Max og sprint. Boys will be boys, så vi vil jo altid gerne måle lidt pikkemænd når lejligheden byder sig ;’D

Når alt kommer til alt, havde vi det skide skægt. Og så gør det ikke noget at gulvet i træningsrummet er dækket til med noget der svarer til 30 års forbrug af salt fra alt vores sved, at vi har ømme stænger og at vi godt kunne bruge en bette morfar inden aftensmad…

Så har vi også lige ved samme lejlighed, sat gang i forbrændingen af al den julemad vi har spist de seneste dage 😉

Og her er så lige et billede, som bevis på, at vi rent faktisk gjorde det:

Den svedige hule – mit yndlingssted i hele huset (næstefter min seng)

Det her rum…. “den svedige hule”… det er mit yndlingssted i huset, næstefter min seng. Jeg tror vist, at det er en moderne udgave af det, man engang kaldte et hobbyrum ;p

De færre træningstimer, som off-season har budt på, er bl.a. blevet brugt til at opgradere det her rum, til at se sådan her ud. Det er i bund og grund fuldt funktionelt, med aircondition, blæsere m.v.

Der mangler lige opgradering med Wahoo smart-trainere og også gerne en Wahoo Climb til os hver, så vi kan få vores indendørstræning til at være så realistiske som muligt. Men vi er sgu ikke ligefrem millionærer, så det ser ud til at have lange udsigter med sådanne opgraderinger.

Når det ikke er muligt at tage på træningslejr i sydens sol og varme henover vinteren, så må man jo skabe sig et setup herhjemme i huset, der er motiverende at træne i. Og det synes jeg efterhånden er lykkedes ret godt.

Men hvis du synes du har en masse penge og du gerne vil sponsorere en Wahoo Kickr Core, så tager jeg da gerne glædeligt imod sådan en 😉

Jeg vil på et senere tidspunkt lave et indlæg, der er mere beskrivende omkring den svedige hule. Men tiden er lidt knap, så det bliver ikke lige med det samme…

Jeg ønsker jer allesammen en rigtigt glædelig jul! 🙂

Én af årsagerne til, at jeg synes Zwift er et fantastisk træningsredskab

Man kan sige mange ting om Zwift som træningsplatform. Nogle sværger til det, andre er stik imod det. Men hvis jeg skal fremhæve noget af det allerfedeste ved Zwift, så er det platformens Meet-up funktion, der giver mulighed for at lave både store og små gruppetræninger, hvor alle uanset niveau, følges ad.

I morges kørte Anita, Rhinstrøm og jeg således det samme træningspas på Zwift i vores eget lille group ride. Alle tre med hver vores watt-tal. Men indstillingerne i Zwift gør, at vi alligevel bliver liggende sammen i én gruppe, så længe vi blot træder i pedalerne.

Det giver en helt ny dimension for træningen, så det er muligt for alle, uanset niveau, at træne sammen.

Samtidigt var vi alle tre koblet op på tale-app’en Discord, så vi kunne tale sammen undervejs. Så det er sgu næsten som hvis vi alle tre var ude på landevejene sammen.

Et par hyggelige timer var det i hvert fald. Så jeg håber, at Anita har lyst til mere af den slags i fremtiden 🙂

Jeg er sprunget ud af skabet…. som tri-coach!

Triathlon er en stor del af mit liv. Meget af min fritid bliver – udover at træne – brugt til at nørde videnskabelige artikler om træning, restitution og overordnet idrætsperformance.

Den viden jeg har tilegnet mig, har jeg indtil nu, først og fremmest brugt i min egen træning. Samtidigt har jeg også hele tiden stået for planlægning af Anitas træning, så hun hverken træner for meget, for lidt eller for hårdt.

Efter at jeg gennem længere tid, er blevet spurgt til råds om træning og træningsmetoder af flere i min omgangskreds, besluttede jeg for lidt tid siden, at jeg så småt ville gå i gang med coaching og træningsplanlægning for andre triatleter end kun lige mig selv og Anita.

Det har givet mig lidt ekstra at lave i hverdagen. Men det er til gengæld en super sjov, lærerig og spændende proces.

Jeg står nu bl.a. for personlige træningsprogrammer til min gode ven og træningsbuddy Kasper Rhinstrøm.

Jeg er åben for coaching og programlægning til både begyndere og mere erfarne triatleter. Og min røde snor er, at træning skal gøre dig gladere i hverdagen, i bedre form og overordnet set, til et bedre menneske.

I fællesskab vil vi derfor finde frem til, hvordan træningen skal struktureres til lige præcis dig, så du også har godt med tid til alle de andre vigtige ting i dit liv, såsom arbejde, familie, venner og eventuelle yderligere fritidsinteresser. Din træning skal også være fleksibel, så du stadig oplever forbedringer, hvis noget andet kommer i vejen.

Træning behøver nødvendigvis ikke være hamrende tidskrævende, for at du kommer i bedre form. Det er Anita et levende bevis på. Det hele handler om, hvad dine ambitioner er og hvad dit udgangspunkt siger.

Har du brug for vejledning, coaching og træningsplanlægning, så smid mig en besked. Så finder vi sammen ud af, hvordan vi sammen kan gøre dig gladere i hverdagen og hurtigere i svømning, cykling og løb. Så kan du også høre mere om, hvilke metoder jeg anvender.

Og fordi det hele er så nyt, vil jeg endda gøre det til en rigtigt skarp pris!

Fuck hvor skal jeg bare forbedre mig her….

Svømning… for satan, hvor skal det bare forbedres, forbedres og forbedres.

Hvis man vil være med hvor det er sjovt i draft-legal tri, skal man som det mindste, gerne kunne svømme med i main pack. Så det kræver en start-fart, der er hurtig nok til at komme med på de hurtigere svømmere fødder. Og et niveau, der tillader, at holde deres fødder.

Der er jeg ikke helt hundrede procent endnu.

Jeg har fra sidste år til i år, skåret 13 sekunder af min 400m PR, som lige nu lyder på 5.25. Og det skal jeg som minimum gerne have ned på 5.00.

Det er dog værd at bemærke, at lock-down nok også har pillet en del forbedring af, så jeg måske realistisk ville have en PR på 5.20, hvis jeg havde kunne ligge i vand hele foråret.

Forhåbentligt kan jeg ligge i vand hele vinteren og foråret i år/næste år denne her gang, så jeg stabilt kan komme til at ligge på 20+ km om ugen. Hver uge. Gerne 25+ km, men det er sgu svært at skulle nå det kontinuerligt, når jeg også skal huske at cykle, løbe og tjene nogle penge, så jeg kan betale mine regninger 😉

For at nå de 20+ km svømning om ugen, har jeg indkorporeret en dobbelt svømmedag hver uge. Det har jeg om onsdagen, hvor morgenpasset typisk består af teknik, hypoxi, noget funktionel styrke og lidt fart-arbejde, imens aftenspasset typisk består af noget tempo, længere styrke- og fartserier og Vo2max-arbejde. Som vinteren skrider frem, skulle det gerne bringe mig op på 8-9 km bare om onsdagen.

Derudover har jeg mit lange aerobe svømmepas om lørdagen, der henover vinteren bygges op til 6-7 km. Og så er mandag og fredag primært lette svømmepas.

Det var lidt om, hvordan jeg arbejder med min svømning lige nu, og hvordan jeg kommer til at arbejde med den henover vinteren.

At nå ned på 5.00 på 400m fri, allerede til næste sæson, er muligvis ikke realistisk. Men at få den ned på 5.12-5.15 burde absolut være muligt. Så det er dét mål jeg arbejder mig henimod.

Så må vi se hvad jeg finder på at skrive om næste gang 😉 god weekend 😀

Jeg har skruet op for svømningen og løbet, så jeg har samtidigt skruet ned for cyklingen

Min plan om at løbe mere, gør helt automatisk, at jeg er nødt til at skrue lidt ned for en af sportens to andre discipliner. Og så er det ganske klart, at det må være cyklingen der står lidt for skud.

Cyklingen er min klart stærkeste disciplin. Så for mig, handler det nu om at bevare min styrke på cyklen, men at gøre det med så lidt arbejde som muligt.

Derfor er cykelmængden sat ned, mod at der til gengæld er blevet skruet op for niveauet af intervaller i meget tungt gear. Sammen med en mere intens form for udholdenhedstræning (der passer godt til de korte tri-distancer) og noget tærskeltræning, skulle det gerne give mig gode muligheder for at have et stort fokus på løbetræningen, uden at tabe mit cykelniveau.

For at arbejde mere med min svømning, har jeg bl.a. introduceret en dobbelt svømmedag, hver uge. Men hvad min svømmestrategi præcis er for den næstkommende fremtid, vil jeg forklare mere om i et senere indlæg.

Scroll to top
Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On LinkedinVisit Us On Youtube