Bemærk: Dette er et ældre indlæg fra min tid som triatlet. Det er derfor ikke sikkert, at det, der står i dette blogindlæg, er relevant ift. mit liv i dag. Klik her for at se mine seneste blogindlæg.

Jeg var til start i Aabenraa Triathlon på sprintdistance i dag. Og jeg har virkeligt svært ved at finde ord for min performance! 😲

Hurtigste svømning (500m på 7.09) 🏊🏻 hurtigste cykling (24 km på 35.54) 🚴🏻 og hurtigste løb (5 km på 17.18) 🏃

Altså, jeg klokker de afsluttende 5 km løb i 17.18 🚀 det synes jeg sgu er ok, taget i betragtning af, at jeg kun har kunnet løbe i 8-9 uger 🤪

Alt i alt løber jeg med sejren foran min holdkammerat Andreas Schönrock fra mit tyske hold TriSport Holstein i tiden 1.01.59 💪🏼

Jeg kunne ikke finde en bedre måde at starte min sæson på! Og da jeg krydser målstregen, går det også op for mig, at jeg for 8-9 uger siden var så skadet, at jeg mentalt havde indstillet mig på, at jeg ikke skulle køre ræs i år.

Og så begyndte tårerne ellers at vælte frem bagved solbrillerne 😭 tårer af stolthed, tårer af tilfredshed og tårer af lykke 🤩 Så det er ikke så meget sejren, der glæder mig… det er min performance. Og så det, at jeg er fucking back!

Dagens performance tegner godt for DM om en uge – så hvis jeg har bare halvt så gode ben der, så skal det nok blive godt 🙏🏻

Fordi det mere eller mindre var på hjemmebane, var der rigtigt mange venner og bekendte, der var ude for at heppe. Det hjalp rigtigt meget! Så tusind tak til alle jer, der tog noget af søndagen ud af jeres kalender, for at tage ud og heppe – det var fuldstændigt fantastisk 🥰